På vej mod succes
– og med kurs mod helvede

Odense Havn, 1969

"Nej tak, jeg snupper en cola i stedet," svarede Nalle.

Sjakket holdt et øjeblik inde og lod i et par sekunder øllet blive i flasken.

"Drikker du ikke øl?" lød det fra en af de andre arbejdere i flokken.

Det havde Nalle egentlig gjort de sidste par gange, de havde været samlet i opholdsrummet på haven, men ærligt talt kunne kan ikke fordrage hverken smagen eller virkningen. Hvad var idéen så med at drikke det? Hvori lå det fornuftige i at gøre noget, alene fordi andre gjorde det, tænke Nalle, inden han svarede:

"Nej, jeg kan ikke lide det."

"Det var satans," reagerede kollegerne.

"Først tropper Rock Nalle op og søger arbejde. Så fortæller han os, at han ikke drikker øl. Det er sgu en underlig verden," lød det i et disharmonisk kor fra flokken.

Men sådan var det. Nalle drak cola i stedet for øl, og kollegerne måtte trække lod om den overskydende øl.

Det var den gængse opfattelse blandt folk, at Nalle havde tjent styrtende med penge på sit rock 'n' roll eventyr. Derfor stirrede diverse odenseanske arbejdsgivere nok en ekstra gang, da han i slutningen af 1969 og i begyndelsen af 1970 rendte Odense rundt for at finde et arbejde. Men faktum var, at selv om der sikkert var genereret en god slat penge på Rock Nalle, så havde hovedpersonen selv ikke set så mange af dem, som folk gik og troede. Han havde tjent så lidt, at det ikke var af kedsomhed, men af nødvendighed at, han gik på jobjagt. Med en familie at forsørge var han nødt til at spæde til husholdningen, og i sidste ende var et arbejde på Odense Havn hans eneste mulighed.

Kulturen på haven var på mange måder et deja-vu for Nalle, der igen skulle ind i rutinen med at stå bagerst i køen, når der skulle deles arbejde ud. Rutinen var fuldstændig den samme, som han havde oplevet næsten ti år tidligere, da han for rundt i Italien for at finde et skib, der ville tage ham ud i den store verden. Hver dag mødte Nalle op på havnen i Odense og stillede sig i kø for at få arbejde. Og igen var han hæmmet af, at han på det punkt var uerfaren. De arbejdere, der stod foran ham i køen, havde haft deres gang på havnen i flere år, og de havde skrabet timer nok sammen til, at de var medlem af fagforeningen, der sørgede for, at deres medlemmer fik arbejdet før alle andre.

Det var der sådan set ikke noget unaturligt eller uretfærdigt i, men alligevel var det en bitter pille at sluge for Nalle.

Tilmed var det slet ikke sikkert, at der var noget arbejde, når man mødte op. I modsætning til på slagteriet, hvor Nalle var sikret arbejde hver eneste dag, så kunne havnen ligge stille i flere dage, og arbejderne måtte gå udhvilet, men også tomhændet, hjem. Det var en uholdbar situation, for en familiefar med kone og to børn, men ikke desto mindre en situation som Nalle affandt sig med. For der var naturligvis perioder med en masse arbejde – så meget, at selv de, der stod og flagrede for enden af køen, fik noget at bestille. Det var helt utroligt hårdt, husker Nalle. Dag efter dag kunne man se ham og hans kolleger slæbe døde grisekroppe, sække med korn eller hvad, skibet nu var lastet med, hen over kajen for derefter at vende tilbage til udgangspunkt og gentage sig selv.

Belønningen var en acceptabel løn og ikke mindst tid til at være sammen med familien hjemme på Vestre Stationsvej i Odense. Her havde Nalle, Jette og børnene skaffet sig en fin lille lejlighed, hvor der efterhånden var begyndt at komme ro og kontinuitet i dagligdagen. Regnar havde sagt til sin søn, at han for guds skyld skulle huske at få alle formaliteterne på plads, når han nu var blevet overhovedet i sin egen lille stamme.

