Kapitel 5

 

Patricia får en beundrer

 

„Så, I sovetryner, så er det op! Vi ska' på jagt efter ugledrengen.“

Kasper løftede søvndrukken hovedet og så hen mod døren i det lille soveværelse. Tanja stod fuldt påklædt og så alt for morgenfrisk ud. Ude i køkkenet spillede en radio.

„Hva' er klokken?“ mumlede han.

„Halv ni. Solen skinner.“

Hun gik hen til vinduet og trak rullegardinet op. Det skarpe lys skar Kasper i øjnene.

„Nei, mand!“

„Hvor er Abso?“ spurgte Tanja.

Kasper så sammenknebent over mod den anden seng. Dynen og puden lå i uorden.

„Det ved jeg ikke. På toilettet, vel.“

„Næppe. Patricia er nemlig i bad.“

„Hun har sikkert ikke noget imod at dele med Abso.“

Tanja lukkede døren ud til gangen med et fortroligt udtryk.

„Hva' er det med Abso? Hvorfor ka' han ikke li' Patricia? Hun er så glad for ham.“

Kasper arbejdede sig gabende op på den ene albue.

„Abso har intet imod Patricia, men han bryder sig ikke om at folk kommer for tæt på. Har du ikke lagt mærke til dét?“

„Joh ...“

Tanja trak på skulderen.

„Jeg holder selv meget af Abso, men nogle gange er han altså lige lovlig kold. Han ku' godt trænge til en kæreste, og Patricia er den helt rigtige for ham.“

Kasper så på hende med et skævt grin.

„Jeg vil ikke råde dig til at komme med den slags forslag i chefens påhør, hvis du vil fortsætte med at gøre karriere i Spøgelseslinien. Abso ka' godt li' piger på afstand. Han er lidt bagud i den retning. Han handler med hjernen, ikke med hjertet.“

„Jeg synes bare det er synd for Trissi ... nå, nu kommer hun vist.“

Der lød skridt af nøgne fødder ude på gangen. Det bankede på døren. Tanja åbnede. Patricia stod med vådt hår og et stort badehåndklæde om sig.

„Godmorgen syvsovere, jeg har lige sat kaffe ov... hvor er Abso?“

Inden nogen nåede at svare lagde en hånd sig på Patricias skulder. Hun fór sammen med et hvin og sprang ind i drengenes soveværelse i et imponerende rejehop. Et solbrændt ansigt kiggede forsigtigt omkring dørkarmen. Det tilhørte en mager lyshåret dreng på 12-13 år.

„Dét må du altså meget undskylde,“ sagde han henvendt til Patricia. „Det var ikke for at skræmme livet af dig. Jeg troede I hørte mig komme op ad trappen.“

„Hvem er du?“ spurgte Tanja, der selv havde fået hjertebanken af Patricias uventede indianerhyl.

Drengen kom helt ind i værelset. Han havde et par slidte cowboybukser og en ikke alt for ren T-shirt på samt nogle mørnede gummisko.

„Jeg hedder Ivan. Det er min onkel Herbert der ejer museet. Jeg hjælper ham en gang imellem, når jeg har tid. I er Spøgelseslinien, ikke? Var det sjovt at komme i tv? I var enormt gode. Den Spøgelseslinie er altså fed. Hvor er Absalon? Tror I jeg må være med i Spøgelseslinien? Vi har masser af spøgelser herude på landet, og jeg kender dem alle sammen. I har nok hørt om ugledrengen, men der er osse mosemanden, den brune dame på Bauerholt, det grædende barn i Mørbjerg kirke, og kokken der går igen på Blinning Kro. Jeg ka' vise jer dem alle sammen. Må jeg så godt være med i Spøgelseslinien?“

Patricia og Tanja så forbløffede på det talende vandfald.

„Det må du altså spørge Absalon om,“ svarede Kasper og kravlede ud af sengen. „Foreløbig har vi rigeligt at gøre med ugledrengen.“

„Ham ved jeg osse en hel masse om,“ svarede Ivan straks og så på Patricia med et beklagende udtryk. „Du må altså virkelig meget undskylde hvis jeg skræmte dig. Det er jeg ked af.“

Patricia skævede til Tanja, der var ved at bryde sammen af grin.

