Kapitel 6

 

Monsterfoden

 

„Det her er en slags lukket-rum-mysterium,“ sagde Kasper midt i deres undersøgelse af Kloværelset. „Jeg har stødt på dem i flere krimier: Et lig bliver fundet i et værelse, hvor alle vinduer er lukkede og døren låset indefra. Der er ikke andre udgange. Alligevel er morderen sluppet væk.“

„Ja,“ svarede Absalon, der var i gang med at studere bunden af den ødelagte vitrine. „Men som du ved er lukkede rum aldrig helt lukkede i den type historier.“

Tanja kom ind ad døren fra Plovværelset.

„Jeg tror altså ikke ugledrengen sidder under det skab, Abso.“ Absalon rejste sig og børstede hænderne. Han så ikke særlig tilfreds ud, og det havde ikke noget at gøre med Tanjas kommentar.

„Vi er oppe imod en snu modstander. Alle detaljer må gennemgås. Er du færdig med optagelserne, Kasper?“

„Ja.“ Han stod med et clipboard hvor han havde noteret på. „Vi har både levende billeder og stills af montren set fra alle fire vinkler, vinduerne, reolen dér i hjørnet, rammerne med de gamle avisudklip og loftet. Jeg ka' godt tage et par af vitrinerne i den modsatte ende, hvis du synes?“

Absalon rystede på hovedet.

„Det er vist ikke nødvendigt, men film lige gulvet. Så er vi dækket helt ind.“

Mens Kasper arbejdede, lød der skridt fra Plovværelset. Herbert Pomerans stillede sig i døren.

„Nå, hvordan går det?“

„Det er en svær nød at knække,“ indrømmede Kasper.

„Men vi er langt fra færdige med vores undersøgelser,“ tilføjede Absalon hurtigt.

„I får nok selskab senere,“ sagde museumsdirektøren. „Jeg har meldt indbruddet til politiet i Maribo. De vil sende en betjent herud.“

„Hvordan vil du forklare at tyven slap bort fra et lukket rum?“ spurgte Kasper.

„Det er ikke min hovedpine,“ svarede den høje ranglede mand. „Tyveriet er jo ægte nok: Politiet må selv danne sig en mening, men jeg vil bede jer gå stille med hva' I har oplevet. Ellers tror de måske bare at jeg selv har gjort det for at få udbetalt forsikringssummen.“

„Var kloen forsikret?“ spurgte Tanja.

„Nej, men montren var, og dén er dyr.“

„Du sku' nok ikke ha' meldt sagen overhovedet,“ indvendte hun. „Den hører jo nærmere ind under ...“

„Os,“ sagde Kasper.

„Måske, men uden en politianmeldelse får jeg ikke erstattet den ødelagte montre.“

Tanjas mobiltelefon ringede.

„Hallo? ... Hej, Trissi ... Okay, vi kommer ...“ Hun afbrød. „Patricia siger at gipsen er blevet hård.“

 

På bagsiden af museet var en aflang have indrammet af en skæv bøgehæk. Den havde en gulplettet græsplæne og et par krogede æbletræer.

Patricia lå på knæ foran et stykke bed, der var under de to vinduer som sad nærmest den knuste vitrine. Museumsdirektøren og de tre andre stillede sig omkring hende. Der var hældt gips ud over et bestemt stykke af jorden. Patricia bankede forsigtigt på gipsen med en malerpind.

„Den virker helt tør. Ska' jeg ta' den op?“

„Prøv,“ sagde Absalon.

„Forsigtigt,“ advarede Kasper og hvilede hænderne på knæene.

„Ja, ja ...“

Patricia stak malerpinden ned langs kanten og lirkede afstøbningen løs. Den slap jorden i ét stykke. Hun løftede den og vendte den.

Absalon satte sig på hug ved siden af. Han havde en tør pensel i hånden.

„Hold den lige.“

Han børstede jord af gipsen. Det ophøjede aftryk af en mærkelig legemsdel trådte frem. Det lignede en slags mutation mellem en fugleklo og en abnorm menneskefod. Den havde én meget lang og stor tå, en anden støttetå som kun var halvt så lang, men næsten lige så tyk, plus en meget stor bagtå, der gjorde det ud for en slags hæl.

„Årh, for en monsterlab, mand!“ udbrød Kasper.

„Du milde,“ sagde hr. Pomerans.

Patricia lagde gipspladen på jorden.

„Den er godt nok klam.“

Tanja holdt sin egen fod – som var i en sommersandal – hen over afstøbningen.

„Den er på længde med min fod og jeg bruger altså størrelse 38.“

„Det er sgu ikke nogen bogfinke, der har plantet dét aftryk,“ indrømmede Kasper fascineret. „Hold kæft, Abso, jeg tror vi har fat i et ægte overnaturligt fænomen her.“

Absalon trak på skulderen. Han så sig om på grunden. Til begge sider var en nabohave. Der voksede et større buskads længst væk fra huset.

