Kapitel 15
Patricia går i fælden
Mørbjerg Grusgrav var lige så øde ved højlys dag som om natten. Der var dog en verden til forskel på det lurende mørke fra skoven som havde kontrasteret grubernes spøgelseshvide skær til nu hvor skoven stod sommergrøn og bassinerne lignede eksotiske kridtbrud fra sydligere himmelstrøg. Spøgelseslinien stod ved dæmningen der delte området i to. Størrelsen og formen på hvert bassin var nogenlunde som en fodboldbane.
„Ska' vi ikke undersøge det fårekadaver nærmere?“ foreslog Kasper. „Det ka' være vi finder nogle flere detaljer, måske nogle bidmærker eller nye fodspor.“
„God idé,“ sagde Absalon.
De gik ud på dæmningen. Efter få skridt stoppede Patricia og satte sig på en lille grusbunke. Tanja vendte sig.
„Gå bare videre. Jeg kommer straks. Jeg har fået en sten i skoen.“
Mens hun løsnede snørebåndet og tømte skoen, fangede hun en bevægelse i øjenkrogen. Patricia drejede hovedet. Ude i midten af det nordlige bassin voksede større og mindre klynger af ukrudt og buske. De stod som små oaser i det ørkenagtige landskab. Noget bevægede sig i kanten af det største buskads. Først troede hun at det var en hare eller et hjortekid, men da hun så nærmere efter opdagede hun, at det var et barn. En dreng sad på hug ved en større sten og gravede i jorden med en pind. Patricia rejste sig forskrækket og råbte ud over grusgraven.
„Hallo! Ka' du komme op derfra! Du må ikke løbe dernede! Det er farligt! Du ka' synke i sandet!“
Drengen hørte hende tilsyneladende ikke. Hun kaldte højere.
„Hallo, du dér! Dreng! Du må ikke være derude! Det er livsfarligt!“
Drengen rejste sig. Ikke fordi Patricia havde råbt, men fordi han var færdig med at grave. Han så op mod dæmningen. Selv om der var omkring 75 meter imellem dem, var Patricia sikker på at han grinede til hende. Han løb rundt om buskene og forsvandt.
„Hva' sker der?“ råbte Kasper.
Han kom småløbende tilbage sammen med de andre. Patricia forklarede hvad hun havde set.
„En dreng?“ gentog Tanja. „Hvor gammel var han?“
„Det ved jeg ikke. Han var lille. 6-7 år måske. Han var vist i lidt af et drillehumør for han grinede til mig.“
„Men hvor er han nu?“
De spejdede ud over bassinet. Det lå øde i den stærke sommersol.
„Måske gemmer han sig i buskene,“ foreslog Kasper. „Jeg må hellere gå ned efter ham.“
Tanja greb ham i armen.
„Nej! Hvis du nu synker i.“
„Hva' ska' vi gøre?“ spurgte Patricia. „Vi må da ha' ham op. Han er jo i livsfare derude.“
Kasper tænkte sig om.
„Jeg løber rundt om hullet. Måske ka' jeg se ham ovre fra den anden side.“
„Okay, så går jeg modsat,“ sagde Absalon. „Vi ka' holde kontakt over mobilerne.“
„Vi venter her,“ sagde Tanja. „Så ka' han i hvert fald ikke slippe væk uden at nogen af os ser ham.“
Pigerne ventede, mens drengene gik hver sin vej rundt om den store grube. Et øjeblik efter ringede Tanjas mobiltelefon.
„Det er Kasper. Har I set ham?“
„Nej, har I?“
„Han er væk. Der er en rende i bassinet. Han kan være løbet nede i den og smuttet op et sted, hvor der er buske på skråningen, men kom lige herover. Abso har fundet noget interessant.“
„Vi kommer.“
Tanja og Patricia skyndte sig over dæmningen. Kasper og Absalon ventede i kanten af skoven ved et højt gammelt egetræ. Det voksede få meter fra randen til nordbassinet.
„Ta' lige et kig derop,“ sagde Kasper og pegede.
Pigerne lagde nakken bagover og så op i egetræets krone. Næsten helt oppe i toppen var en stor mørk klump mellem tre grene.
„Det ligner en kæmpe fuglerede,“ sagde Patricia. „Det må mindst være en stork eller en ørn der bor her.“
„Storke og ørne er sjældne ynglefugle i Danmark,“ svarede Absalon. „Den rede er ret usædvanlig ... på mere end én måde.“ Tanja var ikke med.
„Hva' mener du?“
„Prøv at se derud,“ sagde Kasper og pegede igen.
„Mener du i grusgraven?“ spurgte Patricia.
„Nårh, nu ka' jeg se den,“ udbrød Tanja. „Der hænger en gennemsigtig line ned fra træet. Den er meget tynd, som en fiskeline.“
„Orv ja, og den er forbundet til toppen af træet,“ sagde Patricia. „Den fortsætter langt ud i området, så vidt jeg ka' se.“
„Måske når den tværs over hullet,“ sagde Kasper. „Jeg tjekker lige ...“
De ventede mens han løb over dæmningen. Der gik et par minutter, så ringede Absalons telefon.