„Det er i orden ... Ivan.“

Igen lød der skridt ude på gangen. Herbert Pomerans kom til syne i døren. Absalon var med ham.

„Hej, onkel Herbert,“ sagde Ivan energisk. „Det er dem fra Spøgelseslinien, og dér er Absalon jo. Øjh, det er dig der har stiftet Spøgelseslinien. Må jeg godt være med?“

Absalon så desorienteret på ham.

„Ivan,“ sagde museumsdirektøren med et smil og lagde en hånd på drengens skulder. „Disse unge mennesker er vores gæster og de er kommet for at hjælpe mig med at opklare gåden om ugledrengen, så du må love mig ikke at forstyrre dem i deres arbejde, ikke?“

Ivan nikkede ivrigt.

„Jo, jo, onkel Herbert. Det ska' jeg nok' ... altså la' være med at forstyrre. Jeg kom til at forskrække hende dér ...“ Han pegede på Patricia. „Men det var altså ikke med vilje, var det vel?“

Patricia skyndte sig at ryste på hovedet.

„Ugledrengen har taget sin afklippede klo fra museet i nat. Vi skal bruge formiddagen til at se om han har efterladt sig spor,“ forklarede Herbert Pomerans. „Så du må også love mig ikke at røre ved noget i museet eller uden for huset, ikke?“

„Jo, jo, onkel Herbert. Det ska' jeg nok ... altså la' være med. Nå, men jeg løber igen.“

Han forsvandt ud i gangen og øjeblikket efter kunne de høre ham buldre ned ad trappen.

Museumsdirektøren så undskyldende rundt på dem.

„Ivan er en sød og god dreng, men han er en smule enfoldig. Han er ikke min ægte nevø. Min søster tog ham i pleje for et års tid siden, efter hans forældre blev slået ihjel i en cirkusulykke. Det var min gamle ven, Denta, som I jo kender, der formidlede kontakten. Hvis Ivan kommer og stiller spørgsmål, ska' I bare tale ham efter munden.“

„Det ska' vi nok,“ sagde Tanja.

„Hvor har du været, Abso?“ spurgte Kasper, mens han trak i et par bukser.

„Nedenunder. Vi skal ha' filmet gerningsstedet og taget et par gipsafstøbninger. Der er et ret godt spor ude i bedet.“

„Af ugledrengen?“ spurgte Patricia forbavset.

„Enten det eller også er det verdens største fugl,“ svarede Herbert Pomerans alvorlig. „Jeg har aldrig set noget lignende. Det er uhyggeligt.“

 

10 minutter efter sad Spøgelseslinien ude i det lille køkken og spiste morgenmad. Herbert Pomerans stod ved køkkenbordet og drak et krus kaffe.

„De har ikke fortalt os hvordan De kom i besiddelse af ugledrengens klo,“ sagde Absalon. „Jeg kan forstå at den først blev genfundet for nylig.“

„Ja. Det er rigtigt. Kloen har været »i omløb« i over 100 år. Den er forsvundet og tilvejebragt ad flere omgange. Hver gang den er dukket op på ny, har ugledrengen vist sig.

Første gang – som jeg har kendskab til – skete det lige ved udbruddet af 1. Verdenskrig. En stor ubestemmelig dyreklo blev fundet i en kasse på et loft hos en nylig afdød gårdejer. Ifølge nogle gamle erklæringer var der tale om den ægte klo. Den blev udstillet samme år i Maribo.

Kloen blev efter sigende købt af en anonym rigmand og handlet videre flere gange. Under 2. Verdenskrig dukkede den op igen i København på en messe om overtro. Der hænger et gammelt avisudklip nede i stuen fra messen.

