Kapitel 4

 

Hr. Pomerans fortæller

 

„Lys, Kasper! Der sidder en kontakt dér.“

Absalon havde hurtigt orienteret sig trods forvirringen og det svage lys.

Kasper tændte en mindre lysekrone i loftet. Alles opmærksomhed var rettet mod hjørnet med den knuste montre.

„Aaad, hvor var dét klamt,“ sagde Patricia der stadig knugede Absalons arm. „Så I hvor den blev af?“

„Nej,“ svarede Tanja.

Hun sad på gulvet og gloede lige så spørgende på gerningsstedet som de andre.

„Var det virkelig ugledrengen?“ spurgte Patricia.

„Det så eddermame sådan ud herfra,“ indrømmede Kasper. „Jeg troede sgu da det var en vandrehistorie!“

„Ta' det nu roligt og hjælp mig med at få hr. Pomerans på højkant,“ sagde Absalon og forsøgte at rejse sig. „Øh, min arm ...“

Patricia slap ham.

Kasper hentede en stol fra et hjørne, mens de andre stablede den livløse mand op i siddende stilling på gulvet. Han blødte lidt fra panden, men ellers så han ikke ud til at være kommet til skade.

„Bare han ikke er død,“ gøs Patricia og holdt sig lidt på afstand.

„Døde mænd plejer ikke at trække vejret,“ mindede Kasper om. „Kom, Abso, op på stolen med ham.“

De løftede manden. Han var forholdsvis høj, men spinkelt bygget, så han var ikke specielt tung.

„Hr. Pomerans?“ kaldte Tanja og klappede ham forsigtigt på kinden. „Hr. Pomerans? ...“

Manden begyndte at komme til bevidsthed. Han mumlede usammenhængende og åbnede langsomt øjnene. Han stirrede forskrækket, først på hende og så hen mod krogen med den ødelagte vitrine.

„Ugledrengen! Pas på!“

Tanja så sig over skulderen, men der var ingen.

„Han er væk,“ sagde Kasper og lagde en beroligende hånd på den forvirrede mands skulder. „Vi nåede lige at se røven af ham ... eller gumpen var det vel.“

Manden gloede forvirret rundt. Kasper bedømte ham til omkring 55 år. Han havde et magert aflangt ansigt med urolige grå øjne og et busket hvidt overskæg, som stod i påfaldende kontrast til hans tætte grå hår. Det var kortklippet, strittende og egentlig alt for ungdommeligt til hans outdatede jakkesæt og slidte brune sko.

„Jeg kom herind og ...“ begyndte han og tog sig så til panden med en forpint grimasse. „Åh, mit hoved.“

„Du har fået en mindre flænge,“ forklarede Tanja. „Prøv at sidde stille et øjeblik, så henter jeg noget at tørre med.“

Mens hun skyndte sig ud i forstuen, kiggede Absalon sig nysgerrig omkring. Han brændte for at komme hen og undersøge vitrinen, men syntes ikke han kunne være det bekendt før hr. Pomerans var blevet sig selv. En dårlig start med en ny klient kunne give bureauet et tvivlsomt ry.

Rummet var kun halvt så stort som det mellemliggende med hesteploven. Her stod 3-4 glasvitriner mere. De indeholdt nogle beskedne samlinger af pilespidser og øksehoveder af flint, en lille håndfuld opsatte mønter, et par rækker forgyldte uniformsknapper og noget sølvbestik. Der var også en spandfuld potteskår, nogle gamle klædedragter og en miniature-model af en stenalderlandsby. Sidstnævnte var flankeret af to brede skabe med glasdøre. Der stod gamle læderindbundne bøger i dem.

Og så var der altså den knuste montre. Den stod mellem to vinduer, som vendte ud mod husets bagside. Så vidt Absalon kunne se derfra hvor han stod, var montren helt tom. På vægstykket mellem vinduerne hang indrammede avisartikler. Ordet ugledrengen var at se i flere af overskrifterne.

Tanja kom tilbage med nogle vådservietter. Hr. Pomerans sad stadig og sundede sig. Hun tørrede forsigtigt blodet væk omkring såret i hans pande.

„Det er heldigvis kun en overfladisk skramme,“ bedømte Patricia over hendes skulder.