"Så jeg inviterede en forsikringsmand op i lejligheden for at snakke om familie- og livsforsikringer. Da han kom, kiggede han op og ned ad mig, og så sagde han: "Mænd af din størrelse skal betale dobbelt så meget". Jeg var ved at eksplodere. Skulle min størrelse nu være et emne igen. Så jeg kiggede på ham og sagde: "Hvis du lige drejer hovedet en smule til højre, så kan du se hoveddøren. Hvis ikke du er ude af den, inden jeg har rejst mig op, så ryger du vandret ud". Han kom godt nok hurtigt ud igen, og jeg droppede alt det der med forsikringer. "Hvad var det for en måde at tale til folk på?" undrede Nalle sig.

Nalle og Jette havde i lang tid drømt om at komme væk fra Vestre Stationsvej. Ikke fordi de ikke kunne lide stedet – tværtimod så elskede de det – men med to børn og en far, der pludselig var hjemme hver dag, blev pladsen for trang.

Den lille familie fandt et sted på Nyborgvej i udkanten af bymidten, hvor pladsen var langt større, men dele af naboskabet langt mindre.

"Jeg ved ikke, hvorfor nogen af naboerne var, som de var. Men jeg tror ikke de kunne lide, at det var ham den tidligere rock-stjerne, der var flyttet ind. Mange af naboerne var helt vildt søde, og de så også lidt op til Nalle, men der var også nogle, der gjorde alt hvad de kunne for at stikke til ham," husker Jette.

Men på trods af naboerne, der holdt sig strengt til janteloven, begyndte familien Sørensen at fungere som alle andre "normale" familier. Og Jette husker, hvordan Nalle levede sig mere og mere ind rollen familiefaderen – også udadtil.

"Han var den mere sociale og udadvendte i vores familie. Jeg var husmoderen, og han sørgede for, at der var liv og glade dage. Og han var god til det – især til at sørge for børnene. Hvis de gik rundt og legede på gaden, så skyndte han sig altid at kalde dem og deres venner op. Så sad han ellers der og spillede kort med dem. Det samme gjaldt med venner og veninder. De skulle endelig bare komme over. Han favnede bredt og ville gerne have folk omkring sig," husker Jette.

Og præcis som Nalle selv havde været det, da han var barn, så skulle Dorthe og Søren også med til Fyns Hoved. Hele familien skulle ud til favorit-pletten nummer et, hvor de kunne være de fire alene i naturen og ikke mindst ved vandet, som Nalle aldrig fik nok af.

"Han skulle have vand omkring sig så ofte, som han kunne. Det skulle han altid, og når vi tog til Fyns Hoved, så var det præcis som dengang, han selv var barn. Det ville han også, at vores børn skulle opleve. Det gik han meget op i," fortæller Jette.

*

Musikken gjorde Nalle det ikke i. Han gav et nummer hist og pist, hvis han til en koncert blev kaldt op på scenen, men det lå slet, slet ikke i kortene, at Nalle nogensinde skulle være Rock Nalle igen. Alligevel kunne han ikke sige sig fri for, at varmen fra rampelyset var utroligt tiltrækkende, men i stedet for at stille sig op og synge i det, gjorde han noget helt andet.

"Jeg begyndte at blive statist på Odense Teater. Jeg tror, de søgte i avisen, og så smuttede jeg derop og meldte mig. Det første stykke, jeg var med i, var Alladin. Jeg havde ingen replikker, men det var alligevel fedt at stå på scenen igen og være en del af den kunstneriske scene. Jeg havde aldrig drømt om at blive skuespiller, og det ændrede mine statistroller heller ikke på. Jeg gik altså ikke rundt med planer om at søge ind på skuespillerskolen," husker Nalle.

Nalle kom trofast til de jobs, som teatret kunne bruge ham til. Det var ikke et særligt godt lønnet arbejde; 20 kroner i timen kunne det blive til, men det var sjovt. Han begyndte efterhånden at få et par replikker hist og her, og til sidst fik han prædikatet "over-statist" og skulle sørge for, at de andre statister kom på plads i den rette scene på det rette tidspunkt.

