Kapitel 9

 

Museum til salg?

 

„Hvor er hun altså bare sød, hende fru Skjaldager,“ sagde Patricia, da de fire gik tilbage mod krydset, hvor Mørbjerg Landevej og hovedgaden mødtes.

„Ja, men så hun virkelig ugledrengen flyve rundt ude i den grusgrav i nat?“ spurgte Tanja tvivlende. „Det er altså svært at forestille sig ved højlys dag.“

På modsatte side af landevejen bølgede en stor kornmark under den skyfri himmel. En lærke sang af fuld hals et sted højt oppe i det blå.

„La' mig formulere det på denne måde,“ svarede Kasper. „Hvis fru Skjaldager ser lige så godt som hun hører, så tvivler jeg stærkt på at hun ville opdage en T. rex, der stod på lur bag hendes foderbræt.“

Tanja og Patricia lo.

„Hold op,“ grinede Tanja og boksede ham venskabeligt på skulderen. „Du ska' ikke drille den rare dame.“

„Hun er superrar, men vi må osse være realistiske. Jeg tror det er noget hun har drømt. Hva' siger du, Abso?“

„Hva'? ... Joh, det er bestemt en mulighed. Jeg ka' i hvert fald ikke se nogen grund til at hun skulle lyve for os, så enten er det fantasi eller osse så hun virkelig ... noget.“

„Nemlig ugledrengen som vi osse mødte i går,“ sluttede Patricia. „Jeg må indrømme at jeg begynder at tro på ham, selv om det er en creepy tanke med sådan en halvt dreng, halvt ugle ... hvordan mon han ...? Jeg mener, tror I han ka' tale, eller tuder han?“

„Vi har i hvert fald hørt ham skrige, og det har jeg ikke lyst til at opleve mere,“ indrømmede Tanja.

„Nej, det er for idiotisk,“ udbrød Kasper. „Der findes sgu ikke mennesker som er halvt ugler.“

„Du tror da på spøgelser,“ indvendte Patricia.

Kasper skar en grimasse.

„Det er osse noget andet. Der er masser af beviser for spøgelser: film, fotos, lydoptagelser, øjenvidneskildringer, og der er skrevet tykke bøger om spøgelser, men en ugledreng ...“

„Der eksisterer ingen beviser for spøgelser overhovedet,“ afviste Absalon tørt. „Nogen prøver at trække os rundt ved næsen. Udfordringen ligger i at finde ud af hvem og hvorfor. Jeg foreslår at vi går hjem og lægger en slagplan for i aften. Resten af dagen bruger vi til at undersøge museet og de nærmeste omgivelser.“

„Men hvordan lokker vi ugledrengen frem?“ spurgte Patricia. „Det er jo ikke sikkert han kommer af sig selv.“

„Selvfølgelig gør han dét,“ spøgte Kasper. „Han er på jagt efter smårollinger, ikke? Sådan en dobbelt-maxiburger med et par tvillinger i flyverdragt. Det er sgu lige noget for krudtuglen. Måske sku' vi holde udkig ved den nærmeste børnehave?“

„Hvor er du morbid,“ vrængede Tanja.

„Årh, det er da bare skæg. Du tror jo heller ikke på ham.“

„Det ka' da godt være ... hvis jeg ser ham igen.“

 

Spøgelseslinien spiste frokost i det lille køkken, mens de lagde planer for aftenen og natten. Eftersom ugledrengen nu var i besiddelse af kloen, var der ikke større sandsynlighed for at han ville vende tilbage til museet, så de besluttede at koncentrere indsatsen omkring overvågningen af grusgraven fra fru Skjaldagers hus. De var netop blevet færdige, da Herbert Pomerans kom op ad trappen.

„Nå, der er I. Jeg har lige talt med min søster i telefonen.“ Der var et spillende glimt i hans grå øjne. „Hun blev meget glad for jeres besøg, selv om hun vist tror at I arbejder for en ungdomsorganisation under forsvarsministeriet.“ Han lo. „Jeg håber I var i stand til at føre en nogenlunde normal samtale med hende. Hun vil jo ikke ha' høreapparat, fordi hun ikke mener det er nødvendigt.“

„Hun er så sød,“ sagde Tanja. „Hun har inviteret os til at overnatte.“

„Så vi ka' overvåge grusgraven fra hendes soveværelse,“ tilføjede Patricia.

