Kapitel 13

 

Spøgelseslinien giver interview

 

„Patricia? Hva' sker der?“

Kasper kom trampende op ad trappen som den første.

„Herinde!“ kaldte hun. „Skynd dig!“

Kasper løb ind til hende. Han så sig om i værelset.

„Shit, mand!“

„Hvor er I?“ kaldte Tanja.

„Her,“ svarede Kasper og stak hovedet ud på gangen. „Kom og se!“

Et øjeblik efter stimlede Tanja, Absalon, museumsdirektøren og journalisten sammen i døråbningen. De stirrede ind i det kaotiske rum. Lene Islev pegede på den blodige uldklump med øjne, der lå på Patricias hovedpude.

„Er det et fårehoved?“

„Det ... det ser sådan ud,“ hviskede hr. Pomerans. „Nogen er brudt ind gennem vinduet. Se, haspen er revet halvt af. Og der er blod på karmen.“

„Og på gulvet,“ tilføjede Tanja.

„Og på mit sengetøj,“ peb Patricia grødet.

Kasper gik hen til vinduet.

„Der er et halvt aftryk af et fodspor. Men det er ikke fra et menneske. Jeg tror sgu owlboy har været på visit igen.“

Absalon tænkte som sædvanlig rationelt.

„Ingen rører ved noget før vi har taget billeder. Vi ska' bruge det lille fotografiapparat og videooptageren, Kasper.“

„Jeg er på vej.“

Mens han hentede apparaterne på deres eget værelse, tog Lene Islev nogle billeder med sit medbragte kamera.

Patricia stod som stivnet midt i det hele og så på fårehovedet. Det gloede tomt op i loftet med et glasagtigt udtryk. De afrevne blodårer i det røde kød var tydelige.

Tanja bemærkede at venindens øjne var tæt på at løbe over. Hun lagde armen om hende.

„Kom, Trissi, vi sætter os ud i køkkenet.“

„Hvorfor ligger det i min seng?“ hviskede Patricia og begyndte at snøfte. „Nu kommer ugledrengen måske og dræber mig.“ Herbert Pomerans gik bekymret efter pigerne, mens han tog sig forvirret til tindingerne.

„Jeg ... jeg er altså forfærdelig ked af det her. Hvis jeg havde vidst at ... at I ville komme i fare, havde jeg naturligvis aldrig indlogeret jer her i huset.“

„Det kunne du da ikke vide,“ sagde Tanja og skænkede et glas koldt vand til Patricia. Hun havde sat sig på en stol. „Heldigt at vi ikke var her. Det må være sket i nat ... Her, Trissi.“

Museumsdirektøren var grå i ansigtet. Han løsnede slipset og tørrede sig over panden med skjorteærmet.

„Ja ... det må være sket i nat ... undskyld mig et øjeblik ...“

Han ilede tilbage til Lene Islev, der fotograferede vindueskarmen og Absalon, der koncentreret scannede hele værelset med sit blik.

„Jeg vil være taknemmelig hvis du vil undlade at bringe billeder i avisen af det her. Ellers ka' jeg vist godt lukke museet.“

„Tværtimod,“ svarede journalisten beroligende. „Det skaber bare yderligere interesse om ugledrengshistorien. Folk elsker den slags, men jeg ska' gerne udelade dem, hvis du ønsker det. Tror du ikke det vil være klogt at ringe til politiet?“

„Politiet?“

Herbert Pomerans så ud som om han aldrig havde hørt ordet før.

„Ja. Der er jo tale om både indbrud og hærværk og måske også tyveri. Det sidste må pigerne afgøre.“

 

Mens Herbert Pomerans ringede til politiet nede fra sit kontor, tog Kasper omkring 40 fotos og flere minutters video af rummet. Absalon holdt øje og dirigerede, hvis han ønskede et bestemt nærbillede.

Bagefter fjernede drengene fårehovedet og smed det i skraldespanden omme i gyden.

Tanja fandt en gulvspand og en klud i køkkenet og vaskede blodet af vindueskarm og gulv, mens Patricia skiftede sit sengetøj. Blodet var trængt ned i puden, så hun tog en anden i et skab.

Der var tilsyneladende ikke stjålet noget, kun rodet rundt, men filmoptagelserne viste ikke blot dele af et stort fugleagtigt aftryk i vindueskarmen, men også kraftige bidmærker omkring sprossen og krogen, der havde holdt vinduet på klem.

Tanja kunne huske at de havde åbnet vinduet, så snart de flyttede ind på værelset, og det havde stået på klem lige siden.

„Så han har altså ikke haft svært ved at komme ind ... hvem det end er,“ sagde Kasper.