*

Nalle var ikke længere en del af mediebilledet i Danmark. Ikke på samme måde, som han havde været det året forinden, men alligevel blev hans person stadig diskuteret og kommenteret. Igen var det hans vægt, der som regel blev kommenteret, når folk så ham på gaden.

"Til sidst var det vist sådan, at Jette ikke kunne holde ud at gå ved siden af mig på gaden. Hun ville ikke høre på folks kommentarer – det kunne hun ikke holde til. Hun var ikke flov over mig, men det tog jo også hårdt på hende, når der blev talt nedladende om mig. "Der går Rock Nalle; se hvor stor han er," hviskede folk, når jeg gik forbi dem," fortæller Nalle.

Og Jette bekræfter den periode.

"Det stak i mig hver gang – det gjorde simpelthen så ondt. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, folk fik ud af at være sådan," siger hun om kommentarerne, der efterhånden var en del af dagligdagen, og som gjorde, at Nalle blev mere og mere utilfreds med den måde, han så ud på.

Der var grænser for, hvor meget hans brede skuldre kunne bære, og til sidst gav han efter for presset. Sangeren Rock Nalle havde han allerede begravet, nu var det på tide at sende den overvægtige følgesvend samme vej.

Nalle droppede de usunde madvaner, som han for alvor havde grundlagt, da han turnerede som musiker. De mange aftner og nætter på landevejen havde gjort, at det mange gange var – hvis ikke umuligt – så hvert fald meget, meget svært at holde en sund livsstil. Da vægten var på sit højeste, ramte nålen 146, når han trådte op på vægten. Det var ganske enkelt alt, alt for meget, og det skulle ændres. Jo hurtigere desto bedre.

"Jeg kan huske især én episode, der fik mig til at overveje en streng diæt. Jeg stod ved en pølsevogn, da der kommer sådan en stor svejser ude fra Lindø-værftet op og begynder at tale til mig. "Nå, får du dig noget at spise, tykke?" spurgte han. Jeg spurgte ham, om han virkelig mente, at han kunne rende rundt og tale til folk på den måde. "Ja, det er vel et frit land, vi lever i," sagde han. Jamen okay, tænkte jeg, og så stak jeg ham én på snotten. Tænk sig, så mange år efter, og det var præcis som at være tilbage i skoletiden. Men jeg blev ikke smidt ud af skolen for den episode – tværtimod så blev jeg smidt ind i en celle. Jeg fik 30 dage for vold, og det, mente jeg da, var helt vildt uretfærdigt. Den klovn havde selv været ude om, at han fik sig én på kassen," fortæller Nalle.

Men protesterne blev overhørt, og Nalles kur tog sin begyndelse på "vand og brød" i statsfængslet i Renbæk i Sønderjylland. Nalle havde ellers forsøgt sig hos justitsministeren for at få dommen annulleret, og han gik endda med tanker om at sende et brev til hoffet, men lige lidt hjalp det. Sønderjylland blev hans bopæl i 30 dage, og landsbrugsmedhjælper blev hans beskæftigelse.

"Det gik stille og roligt dernede. Der skete ikke det helt store, og inden jeg havde set mig om, stod jeg og skulle løslades," hus­ker Nalle, der i et hæsblæsende tempo begyndte at smide overflødige kilo fra sin krop.

I 1971 havnede Nalles vægttab på forsiden af BT. "Tabte 72 kilo på syv måneder" stod der med fed font over et billede af en smilende og meget tynd Nalle. Ti kilo om måneden i syv måneder var resultatet af den skrappe og formentlig også usunde diæt, som Nalle havde udsat sig selv for. I løbet af kuren var han flere gange besvimet på grund af manglende ernæring, men fast besluttet på at blive tynd fortsatte han. Kærnemælk var hovedingrediensen i kuren. Faktisk var det i perioder den eneste ingrediens, og at holde en voksen krop gående på intet andet end en fedtfattig mælketype var for meget at forlange. Glæden ved at være tynd var kort, og i takt med at Nalle begyndte at spise mere normalt, tog han de mange kilo på igen. Han nåede ikke op på de næsten 150 kilo igen, men de negative kommentarer om hans vægt kom lige så hurtigt, som de var forsvundet i forbindelse med hans vægttab.