Museumsdirektøren kradsede sig i sit strittende grå hår.

„Jeg ved snart ikke hvad jeg ska' tro om den ugledreng. Nu har hun osse set ham.“

Absalon rømmede sig.

„De kender naturligvis Deres søster bedre end vi gør, hr. Pomerans. Ka' det tænkes at hun har drømt eller fantaseret sig til oplevelsen efter at hun hørte om indbruddet på museet?“

„I hvert fald ikke det sidste. Jeg ringede nemlig først og fortalte hende nyheden i morges.“

De så rundt på hinanden.

„Okay ...“

„I må ikke ta' fejl af Petra. Nok er hun tæt på stokdøv, men hendes intelligens og syn fejler ingenting, og hun har ikke for vane at lade fantasien løbe af med sig. Hvis hun siger at hun har set ugledrengen, så passer det.“

Ingen sagde noget. Absalon tyggede lidt på den kommentar.

„Udmærket, det er taget ad notam. Jeg har et par tekniske spørgsmål som jeg ikke fik stillet i morges.“

Herbert Pomerans lagde armene over kors og lænede sig op ad køkkenbordet.

„Ja, selvfølgelig. Skyd løs.“

„Da vi ankom i aftes, var hoveddøren ikke låst. De forklarede betjenten at De ikke altid låser efter Dem. Gælder det også om natten?“

„Nej, der låser jeg altid, men i går vidste jeg jo at I skulle komme.“

„Og De låser vel osse døren fra kontoret? Den der fører ud til baghaven?“

„Naturligvis. Dén var i øvrigt låset da I kom.“

Absalon rettede sig opmærksom.

„Aha ...“

Både museumsdirektøren og de andre så uforstående på ham.

„Betyder det noget særligt?“ spurgte hr. Pomerans.

„Ja, det gør ... Da Tanja åbnede hoveddøren, opstod en kraftig trækvind i huset. Den var så stærk at den slog begge inderdøre i som adskiller de tre rum i stueetagen. Vi hørte det tydeligt. Det synes jeg er yderst interessant.“

„Hvorfor?“ spurgte Kasper.

Der var stille et øjeblik.

„Nu er jeg med,“ udbrød Patricia og hoppede på stolen. „For at der kunne opstå træk, måtte der være åbent et andet sted i huset. Det var ikke bagdøren. Den var låset. Det var heller ikke nogen af vinduerne. De var alle lukkede. Altså må der ha' været en usynlig åbning et sted ...“

„Du ka' selv være en usynlig åbning,“ sagde Kasper. „Det ka' lige så godt ha' været heroppe noget stod åbent.“

„Nej,“ sagde Absalon straks. „Jeg kiggede op ad trappen da vi kom ind, og den dør derhenne var lukket. Desuden havde trækvinden en anden retning.“

„Måske findes der en hemmelig lem i gulvet eller en skjult dør i væggen,“ foreslog Tanja. „Eller et hul i loftet man ka' kravle ud og ind af: En ventilationsrist eller åbningen til en gammel kakkelovn.“

„Det her er altså ikke Krageholm Slot,“ indvendte Kasper, men han så alligevel på museumsdirektøren. „Er der noget af den slags i huset?“

Hr. Pomerans trak på skuldrene.

„Ikke så vidt jeg ved, og I må huske på én ting: Hvis ugledrengen var kommet igennem en ukendt åbning, så ville jeg jo ha' opdaget den, da jeg kom ind i Kloværelset.“

„Det er ikke sikkert,“ svarede Absalon. „Rummet var meget mørkt, og al Deres fokus lå selvfølgelig på ugledrengen fordi han lyste op. De havde kun sekunder til at orientere Dem før han gik til angreb og De faldt og slog Dem bevidstløs.“

Herbert Pomerans pillede betænkelig ved plasteret i panden.

„Hmm ... jo, det er rigtigt nok, men en hemmelig udgang?“

„Det er da ikke mere usandsynligt end krudtuglen selv,“ sagde Kasper. „Hvis han har overnaturlige kræfter, ka' han måske lugte sig frem til den slags.“

Den gråhårede mand nåede ikke at svare før hoveddøren nedenunder blev slået op med et brag og en tung trampen gungrede over gulvet i forstuen. En dyb stemme gjaldede ved foden af trappen.

