Kapitel 3
Støj på museet efter lukketid
„Er det virkelig her?“ spurgte Patricia undrende.
„Svært at sige,“ indrømmede Kasper og så sig om. „Den her flække er lige så øde som Tjernobyl By Night.“
De stod midt på Mørbjerg Hovedgade i det stærkt tiltagende tusmørke. Her var ingen mennesker. En gadelampe fluorescerede grønhvidt over en enligt parkeret bil. Byen bestod af 30-40 næsten ens huse med hvide facader og røde tage. Der var lys i flere af vinduerne, og et enkelt sted bevægede et gardin sig som om nogen lurede på dem.
„Museet ligger i nr. 7, og det her er nr. 7,“ sagde Absalon og pegede på huset de stod udfor.
„Der er helt mørkt derinde,“ indvendte Patricia.
„Det er sgu da ikke noget museum,“ vrængede Kasper. „Det ligner jo alle de andre huse, selv om det er lidt større. Jeg tror vi har fået opgivet en forkert adresse. Måske er det nr. 17?“
Tanja gik hen til den grønmalede hoveddør og læste en messingplade, der sad under ringeklokken.
„Mørbjerg Museum. Den er go' nok.“
„Så tryk,“ foreslog Patricia.
Tanja ringede på. De ventede, men der skete intet. Hun ringede igen.
„Får I ikke deja-vu fra Krageholm?“ spurgte Kasper.
„Jeg gider altså ikke høre om Krageholm,“ protesterede Patricia. „Dér var jeg ikke med.“
„Det var da din egen skyld,“ indvendte Tanja.
„Han ka' ikke være gået,“ sagde Absalon undrende. „Han ved jo at vi kommer.“
„Hvor længe har museet åbent?“ spurgte Patricia.
„Til klokken 18, og nu er den 20.47,“ sagde Tanja.
„Han blev vel træt af at vente.“
Kasper tog sin mobiltelefon frem.
„Hva' er hans privatnummer, Abso?“
Tanja tog i håndtaget.
„Det behøves ikke, Cash ...“
Hun åbnede til et mørkt rum. Det lignede en lille forstue. Der hang nogle gulnede kobberstik på væggene, og i venstre side stod en glasvitrine. Pludselig lød der et hårdt
SMACK!
inde i huset.
Det gav et sæt i Tanja.
Patricia strakte hals.
„Hva' sker der?“
„Det var vist bare en dør der smækkede,“ svarede Tanja. „Der var gennemtræk da jeg åbnede.“
„Han må ha' glemt at låse,“ gættede Kasper. „Han bor vel ikke på museet?“
Absalon rystede på hovedet.
„Nej, men han lovede at han ville være her for at tage imod os. Jeg sagde at vi først kunne være her omkring kl. 21.“
„Vi ka' da ikke bare vade ind,“ sagde Patricia, da Tanja gik et par skridt indenfor i mørket.
„Hallo? Er her nogen? Hallooooo?“
„Måske sku' vi ikke ha' ladet taxaen køre,“ indvendte Patricia.
„Gi' mig nu nummeret, Abso.“
Kasper fik telefonnummeret og ringede til Herbert Pomerans. Ingen svarede. Kasper skumlede.
„Det er eddermame noget skod. Vi bon'er ham altså uanset om han brænder os af. Jeg gider ikke fise til Lolland på egen regning for at stå i verdens røvhul og glo på en grøn dør.“
„Cool nu ned,“ tyssede Tanja. „Vi går ind og venter. Han er sikkert lige på trapperne.“
De hankede op i bagagen og gik langsomt indenfor i den lavloftede forstue. Gulvet gav sig med knagende lyde. En indelukket atmosfære af gamle bøger, præserverede klædestoffer og fjern fortid trængte op i næseborene. Huset udstrålede trist forladthed.
I højre side førte en smal trappe ovenpå. Der hang en kæde for med et PRIVAT-skilt. Til venstre var en lukket dør og inderst i forstuen en lille bod med postkort, nogle få bøger, et slikstativ og en sodavandsmaskine.
„Han sparer godt nok på strømmen,“ sagde Patricia.
Absalon klikkede en kontakt ved hoveddøren. Han så op på lampen i loftet. Der kom intet lys.
„Pæren må være gået.“
„Jeg føler med den,“ mumlede Kasper.
„Hvoffor er du så negativ?“ sukkede Tanja.
„Jeg hader bare at bli'e brændt af.“
„Der er sikkert en naturlig fork...“
DUNK!
Absalon blev tavs ved støjen.
„Hva' var dét?“ hviskede Patricia.
„Det lød som noget tungt der faldt på gulvet,“ svarede Kasper lavt. „Et lig, for eksempel.“
„Meget morsomt.“
„Det kom bag den lukkede dør dér,“ sagde Tanja.
Absalon gik hen til døren og bankede på.