"Det var et helvede. Jeg kunne ikke gå og sulte, men jeg var stadig meget utilfreds med min vægt. Egentlig var jeg ikke så utilfreds med vægten, for jeg var sådan set i god form, og jeg kunne nemt klare arbejdet på havnen. Men det var de dumsmarte kommentarer, der gjorde mig ked af det. Min kusine havde kæmpet lidt med de samme problemer, og hun skrev til mig, at hun havde løst det med en operation, der gjorde, at hun ikke kunne spise så meget. Jeg overvejede det et stykke tid, inden jeg besluttede mig," fortæller Nalle.

Slankeoperationen, som Nalle besluttede sig for at få foretaget, var i midten af 70'erne frygtet for deres ubehagelige eftervirkning­er og i værste tilfælde dødsfald. Nalle var fuldstændig bekendt med de dårlige statistikker og rygter, men besluttede sig for, at det var risikoen værd. Kort sagt gik indgrebet ud på, at lægerne fjernede et stykke af Nalles tyndtarm. Dermed ville maden løbe hurtigere igennem hans organer, og han ville ikke tage så meget næring til sig. Det lød simpelt, men var langt mere risikabelt end som så.

"Der var ikke rigtigt noget valg. Enten blev jeg syg af operationen, eller også blev jeg sindssyg af at være tyk. Det er svært at sige, om jeg ville have gjort noget anderledes, hvis jeg vidste, hvad der skete, fordi jeg var gået helt ned med flaget, hvis ikke jeg gjorde et eller andet på det tidspunkt. Der var trods alt muligheden for, at operationen gik som den skulle, og jeg ville komme ud på den anden side som en tynd mand," husker Nalle.

Det gjorde Nalle også. Operationen gjorde, at Nalle i løbet af ganske få måneder tabte sig, og han landede på omkring 80 kilo. Det var umiddelbart en drøm, der endelig var gået i opfyldelse. Indgrebet betød, at han sjældent var sulten, og når han endelig spiste, var det kun fedtfattig mad. Han havde af erfaring lært, at spisestop intet har med slankekure at gøre. Selv om operationen på sin vis var lykkedes, så undgik Nalle ikke de frygtede bivirkninger. Hvor han før havde haft ondt i sjælen, fik han nu for alvor ondt i kroppen. Et fysisk helvede med konstante smerter.

En voldsom diarré var bare én af eftervirkningerne på operationen. 20-25 gange i døgnet måtte Nalle løbe på toilettet, fordi den begrænsede føde, han trods alt indtog, løb direkte igennem ham.

"Til sidst var det som at have en blæselampe i røven. Det sved og gjorde simpelthen så ondt, at jeg troede, jeg skulle dø," fortæller Nalle.

Det var uholdbart i længden, og lægerne forsøgte at medicinere Nalles smerter væk med piller. Det hjalp en smule, men der opstod konstant nye komplikationer. Et par år efter operationen måtte Nalle igen opereres – denne gang for galdesten. Nalle så det som en direkte eftervirkning af slankeoperationen, men lægerne forklarede ham, at han ville have fået galdesten uanset hvad. I grunden var det fuldstændigt ligegyldigt. Sagen var, at det gjorde pokkers ondt konstant, og bedst som det så ud til at blive bedre, kom der næsten altid et tilbageslag.

*

Men midt i al elendigheden var der lyspunkter. Ud af ingenting lykkedes det Nalle at engagere sig i musikken igen. Jette havde altid været en kæmpe fan af sangeren Gustav Winckler, og da han i midten af 70'erne gav koncert i Odense, var det næsten en selvfølge, at Jette og Nalle tog en friaften for at være blandt publikum.