„Pomerans? Hvor er De, mand? Hallo? Er der nogen ekspedition i det her dødehus?“

Hr. Pomerans sukkede og bøjede hovedet.

„Ååhh, min plageånd ... jeg er heroppe, hr. Levenhald.“

„Kom ned. Jeg vil tale med Dem!“

„Hvis De vil tale med mig, må De komme herop.“

„Årh, for helvede ...“

Der lød tung trampen ude på de knagende trin. Støjen blev blandet med et forpustet åndedræt. En stor og meget svær mand i et mørkt jakkesæt, bredskygget hat og en solid stok viste sig lidt efter i døren til køkkenet. Han havde et kødfuldt ansigt, små stikkende øjne og et vredladent udtryk.

„Hva' fan ...? Har De startet en sommerskole for at holde kreditorerne fra døren? Synes De ikke snart at det er på tide De sælger til mig?“

„Nej, hr. Levenhald,“ svarede Herbert Pomerans tålmodigt. „Det gør jeg ikke. For 27. gang: Museet er ikke til salg.“

Den store mand gik ind i køkkenet og så mistænksomt på Spøgelseslinien, én for én. Hans smalle øjenbryn hævede sig dog noget venligere ved synet af Patricia og Tanja. Kasper vurderede fyrens velpudsede sko til at høre hjemme i 3000-kroners-klassen. Resten af tøjet var af samme kaliber.

„Ja, De siger nok at De ikke vil sælge, men får De nogensinde et bedre tilbud end mit?“

„Nej, for De er den eneste der vil købe mig ud,“ svarede direktøren roligt. „Mørbjerg Museum kan ikke bare lukke. Det må De altså lære at forstå. Vi huser en stor samling af vigtigt historisk materiale, der er opbygget gennem mange år. En betydningsfuld folkearv til bevarelse for eftertiden.“

„Betydningsfuld folkearv!“ vrissede den fede mand hånligt. „Kalder De 4 skæve bronzemønter og en ormstukken plov fra Ruder Konges tid for vigtigt historisk materiale? Det er jo til at dø af grin over. Hele lortet ku' være i 8 flyttekasser og så var der endda plads til Maribo Symfoniorkester inklusive vandorgel!“

Museumsdirektøren rynkede brynene og så vredt på ham.

„Sig mig, ta'r De nogensinde et »nej« for et »nej«? Jeg bestyrer en ansvarsfuld post for Mørbjerg og omegn. Det handler om historie og kultur, ikke om penge som De kun tænker på at tjene. Hvor skal beboerne ellers gå hen, hvis de vil vide noget om Mørbjergs fortid?“

„Mørbjergs fortid,“ snerrede den tykke mand stædigt. „Der er sgu da ingen på den her planet, der gider vide noget om Mørbjergs fortid! De lokale er ravende ligeglade med historie. De vil ha' et sted hvor de ka' få noget godt at æde, og bagefter vil de se en sjov film eller høre noget live-musik. Det har jeg sagt til Dem. Jeg vil bygge Mørbjergs første biograf med digitalfremvisning i 2 sale, luksussæder og hele molevitten, en restaurant med et køkken til Michelin Guiden og en fed koncertsal. Og huset her egner sig perfekt som café. Ka' De ikke fatte at den slags trækker liv til byen? Mørbjerg er ved at uddø! I denne uge har lokalsprøjten guddødermig ryddet forsiden for at skrive at det er Oldenborre-år, så røvkedeligt er her. De unge rejser væk og de gamle dør. Inden en halv generation er Mørbjerg en spøgelsesby, hvis der ikke bli'r gjort noget, og jeg, Frank T. Levenhald, er den eneste der har penge og midler til at udføre denne fornemme opgave, og så vil De stå i vejen for mig?“

„Alt hvad De tænker på er at skrabe penge hjem til Dem selv!“

Den tykke mand tog sig til hatteskyggen med et par fede fingre. Hans ansigt var åbent og oprigtigt.

„Fuldstændigt korrekt. Jeg er ikke nogen filantrop. Jeg skammer mig ikke over at tjene penge, jeg har rigtig mange af dem, og jeg vil gerne tjene endnu flere. Herregud, det ka' De da ikke fortænke mig i. Jeg prøver sgu da i det mindste at gøre noget for Mørbjerg i modsætning til resten af de indemurede bonderøve, der gemmer sig rundt omkring bag gardinerne ...“

Han gik et skridt frem mod museumsdirektøren.

