Kapitel 10
Uhyret i grusgraven
„Hvornår tror I han kommer?“ hviskede Patricia og brød stilheden.
Hun sad med lyset slukket sammen med Kasper og Tanja i Petra Skjaldagers soveværelse på 1. sal. De stirrede ud på skoven og den mørke grusgrav. Klokken nærmede sig midnat. Den gamle dame var gået til ro inde i naboværelset, og Ivan overnattede hos en kammerat.
„Mener du ugledrengen?“ spurgte Kasper og så på sit ur. „Han plejer at flyve forbi omkring klokken 0.30, hvis han altså ikke hænger fast i myldretiden.“
Tanja sukkede.
„Hvor er du åndssvag.“
„Jamen, hun bli'r ved med at spørge. Højst sandsynligt sker der ingenting ...“
„Hvis jeg var dig, ville jeg alligevel være klar på aftrækkeren. Abso bli'r godt muggen hvis ugledrengen stryger forbi mens du snakker.“
„Jeg er proffer. Jeg ka' starte på 3 sekunder.“
En rød diode i pauseknappen lyste standby i kameraet som de havde lånt af Robert Tornved. Apparatet kunne aktiveres ved et simpelt tryk. Vinduet stod på vid gab og objektivet var rettet mod midten af grusgraven, der tegnede sig som en lys plamage foran skoven. Himlen var klar og der strøg kun en svag brise. En smal bræmme af lyseblåt ulmede bag trætoppene mod nord, men selv om sommernatten var lys, var der ikke mange detaljer at se.
„Jeg vil bare gerne gøre en god indsats for Spøgelseslinien,“ sagde Patricia og stirrede opmærksom ud ad vinduet.
„Det gør du da osse,“ svarede Tanja. „Lagde du ikke mærke til hvor anerkendende Abso så på dig, da du regnede det ud med den hemmelige udgang?“
Patricia vendte sig i mørket.
„Er det rigtigt?“
„Yep,“ nikkede Kasper. „Vi brugte ganske vist halvanden time i eftermiddags på ikke at finde nogen skjult dør eller hemmelig lem i gulvet, men han satte pris på at du kunne følge hans knudrede tankegang.“
„Jeg forstår det heller ikke,“ sagde Tanja. Hun krummede sig sammen på en stol med armene om sine ben. „Abso har jo ret i det med trækken: Der må ha' været åbent et andet sted i huset, ellers kunne dørene ikke smække.“
„Jeg tror altså han stak af gennem et vindue,“ sagde Kasper. „Det lykkedes ham at skubbe det i udefra, så det haspede sig selv.“
„Det ka' da ikke lade sig gøre,“ sagde Patricia.
„På gamle løse vinduer ka' det godt.“
„Så havde vi jo set det,“ indvendte Tanja. „Der gik højst 10 sekunder med at rode rundt på gulvet.“
„Ja. Hva' havde I egentlig gang i dér?“ spurgte Kasper. „Det gik aldrig op for mig.“
„Vi legede kluddermor til ære for dig,“ svarede Tanja og gabte. Hun masserede sine bare arme. „Ka' du ikke lukke? Jeg fryser.“
„Man ka' ikke filme ordentligt igennem vinduesglas,“ forklarede Kasper. „Men jeg ka' varme dig ...“
Han lagde armen om hende. Tanja rykkede sig tættere på. Patricia så på dem.
„Hva' tror I Abso laver?“
„Han funderer sikkert over hvorfor pi ikke går op,“ grinede Kasper.
Tanja strakte hals.
„Står han stadig ude i haven?“
„Det ka' vi hurtigt få opklaret.“
Han rakte armen ned mod gulvet og tog walkie-talkien som de også havde benyttet til vampyrmysteriet i Ølløse. Kasper trykkede knappen ind.
„Jeg fatter altså ikke hvorfor Abso gider bruge de store fjollede fuglekasser, når mobilen er opfundet,“ sukkede Patricia.
Der lød knasen i højttaleren, idet Absalon svarede.
„Det gør vi for at undgå ringen fra mobilerne, og en vibrator ka' man let overhøre.“
Patricia dukkede sig ærgerlig. Kasper og Tanja grinede.
„Hej Abso, hvordan går det dernede? Ka' du høre noget med den parabol?“
„En fugl der synger langt væk og nogle frøer som kvækker.“
„Ikke ligefrem oplægget til den store gyserna...“ begyndte Kasper.
„Wrurururuhihihihihihirararararararararararaorororororo!“
De tre i soveværelset fór sammen. Lyden døde bort i en såret jamren.
„Det kom nede fra grusgraven,“ sagde Tanja ophidset. Hun var sprunget op fra stolen.
„Jeg synes det kom fra skoven,“ sagde Patricia.
Kasper trykkede walkie-knappen ind.
„Abso, fik du opt...?“
„Wrurururuhihihihihihirararararararararararaorororororo!“
Der var på én gang noget overjordisk skræmmende og samtidig hverdagsagtigt menneskeligt over skriget, som en dyb lidelse eller sorg.
„Shit, mand.“
„Se dér!“ hvinede Patricia og pegede ud mod midten af grusgraven.
Kasper stod bare og gloede. Tanja trykkede hurtigt på record-knappen.
„Se om den er i søgeren, Cash!“
„Optager I deroppe?“ råbte Absalon over walkien.
Kasper bøjede sig og fandt lynhurtigt fænomenet i søgeren.
