Kapitel 2

 

Legenden om ugledrengen

 

„Abso! Kasper! Juhuuu! Vi er hernede!“

Patricias lyse stemme gjaldede under det store glastag på Københavns Hovedbanegård. Hun stod og vinkede i den modsatte ende af perronen sammen med Tanja. Absalon og Kasper var netop kommet ned ad rulletrappen til Spor 6. De havde hænderne fulde af bagage. Kasper løftede frisk den ene arm.

„Vink nu til tøserne, Abso. Det er to af Danmarks mest hotte teenage-chicks.“

„Pas på du ikke taber dén dér,“ advarede Absalon og skævede nervøst til lædertasken som Kasper svingede rundt med. „Hvis noget går i stykker, får vi aldrig mere lov at låne udstyr af Robert Tornved.“

„Slap af, din gamle moster. Du er altid så bekymret. Nu smutter vi lige ned og fanger ham krudtuglen og så ta'r vi i Knuthenborg Safari Park med pigerne på søndag, hvis altså ikke CNN kommer og vil lave interview med os, he, he.“

„Jeg er nu ikke sikker på at det går så let,“ indrømmede Absalon.

De travede ned mod Patricia og Tanja.

„Hvorfor har de taget festtøj på?“ hviskede Absalon.

Kasper grinede.

„Du er altså for meget. Det er sgu da mode, mand. Du har boet for længe på støvede biblioteker og i gamle arkiver.“

„Hej, Kasper!“

Tanja kom hen og gav ham et langt og meget hjerteligt kram. Patricia havde muligvis planer om at gøre det samme med Absalon, men han holdt en stor taske imellem dem, så Patricia nøjedes med at vinke diskret.

„Hej, Abso. Godt at se dig igen.“

„Tak.“

„Vi var bange for at I ikke nåede det,“ sagde Tanja og pegede. „Toget kommer derude.“

„Abso sku' selvfølgelig ha' alle manuals med til samtlige apparater, som om jeg behøvede det,“ forklarede Kasper. „Hej, Patricia. Du ser godt ud.“

„Hey, hva' med mig?“ spurgte Tanja.

„Du ser dejlig ud ...“

„Undskyld, men er I ikke fra Spøgelseslinien?“ spurgte en rødhåret pige med briller.

Hun stod der pludselig sammen med en anden pige og en dreng på 12-13 år. Alle tre børn havde papir og kuglepenne i hænderne.

„Jo, jo, det er vi da rigtignok,“ svarede Kasper energisk. „Men hvis I ska' ha' autografer, ska' I altså skynde jer. Vores tog kommer nu.“

„Okay,“ sagde den rødhårede pige og stak sit papir op under næsen på Absalon. De to andre gjorde det samme.

Tanja og Patricia vendte sig om og fnisede. Kasper sukkede. Toget kørte ind på perronen. Der blev almindelig travlhed blandt de ventende. De andre samlede bagagen sammen, mens Absalon akavet skrev autografer på de krøllede papirer.

 

Tanja puffede til Kasper der gloede tavs ud ad vinduet.

„Hold nu op med at mukke. Det var din egen skyld.“

„Ja, dén bad du om,“ tilføjede Patricia.

Toget til Maribo var halvtomt. De havde fundet en diskret 4-personers gruppe i forreste vogn. Kasper slap landskabet udenfor og så over på Absalon.

„De spurgte da osse efter vores andres autografer bagefter,“ indvendte Tanja.

Kasper grinede.

„I har ret. Dén fortjente jeg. Og det er jo Abso der er stjernen i Spøgelseslinien.“

Absalon vred sig på sædet i sin lidt for korte cowboyjakke.

„Der er ikke nogen stjerner i Spøgelseslinien. Vi er et team, og hvis vi fordeler opgaverne efter evne, er jeg sikker på at vi når langt. Kasper er go' til alt med teknik. Han kan håndtere de kostbare apparater vi er så heldige at ha' fået stillet til rådighed af Robert Tornved.“

Kasper trak godmodigt på skulderen.

„Nårh, jeg trykker ba...“

„Og Tanja, du beviste allerede oppe på Krageholm at du har en meget fin stedsans og er go' til at researche. Den slags er yderst vigtigt i detektivarbejde.“

Absalon drejede sig mod Patricia der sad ved siden af ham.

„Og Patricia har stor psykologisk fornemmelse når det gælder om at vurdere fremmede mennesker. Og så har du en særlig evne for at genkende ansigter. Noget jeg selv er ret dårlig til. Det var dig der huskede Elsa Saberhagen fra et andet sted før vi mødte hende i Ølløse, så I ka' nok se at vi er ret godt rustet, når vi arbejder sammen.“

Patricia sad helt stille. Hun så på ham med et gådefuldt udtryk.

„Jeg beundrer altså din hjerne, Abso.“

Tanja og Kasper lo højt. Absalon rødmede.

„Fint, Trissy, men ka' du vente med at beundre Absos hjerne til senere?“ bad Tanja. „Du må gerne komme frem med de sandwiches. Jeg er ved at dø af sult.“

 

„Hvem begynder?“ spurgte Kasper, da de lidt efter gumlede på hver sin sandwich og skyllede efter med cola.

„Jeg synes vi ska' starte med at få nogle informationer på bordet om sagens hovedperson,“ sagde Absalon. „Det var din opgave at researche på nettet, Tanja. Hva' har du fundet ud af?“

Tanja lagde sin halve sandwich i sølvpapiret, tørrede fingre i noget køkkenrulle og foldede et printet papir ud. Hun tog en tår cola.

„Ja. Jeg gik altså ind på Google og søgte på ordet »ugledrengen«. Det gav 64 hits, hvoraf et par af dem var brugbare for os. Det er faktisk en ret creepy historie. Ska' jeg læse højt?“

De andre nikkede ivrigt og spiste videre.

