Kapitel 11
Natlige diskussioner
„Trissi!“ kaldte Tanja. „Kom tilbage! Abso er her!“
Patricia stoppede forpustet og med hamrende hjerte. Hun kunne se Tanja og Kasper stå på dæmningen og lyse ned i bassinet med mudderhullet. Deres lyskegler ramte Absalon som sad på hug og rodede med et eller andet.
„Den skøre ...“ pustede hun vredt for sig selv. „Hvis han ikke var Abso, ville jeg gi' ham min ærlige mening.“
Hun løb tilbage. De kravlede alle tre ned til Absalon. Han sad og lyste på en stor blodig klump af uld, kød og ben.
„Det er jo bare et får,“ sukkede Patricia. „Men det gør det altså ikke mindre ulækkert at nogen har revet hovedet af det og sprættet det op.“
Kasper lyste rundt på det.
„Man ka' se tarmene.“
„Tak for oplysningen,“ svarede Tanja.
„Nårh ja, du har vel øjne?“
„Det må være ugledrengen, der har nedlagt det og bidt hovedet af,“ sagde Patricia og spejdede rundt i mørket. „Ka' I se ham? Måske sidder han og lurer på os lige nu.“
„Jeg tror ikke han tør angribe, når vi er fire mod én,“ indvendte Kasper.
„Men hvis han har overnaturlige kræfter,“ sagde Tanja.
„Og skarpe kløer og et krumt næb,“ tilføjede Patricia og så til, mens Absalon undersøgte kadaveret. „Jeg ku' se det hele da han fløj.“
„Der er ingen ugledreng,“ svarede han og rejste sig. „Nogen vil bare gerne ha' det til at se sådan ud.“
„Men vi så ham jo!“ protesterede Patricia.
„Og hvordan vil du forklare fåret?“ spurgte Kasper. „Almindelige mennesker går sgu ikke rundt om natten og dræber får og river hovedet af dem.“
„Du mener flyver rundt,“ rettede Tanja.
„Og hva' med skrigene?“ bidrog Patricia. „I glemmer skrigene.“
„Slap nu af!“
Absalon så på dem med rynkede bryn. De tav. Han hævede normalt aldrig stemmen. Måske var det derfor de reagerede. Absalon fik et imødekommende smil i mundvigene.
„Vi er Spøgelseslinien, ikke pattebørn. I ved lige så godt som jeg, at der ikke findes væsener der er halvt ugler, halvt mennesker. Vi bli'r testet nu. Nogen prøver at trække os rundt ved næsen, men det ska' de ikke få held til.“
„Det siger du nok,“ svarede Kasper. „Men hvis du ikke ka' komme med en logisk forklaring, så mener jeg at der er go' grund til at tro at varuglen er ægte.“
Patricia nikkede ivrigt. Tanja var derimod af en anden opfattelse.
„Jeg er enig med Abso. Det er meget underligt alt sammen, men der stikker altså noget under.“
Patricia sendte veninden et irriteret blik i lygteskæret, men hun sagde ingenting.
Absalon så på Kasper.
„Fik du filmet fænomenet ordentligt?“
„Ja ...“ Kaspers blik flakkede lidt mod Tanja. „Det tror jeg bestemt. Jo, helt sikkert.“
„Alle tiders. Der er ikke ret meget mere vi ka' gøre her, måske lige ta' et par billeder af fåreskroget, men ellers foreslår jeg at vi går tilbage til huset og kigger på optagelserne. Jeg fik i hvert fald ét af skrigene med på recorderen.“
Petra Skjaldager stod i nattøj og slåbrok og ventede i hoveddøren. Hun så bekymret ud.