„Ja, jeg har ham nu ... hold da kæft!“
Et stort glødende væsen svævede igennem natten. Det var mindst på størrelse med en ørn og havde kraftige brede vinger, kort hale og tilsyneladende et menneskeformet rundt hoved, fra hvis isse der stak to spidse horn op. Under uhyrets bug krummede et par sorte kæmpekløer.
„Wrurururuhihihihihihirararararararararararaorororororo!“
„Han flyver væk fra os!“ råbte Tanja. „Ud til midten af grusgraven. Filmer du, Cash?“
„Ja, ja, jeg får det hele. For satan, hvor er det scary!“
Ugledrengen strøg over landskabet i trætop-højde på stive vinger. Han havde kurs mod den del af skoven, som lå længst væk fra huset. Pludselig dykkede han mod bunden af grusgraven og forsvandt for deres udsyn. Lysskæret var borte. Natten lå atter mørk hen.
„Han styrtdykkede som en falk,“ sagde Patricia med åben mund.
„Jeg løber derud,“ oplyste Absalon over højttaleren.
Kasper råbte i walkie-talkien.
„Vent, Abso, jeg kommer!“
„Jeg løber i forvejen. Husk lygterne i tasken!“
Kasper tændte en lampe i værelset. De kneb øjnene sammen i det skarpe lys. Han rodede febrilsk i deres medbragte udstyr.
„Mener I dét?“ udbrød Patricia. „Sæt nu han angriber.“
Tanja var allerede i gang med at trække en tyk trøje over hovedet. Hendes øjne funklede af spændingens ophidselse.
„Kom nu, Trissi. Det er jo dét vi har ventet på. Husk da vi fandt vampyren i kælderen i Ølløse. Det var mindst lige så farligt.“
„Ja, jo ...“
Patricia rokkede ubeslutsom på stedet, mens de to andre gjorde sig klar. Hendes hjerte hamrede med ét hurtigt. Hun fik gåsehud og denne ubestemmelige kildrende fornemmelse i maven. Noget i hende havde lyst til at grine, men hun skulle også pludselig tisse. Kasper hastede hen mod døren ud til trappen. Tanja var lige i hælene på ham. Hun så sig over skulderen.
„Ellers så vent her. Vi kommer nok snart tilbage.“
Patricia greb sin egen trøje.
„Nej! Jeg vil da med.“
De bumpede ned ad trappen til stuen og forlod huset så hurtigt de kunne. Patricia stoppede på trappestenen og bøjede sig. Tanja vendte sig.
„Kom nu, Trissi!“
„Jamen, mit snørebånd er gået op.“
Hun bandt det kvikt. Da pigerne kom om i baghaven, stod Kasper og lyste på en gammel havestol. Der lå en stor parabol, et par hovedtelefoner og en recorder i den. Absalon var væk.
„Han er dér,“ sagde Tanja og pegede.
Bag træerne som udgjorde grænsen mellem fru Skjaldagers grund og skoven, dansede et kraftigt lygtelys. De løb i retningen med Kasper forrest. Tanja havde også en lygte.
„Pas på, når vi kommer hen til åen,“ sagde Kasper. „Den er ikke ret bred. I ka' sagtens hoppe over, men der ka' være glat.“
„Græsset er drivvådt,“ klagede Patricia. „Og her er snegle.“
Absalon havde banet et spor for dem. De nåede til åen og sprang over uden besvær. Sporet fortsatte 4-5 meter videre gennem højt græs før de kom ud på grusvejen, som de havde gået på samme formiddag. Der var en verden til forskel mellem nu og da. Foran dem lå grusgraven mørk med sine to blege bassiner, der lignede åbne gab. Der var intet spor af ugledrengen. Det eneste lys kom fra Absalons lygte. Lyskeglen hoppede op og ned ude på dæmningen.
„Du har ingen lygte, Trissi, så du holder dig i midten,“ sagde Tanja. „Jeg lyser for dig.“
„Okay.“
De løb alle tre ud på dæmningen til Absalon. Han stod forpustet og lyste ned i bassinet, samme sted som de havde fundet fodaftrykkene i mudderet.
Kasper lyste samme vej.
„Shit, hva' er dét?“
„Aaaaad, hvor klamt!“ udbrød Patricia. „Det er blod.“
„Ja,“ sagde Absalon i en underlig tone. „Ugledrengen har nedlagt et offer og taget trofæet med sig.“
„Hva' mener du?“ spurgte Kasper hæst.
„Ka' I ikke se at hovedet mangler?“
„Addd ... godt han er fløjet igen.“
„Wrurururuhihihihihihirararararararararararaorororororo!“
De vendte sig i retning af lyden.
„Ja, bortset fra at han er her endnu. Lige i nærheden.“
„Hvor?“ spurgte Kasper og lyste rundt i begge bassiner. „Hvorfor gløder han ikke som før?“
„Måske er det et jagttrick han har,“ foreslog Tanja urolig. „En slags camouflage.“
„S... skriget kom derhenne f... fra hjørnet,“ hakkede Patricia. „Dér hvor vi lige er løbet forbi.“
„Måske sidder han på lur og venter på os til vi går tilbage,“ sagde Kasper betænkelig. „Det er eddermame skummelt, det her. Hva' foreslår du vi gør, Abso? ... Abso?“
Tanja og Kasper lyste rundt på dæmningen. Absalon var der ikke.
„Ugledrengen har taget Abso!“ råbte Patricia og begyndte at løbe væk i mørket. „Løb! Løb!“