Kapitel 1

 

Spøgelsesliniens anden sag

 

„Spøgelseslinien. Det er Absalon.“

„.....................“

„Hallo? Er der nogen?“

„Det-te ... er ... en ... ad-var-sel ...“

Stemmen var dyb og truende. Der lå en klang af ekko bag den. Som om den talte fra en grotte eller en krypt.

„En advarsel?“

„...............“

„Tal højere! Der er dårlig forbindelse.“

„Du ... vil ... få ... be-søg ... meget ... snart ...“

Absalon kastede et hurtigt blik på mobil-displayet.

„Kan De specificere det lidt nærmere?“

„...............“

„Hallo?“

„I ... nat ... træn-ger ... jeg ... ind ... på ... dit ... væ-rel-se ... og ... drik-ker ... dit ... blod ...“

Absalon så ud på æbletræet i baghaven. Sommerregnen faldt trøstesløst fra en cementgrå himmel.

„Nå. Og hvordan har De tænkt Dem at gøre dét, hr. Denta?“

Der var et øjebliks tavshed i den anden ende. Så lød en godmodig latter.

„Ha, ha, ha! Du er ikke så let at narre, Absalon. Du har fuldstændig ret. Det er den berømte Denta du har æren af at tale med.“

Absalon mindedes hvordan han havde fået sig en usædvanlig ven i den aparte illusionist fra Cirkus Sommerland.

„Jeg fordrejede ellers stemmen og satte rumklang på telefonen. Hvordan kunne du vide at det var mig og ikke en ægte vampyr?“

„For det første eksisterer der ikke ægte vampyrer,“ sagde Absalon. „For det andet ville det være en umådelig dum vampyr, der advarede sit offer på forhånd.“

„Dét er der selvfølgelig noget om ...“

„Og for det tredje står Deres navn her på mit display.“

„Hæ, hæ, du er go'. Ikke underligt at dit bureau har fået megen omtale.“

Siden Absalon og hans venner havde gæstet Robert Tornveds V.I.P.-show, var Spøgelseslinien nærmest blevet verdensberømt i Danmark. Og interessen var ikke blevet mindre af at holdet havde opklaret deres første sag om vampyrhuset i Ølløse til et rent 13-tal. Historien havde været omtalt på flere tv-kanaler, i radioen og på et større antal netaviser.

„Jeg går ud fra at du har undersøgt andre mærkelige fænomener siden vi snakkede sammen sidst?“ fortsatte Denta.

„Et par stykker,“ svarede Absalon beskedent. „Men der har nu ikke været den store udfordring i det: En mår på et loft og en generator der fik en dør til at åbne af sig selv.“

Spøgelseslinien modtog næsten dagligt henvendelser fra folk der troede sig forfulgt af overnaturlige kræfter. Indtil videre havde Absalon givet en tilfredsstillende og jordnær forklaring på dem alle.

„Fint nok, men nu ka' du godt forberede dig på noget specielt. Jeg har nemlig fundet et mysterium til dig, som jeg tror du får meget svært ved at opklare. Og denne gang laver jeg ikke sjov.“

Absalon lænede sig ivrigt ind over skrivebordet.

„Det lyder interessant. Ka' De gi' mig nogle detaljer?“

„Har du nogensinde hørt om ugledrengen?“

„Øøh, næh, det ka' jeg ikke påstå at jeg har.“

„Bare rolig, det havde jeg heller ikke før min gamle studenterven, Herbert Pomerans, ringede til mig. Han ejer et lille museum nede på Lolland. Museets klenodie er en afklippet klo fra et overnaturligt væsen, som jævnligt har terroriseret omegnen i mere end 100 år.“

„Ugledrengen.“

„Lige præcis. Ugledrengen er åbenbart en slags lokalt spøgelse der siges at flyve rundt på menneskejagt efter mørkets frembrud. Han bortfører uskyldige småbørn, formentlig for at æde dem, men ingen ved det, for de børn der er forsvundet, er aldrig blevet fundet.“

„Mærkeligt at historien ikke har været i medierne. Det lyder som guf for de mere platte tv-stationer.“

„Det skyldes måske at det sidste barn forsvandt for over 40 år siden.“

Et lille smil krængede i Absalons mundvige.

„Jeg er beæret over Deres tiltro til mine evner, hr. Denta, men et 40 år gammelt spor er desværre nok blevet lidt for koldt.“

„Korrekt, men nu er der altså sket noget igen, og det drejer sig netop om spor.“

„Jaså?“

„Museet blev for nylig ejer af den klo jeg nævnte før. Tilbage i fortiden blev den klippet af ugledrengen i en fælde, og nu lader det til at spøgelset kræver den mistede legemsdel tilbage.“

„Aha. Hvordan ska' dét forstås?“

„Ugledrengen har forsøgt at bryde ind på museet i nat. I den forbindelse har han afsat flere tydelige spor.“

„Hvem påstår dét?“

„Herbert Pomerans, min gamle ven. Han plejer at være en yderst fornuftig og ... undskyld jeg siger det, ret fantasiforladt mand, så hvis han påstår at ugledrengen har været på visit, så mener jeg det er værd at undersøge.“

Absalon trak sig tankefuld i øreflippen.

„Oplyste Deres ven noget om disse spors beskaffenhed?“

„Ja. Der er kradset lange ridser på ruderne ind til museet og i bedet udenfor fandt han aftryk efter en meget stor klo!“

„Det ka' være simple drengestreger,“ svarede Absalon med et skuldertræk. „Er der andre facts i sagen?“

„Ja da, sagde jeg ikke dét ...?“

Denta afbrød sig selv med en kort hul latter, men Absalon følte ikke trang til at le med. Der var noget ildevarslende i den.

„Pomerans har skam stået ansigt til ansigt med ugledrengen. I aftes hørte han støj fra bagsiden af huset og da han kiggede ud ad vinduet fra det værelse hvor kloen ligger udstillet, stirrede spøgelset ind på ham før det fløj bort i mørket. Nå, hva' siger du? Er du interesseret i sagen?“