„Bortset fra at vinduet sidder på 1. sal, vender ud mod hovedgaden og man ska' kravle op ad en lodret væg uden noget at træde på,“ svarede Absalon, der havde undersøgt ydersiden af huset.

„Ja, medmindre man har vinger.“

 

„Jeg forestiller mig et fælles interview, da jeg ka' forstå at Spøgelseslinien er teamwork. Jeg stiller et spørgsmål og så ka' den der har lyst svare, i orden?“

„God idé,“ sagde Kasper.

De sad i den solbeskinnede baghave under en stor parasol. Patricia var noget mut, men ellers ved godt mod. Lene Islev satte sin optager på record.

„Jeg sidder her sammen med Spøgelseslinien. Vi har lige gjort et mystisk og ret uhyggeligt fund i Tanjas og Patricias gæsteværelse på Mørbjerg Museum. Et afrevet fårehoved og en del blodige spor fra et ukendt væsen. Tror I det har noget at gøre med den sag I arbejder på lige i øjeblikket?“

„Garanteret,“ svarede Patricia straks.

De andre nikkede.

„Hvem tror I har været på spil?“

„Ugledrengen,“ fortsatte Patricia.

„Jeg ved det ikke,“ indrømmede Tanja. „Måske er det bare nogen der vil skræmme os.“

„Hvorfor tror du det er ugledrengen, Patricia?“

„Fordi vi så ham slå ned på resten af fåret i nat – altså dengang havde det stadig hoved på, går jeg ud fra og ... øhhh ...“

Journalisten lænede sig frem med et interesseret udtryk.

„Så I ugledrengen i nat?“

Patricia bed sig i tungen og så ned på sine hænder. Hun havde igen været for hurtig på aftrækkeren og talt over sig. Varmen bredte sig i kinderne. Sveden sprang frem på kroppen. Hun havde mest lyst til at skrige højt i raseri over sin egen åbenmundethed. Nu måtte hun virkelig tage sig sammen.

„Vi troede først at det var ugledrengen,“ sagde Kasper og kom til undsætning. „Men det var et stjerneskud. Vi jokede med det, mens vi gik over til grusgraven. Vi fandt et dødt får i det ene bassin. Det var blevet spist af en ræv.“

Lene Islev så ikke ud som om hun var overbevist.

„Men det var nok ikke ræven der brød ind gennem vinduet og lagde fårehovedet i Patricias seng.“

„Nej,“ svarede Absalon. „Dén handling blev udført af den eller de personer der prøver at forvirre os i efterforskningen af klotyveriet på museet.“

„Hvordan ka' du være så sikker på dét, Absalon?“

„Det er simpel logik. Der er ikke andre muligheder. Det var ikke os selv. Hr. Pomerans havde låst museet af, og der bor ikke andre i huset. Det opbrudte vindue viser at nogen brød ind, men eftersom der ikke er stjålet noget, kan det kun dreje sig om at skade hr. Pomerans og museets renommé.“

„Du glemmer vist den sidste mulighed,“ sagde Lene Islev med et drillende udtryk.

Absalon hævede forbavset øjenbrynene.

„Jeg er lutter ører.“

„At det var ugledrengen der kom på besøg. Det lignede bidmærker i det vindue efter et stort næb, og hans fodaftryk var i blodet i vindueskarmen. Og I har jo allerede mødt ham én gang den aften I ankom. Det har hr. Pomerans selv fortalt, så hvorfor skulle uhyret ikke kunne komme igen?“

„Almindelig sund fornuft og folkeovertro er to skarpt adskilte områder,“ svarede Absalon.

„Men det er et faktum at ugledrengen forsvandt for øjnene af jer, ikke sandt?“

Absalon skar en grimasse som om han havde hul i en tand.

„Vi arbejder stadig på det mysterium.“

Lene Islev så rundt på de andre.

„Det her er meget spændende. Fortæl mig lidt om hvordan I fordeler arbejdet i Spøgelseslinien. Først dig, Kasper ...“

Kasper foldede hænderne over maven og så meget seriøs ud.

„Jeg er teknisk operatør. Jeg har let ved at sætte mig ind i hvordan apparater virker, hva' man bør undgå når man arbejder med teknik og hvorfor noget måske pludselig ikke fungerer. Min far er radiotekniker og har sit eget værksted. Da jeg var lille, fik jeg tit lov til at stå og rode med transistorer, sikringer, relæer og den slags. Han har lært mig en masse. Også om computere.