Nalle og Gustav Winckler havde ikke før arbejdet sammen, og de kendte kun perifert hinanden. Alligevel skulle der kun en enkelt koncert til, før et samarbejde begyndte at blomstre.

"Det var en lidt pudsig episode. Gustav gik rundt nede blandt publikum og sang, da han fik øje på mig. "Jeg skal lige tale med dig bagefter," sagde han pludselig og pegede på mig. Jeg anede ikke, hvad han dog ville tale med mig om, men bagefter kom han hen til os. "Jeg vil gerne lave en plade med dig," sagde han. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde jo endelig fået tid til familien, og jeg tror ikke min kone umiddelbart ville være tilfreds, hvis jeg bare uden videre sagde ja til at lave musik igen. "Det må du snakke med chefen om," sagde jeg til ham og pegede på min kone. Så gik Gustav ellers ned på knæ foran min kone og spurgte om lov. Jeg ved ikke, om det gjorde udslaget, men der på Tordenskjold i Odense tog jeg musikken op igen," husker Nalle.

"Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvad nu, hvis det var mig selv. Jeg vidste jo godt, at det var det, han brændte mest for, så jeg kunne ikke andet end at sige ja. Selv om jeg udmærket kunne huske, hvor hårdt det var den gang, han sidst spillede," fortæller Jette.

Gustav Winckler havde selv gjort sig en karriere med at synge på dansk. Han havde vundet det danske melodigrandprix med "Skibet skal sejle i nat" og nød stor succes med sange som "Gem et lille smil til det bli'r gråvejr" og "Hvide Måge". Kender man lidt til de sange, vil man vide, at stilen ligger et stykke fra den musik, som Nalle stod for, og meget tæt på "Susanne" og "Nalles dansende bjørn", som han ikke var ubetinget stolt af. Men alligevel accepterede Nalle efter lange overvejelser at gå ind i den lidt blødere og familievenlige genre. Det var formentlig den eneste vej tilbage til scenen for Nalle, der var begyndt at mærke rampelyset trække.

"Jeg havde det lidt underligt med at lave en stille og rolig plade og så kalde den for "Rock Nalle", som vi gjorde. Det hang ikke helt sammen. Det var ikke Gustavs skyld; det var nok nærmere mig, der skulle have slået i bordet, men jeg tænkte faktisk ikke på andet end at komme tilbage til musikken," fortæller Nalle.

Før pladen "Rock Nalle" blev støbt, udgav Nalle og Winckler singlen "Lov mig at du passer godt på Lise", der var en dansk oversættelse af Carol King og Gerry Goffins "Take good care of my baby". Den blev ikke det store hit, men på singlens B-side lå fordanskningen af "La Bamba", der med Gustavs danske tekst blev til "Jeg kan li' store babser".

"Min kone brød sig ikke ret meget om den sang, men jeg synes, den var ret sjovt. Der var gang i nummeret, og jeg synes ærligt talt ikke, at teksten var så slem. Men de spillede kun A-siden i radioen, selv om vi hellere ville have spillet B-siden. Vi fik at vide, at teksten på "Jeg kan li' store babser" simpelthen var for vovet til at blive spillet i radioen. Det forstår man jo ikke ret meget af i dag – prøv bare at høre nogle af de tekster, de synger nu, så var den der ingenting," fortæller Nalle.

Men sangen blev ikke spillet i radioen, og det potentielle hit udeblev. Pladen, "Rock Nalle", der var en samling af engelske og amerikanske sange med danske tekster, blev heller ikke den store salgssucces. Det var en dør på klem til et endeligt comeback, men der skulle gå endnu et par år, før Nalle fik åbnet den helt.

