Kapitel 7
Nye spor i sagen
„Jeg glæder mig til at høre hvordan hr. Pomerans' søster så ugledrengen i nat,“ sagde Kasper, da de fire venner forlod museet. „Fik du adressen, Abso?“
Absalon havde et stykke papir i hånden.
„Ja. Hun hedder Petra Skjaldager og bor Mørbjerg Landevej nr. 16. Vi ska' bare op til krydset dér og til højre.“
„Virkede det osse på jer som om betjenten ikke rigtigt troede på historien om indbruddet?“ spurgte Patricia.
„Det er da klart når du foreslår at ugledrengen flygtede ud gennem vinduet,“ sagde Tanja. „Ingen kunne undgå at se hvordan det gibbede i hr. Pomerans.“
„Politimanden var jo nok kommet på den idé, selv om jeg ikke havde nævnt det,“ forsvarede Patricia. „Hvilke andre muligheder er der måske?“
„At ugledrengen er overnaturlig og at han fordampede i den tomme luft,“ foreslog Kasper.
Tanja tog en frisk pakke tyggegummi frem.
„Come on ...“
„Hvorfor ikke?“ spurgte Patricia og holdt hånden frem. „Du så selv hvor hurtigt han forsvandt og du så sporet i bedet og nu har vi oven i købet en afstøbning af det.“
Tanja delte tyggegummi rundt, mens de gik ned ad den solbeskinnede hovedgade, der var lige så mennesketom som aftenen før.
„Hva' mener du, Abso? Du er så tavs. Tror du på noget af det her?“
„Selvfølgelig gør han ikke dét,“ svarede Kasper. „Abso ville ikke tro på Loch Ness-uhyret om det så stak hovedet op af hans lokum og bed ham i røven.“
Tanja og Patricia grinede. Absalon trak på smilebåndet.
„Jeg tror i hvert fald på at noget ikke er som det ska' være, men hvem der er involveret eller hvordan det hænger sammen, er svært at sige på nuværende tidspunkt.“
„Nåh, så du tror måske lidt på ugledrengen?“ gættede Patricia og greb ham i armen.
„Jeg tror på at vi så en udgave af ham.“
Kasper sukkede.
„Hva' mener du med en udgave? En DVD-version i widescreen eller en hallucination ligesom på Krageholm?“
„Det sidste ka' ikke udelukkes, men det var nok nærmere fysisk.“
„Én der optrådte som ugledrengen,“ foreslog Tanja.
„Ja.“
„Okay, la' os sige at ugledrengen var en udklædt person,“ sagde Patricia. „Hvordan slap han så væk? Vi ved at det ikke var igennem et vindue, fordi de alle sammen var haspede indefra, og vi stod i vejen for døren. Intet menneske ka' gå igennem glas og massive vægge. Det ka' kun spøgelser.“
„Jeg tør vædde med at Denta ku' forsvinde i mørket uden at man lagde mærke til hvordan,“ sagde Absalon.
„Er det nu ham Denta igen?“ udbrød Tanja. „I mener da ikke for alvor at vores vampyrven har leget ugledrengen for at teste os!?“
Kasper så ud som om tanken tiltalte ham.
„Hvis nogen kunne udføre sådan et stunt, så er Denta manden. Ka' I ikke huske hvordan han kom og forsvandt i en røgsky første gang vi mødte ham på Ølløse Hovedgade?“
„Jo, og det forvandlingsnummer han lavede i cirkus var fantastisk,“ tilføjede Patricia.
„Jeg tror ikke at Denta er indblandet,“ fortsatte Absalon. „Men måske er der nogen i byen eller omegnen som har interesse i at skræmme hr. Pomerans eller gi' museet et dårligt ry.“
„Og hvordan finder vi ud af det?“ spurgte Tanja.
„Ved at holde øjne og ører åbne.“
„Hey, Absalon! Kasper!“
Ivan kom racende på en mørkegrøn mountainbike, mens han vinkede med en lang afpillet gren med blade i toppen.
„Dér kommer din kæreste, Trissi.“
Tanja gav hende en venskabelig skulder.
„Han har vist været på planteskolen,“ tilføjede Kasper. „Jeg håber du har en stor vindueskarm.“
De andre grinede. Patricia rødmede, men kunne ikke lade være med at smile.
„Ti nu stille. I er bare misundelige.“
Ivan halsede imod dem som om han var på vej til at vinde en etape i Tour de France. Tilsyneladende havde han alt for meget fart på. Spøgelseslinien trak skyndsomst ud til siden, men drengen bremsede behændigt op med hvinende dæk og stod så forpustet og rød i ansigtet foran dem.
„Jeg ved hvor ... (pust) ... ugledrengen holder til,“ gispede han stakåndet.
Smilene på deres ansigter fadede. Absalon så opmærksomt på ham.
„Hva' mener du, Ivan?“
„Jeg kommer lige fra grusgraven ... (gisp) ... Ugledrengen gemmer sig ... (støn) ... et eller andet sted derinde.“
„Vi kender godt den gamle historie,“ sagde Tanja. „Ugledrengen blev første gang set af nogle jægere i Mørbjerg Grusgrav. Han fløj væk fra dem.“
„Jamen jeg har fundet spor efter hans kløer for 5 minutter siden!“ svarede drengen med opspærrede blå øjne.
Efter det sidste hus på Mørbjerg Hovedgade gik en grusvej ned til højre. Den var spærret af en bom med et ADGANG FORBUDT-skilt. Ivan snoede sig behændigt under bommen med sin cykel.
