Kapitel 14
Ugledrengens flugtvej
Patricia nåede lige akkurat at trække armen til sig. Hun lå stadig på knæ, da hele skabssiden kom direkte imod hende som køleren på en frembusende lastbil. Herbert Pomerans sprang hen og holdt på bogskabet, så det blev hængende ud fra væggen i en 45 graders vinkel.
Kasper gloede om bagved.
„Wow! Jeg tror sgu du har fundet ugledrengens exit, Patricia.“
Hun rejste sig hurtigt. De andre stimlede sammen omkring museumsdirektøren.
„Hold da op,“ hviskede Herbert Pomerans.
„Vidste De ikke at den var der?“ spurgte Absalon og så på ham.
„Nej ... overhovedet ikke.“
Bag bogskabet gemte sig en mandshøj åbning i murværket. Der sad spindelvæv og snavs i kanterne, og de ru umalede vægge antydede at passagen nok havde været her lige så længe som huset havde eksisteret. Muren var omkring 20 centimeter dyb. Fra den anden side dækkede en træplade.
„En hemmelig udgang,“ sagde Tanja ophidset. „Hvor fedt!“
„Vi må opklare hvor den fører hen,“ sagde Patricia.
„Den ka' kun føre til ét sted,“ sagde museumsdirektøren og skubbede bogskabet yderligere op, så det hang ud fra væggen i en 90 graders vinkel. Han lagde hånden på træpladen og skubbede den uden besvær til side. Pladen svingede op som en dør og afslørede et mørkt rum bagved.
„Det er værkstedet,“ sagde Kasper og gik efter ham derud. Tanja og Patricia skyndte sig med. Absalon og journalisten blev stående.
„Tænd lyset.“
„Hvor er det?“
„Henne ved udgangen.“
„Hvor er dén?“
Kasper sparkede til en dåse, der skramlede over gulvet. Et øjeblik efter tændte pæren i loftet.
„Døren er selvfølgelig maleriet af manden i sort,“ udbrød Patricia. „Han ligner dig lidt, hr. Pomerans.“
„Gør han? Ja, det ka' såmænd godt være. Det har jeg nu ikke tænkt over. Billedet hang her da jeg købte huset. Maleriet må være fæstet med små hængsler bagpå, siden det kan svinge op som en dør. Jeg har aldrig prøvet at flytte på det. Det er sjældent at jeg kommer herud.“
Pludselig svingede bogskabet på plads. Der gik et øjeblik, så åbnede Absalon igen. Han trak det prøvende frem og tilbage. Skabet bevægede sig meget let. Absalon studerede konstruktionen indgående.
„Skabet ser ud som om det står på gulvet. I virkeligheden hænger det på to tykke svingarme af jern.“
„Men hva' ka' ideen være med at lave sådan en udgang?“ spurgte Tanja.
De så automatisk på Herbert Pomerans. Han tænkte sig om.
„Ifølge nogle gamle optegnelser der fulgte med huset, har det oprindelig været benyttet som kro. Der er nedskrevet flere farverige historier om landevejsrøvere og andre skurke som holdt til omkring Mørbjerg.“
„Og den slags sørgede altid for at ha' hemmelige udgange, så de ku' stikke af hvis lovens håndhævere kom på besøg,“ nikkede Kasper. „Ja, det er selvfølgelig dét den er blevet brugt til.“
„Hvordan vidste ugledrengen at her var en hemmelig udgang?“ spurgte Tanja.
Patricia gispede.
„Måske er han et spøgelse af en af dé dér landevejsrøvere!“
„Eller han har set arkitekttegningerne over huset,“ foreslog Absalon.
Museumsdirektøren og de andre gik tilbage i Kloværelset. Kasper grinede.
„Jeg tvivler altså på at ugledrengen ved hvor matrikelkontoret ligger, Abso.“
„Det er underligt at De aldrig har opdaget den dør, hr. Pomerans,“ sagde Absalon.
„Tja, måske, men ligesom maleriet var skabet her allerede da jeg flyttede ind, og det passede glimrende til formålet. Det kunne umiddelbart bruges til bogvitrine.“
„Jeg forstår dog stadig ikke hvordan ugledrengen ku' forsvinde for øjnene af os,“ indrømmede Kasper. „Vi var højst uopmærksomme i nogle få sekunder.“
„Det er ikke så mærkeligt,“ svarede Absalon og trak sig i øreflippen. „Tænk over hvordan forholdene var i den pågældende situation: Vi kommer ind i et mørkt værelse. Ugledrengen er det eneste der lyser op. Altså vil vores blikke automatisk rettes mod ham. Samtidig distraheres vi ved synet af hr. Pomerans, der ligger bevidstløs på gulvet. Ugledrengen springer frem mod os og vi falder oven i hinanden. Der opstår lettere forvirring. Det giver ugledrengen de få sekunder han skal bruge til at stikke af. Som I ka' se her, glider skabet på plads, så snart jeg slipper det i en vinkel på under cirka 30 grader. Det sørger en fjeder bagpå for, og man kan stort set ikke høre det ramme væggen på grund af korklisten her. Forestil jer nu at ugledrengen har sat noget i klemme, for eksempel en pind som holder åbningen fri, så skal han bare springe hen til sprækken, sparke pinden væk og smutte igennem, så er tryllekunsten udført og vi står alene tilbage i et mørkt værelse.“
De så duperede på ham.