"Men det var egentlig fint nok, at den første ikke blev til så meget. Vi skulle jo lige i gang igen. Men efter et stykke tid, så ringer Gustav til mig og siger: "Prøv lige at høre her. Jeg har købt alle rettighederne til Creedence Clearwater Revial her i Danmark. Så hvis jeg nu laver nogle danske tekster til dem, så har vi til endnu en plade." Fint nok, sagde jeg, men det var på den betingelse, at vi fik en dansk version af "Good Golly Miss Molly" med på pladen. Det var fint med Gustav, og så er resten vel næsten historie – den blev kraftedeme stor," fortæller Nalle.

Odense, 1976

Nalle gik op på loftet i huset på Eckersbergsvej. I det mørke rum stod de orange flyttekasser omhyggeligt stablet op og ventede egentlig bare på, at nogen gad tage sig af dem. Hilda havde bedt ham om at hjælpe til med at tømme loftet, før huset blev solgt. Det gjorde Nalle så. Efter Regnars død var de mange kvadratmeter for dyre, og hun havde i grunden ikke brug for al den plads.

Nalle tog fat i en papkasse og begyndte at inspicere indholdet. "Nalle & The Yankies" stod der på plakaten, han trak op. Nalle betragtede billedet af sig selv – yngre og storsmilende – og uden at vide det imiterede han plakaten. Han lagde plakaten tilbage og rodede videre rundt i samlingen af gammelt PR-materiale, artikler og billeder fra hans karriere.

"Det var pokkers," tænkte han, mens han bar kassen ned i stuen, hvor Hilda stod og betragtede flytterodet.

"Det var da godt nok noget af en samling, du har fået lavet dig," råbte han tværs gennem rummet og fik rettet Hildas opmærksomhed væk fra bunkerne af det, hun havde samlet sammen igennem årene.

Hun betragtede kort kassens indhold og kiggede derefter smilende på sin søn.

"Det er ikke mit. Det var din far, der samlede det der. Han var meget stolt af dig," sagde hun og lagde sin hånd på Nalles.

Nalle var tavs. Regnar havde aldrig sagt noget om kassen med klenodier. Han havde aldrig klappet sin søn på skulderen og sagt, at han var stolt af hans musikalske karriere.

Der begyndte at samle sig en presserende følelse i Nalles næse. Lige under øjnene kunne han mærke, at tårerne pressede sig på for at fylde kanalerne og mase sig ned af kinderne. Både glædestårer og sorgens salte vand insisterede på at vise sig på Nalles kinder.

Regnar Sørensen døde i 1976 – 61 år gammel. Han nåede aldrig at fortælle sin søn, at han var stolt af det, han kunne på en scene. For Nalle var det i høj grad med til at gøre sorgen endnu større. Der var helt åbenlyst nogle ting, som far og søn ikke havde fået talt ud om, og nu var det for sent.

"Han kunne da godt have sagt noget. I så mange år havde jeg forsøgt at overbevise ham om, at han altså godt kunne være stolt over det, jeg havde brugt næsten hele mit liv på, og så vidste han det udmærket godt. Det var sgu en hård en at sluge. Jeg blev selvfølgelig glad, da jeg fandt de kasser med alle de gamle plakater, men det nagede mig alligevel, at vi ikke havde fået snakket rigtigt om det," fortæller Nalle.

Som om tabet af sin far ikke var nok, måtte Nalle kæmpe videre mod smerterne efter slankeoperationen. Pillerne, som Nalle tog dagligt for at holde sig nogenlunde på benene, havde ikke den ønskede virkning, og operationen lignede mere og mere en fiasko. Godt nok tabte han sig, og det var fint, men måden, han gjorde det på, var ved at gøre ham sindssyg. Det eneste, der holdt ham oppe, var tanken om, at han var blevet lige så tosset i hovedet, hvis ikke han havde gjort noget ved sin vægt. Operationen var et nødvendigt onde mod noget langt mere ondt. At pladen "Rock Nalle" ikke solgte som forventet, var oprigtigt den mindste bekymring, som Nalle gjorde sig.