„Når det er mørkt, ka' man let stå ovre i det krat og holde øje med museet uden at blive opdaget,“ sagde han.

Kasper vurderede.

„Sidder vinduerne ikke for højt?“

„Ikke hvis man har vinger,“ sagde Patricia.

„Eller sidder i et træ.“

Tanja skævede til gipsafstøbningen.

„Jeg får helt gåsehud, selv her i solskinnet.“

„Hva' er der på den anden side af krattet?“ spurgte Absalon.

„Mørbjerg Å,“ svarede hr. Pomerans. „Den er så lille at et barn kan skræve over den. På den anden side af åen ligger der nogle tomme grunde. De er vist ved at blive udstykket til bebyggelse af en lokal byggebaron. Levenhald hedder han. En plagsom type.“

Absalon scannede museumsfacaden. Til venstre var den eneste dør på bagsiden. Den førte ind i det lille kontor som lå bag forstuen.

„Det ser ud som om Kloværelset ikke ka' være enden på huset, når man ved hvordan de to vinduer sidder,“ sagde han og pegede mod det højre hushjørne. „Er der noget af bygningen vi ikke har set?“

Museumsdirektøren nikkede.

„Der ligger et større rum.“

„Hva' er der derinde?“

„Jeg bruger det både til lager og værksted. Det er fyldt godt op og der er ingen vinduer, men I er velkomne til at undersøge det. Man kommer ind fra den lille gyde, der løber mellem husene.“

„Mærkeligt at man bygger et rum uden vinduer,“ sagde Kasper.

„Egentlig ikke. Museet ligger i et tidligere krohus, så jeg antager at det har været brugt til fadebur. Der er ret køligt derinde, også om sommeren.“

„Hva' er et fadebur?“ spurgte Patricia.

„Et gammeldags opbevaringsrum til mad. Da huset blev bygget i 1799, fandtes der jo ingen køleskabe.“

„Ahhm!“ afbrød en dyb stemme.

En uniformeret politibetjent af noget ældre årgang stod i døren ind til kontoret.

„Herbert Pomerans?“

„Ja, det er mig. Nu skal jeg være der.“

 

Mens museumsdirektøren og betjenten snakkede sammen, pakkede Spøgelseslinien gipsafstøbningen væk og gik om til gavlen i den lille gyde. Her var en afskallet rød trædør med en rusten slå. Tanja åbnede. De gik indenfor i et mørkt og køligt rum. Kasper fandt en kontakt. En nøgen pære tændte i loftet. I den ene ende var et rodet arbejdsbord, en del værktøj hang på en stor plade, der stod et par ældre cykler, en gammel kommode og et større klædeskab. Derudover fyldte en masse papkasser stablet oven på hinanden cirka en tredjedel af rummet.

„Det ligner enhver anden kælder,“ sagde Patricia.

Tanja åbnede klædeskabet. Der hang nogle gamle frakker og andet tøj. Hun bladrede lidt i det.

„Jeg tror altså ikke du finder vejen til Narnia derinde,“ grinede Patricia og åbnede selv en af skufferne i kommoden.

„Og du finder nok heller ikke Ringen-Der-Hersker-Over-Dem-Alle,“ gav Tanja igen og lukkede skabet.

„Næh, skufferne er helt tomme.“

„Hva' kigger du på, Abso?“ spurgte Kasper.

„Det billede.“

„Ja, det ka' jeg sgu godt se, men hvorfor? Det er da røvsygt.“

Der hang et mandshøjt maleri på væggen over for døren. Det var fortrinsvis holdt i grå, sorte og hvide farver og malet med brede hidsige penselstrøg. Motivet var en udvisket mørkklædt mand med bredskygget hat, krum næse, bleg hud og lange lemmer. Ansigtet var temmeligt udvisket.

„Ku' det ikke godt ligne hr. Pomerans?“ foreslog Patricia.

„Jeg synes nærmere det ligner Denta,“ sagde Tanja.

„Signaturen er HP,“ sagde Absalon.

„Herbert Pomerans,“ gættede Kasper. „Måske har han malet Denta i deres ungdom.“

„Nu er det vel ikke Denta der laver sjov med os?“ udbrød Tanja. „Han er jo mester i illusionsnumre og han jokede dig i telefonen, Abso.“

„Jeg tror ikke Denta ville være bekendt at drive en spøg så langt,“ sagde Absalon. „Slet ikke når det går ud over hans gamle vens museum.“

„Næh, dét vi så i aftes var vist ægte nok,“ sagde Patricia. „Tænk bare på kloaftrykket.“

„Jeg er tilbøjelig til at gi' Patricia ret,“ indrømmede Kasper. „Men en ugledreng? Det er sgu da for weird. Det er ligesom Loch Ness-uhyret eller Bigfoot.“

„Men de findes jo osse,“ indvendte Patricia.