„Tak, det er fint,“ smilede den gråhårede mand mat og ville overtage servietten, men moderinstinktet var kommet op i Tanja. „Øjeblik ... nu kommer jeg lige jod på ... det svier nok lidt ... sådan ... og så et plaster.“

„Tusind tak for venligheden. Det er meget sødt af dig.“

Hr. Pomerans rejste sig langsomt, så fik han øje på montren.

„Åååhhhh nej!“

Han skyndte sig derhen.

„Ikke kloen! Han tog museets stolthed! Hva' ska' jeg gøre? Nu ka' jeg lige så godt dreje nøglen og lukke!“

„Var det virkelig ugledrengens klo der lå i den montre?“ spurgte Kasper.

Den høje mand viftede med armene. Han kom til at ligne en stækket hejre.

„Det siger legenden jo, og vi har haft den i mindre end 14 dage ... Jeg må altså se at få fejet alle de glasskår op inden nogen ...“

Absalon stillede sig i vejen foran montren.

„Øjeblik! Inden nogen rører noget her, foreslår jeg at vi laver en undersøgelse og tager billeder af gerningsstedet. Så ka' vi altid snakke vandrehistorier bagefter.“

Manden så forundret på ham.

„Jo, det er klart ... I må altså meget undskylde denne her forvirring. Tilgiv min uhøflige facon. Mit navn er Herbert Pomerans. Jeg er direktør og bestyrer her på Mørbjerg Museum.“

Absalon gav hånd med en voksen mine.

„Absalon Kronborg. Vi kommer fra Spøgelseslinien. Dette er mine venner og kolleger Kasper Gregersen, Tanja Fredenslund og Patricia Lund.“

„Ja, jeg så jer jo i tv. Det er mig en fornøjelse at møde jer alle sammen. Jeg synes vi skal låse rummet her af, og så kan I undersøge det i morgen. Da er det lørdag, og museet er alligevel lukket. Hvis I vil følge med, ska' jeg vise jer hvor I skal sove.“

 

„Det var heldigt at I kunne komme med så kort varsel,“ sagde Herbert Pomerans, da de lidt senere sad ovenpå i et lille køkken, som hørte til værelserne i museets øverste etage.

„Det var åbenbart ikke et sekund for tidligt,“ svarede Kasper.

„Nej ... næ, og jeg er sandelig glad for at I også nåede at få et glimt af gespenstet. Det betyder da at jeg ikke er blevet skør ... eller hvad?“

Museumsdirektøren blev fjern i blikket. Der var et bekymret skær i de venlige grå øjne. Kasper forstod ham. Han var selv stærkt i tvivl om hvad de havde set.

„Hvis du er blevet skør, så er vi osse,“ svarede Tanja.

Plasteret i hr. Pomerans' pande rynkede som et af hendes stykker tyggegummi.

„Men hva' ka' det betyde? Det er jo forrykt! Et vildt menneske der er halvt ugle. Den slags eksisterer ikke. Det hører hjemme i ... ja, i Grimms eventyr.“

„Hr. Pomerans,“ sagde Absalon i en venlig, men bestemt tone. „Vi tror heller ikke på den slags nonsens. Spøgelsesliniens erklærede mål er at undersøge og udrede overnaturlige fænomener for at finde en logisk og jordnær forklaring på dem. Det er derfor vi er kommet, så det vil hjælpe os meget, hvis De som udgangspunkt kan redegøre for hva' der skete inden vi trådte ind ad døren.“

Den gråhårede mand nikkede forstående. Han strøg sig over det hvide overskæg.

„Ja, naturligvis. Undskyld, jeg er vist mere rystet end jeg først troede ... jo, altså, jeg lukkede museet kl. 18 som jeg plejer. Vi har kun haft 4 besøgende i dag, og den sidste forlod huset en time før lukketid, så her var ikke andre end mig. Jeg vidste jo at I ville ankomme omkring kl. 21, så efter at jeg havde gået en runde og sikret mig at vinduerne var lukkede, gik jeg herop for at tjekke gæsteværelserne. Min søster, der bor nede i den anden ende af byen, havde lovet at komme forbi og ordne sengene og stille noget mad i køleskabet til jer ... I ka' også lave kaffe og te ... og der er fjernsyn ... og der skulle være sæbe og toiletpa...“

„Hva' gjorde De efter at De havde tjekket værelserne?“ afbrød Absalon.