„Du har sandelig en kringlet tankegang,“ indrømmede Lene Islev. „Men det lyder bestemt sandsynligt.“
„Ja ... selvfølgelig må det være gået sådan for sig,“ tilføjede Herbert Pomerans. „Jeg er imponeret over dine deduktive evner, Absalon.“
Absalon trak beskedent på skulderen.
„Det ka' enhver gøre. Det gælder bare om at tænke logisk ... og så ka' man eventuelt supplere med læsning af Sherlock Holmes.“
„Nårh ja, ham har jeg desværre aldrig fået læst.“
„Det var sandelig spændende at møde jer,“ sagde Lene Islev, da hun stod ude på hovedgaden sammen med Spøgelseslinien. „Og jeg havde da aldrig drømt om at sagen skulle udvikle sig under selve interviewet.“
„Hvornår kommer det i avisen?“ spurgte Kasper.
„Jeg har deadline i morgen klokken 17, så hvis jeg skynder mig lidt, kan det nå at komme med i udgaven på onsdag.“
„Får vi så et eksemplar til vores scrapbøger?“ spurgte Patricia.
„Jeg ska' nok sende jer nogle stykker, og hvis I får brug for flere, ka' I bare ringe. Her er mit kort ...“
Absalon tog imod det.
„Vi får muligvis brug for din hjælp i en anden forbindelse.“
„Ja, hva' skulle det være?“
„De fleste aviser ligger inde med gamle årgange af deres blade. Jeg går ud fra at det osse er tilfældet med Mørbjerg Avis. Ka' vi få lov at bladre nogle årgange igennem?“
„Hvoffor vil du gøre det?“ spurgte Tanja forbavset.
„Ugledrengen må være omtalt før, men der hænger kun nogle enkelte artikler om ham i museet. Det ku' være til hjælp at se hva' der ellers er skrevet.“
Lene Islev nikkede.
„Go' idé, men hvis I ska' flere år tilbage, ska' I altså ind til Maribo, hvor avisarkivet ligger. I ka' bare vise mit kort og sige at I kommer fra mig, så er jeg sikker på at de gi'r jer lov til at kigge. Meget af det er indlæst på mikrofilm.“
„Ska' vi så ikke ta' derind i eftermiddag?“ foreslog Patricia.
„De har lukket om søndagen, men i morgen er der åbent,“ sagde journalisten. „Jeg arbejder kun i weekenderne fordi jeg er freelance.“
„Har du nogensinde interviewet Frank T. Levenhald?“ spurgte Absalon.
Lene Islev studsede.
„Det var pudsigt at du skulle spørge om dét. Jeg har faktisk aftalt et interview med ham i næste uge. Han er jo Mørbjergs lokale stormogul og som sådan en vigtig person for byen og området. Han er en dygtig forretningsmand. Det har han arvet efter sin far, Fritjof Levenhald, der døde i foråret. Levenhald'erne har altid været dominerende på Lolland. Deres stamtræ siges at indeholde royalt blod. Den gamle Fritjof gav aldrig interviews, men hans søn er mere åben.“
„Vi har hørt at han ejer halvdelen af byen,“ sagde Tanja.
„Det er vist sandt nok. Den gamle Fritjof købte sågar grusgraven for mange år siden og lukkede den kort efter. Det virker som en familie der vil eje det hele.“
„En ejendommelig handling,“ sagde Absalon.
„Hva' mener du?“ spurgte Kasper.
„Hvem gider købe en grusgrav fuld af kviksand? Den ka' jo ikke anvendes til kommercielle formål.“
„Det er faktisk underligt,“ sagde Lene Islev og startede sin scooter. „Jeg vil spørge Frank Levenhald om det. Nå, men nu må jeg desværre videre. Held og lykke med sagen. Jeg synes I har godt fat. Hej, hej.“
Hun kørte ned ad hovedgaden.
„Jeg tror altså ham Levenhald har noget at gøre med ugledrengen,“ sagde Patricia.
„Hvorfor?“ spurgte Kasper.
„Lagde I ikke mærke til hvor voldsomt han reagerede på nyheden om at ugledrengen var på spil igen? Jeg synes han hidsede sig ret meget op over noget som burde være ligegyldigt for ham.“
„Måske ødelagde det hans planer,“ foreslog Tanja. „Hva' siger du, Abso?“
„Jeg er tilbøjelig til at give Patricia ret,“ sagde han tankefuld. „Det var en klar overreaktion.“
Patricia så glad ud.
„Måske sku' vi forsøge at overvåge hans hus?“
Absalon nikkede igen.
„Ikke nogen dårlig idé, men det duer ikke så længe det er lyst.“
„Hva' ska' vi så lave i mellemtiden?“ spurgte Tanja.
„Undersøge grusgraven igen. Der er et eller andet underligt med den.“