„Hvis jeg havde bare lidt mere fornuft i hovedet, ved De hva' jeg så gjorde? Så forlod jeg det her hul for evigt uden så meget som at se mig tilbage, men jeg er vokset op i Mørbjerg ligesom De, og jeg føler noget for min barndomsby, men jeg gør altså tingene på min måde, og hvis De ikke ka' li' det, er det sgu bare ærgerligt.“

Den store mand holdt omsider op med at tale. Der blev stille i køkkenet. Spøgelseslinien så bare afventende fra gæsten til hr. Pomerans, der igen bøjede hovedet med en stønnen. Da han så op, var det med et træt udtryk.

„Det er prisværdigt at De forsøger at gøre en indsats for byen, hr. Levenhald, men De får ikke lov til at inddrage museet i Deres planer. Det går jeg simpelt hen ikke med til.“

„Jeg gi'r Dem 100.000 oven i mit seneste tilbud. 100.000, mand!“

Museumsdirektøren svarede ikke.

„For helvede, det er langt over hva' De nogensinde får et andet sted, hvis De overhovedet ka' komme af med det, og De sparer ejendomsmægleren. Vi nøjes med advokater.“

„Nej!“

Frank T. Levenhald sukkede. Han så hen på de unge, især Tanja og Patricia.

„Er I i familie med denne mand? Ka' I ikke hjælpe ha...?“ Han afbrød sig selv og så mere indgående på dem. „Sig mig, har jeg ikke set jer et eller andet sted for nylig?“

„Det er nok i tv,“ svarede Kasper. „Vi har været på flere gange.“

„Nå! ... Er I skuespillere?“

„Vi er Spøgelseslinien,“ sagde Patricia. „Vi opklarer gåder om overnaturlige fænomener.“

Noget dæmrede for den tykke mand. Han kom helt hen til bordet.

„Nårh ja, det er rigtigt. I var i V.I.P.-show hos Robert Tornved. Han er go' nok. En mand med ini-tia-tiv!“ – her skævede han til Herbert Pomerans – „Hva' laver sådan en flok friske unge mennesker i Mørbjerg?“

„Vi forsøger at finde ud af hvem der huggede ugledrengens klo fra museet i aftes,“ sagde Absalon.

Den tykke mands runde ansigt fik et komisk udtryk, men det var tydeligt at han ikke fandt svaret morsomt. Tværtimod.

„U... ugledrengen? Hva' ska' dét sige? Har I tænkt jer at grave den gamle skrøne frem igen? Dét ska' I altså ikke bryde jer om. Vi har problemer nok i Mørbjerg. Vi vil ikke ha' alle mulige trolddomskunstnere og spåkoner rendende.“

„Vi er altså blevet bedt om at komme,“ sagde Kasper, der forsøgte at se så voksen ud som muligt.

„Af mig,“ tilføjede museumsdirektøren.

Frank T. Levenhald gloede forvirret, men også urolig fra den ene til den anden.

„Jamen, ugledrengen! Hvorfor helvede ska' De nu til at rode op i dén tåbelige historie? Det er sgu da bad timing!“

„Jeg har ikke rodet op i noget,“ svarede hr. Pomerans skarpt. „Museet har været hjemsøgt af mystiske kræfter de seneste to nætter. Alt tyder på at ugledrengen er vendt tilbage for at plage byen. I går brød han ind og huggede sin klo. Hvis De ikke tror mig, så har disse unge mennesker ved selvsyn set ham.“

„Ja, og han slap ud gennem en hemmelig lem,“ tilføjede Patricia.

Den tykke mand rullede med øjnene og sank som om han var tør i halsen.

„Dét fatter jeg altså ikke en brik af ... hmmm ...“ Han så på sit Rolex-ur. „Nå, men jeg må videre ...“ Han trampede tilbage mod trappen. „Tænk over det, Pomerans. 100.000 mere, men jeg vil ha' svar senest på mandag.“

„Jeg har svaret Dem.“

Den tykke mand hørte det ikke. Han forlod køkkenet, mens han knurrede for sig selv.

„Ugledrengen? For satan! Er alle djævelens håndlangere da osse imod mig?“