Vores gode ven, Robert Tornved fra V.I.P., har ved flere lejligheder lånt os noget af det kostbare og professionelle udstyr, der blev benyttet til udsendelsen på Krageholm Slot. Vi har flere af de instrumenter med, som vi osse brugte til at løse vampyrmysteriet i Ølløse.“

„Meget fint, Kasper, og hva' med dig, Tanja?“

„Jeg er nok det man vil kalde researcher. Jeg undersøger baggrunden for en sag. Inden vi kom herned, var der ingen af os der nogensinde havde hørt om ugledrengen. Så jeg gik på nettet og fandt nogle artikler og gamle historier om ham. Jeg har osse ret let ved at finde vej på steder, hvor jeg ikke har været så tit.“

„Ja, og dig, Patricia?“

„Hva'?“

Patricia havde siddet lidt i egne tanker. Hun var ked af det. Ikke alene bekymrede det ulækre fårehoved i sengen hende, men hun var også vred på sig selv over at hun havde plapret ud med hemmeligheden om natten i grusgraven, når de nu lige havde aftalt at holde mund med det. Så hun havde mest lyst til at sige: »Jeg er bare den dumme blondine.«

„Øh, jeg ... jeg er med som Tanjas veninde.“

„Det forstår jeg, men hvilken funktion har du i Spøgelseslinien?“

„Ikke rigtig nogen. Jeg hjælper de andre.“

Lene Islev så overrasket ud. Absalon rømmede sig.

„Nu synes jeg du er alt for beskeden, Patricia ...“ Han så på journalisten. „Patricia har en højt udviklet sans for psykologi. Hun er dygtig til at genkende fremmede og aflæse den menneskelige psyke. Det er egenskaber som vi sætter stor pris på i Spøgelseslinien. Personligt er jeg dårlig til den slags.“

„Okay. Ka' du gi' et eksempel?“

„Ja ... I forbindelse med vampyrmysteriet i Ølløse var det Patricia, der genkendte den gamle dame, Elsa Saberhagen, fra et andet sted længe før os andre. Den slags evner er guld værd i sager som dem Spøgelseslinien påtager sig. Man bør huske på at vi ikke kun arbejder med påståede overnaturlige fænomener, men lige så meget med den menneskelige psyke.“

Patricia så taknemmelig på Absalon. Hun kunne have kysset ham – af mere end én grund – og hun følte, hvordan hans ros hjalp hendes selvtillid på ret køl.

Interviewet fortsatte et kvarters tid.

Lene Islev sluttede med at spørge om de sammen med museumsdirektøren ville stille op til fotografering i Kloværelset nogenlunde sådan som de havde stået, da de havde set ugledrengen fredag aften.

„Hvordan skal jeg forholde mig?“ spurgte Herbert Pomerans forvirret. „Jeg lå jo besvimet på gulvet.“

Mens interviewet foregik, havde han talt med politiet. De kunne først komme dagen efter og se på optagelserne af indbruddet i Tanjas og Patricias værelse.

„Det er fint hvis du bare står hvor du lå,“ forklarede journalisten, mens hun gik rundt i rummet for at vurdere hvilke vinkler, der var bedst at fotografere fra. „Jeg synes den ødelagte montre ska' med i forgrunden.“

Hun gik halvt ned i knæ og tog nogle billeder. Spøgelseslinien og museumsdirektøren ventede tålmodigt.

„Og så lige ét herovre fra ...“

Hun klemte sig helt op ad endevæggen for at få så meget med som muligt. Hendes armbånd hægtede sig på en krog i væggen, så da hun trak hånden til sig, sprang smykkedelene ud over trægulvet. Små guldringe og -kugler hoppede og trillede i forskellige retninger.

„Nå, det var da uheldigt.“

Kasper og Tanja hjalp til med at samle op.

„... 8 ... 9 ... 10 ... 11,“ talte journalisten i sin hånd. „Der mangler en enkelt ringdel.“

De andre begyndte at deltage i eftersøgningen. Patricia lagde sig på knæ og kiggede under bogskabet nærmest klomontren. Et eller andet glimtede svagt helt inde ved panelet. Det lignede en ring. Skabet stod på lave tykke ben, men der var lige plads til at få en hånd indunder. Patricia stak forsigtigt armen ind i mørket, mens hun prøvede at lade være med at tænke på de edderkopper, der kunne sidde på lur. Hun mærkede ringen mellem tommel- og pegefinger, men ...

„Har du fundet den, Trissi?“

„Det tror jeg, men den sidder fast. Nu har jeg fingeren i. Jeg prøver at trække ...“

„Pas på!“ råbte Kasper.

Patricia så op. Bogskabet var blevet levende. Det bevægede sig fremefter og så ud som om det ville styrte ned over hende!