Da Gustav Winckler ringede med besked om de erhvervede Creedence-rettigheder, var det et velvalgt tidspunkt at få fokus flyttet fra sygesengen til musikken. Little Richards "Good Golly Miss Molly" var Nalles eneste krav til pladen, og arbejdet med at oversætte de engelske tekster til dansk begyndte. I modsætning til på "Rock Nalle" var det ikke Gustav Winckler selv, der tog sig af fordanskningen. Det blev derimod den odenseanske tekstforfatter Torben Eschen, der blev hyret til den opgave. Torben havde en lang række andre tekster bag sig og havde ry for at levere tekster, der både rytmisk og indholdsmæssigt lagde sig tæt op af de originale tekster.

"Good Golly Miss Molly" var en afstikker i forhold til det andet materiale, der var planlagt til pladen. Little Richard var på mange områder anderledes end Creedence Cleawater Revial, men Nalle stod fast på, at den skulle med. Torben Eschen gjorde, som han fik besked på, og på en blok papir ændrede han "Good Golly Miss Molly" til "Go'e gamle fru Olsen".

Tilbage i studiet. Efter en lang periode væk fra musikken
fik Nalle igen muligheden for at udleve sin drøm. Han greb
den, og med blandt andet "Go'e gamle fru Olsen" sang
han sig tilbage til hitlisterne.

"Hverken jeg eller nogen anden kunne forudse, hvor stor den sang ville gå hen og blive. Jeg tog den, som jeg plejede at gøre med alle andre sange. Det handlede om at finde en tekst, der gav mening, og som samtidig passede ind i rytmen og de tryk, der lå i den originale tekst. Hvorfor den blev så stor, det ved jeg ikke," fortæller Torben Eschen.

"Go'e gamle fru Olsen" blev skelsættende for Nalle på flere måder. Dels slog den for alvor hans navn fast i folks bevidsthed. Både blandt dem, der kendte ham fra tresserne og blandt en bredere lytterskare begyndte Rock Nalle at blive nævnt. Den musikalske stil var stadigt rock ‘n’ roll, men den danske tekst gjorde publikummet betragteligt større. Sangen gav Nalle muligheden for officielt at skrive sig ind i den danske musikhistorie.

Pop 78, København, 12. august 1978

Jørgen de Mylius tonede frem på skærmen med en moderigtig frisure, der skjulte ører og pande, men indrammede hans ansigt. Han fniste en enkelt gang, da han sagde de sidste ord i sin præsentation.

"Nu synes jeg, det er på tide med noget ærkedansk atter en gang. Og hvad kan være mere dansk end "Go'e gamle fru Olsen" – oven i købet i selskab med Nalle fra Odense. Nalle, han opstod første gang som Rock Nalle i starten af tresserne;

jeg kan huske nogle af hans forrygende koncerter i Odense. Rock står stadigvæk hans hjerte nærmest, og her får vi ham for fuld udblæsning sammen med "Go'e gamle fru Olsen"

Billedet fadede over i en vandstråle fra springvandet på Nytorv i København.

En pulserende guitar fyldte højtalerne, og kameraet panorerede op på Nalle, der stod ved siden af springvandet.

"Go'e gamle fru Olsen," skrålede han og slog den ene hånd ud i luften for demonstrativt at lægge tryk på "Olsen".

"Hun er helt vild med rock!" fortsatte han.

"Vi vidste jo ikke noget, om det vi lavede med den video – vi anede knap nok, at det overhovedet hed 'video'. Vi vidste bare, at vi skulle optage sangen til fjernsynet. Der var i øvrigt mange, der troede, at kvinden, jeg dansede med, var en tilfældig forbipasserende. Men det var selvfølgelig en skuespiller. Det var min første musikvideo, og jeg har senere fået at vide, at det var den første musikvideo i Danmark, og det er da også værd at tage med," fortæller Nalle.

"Og jeg skal da lige love for, at folk fik kaffen galt i halsen, da den kom – de skulle da bare ned og have den plade der. Problemet var, at den kun lå på LP, men folk ville jo have den på single-plade. Det var der jo ikke noget at gøre ved, så i stedet købte folk så lp’en, der da nåede at sælge ret godt, inden vi fik trykt single-pladen, der så også solgte ret godt," fortæller Nalle.