„Herregud, kære børn, hvad var dog dét for en grusom hylen og jamren? Jeg var nær faldet ud af sengen af skræk.“
„Vi mener at det var ugledrengen, fru Skjaldager,“ sagde Absalon. „Eller rettere nogen der prøver at bilde os ind at ugledrengen terroriserer nabolaget.“
„Nagelfast eller ej, så synes jeg I ska' skynde jer ind med det samme, så vi kan få lukket og låset døren ... Sådan! Hør, du er jo drivvåd på bukserne, Abraham, og I andre ser også lidt forkomne ud. Jeg må vist hellere lave noget romte til jer, og så forlanger jeg at I bli'r her i nat. Jeg har allerede ringet til min bror og informeret ham om det. Uanset hvad der er derude, så er det ikke noget at spøge med. Der er mere mellem himmel og jord. Sådan ser jeg på det.“
Imens den elskelige dame rumsterede i køkkenet, kiggede de videooptagelsen igennem flere gange. Den var både skarp, interessant og uforklarlig. Det så virkelig ud som om et væsen på størrelse med et lille menneske, men formet som en ugle strøg på stive vinger over nattehimlen. Den spøgelsesagtige aura der havde omgivet ugledrengen på museet aftenen før, kendetegnede også optagelsen. Som om han brændte med en uforklarlig indre glød.
Lydoptagelsen var en tydelig gengivelse af hvad de havde hørt. Absalon havde ladet recorderen køre, så skriget var kommet med hele tre gange ud af de fire. De sidste to var dog længere borte end det første.
De drak te med rom i og fik hjemmebagt sandkage i fru Skjaldagers hyggelige stue, mens de diskuterede hvad de havde set og hvad det kunne dreje sig om.
Da klokken nærmede sig to, besluttede de at gå til ro.
„Er der noget galt, Trissi?“
Tanjas hoved snurrede af rommen fra teen. De to veninder delte det lille gæsteværelse som fru Skjaldager havde benyttet først på natten. Patricia havde gæstesengen, og Tanja lå på en madras på gulvet.
„Er du sur?“
Patricia lå med ryggen til og svarede ikke. Der var også stille udenfor, og lyset i værelset var slukket. Gennem gulvet lød det som om nogen snakkede nedenunder. Absalon og Kasper.
„Hvis jeg har gjort et eller andet, ved jeg altså ikke hva' det er,“ fortsatte Tanja.
Patricia vendte sig.
„Hvorfor ska' du altid være enig med Abso, når vi snakker overnaturlige fænomener?“
„Øh, ikke forstået,“ indrømmede Tanja.
„Hver gang vi diskuterer om der findes spøgelser og vampyrer og ugledrenge, så holder du med Abso, mens Kasper og jeg er enige. Det sku' da være lige omvendt.“
„Hvorfor?“
„Fordi du ka' li' Cash og jeg ka' li' Abso.“
„Du ka' da ikke bruge udtrykket at »holde med«,“ indvendte Tanja. „Dig og Cash tror på spøgelser, Abso gør ikke, og jeg er i tvivl. Jeg er bare mest tilbøjelig til at gi' Abso ret. Det har altså ikke noget at gøre med hvem der ka' li' hvem.“
„Men ka' du ikke se at det stiller mig i et dårligt lys over for Abso?“
Tanja rettede sig op på albuen.
„Ta'r du gas på mig?“
„Nej, jeg mener det.“
Tanja smålo og lagde sig ned igen.
„Helt ærligt, Trissi. Nu er du fjollet ...“
„Hvorfor? Bare fordi du ser rigtig godt ud og alle drengene falder for dig.“
Tanja rynkede bryn i mørket.
„Hva' er det for noget vås? Du ser sgu da kanongodt ud. Hvem af os har måske haft flest kærester de sidste tre år?“
„Det har du,“ påstod Patricia.
„Ikke! Du har mindst haft fire ...“
„Tre. Thomas tæller ikke. Det var bare til en fest.“
„Ja, og jeg har kun haft to.“
„Men de var langtidsholdbare,“ mindede Patricia om. „Du kom sammen med Hjalte i over 4 måneder og Stefan i 5 og han har lavet modelarbejde.“
Tanja tog sig til panden.
