Kapitel 16

 

Ivan får en date

 

Patricia skreg.

Hun forsøgte at rive sig løs, men jo mere hun sled, desto stærkere holdt ugledrengen fast i hendes hår.

„Du må ikke gøre mig fortræd!“ hvinede hun og vred sig for at kigge bagud. „Vi vil dig ikke noget ondt! Vi vil bare hjælpe dig! Mine venner står nede på jorden! De ka' høre hvis du gør mig noget!“

Ugledrengen svarede ikke. Han holdt bare stædigt fast. Patricia forsøgte at få kontrol over sig selv. Måske var han stum eller døv eller begge dele? Eller måske forstod han ikke dansk.

„Do you speak english, owlboy?“

Mobiltelefonen ringede i hendes lomme. Hun kunne høre de andre kalde nede fra jorden.

„Patricia! Hva' laver du?“

„Kasper kommer op til dig!“ råbte Tanja.

Patricia slappede helt af. Ugledrengen gjorde det samme. Når hun ikke hev, så trak han heller ikke. Måske var han venligtsindet når alt kom til alt. Et rart spøgelse. Hun vred sig forsigtigt og opdagede omsider hvad der var sket. Hendes hår var blevet filtret ind i en gren. Lige bag den var et stort ugleansigt med et krumt næb, men nu hvor hun havde tid og panikken havde lagt sig, kunne hun let se at det bare var en maske. Der var selvfølgelig ingen i den. Og resten af ugledrengen manglede. Hun følte sig med ét utrolig dum over hvor let fantasien havde overrumplet hende. Det kunne være gået grueligt galt.

„Patricia?“ spurgte Kasper forpustet fra nogle af grenene nedenunder.

„Jeg er okay, men mit hår sidder fast.“

„Ta' det roligt. Jeg er på vej.“

Et øjeblik efter kom Kaspers lyskrøllede ansigt til syne mellem grenene. Han grinede da han så hende på knæ oven i reden.

„Ligger du på æg? Det var altså ikke meningen at du sku' flytte ind i den rede.“

„Det er ikke morsomt. Det gør ondt.“

„Hva' var det du råbte om ...? Shit, ugledrengen!“

Kasper tog masken fra grenstumpen den hang på. Han studerede den nærmere.

„Orv, den er livagtig, hva'? Nu er vi sgu lige i hælene på varuglen, som Abso sagde.“

„Gider du godt få mig fri af den gren inden jeg bli'r helt skaldet?“ vrissede Patricia utålmodig.

„Ja, ja.“ Kasper hængte masken tilbage og gik i gang med udfiltringsarbejdet. „Hvordan har du fået rodet det sammen på dén måde? Det er godt nok kun en lille gren, men den er viklet helt ind i ... øjeblik, jeg brækker den lige af, så er det nemmere.“

Der lød et knæk.

„Auv!“

„Undskyld, den brækkede ikke helt af. Det er fordi den er frisk ... vent, jeg har da min lommekniv.“

Han rodede i lommen.

„Heldigt at den har en sav.“

„Du må ikke save i mit hår!“

Kasper grinede igen.

„Dén har jeg godt nok aldrig hørt ... hårsavning. Jeg saver bare grenen helt af. Sådan.“

Patricia kom fri. Kasper rodede lidt med grenen i håret og rakte hende den over skulderen.

„Vil du ha' den som souvenir?“

Hun vendte sig mod ham. Kasper var lettere svedig efter klatreturen. Hans muskler rundede under T-shirten. Patricia tog sig i ikke at være for piget.

„Jeg blev ret bange. Jeg så ugleansigtet ud af øjenkrogen og troede det var ham. Der ligger noget nede i bunden af reden.“

Kasper strakte hals.

„Hva' er det?“

„Aner det ikke.“

Kasper hvilede et knæ på reden. Den gav sig en smule.

„Pas på!“ gispede Patricia og greb fat om hans skuldre. „Den ka' nok ikke bære to.“

„Prøv om du ka' trække genstanden op,“ foreslog Kasper.

„Her er altså ikke ret meget plads.“

„Jeg ska' nok holde dig, så du ikke falder.“

Patricia masede i reden. Hun trak en mørk aflang bylt på en halv meter op. Det var en pose af sort fløjl med en snor bundet om den ene ende. Patricia bandt snoren op. Hun trak en mystisk konstruktion ud i lyset. De så på den og derefter på hinanden.

Kaspers mobiltelefon ringede. Det gav et lille sæt i dem. Han besvarede opkaldet.

„Hallo? ... hej, Abso ... ja, vi har det fint. Ugledrengen er hjemme. Vi har fundet noget der minder om en slags sammenfoldet drage. Den har fuglevinger med brunlige fjer, hale og store kløer af noget der ligner hårdt gummi. Hovedet er en slap ballon, som kan pustes op. Og masken hænger her ved siden af. De enkelte dele hænger løst sammen i en marionet. Det ser ud til at de ka' spændes op på et meget let midterskrog som udgør kroppen. Det er en slags paraplyprincip ... hva? ... øjeblik ...“ Kasper bøjede sig og kiggede ind i skroget. „Jo, du har ret, der sidder sgu en lille motor og der er osse en stump antenne. Jeg tør vædde med at vores ugledreng bli'r fjernstyret, når han flyver rundt om natten.“

Absalon sagde noget mere.

„Ka' du se fiskelinen, Patricia?“

Den havde hun fuldkommen glemt i spændingen.

„Nej, jeg ... Jo! Den sidder bundet fast her i kanten af reden og den hænger ned mellem grenene.“

Kasper fortalte det videre.

„Ja ... vi kommer ned om lidt ... hvad? ... gider du godt gentage dét? ... hmmm, jo, okay, jeg ska' nok spørge hende.“

Han afbrød. Patricias puls steg igen.

„Hva' sku' du spørge om fra Abso?“

„Øjeblik ... Abso vil ha' at vi lægger tingene tilbage nøjagtigt som vi fandt dem, så ingen opdager at vi har været her. Han vil osse gerne ha' nogle fotos, men mit kamera er løbet tør for batterier.“

Patricia stak hånden i baglommen og tog sin mobiltelefon frem med et triumferende smil.

„Fedt, så ka' du knipse.“

Patricia begyndte at fotografere.

„Hva' sku' du spørge om fra Abso?“

Kasper foldede forsigtigt marionetten og lagde den ned i posen som han bandt sammen.

„Det er noget med mig og Abso, ikke? Sku' du spørge om jeg vil være kæreste med ham?“

Kasper bed sig i læben med et beklagende smil.

„Ikke helt ... han spurgte om du vil date Ivan?“