"Go'e gamle fru Olsen" blev hittet. Fra den udkom, blev det et publikumskrav, at han sang den til sine koncerter. Og koncerterne blev der flere og flere af. Fra at have gået hjemme ved familien, blev spillestederne igen Nalles hjem. Han var konstant på farten; men dels på grund af helbredet, der stadigt led efter operationen, og på grund af familien sørgede han for så vidt muligt at overnatte i Odense. Det var ikke et rockstjerne-liv mere, end det var fysisk udmattede arbejde, som det han havde haft på havnen. Men folk ville have Nalle, og det fik de.

*

"I begyndelsen af 80'erne fik jeg "Amanda" og "Det bare mig" af Kim Larsen. Jeg tog dem med over på pladeselskabet, Sonet, og præsenterede dem for sangene. Dem kunne de ikke umiddelbart lide, men i stedet havde de en melodi, som de synes, jeg skulle lave. Det var den der "Himmelhunden"; den mente de kunne blive et hit – og det havde de da sådan set ret i, men jeg skulle ikke lave den, det kunne de glemme. Jeg var slet ikke til sådan noget. Men jeg fik trumfet igennem, at vi skulle lave "Amanda" og "Bare mig", men det blev sådan lidt low-budget. Jeg tog tilbage til Odense og ventede et par dage. Så ringede der en producer og spurgte om tonearten. Jeg var jo vant til, at de lavede musikken, og så tog jeg over og sang på det. Jeg forklarede tonearten, "fint" sagde han og lagde på. Den var meget elektronisk, den der "Amanda". Der var ingen levende musikere på, og jeg var ikke helt med på den udvikling. Det skulle jeg dæleme ikke stå model til, sagde jeg. Men de fik mig overtalt til at gøre det på den måde, men jeg var flere gange tæt på at stoppe det. Jeg ville ikke lægge navn til det computermusik der," siger Nalle.

Men han indsang de to Larsen-sange sammen med en håndfuld andre sange. Igen var det engelske tekster, som Torben Eschen havde oversat. Flere af sangene var gengangere fra "Rock Kost", blandt andet "Go'e gamle fru Olsen" og "Min fars roemark i Skjern", men de nye hits var "Amanda" og "Det bare mig", der i øvrigt blev titlen på pladen.

"Pladeselskabet havde trykt 300 singler med "Amanda", men de var udsolgt efter fem minutter, og efter tre timer var der 5000 eksemplarer i restordre – jeg skal da lige love for, vi ramte en guldåre der," siger Nalle, der med små skridt nærmede sig toppen herhjemme. Genren var godt nok noget anderledes, end det han lavede i tresserne, men så længe han kunne stå inde for pladerne, blev udsigten kun bedre, jo højere han kom op – troede han.

Der var stadigt live-jobs, der skulle spilles, men med teknologiens udvikling var der ikke længere meget livemusik på spillestederne. Nalle sang ganske vist stadig, men musikken var ofte indspillet på et backningtrack, og det eneste Nalle havde brug for, var en tekniker til at styre båndet.

"Jeg havde det svært med det sing-back der. Jeg synes et eller andet sted, det var snyd – lidt ligesom indspilningerne på "Amanda". Jeg savnede de levende musikere og den energi, man kunne lave sammen. Jeg begyndte efterhånden at fjerne mig mere og mere fra det, jeg gerne ville lave. Sangene var sgu gode, men måden jeg lavede dem på, brød jeg mig ikke om," siger Nalle, der personligt røg længere og længere ud i en krise. Han havde hamrende travlt, og helbredet og psyken begyndte så småt at sige stop.

"Jeg havde det heller ikke godt i den periode. Det gjorde jo stadig hamrende ondt, og da vi når op i '81, '82, '83 så begynder det hele at krakelere for mig." fortæller Nalle.

I 1983 bliver han skilt fra Jette.