„Jeg tror jeg ska' ha' renset ører, for jeg hører en masse vrøvlesnak lige nu ... Hva' havde du tænkt dig? At jeg sku' protestere og være imod hver gang Abso siger noget?“
Patricia tøvede.
„Nej, selvfølgelig ikke, men ...“
„Men hvad?“
„Det ... ja, det virker altså på mig som om Abso bedre ka' li' dig end mig.“
„Det passer ikke, Trissi. Han ka' smaddergodt li' dig. Ellers fik du slet ikke lov at være med i Spøgelseslinien.“
„Måske gør han det bare fordi jeg er din veninde.“
„Hold dog op.“
„Ka' du li' Abso? Sig det ærligt.“
„Selvfølgelig ka' jeg li' Abso.“
„Du ved hva' jeg mener.“
„Nu stopper du!“
„Var I sammen på Krageholm? Kyssede du ham?“
Der skulle normalt en del til at gøre Tanja sur. Hun var en rolig og afbalanceret pige der tog tingene oppefra og ned, men lige nu voksede vreden over de uretfærdige beskyldninger, og så oven i købet fra hendes bedste veninde.
„Ja, naturligvis kyssede jeg ham. Jeg var i seng med ham fire gange og vi blev viet af Elvis i Las Vegas i sidste måned. Er der mere du vil vide?“
Patricia stivnede oppe i sengen.
„Hvor er du sarvelig,“ hviskede hun med grødet stemme.
„Du snøvler,“ knurrede Tanja irriteret og vendte ryggen til. „Du er blevet fuld af den rom. Læg dig ned og sov.“
Patricia snøftede lidt i tavshed.
„Du ka' sige hva' du vil, men jeg tror altså at der er en ugledreng, og lige nu ville jeg ønske at han havde ædt mig!“
Nede i stuen lå Kasper på fru Skjaldagers sofa og strakte sig med velbehag. Han havde en stor blød pude under hovedet og et tykt tæppe over sig. De havde slæbt en reserve-madras fra garderoben ind til Absalon, men han benyttede den ikke. Han sad på en stol med Kaspers laptop og afspillede filmoptagelsen om og om igen.
„Ska' vi ikke se at få noget søvn, Abso? Den er et kvarter over to. Jeg er helt flad og den rom slår som et boldtræ.“
„Hmm?“
Absalon løftede blikket fra skærmen. Han så spilvågen og stærkt koncentreret over på kammeraten.
„Ka' du slet ikke mærke spritten?“ spurgte Kasper. „Jeg tror sgu gamle fru Skjaldager laver hjemmebryg i kælderen. He, he ... tøserne vaklede godt nok op ad trappen.“
Absalons blik hoppede tilbage til sekvensen af ugledrengen, der svævede som en selvlysende hangglider gennem sommernatten. Kameraet havde fanget ham i en vinkel, hvor han fløj skråt væk fra huset, ind over grusgraven og forsvandt ned i det bratte dyk de havde set. Sekvensen varede 12 sekunder.
„Det eneste jeg kan mærke er, at nogen prøver at få os overbevist om at ugledrengen eksisterer. Det irriterer mig at jeg ikke ka' regne ud, hvordan det hænger sammen.“
Kasper sukkede.
„Det var altså ikke krudtuglen jeg snakkede om nu. Der er andet i livet for to 15-årige drenge end vampyrer og varugler. Er du egentlig klar over hvor hotte Tanja og Patricia er?“
Absalon studsede. Han forstod tydeligvis ikke spørgsmålet.
„Det må være rommen og teen der har ophedet dem,“ konkluderede han, halvvejs for sig selv.
Kasper så opgivende op i loftet.
„Ja, det er det nok ... Sherlock.“ Han satte sig op i sofaen. „Okay, hvis jeg ikke må sove, så la' os diskutere sagen. Har du en teori om hvem der ka' stå bag og hvorfor?“
Absalon frøs filmsekvensen.