„Øh, der står at vi ikke må gå ind,“ oplyste Patricia og fulgte efter de andre.
„Det er bare for at holde fremmede væk,“ forklarede Ivan og førte an. „Men jeg bor her jo, og I er mine gæster.“
Der var skov på begge sider af grusvejen. Mørbjerg Å fulgte vejen i venstre side. Lidt længere væk lå der flere haver med tilbagetrukkede huse.
Grusgraven startede cirka 100 meter inde. Den lå skjult af skov hele vejen rundt. Stedet bar tydelige tegn på at der ikke havde været aktivitet i mange år. Ukrudtet voksede vildt i de to store bassiner som udgjorde bunden af graven. Gruberne var adskilt af en jorddæmning der gik tværs over, bred nok til at en bil kunne køre på den.
„Det må være et creepy sted om natten,“ sagde Patricia.
„Perfekt for et overnaturligt væsen,“ nikkede Kasper.
Ivan racede ud på dæmningen i et smalt støvet spor som antydede at han – eller andre – havde cyklet her mange gange.
„Det er herude!“
„Tjek lige den advarsel dér,“ sagde Kasper og pegede.
De gik nærmere et gult metalskilt som stod skævt og afskallet, men budskabet var tydeligt nok:
MØRBJERG GRUSGRAV
Adgang forbudt
Grusgraven indeholder kviksand
og er livsfarlig at betræde
POLITIET
„Kom nu!“ råbte Ivan.
Han holdt med cyklen et godt stykke ude på dæmningen.
„Der står at her er kviksand!“ kaldte Tanja. „Skynd dig tilbage!“
„Der sker ingenting! Jeg har kørt her 1000 gange. Det er kun nede i hullerne der er farligt!“
„Den jordvold ser solid nok ud,“ sagde Kasper.
Absalon nikkede.
„Ja, kom.“
De gik ud på dæmningen. Den bestod af hård leret jord i 4-5 meters højde.
„Hva' nu hvis vi synker i?“ hviskede Patricia, der gik lige bag Tanja.
„Det gør vi ikke heroppe. Vi ska' bare ikke gå ned.“
„Det har jeg sandelig heller ikke tænkt mig.“
Ivan sprang af cyklen ude midt på dæmningen. Neden for skrænten var et næsten udtørret mudderhul.
„Nu kravler han ned alligevel, den tumpe,“ sagde Tanja.
„Du må ikke gå ned i sandet, Ivan!“ råbte Kasper.
„Det gør jeg heller ikke!“
„Hva' fanden gør han så?“
Ivan kravlede ned til foden af skrænten. Han gik ud på et stykke med våd, men fast mudderagtig jord.
„Det er helt ufarligt her,“ forklarede han med et stort grin og stampede i jorden. „Man ska' bare ikke gå ud i sandet ... Se, der er de!“
Kasper stirrede.
„Han har sgu ret.“
Oppe fra dæmningen var aftrykkene efter ugledrengen tydelige på den mørke flade. Absalon kravlede forsigtigt ned, og de andre fulgte efter. De trådte prøvende i jorden, men den var meget solid omkring vandhullet, hvor der kun var spredte pytter tilbage. Spøgelseslinien samlede sig ved mudderfladens fugtigste del. Sporene lignede til forveksling det aftryk, der var sat i bedet bag museet.
„4-5-6-7 er der i alt,“ talte Patricia.
„De går ligesom i en halvcirkel omkring den største vandpyt,“ konstaterede Tanja. „Det ser mærkeligt ud.“
„Som om han er kommet hertil for at drikke,“ sagde Kasper.
Absalon sendte kammeraten et underligt blik.
„Har du tilfældigvis et kamera med?“
„Jeg har mit eget. Ska' jeg ta' et par billeder?“
„Ja tak, gerne.“
Ivan og de andre så til, mens Kasper fotograferede.
„Vi har altså ikke gips nok til at lave så mange aftryk,“ indvendte Tanja.
„Det bli'r heller ikke nødvendigt,“ svarede Absalon. „De ligner alle sammen sporet i bedet.“
„Han må veje en del, den krudtugle,“ sagde Kasper. „Vi andre ka' gå på mudderet næsten uden at sætte spor.“
„Ja, det er tankevækkende,“ indrømmede Absalon med et skævt smil.
„Min onkel fortalte at I så ugledrengen i aftes,“ sagde Ivan, især henvendt til Patricia.
„Øh, jah, det gjorde vi ... eller vi så noget ...“
Ivan kiggede spørgende rundt på dem.
„Men var det ikke ham?“
„Det aner vi ikke,“ sagde Tanja. „Vi har jo aldrig set ham før.“
„Alle vidner siger at han er lige så stor som et menneske, men har næb, horn, vinger og kløer som en ugle og han mangler den ene klo ... den han kom efter i går,“ forklarede Ivan. „Der hænger nogle gamle avisudklip på museet om ham. Nogle af dem går langt tilbage i tiden. Min onkel har brugt meget tid på at finde dem i forskellige arkiver.“
„Bah! Bah! Bah!“
En klagende stemme lød fra skoven.
„Hva' var dét?“ gispede Patricia og vendte sig.
Ivan lo.
„Det var da bare et får. Du kommer vist ikke så tit på landet. Der ligger en fårefold omme bag skoven dér hvor den gamle mølle engang stod. Man ka' se derover fra tante Petras hus.“
„Ja,“ sagde Absalon, der havde stået i dybe tanker. „Det er på tide at vi aflægger din tante et besøg.“