„Efter ...?“

Museumsdirektøren tænkte sig lidt om.

„Ja, hva' gjorde jeg ...? Jo. Jeg gik nedenunder for at se om der sku' suppleres noget op i kiosken fra lageret: I ved, bøger, kataloger, postkort og den slags, men der bli'r aldrig solgt ret meget, så dét var der ingen grund til. Så gik jeg hjem for at spise aftensmad. Jeg bor lige henne i nr. 12, så det ta'r under ét minut. Jeg vendte tilbage til museet omkring kl. 20 og satte mig ind på kontoret for at rydde op i nogle papirer, mens jeg ventede på jer. Klokken har vel været 20.45, da jeg hørte uforklarlig støj et sted i huset. Jeg kom straks i tanke om hvad jeg havde oplevet aftenen i forvejen. Der havde jeg jo set et kort glimt af ugledrengen gennem et af vinduerne på museets bagside, så jeg rejste mig og listede forsigtigt ud i forstuen. Støjen kom nede fra Kloværelset og lød fuldstændig som aftenen før: En skrabende piben på en rude ...“

„Ridset med en ugleklo,“ indskød Kasper.

„Jah ... måske, selv om det er vanvittigt. Nå, men jeg listede igennem det store lokale – som jeg kalder Plovværelset. Jeg opdagede et ulmende skær som af ild i Kloværelset. Forskrækket løb jeg derind. Forestil jer et syn der mødte mig, da jeg så ugledrengen stå bøjet over klomontren. Han var lige så høj som ... ja, som dig.“

Hr. Pomerans pegede på Tanja.

„Hans krop var illumineret ligesom et Halloween-græskar med lys i. Han opdagede mig straks og mistede interessen for montren. I stedet fór han frem med et grufuldt tudende skrig. Det var iblandet en voldsom smerte, sorg og ensomhed. Det var rædselsvækkende og jeg håber, at jeg aldrig skal høre det igen.“

„Og så angreb han dig?“ spurgte Patricia med store øjne, da museumsdirektøren igen så ud til at falde i staver.

„Ja. Han kom halvt hoppende på den ene klo, halvt flyvende igennem rummet. Selv om hans armvinger var store som strygebrætter, kunne jeg ikke høre dem. De var helt lydløse som en ægte ugles. Jeg udstødte vist selv et angsthyl, men ugledrengen lod sig ikke skræmme. Tværtimod. Hans kæmpeklo med de lange krumme negle gik direkte efter mit ansigt. Han rev mig over panden i en slags spark, men det var ikke slaget der slog mig ud. Jeg må være besvimet af forskrækkelse. Så husker jeg ikke mere før jeg hørte jeres stemmer og så jer stå bøjet over mig.“

„Det her er altså lidt for klamt,“ indrømmede Patricia og lagde armene om sig selv. „Hva' nu hvis han kommer tilbage i nat?“

„Det gør han ikke,“ svarede Absalon overbevist. „Han kom efter kloen, og nu har han taget den.“

„Netop, Abso, og selv du ka' ikke benægte hva' vi så,“ sagde Kasper. „Vi er nødt til at forholde os til det her som et ægte overnaturligt fænomen.“

Absalon kløede sig i sit sorte hår.

„Jeg forholder mig til fakta,“ svarede han. „Intet andet. Nogen trængte ind på museet, smadrede montren og tog ugledrengens klo som myten siger han vil. Så meget vil jeg medgi'.“

„Men vi så jo at det var ugledrengen,“ indvendte Patricia.

Absalon lagde armene over kors.

„Ja, ja, vi får se om der er ugler i mosen eller ej.“

„Der er dog en detalje jeg ikke forstår,“ sagde Herbert Pomerans så. „Vinduerne var lukkede, og den eneste vej ud af Kloværelset er gennem døren, men I var mellem montren og døren da ugledrengen forsvandt, så hvordan slap han væk?“

De andre så på Absalon efter et svar, men han kunne ikke komme med noget her og nu.