Senest blev den stjålet fra en privatejer i 1969, og først for 3 måneder siden blev den fundet af nogle arvinger til en gammel dame. Tyven skal have været hendes mand, men damen turde ikke skille sig af med kloen af frygt for uheld, så hun gemte den i sin kælder. Historien om tyveriet fortalte hun lige inden sin død. Arvingerne ringede senere til mig og spurgte om jeg ville have kloen, da den jo er knyttet til Mørbjerg. Jeg sagde »ja tak«. Jeg var meget interesseret, men det var der altså også andre der var.“

„Det er ærgerligt,“ sagde Patricia medfølende. „Der var sikkert mange der gerne ville betale for at se kloen udstillet her på museet.“

Den gråhårede direktør rystede på hovedet.

„Det troede jeg også, men gæsterne udeblev. Måske er legenden om ugledrengen ikke kendt nok i resten af landet. Det virker som om der hviler en forbandelse over den klo. Alle der har ejet den, har været ramt af uheld; personligt eller økonomisk, og jeg har jo heller ikke haft ret meget succes med museet. Måske bli'r jeg nødt til at dreje nøglen.“

„La' os nu se,“ beroligede Absalon. „Det ka' da være at den kommer tilbage.“

„Men hvis vi nu leger at ugledrengen ikke er ægte, hvem ka' det så være der finder på at klæde sig ud for at hugge en gammel dyreklo?“ spurgte Tanja. „Jeg mener, så mange penge ka' den vel heller ikke være værd?“

Museumsdirektøren rystede på hovedet.

„Den har mest affektionsværdi.“

Tanjas spørgsmål om tyven hang et par sekunder i luften.

„Måske var det en sindssyg samler,“ foreslog Kasper. „Samlere ka' finde på alt.“

„Der er da ingen der samler på dyrekløer,“ påstod Patricia næserynkende.

Kasper smålo.

„Du ville bli'e chokeret hvis du vidste hva' folk samler på. Bortset fra dét, så synes jeg stadig den krudtugle så ekstremt livagtig ud, selv om jeg tøver lidt med at indrømme det.“

„Ja, og han forsvandt altså gennem lukkede vinduer,“ indskød Patricia. „Jeg tror osse han er ægte.“

Absalon lukkede øjnene med et lavt suk. Det så ud til at han ville sige noget, men en ny buldren ude på trappen kom ham i forkøbet. Ivan løb forpustet ind i køkkenet med den ene hånd på ryggen.

„Jeg forstyrrer lige igen, onkel Herbert,“ sagde han ivrigt og pegede på Patricia. „Det var fordi jeg blev forelsket i hende dér, og så glemte jeg helt hva' jeg sku' sige ...“

Uden yderligere forklaringer gik han hen til spisebordet og rakte Patricia en håndfuld vilde blomster, som han havde gemt på ryggen.

„Dem ska' du ha'.“

Spøgelseslinien gloede forbløffet på buketten. Patricia tog rødmende imod blomsterne. Små klumper jord raslede ned på hendes tallerken.

„Øh, mange tak, Ivan.“

„Det var så lidt,“ svarede han og så et øjeblik indgående på hende. „Nå, men så løber jeg igen, og undskyld at jeg kom til at skræmme dig.“

Han fór tilbage mod døren og trappen.

„Ivan,“ kaldte direktøren.

Han stoppede.

„Ja, onkel Herbert?“

„Hvad var det du skulle sige?“

„Sige? ... Nårh ja, det er rigtigt: Jeg skulle sige fra tante Petra at hun så ugledrengen flyve forbi sit vindue i nat, og at hun gerne vil snakke med Spøgelseslinien om det.“

Han fór buldrende ned ad trappen igen.

Kasper så rundt på de andre.

„The plot thickens, som de siger i krimierne.“

„Ja, vi har travlt,“ svarede Absalon energisk og rejste sig. „Kasper, sørger du for at gøre filmudstyret klar? Vi ska' osse ha' rørt noget af det medbragte gipspulver op til afstøbning af sporet. Det ka' du klare, ikke Tanja? Imens går jeg ned til Kloværelset og prøver at få et overblik over situationen.“

„Hva' med mig?“ spurgte Patricia.

Absalon stod og rokkede ubeslutsom på stedet.

„Øhm ... du ka' sætte blomsterne i vand,“ sagde han. „Og så ka' du komme ned og hjælpe mig bagefter.“

Tanja blinkede og gav hende tommelen op.