„Hr. Pomerans?“
Der skete intet.
Absalon ville åbne, men døren holdt igen.
„Den binder.“
„La' mig,“ sagde Kasper og plantede foden nederst på døren. Den sprang op med en smældende lyd.
Patricia gik et skridt baglæns.
„Rolig. Det er bare træet der gi'r sig. Det er noget gammelt lort.“
De kiggede ind i endnu et mørkt rum. Det var på størrelse med en almindelig dagligstue. I skæret fra gadelyset sås omridset af 4-5 vitriner, et par høje skabe med glasdøre og nogle enkeltstående genstande.
„Ikke for noget, men der står altså et monster ovre i hjørnet,“ hviskede Kasper.
„Det ligner en gammel hestetrukken plov,“ gættede Absalon og kneb øjnene sammen. „Hør lige ...“
Der var en lukket dør mere i den modsatte ende af rummet. Nogen gik rundt på den anden side, men der var et eller andet forkert ved trinene, som om den pågældende havde en hoppehumpende gang.
... gunk-gagak ... gunk-gagak ... gunk-gagak ... gunk-gagak ...
„Hvem går på den måde?“ spurgte Kasper undrende.
„En mand på stylter?“ foreslog Tanja.
„Måske har hr. Pomerans træben.“
Tanja fnisede.
„Trissy.“
„Det er sgu da ikke mere åndssvagt end en mand på stylter.“
„Der er lys bag den anden dør,“ sagde Absalon. „Man ka' ane det gennem nøglehullet, men hele huset var mørkt set udefra, så der må være tale om en lommelygte.“
„En indbrudstyv måske?“ hviskede Patricia spændt.
„Jeg tvivler på at der er nogen guldhorn her i museet,“ sagde Kasper. „Men måske er gamle landbrugsredskaber og gulnede billeder blevet hotte på det sorte marked.“
„Næppe.“
„Så er det vel hr. Pomerans,“ gættede Tanja.
Absalon så spekulativ ud.
„Hvorfor reagerede han så ikke da vi bankede og kaldte?“
„Måske hører han dårligt.“
„Hvorfor hvisker I?“
... gunk-gagak ... gunk-gagak ... gunk-gagak ... gunk-gagak ...
„Det lyder helt mekanisk, ikke?“
„Ska' vi kalde igen?“ foreslog Tanja.
„Hr. Pomerans?“
Det var Absalon. Ingen reaktion. De mystiske humpelyde fortsatte bag døren.
„Nu ska' jeg sgu ...“
Kasper gik beslutsom hen mod døren.
„Cash, vent.“
Tanja og de andre fulgte med. Kasper skulle lige til at tage i håndtaget, da der lød et voldsomt rabalder på den anden side – som om en rude splintrede.
„Shit!“
Kasper åbnede døren. De myldrede ind i et lokale på størrelse med forstuen. Der lå en livløs mand midt på gulvet. I det svage lys fra gaden så det ud som om han blødte fra panden, men knasende støj fra en knust glasmontre fik alles blikke til at fortsætte over til et hjørne af rummet, der vendte mod bagsiden af huset. Her stod et mærkeligt lysende væsen bøjet over montren.
Patricia udstødte en hikkende lyd og greb fat i Absalon.
Kasper råbte: „Dobbeltshit!“
Indbrudstyven vendte sig. To voldsomme orangeglødende øjne i et grotesk uglefjæs stirrede hadefuldt på dem. Skabningen var på højde med en lille mand, men virkede større fordi et uforklarligt lys illuminerede omkring dens fjerdækkede brystkasse. Det uhyggelige portræt blev derved belyst nedefra til en spøgelsesagtig vanskabning af halvt menneske, halvt rovfugl. Uhyret var udstyret med en mutation mellem vinger og menneskearme. Højre hånd knugede en stor sort dyreklo som væsenet netop havde fisket op af glasmontren.
„Sqqqquuuuuuiiiiiiieeeeeeeeeee!“
En hysterisk og skinger hvæsehvinen jamrede ud af ugledrengens opspærrede næb.
... gunk-gagak ... gunk-gagak ... gunk-gagak ... gunk-gagak ...
Uhyret humpede væk fra den ødelagte montre, ivrigt baskende med vingerne.
„Pas på, han kommer!“ advarede Kasper og løb.
De andre tumlede baglæns. Absalon snublede over den livløse mand på gulvet og trak Patricia – der stadig holdt fast i ham – med sig i faldet. De landede i en bunke sammen med Tanja, der blev hevet med i styrtet.
„Hva' laver I?“ hylede Kasper henne fra døren. „Se dog at komme ... hov, hvor blev den af?“
De tre andre på gulvet blev stille. Alle så over mod glasmontren. Museet var mørkt og roligt igen. Ugledrengen var sporløst forsvundet for øjnene af dem.