Absalon sendte hende et syrligt blik.

„Halløj! Absalon? Hvor er I?“

„Det var hr. Pomerans der kaldte,“ sagde Tanja. „Måske har betjenten fundet noget.“

 

Museumsdirektøren tog dem med ind i Kloværelset, hvor politibetjenten stod og betragtede montren.

„Det er betjent Overgaard fra Maribo politi ... De unge mennesker bor hos mig et par dage. Jeg har fortalt betjenten hvordan I kom ind ad døren, hørte montren blive smadret og fandt mig besvimet på gulvet.“

„Det er rigtigt,“ sagde Tanja. „Lige omkring 20.45 eller hedder det klokken tyvehundrede firti-fem i politiet?“

Betjent Overgaard smilede imødekommende. Hans årvågne brune øjne hvilede på hende.

„Ikke på den station jeg kommer fra ... så I nogen løbe væk fra huset?“

Absalon svarede uden at lyve.

„Nej, vi så ikke nogen løbe væk. Hr. Pomerans lå på gulvet i mørket da vi kom ind, og montren stod tom med knust glas. Vi tændte lyset, og lidt efter kom hr. Pomerans til sig selv.“

Museumsdirektøren tog sig til plasteret.

„Ja, jeg må være faldet i mørket. Heldigvis er det kun en skramme.“

Betjent Overgaard opsummerede.

„Så De hørte altså støj fra det her værelse og gik herind uden at tænde lys, men De så ingen da De kom herind?“

„Øh, nej ... ja, jeg er ikke sikker ... jeg følte ligesom at her var nogen, så jeg gik hen for at tænde lyset, men så snublede jeg og faldt.“

„Og kort efter kom I, så tyven kan ikke ha' benyttet hoveddøren. Er der andre døre ud herfra?“

„Der er en i kontoret. Den leder ud i haven, men for at nå den skulle tyven tilbage gennem huset, så dét er heller ikke forklaringen.“

„Måske hoppede han ud ad et vindue,“ foreslog Patricia ivrigt. Kasper, Absalon og Tanja så på hende. Patricia krympede sig. „Æhh, kunne han ikke?“

Betjenten så rundt på de fire vinduer i værelset.

„Der er ikke andre muligheder. Stod der et vindue åbent da I kom herind?“

Absalon fik pludselig et oplyst udtryk i ansigtet.

„Selvfølgelig ... øhh, vi lagde ikke mærke til det, men det må der ha' gjort. Ka' I ikke huske at der var gennemtræk, da Tanja åbnede hoveddøren? Sekundet efter smækkede begge døre til Plovværelset og til Kloværelset. Vi kaldte på hr. Pomerans. Uroen har advaret tyven. Han handlede hurtigt, smadrede montren, tog indholdet og flygtede ud ad vinduet. Hvis han er løbet ned gennem haven, er det en smal sag at forsvinde i mørket.“

Betjent Overgaard kiggede ud i baghaven og tyggede lidt på teorien.

„Det lyder sandsynligt. Ikke nogen dårlig deduktion. Tyven kan have gemt sig et sted i huset i museets åbningstid og ventet til det blev mørkt.“

„Han kan også være gået ind, mens jeg var hjemme og spise aftensmad,“ foreslog hr. Pomerans. „Mørbjerg er en lille fredelig by og jeg bor lige henne i nr. 12, så jeg låste ikke i går, fordi jeg vidste at mine unge venner her skulle komme senere.“

Betjenten gjorde et par noter på en blok.

„Denne ... klo som jeg kan forstå var motivet for indbruddet, er der tale om en værdifuld genstand?“

Museumsdirektøren rystede langsomt på hovedet.

„Det kan man ikke sige. Den har kun interesse for den lokale folkeovertro, men den havde stor affektionsværdi for museet.“

„Har De et fotografi af bemeldte genstand?“

„Desværre ikke. Vi havde jo kun haft den i kort tid. Jeg havde planlagt et postkort med den, men jeg skulle først ha' hyret en professionel fotograf, og den slags koster penge, som museet ikke har for mange af. Der er et lille billede af den i den gamle avisartikel derovre på væggen.“

Betjent Overgaard gik hen til rammen. Spøgelseslinien myldrede med.

„Ja ... hmm, det er ikke godt nok. Det ligner bare en stor sort klump. Nå, men vi skal gøre hvad vi kan for at fange tyven.“

Betjent Overgaard så på dem med et smil.

„Medmindre det da var denne ugledreng selv, der kom for at hente sin klo, for så ligger det altså uden for mit område.“

Herbert Pomerans lo nervøst.

„Ja, dén ville ha' været god, ikke? Sikken en historie for Mørbjerg Avis, ha, ha, ha.“