„Det mest nærliggende er at en eller flere personer forsøger at sætte Herbert Pomerans i miskredit eller skade museet.“
„Så vil jeg sætte mine penge på ham spærreballonen med hatten og stokken. Hva' var det han hed?“
„Frank T. Levenhald.“
„Ja, Frank T. Levenhald står øverst på listen. Han er åbenbart stærkt interesseret i at få lukket museet og købt huset, så han ka' indrette en café. Dét kalder jeg et motiv.“
Absalon nikkede.
„Enig. Godt ræsonneret. Frank Levenhald bør klart være vores hovedmistænkte, men der ka' osse være andre i byen som enten ønsker at latterliggøre eller skade hr. Pomerans. Måske bærer nogen nag til ham for en gammel sag som vi ikke kender til, eller der ka' være et helt tredje motiv.“
Kasper tyggede lidt på det.
„Ka' det tænkes at nogen forsøger at genoplive ugledrengshistorien for at bruge den til en forbrydelse eller afledningsmanøvre? Det ku' godt være en slags skræmmescenarie for at holde folk borte fra grusgraven ... Ja! Måske ligger der et eller andet værdifuldt gravet ned, og de skyldige vil undgå at andre kommer og finder det.“
„Det tvivler jeg nu på,“ svarede Absalon. „Grusgraven ligger i forvejen øde. Der er ikke længere aktivitet i den, så der kommer sjældent nogen. Hvis en eller anden ville fjerne noget nedgravet, ville det være en smal sag at liste ind og gøre det om natten uden at blive opdaget. Det ka' ikke være én der vil gå stille med dørene, tværtimod. Rygtet om ugledrengen ska' spredes. Spørgsmålet er hvorfor? Hvem har i moderne tid interesse i at genoplive en gammel halvglemt spøgelseshistorie?“
„Måske er der en lokal djævlekult på spil,“ foreslog Kasper. „Og hvis der så senere forsvinder en jomfru eller to, ka' de bare skyde skylden på ugledrengen.“
Absalon sendte ham et underligt blik.
„Det forslag vælger jeg helt at overhøre.“
„Så har jeg sgu ikke flere bud,“ indrømmede Kasper og gned øjne. „Måske er der tale om regulære drengestreger. Hva' med ham Ivan? Han er jo en ret foretagsom gut. Ka' han stå bag? Han har ikke været her i aften. Måske bildte han bare fru Skjaldager ind at han overnatter hos en kammerat og så gik han ud og legede ugledreng.“
Absalon så spekulativ ud.
„Det er meget sandsynligt at Ivan er indblandet. Han har nogenlunde samme størrelse som ugledrengen.“
„Men ka' han flyve?“ fortsatte Kasper. „Vi har det på film, og det ka' der ikke laves om på.“
„Der er flere måder at få genstande til at se ud som om de flyver,“ sagde Absalon. „Især i mørke.“
„Det ka' ikke være en model,“ mente Kasper. „Så havde vi hørt en motor, og der var helt stille derude bortset fra skriget, som er en historie for sig selv.“
„Måske var det et el-drevet svævefly,“ gættede Absalon. „Den slags ka' styres med en fjernkontrol.“
„Men så havde vi vel fundet det liggende og lyse i grusgraven?“ indvendte Kasper.
Absalon trak sig tankefuld i øreflippen.
„Ja, medmindre ...“
„Medmindre hvad?“
„Nej, det duer ikke ... vi må nok hellere sove på det.“
Kasper kastede sig hurtigt på sofaen igen.
„Omsider et fornuftigt forslag. Slukker du lyset?“
Absalon lukkede laptoppen. Han gik hen og trykkede på kontakten, men i stedet for at lægge sig på madrassen, gik han over til stuevinduet og kiggede ud. Natten var stille og klar. Lidt efter kunne han høre kammeraten trække vejret tungt. Han stod længe og spejdede ud i mørket.
„Ja. Dét er selvfølgelig osse en mulighed,“ mumlede han. „Den mest indlysende i virkeligheden. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det før nu?“