„Ja? ... godt, Kasper ... ja, det regnede jeg osse med ... ka' du se hvor langt den fortsætter? ... hmmm ... okay, kom bare tilbage.“
Absalon afbrød. Pigerne så utålmodige på ham.
„Linen ligger hele vejen igennem bassinet og den fortsætter ind over træerne ved Petra Skjaldagers hus.“
„Hva' ka' det betyde?“ spurgte Tanja.
Absalon fik sit spekulative udtryk på.
„Det betyder at vi haler ind på ugledrengen.“
„Hvordan dét?“ spurgte Patricia.
Kasper kom tilbage.
„Det er sgu godt spottet, Abso,“ sagde han forpustet. „Vi må opklare hvor den line ender.“
„Ja, men først må vi undersøge reden deroppe.“
„Hva' nu hvis der ligger en ørn på æg?“ spurgte Tanja.
„Eller ugledrengen bor der?“
Det var Patricia.
„Der er ingen ugledreng,“ sagde Absalon tålmodigt. „Hvem er go' til at klatre i træer?“
„Det er jeg,“ svarede Kasper. „Men de øverste grene er noget tynde ... jeg ved ikke ... hvem af jer tøser vejer mindst?“
„Mig,“ sagde Patricia straks. „Jeg vil gerne kravle derop. Jeg har klatret meget i træer som barn.“
„Hallo!“ protesterede Tanja. „Jeg vejer altså kun ét kilo mere end dig ... men jeg er ikke så go' til klatring.“
Der var masser af grene på træet, men de nederste sad to meter over jorden.
„Kom, Abso, vi gi'r hende lige en spejderfod.“
De løftede Patricia op til de nederste grene. Hun hævede sig behændigt op og fortsatte kvikt mod kronen. De andre så afventende til.
„Hvis jeg var Tarzan, ville jeg tro at det var Jane,“ grinede Kasper. „Det er godt, Patricia!“
„Jeg havde helt glemt hvor sjovt det er at klatre i træer.“
„Pas nu på,“ advarede Tanja.
„Ja, ja, mor.“
Adrenalinen steg i Patricias krop, jo højere hun kom op. Fuglereden sad yderligere 5-6 meter over hende. Hendes puls gik i vejret. Det var især tanken om hvad der kunne være i reden.
„Vær forberedt på at der måske pludselig letter en fugl,“ advarede Kasper.
„Jeg har tænkt på det,“ kaldte hun ned.
Her var en mulighed for at gøre et godt indtryk på Absalon efter at hun havde snakket over sig i interviewet. Han havde sendt hende et meget tilfreds blik da hun fandt den hemmelige udgang bag bogskabet, og dette initiativ kunne måske være med til at booste hendes anseelse i Spøgelseslinien yderligere.
„Jeg ska' vise Abso hva' piger er lavet af,“ pustede hun og ignorerede, når klister fra grenene satte sig i håndfladerne.
For at undersøge fuglereden indvendigt var hun nødt til at kravle mindst lige så højt op, men hun kunne ikke komme rundt om den store sammenfletning i lige linje. Den var for bred og hang ud over grenene, men træet havde en kraftig afstikker, som hun klatrede ud ad for at komme videre. Patricia masede og pustede. Sveden løb kildrende under blusen, men der var ikke tid til at tænke på udseendet og risikoen for snavs på tøjet nu. Det tætte bladhang dækkede for udsynet til de andre nede på jorden. Til gengæld var hun så højt oppe, at hun sad over reden. Der hang flere grene i vejen som dækkede for udsynet. Forsigtigt kravlede hun over på en anden afstikker. Der gik en tyk gren ud fra hovedstammen lidt længere nede. Den kunne hun passende stå på. Patricia masede sig ind mellem de nedhængende grene. Alt var grønt omkring hende nu. Hun kom forbi grenene, og reden lå åben lige foran hende. Den var stor og dyb. Over en meter bred og bygget af kraftige sorte grene. Indersiden var lettere foret med mos og dun. Hun kiggede ned i den og blev skuffet.
„Øv ...“
Reden var tom.
Og dog.
Hun gik lidt længere frem og opdagede noget mørkt i bunden. Det var ikke en fugl. Det lignede nærmere en bylt af stof. Hun tog fat i kanten af reden og ruskede den. Den var solid nok og sad godt fast til grenene. Forsigtigt kravlede hun op i reden og lagde sig på knæ. Det var besværligt og gjorde ondt på grund af de hårde grene. Noget tog fat i hendes lange hår bagfra. Patricia strittede forskrækket imod, men det holdt igen. Bladene raslede. Hun sad i en akavet stilling, så hun kunne kun vende sig halvt. Over skulderen anede hun et par store stirrende øjne og et skarpt krumt næb. Det var ugledrengen der havde fat i hende!