„Oplysningerne er fra en hjemmeside der hedder Danske spøgelser i fortid og nutid og den lyder sådan her:

 

Ugledrengen fra Mørbjerg

 

Ugledrengen er en mærkelig og meget lokal legende fra Lolland. De første beretninger daterer sig tilbage til starten af 1800-tallet. Flere vidner fortæller om en tilsyneladende helt vild dreng, der blev fundet i en grusgrav ved Mørbjerg, syd for Maribo.

En grå aprildag gjorde tre jægere en enestående opdagelse i en gammel hornuglerede, idet de så en upåklædt og møgbeskidt dreng på omkring 10 år ligge og sove i fordybningen. Helt nøgen var drengen dog ikke. Hans hud var nemlig dækket af brunlige fjer. Han havde normalt udviklede arme, men de var »forlænget« af en slags svømmehud som på en flagermus. Benene endte i veludviklede rovfuglekløer og drengen havde store orange øjne, spidse uglelignende ører (horn) og en skarp smal næse, der lignede et krumt næb.

Drengen vågnede ved jægernes ankomst og tog flugten. Ifølge etatsråd Laurits Poulsen der svor på Bibelen, kastede denne vanskabning sig ud fra en af skrænterne i grusgraven og fløj væk fra opdagerne.

Historien om ugledrengen bredte sig lynhurtigt over hele Lolland, og der opstod uro og angst for det mystiske væsen som ingen anede hvor kom fra. Der gik rygter om at en heks havde ligget i med Djævelen, og ugledrengen var resultatet.

Ugledrengen blev mistænkt for at stå bag flere uforklarlige forsvindinger, senest af to børn fra Mørbjerg. Hans og Gerda var sidst set i nærheden af grusgraven, og pludselig var det sikkert og vist at ugledrengen havde ædt dem. Kun de modigste turde gå ud efter mørkets frembrud, hvor uhyret var på jagt, og der blev udpeget en gruppe som skulle fange og tilintetgøre denne overnaturlige trussel mod det ellers så fredelige Mørbjerg.

Fælder med lokkemad blev sat op, men ugledrengen var for snu til at gå i dem. Han blev set hver nat af mindst én forsovet havetisser eller hørt tude i skoven omkring grusgraven, krævende sit bytte i form af frisk menneskekød.

Til sidst skete der et »gennembrud«: En jæger kom ud for at tilse en af sine rævesakse. Han fandt en afklippet rovfuglefod, der var så stor og drabelig at den kun kunne stamme fra ugledrengen. Blodspor ledte væk fra stedet. Ugledrengen var undsluppet, men nu var han såret og dermed lettere at finde og dræbe.

To andre jægere – der havde drukket rigeligt med øl – fortalte dagen efter, at de havde set ugledrengen sidde oppe i et træ. Nu lignede han faktisk fuldkommen en rigtig Stor Hornugle. De skød på ugledrengen der lettede for øjnene af dem. De så ham flyve ud af skoven i retning af en mølle, som stod ikke langt derfra. Jægerne var overbeviste om at ugledrengen gemte sig på loftet, så for at være sikre på at uhyret døde, satte de – til møllerens vilde protester – ild på møllen, der brændte ned til grunden. De tre mænd kom i slagsmål, og på ingen tid var hele Mørbjerg & omegn samlet om den rygende mølle, hvor ugledrengen havde mødt sit endeligt.

Byrådet var lettet over at bæstet var udslettet, så mølleren endte med at få penge til en ny mølle, mens de to jægere blev hyldet som helte – især da de gav omgang på kroen.

Ugledrengen så man aldrig mere til, men det siges at han visse nætter hjemsøger Mørbjerg & omegn i søgen efter sin afklippede klo, der blev konserveret og opbevaret af en unavngiven person.“

 

Tanja foldede papiret sammen.

De så på hinanden, mens toget susede sydpå. Udenfor var det tidlig aften. Solen hang lavt på en skyfri himmel.

„Og ham museumsdirektøren vi ska' besøge har altså selv set ugledrengen?“ spurgte Patricia.

Absalon nikkede.

„Det påstår han.“

„Det er da en fed historie,“ sagde Kasper. „Selv om jeg tvivler lidt på den. Jeg tror på normale spøgelser, men dén dér krudtugle er sgu lidt svær at sluge.“

„Hva' er et »normalt« spøgelse?“ spurgte Tanja. „Det ene spøgelse ka' vel være lige så virkeligt som det andet.“

„Naturligvis er der ikke noget spøgelse,“ afbrød Absalon. „Men sagen indeholder visse interessante detaljer, og jeg lovede Denta, at vi ville hjælpe hans gamle ven.“

Kasper kneb øjnene sammen.

„Det gi'r osse Spøgelseslinien go' omtale.“

„Især hvis vi ka' opklare mysteriet,“ sagde Patricia.

„Og når ham museumsfyren nu betaler os for at komme,“ bemærkede Tanja. „Jeg ka' godt bruge flere lommepenge.“

„Du taler altså osse æxtremt meget i mobil, Tanni.“

„Årh, la' vær'. Jeg taler for det meste med dig, og du køber mere tøj end mig.“

„Så jeg har virkelig brug for penge,“ grinede Patricia.

„Det lyder altså fishy med den krudtugle,“ gentog Kasper. „Tror du det er fusk, Abso?“

„Selvfølgelig er det fusk, men vi skal løse opgaven. Det er kun Spøgelsesliniens anden større sag. Hvis den forbli'r uopklaret, gi'r det bureauet et dårligt ry.“

„Men så ka' vi vel næsten ikke undgå at møde ugledrengen,“ bemærkede Patricia og skuttede sig.