Kapitel 17

 

Ugledrengen kommer tættere på

 

„Hvordan går det, Kasper?“

Spørgsmålet kom lavmælt fra Absalon over walkie-talkien. Kasper spejdede op og ned ad den øde landevej. Natten var stille og lun. Ikke en vind rørte sig. Han trykkede sendeknappen ind.

„Jeg står lige i nærheden af indkørslen. Der er en lukket tremmelåge og hegn om grunden. Der går en hvid grusvej op til huset. Sikken et skur! Det ligner et af dé dér spanske palæer man ser hos rockstjerner på MTV. Der må være mindst 10 værelser derinde. Jeg tror det er en Jaguar der holder i indkørslen.“

Frank T. Levenhalds store ejendom lå lidt uden for selve Mørbjerg. På den modsatte side af landevejen var der marker, mens en mindre skov grænsede op til rigmandens bolig. Der var lys i 3-4 af vinduerne i det store hus.

Kasper var sikker på at stedet var videoovervåget. Porten var i hvert fald, det kunne han se, så han sørgede for at holde sig på sikker afstand. Der var ganske givet også tyverialarmer derinde. Ikke at han havde tænkt sig at afprøve formodningen, men hvis nogen opdagede ham, kunne det blive svært at forklare hvad en 15-årig dreng lavede på lur foran huset på denne tid af døgnet.

Kasper brød sig generelt ikke om situationen. Han stod og vuggede uroligt på stedet. Han mærkede en nagende fornemmelse i maven. Han havde prøvet det før. Det plejede ofte at betyde at noget uventet skete.

„Hva' har du egentlig tænkt dig at vi ska' gøre, Abso?“ spurgte han utålmodigt i walkie-talkien.

„Vente,“ lød Absalons svar. „Det er op til ugledrengen om han vil vise sig. Alt hva' vi ka' gøre er at koncentrere os om at overvåge kernepunkterne.“

Kasper sukkede og skuttede sig. Her var ret mørkt. Der var ingen gadelygter på landevejen, så det nærmeste lys kom fra nogle lamper som markerede grusvejen op til huset. I den modsatte retning kunne han se et enkelt svagt lys inde i Mørbjerg.

„Hvordan går det hos dig?“ spurgte han.

„Her er stille og fredeligt,“ svarede Absalon.

Kasper vidste at han lige nu stod inde ved grusgraven under det store egetræ med fuglereden. Der måtte være meget mørkere end her. Kasper fik en lille kuldegysning ved tanken. Meget kunne man sige om Absalon, men han var i hvert fald hverken mørkeræd eller let at skræmme.

„Har du snakket med tøserne?“

„Jeg talte med Tanja for 20 minutter siden. Alt går efter planen.“

 

Tanja gabte. Det var svært at holde sig vågen når man var alene. Hun så igen på uret. Der var kun gået fire minutter siden hun sidst tjekkede, og klokken var knap nok 12 midnat. Som aftenen før sad hun på vagt i Petra Skjaldagers soveværelse på 1. sal og kiggede ud i baghaven.

Nu vidste hun at den tynde line fra egetræet fortsatte over huset til en telefonpæl, der stod ved landevejen. De havde opdaget at den hang bag pælen og endte i en spole som lå i et hulrum under en større sten. Hvis man ville, kunne man altså let »rulle linen ind« og dermed spænde den op, så den hang tværs over grusgraven. Absalon mente, at det var på dén måde ugledrengen var blevet levendegjort med marionetten, og nu blev de mistænkte overvåget. Petra Skjaldager var ikke en af dem, men det var hendes plejebarn. Den gamle dame sov lige nu inde i gæsteværelset.

Tanja skiftede stilling på den hårde stol. Hun måtte passe på ikke at falde i søvn, selv om hun havde den største lyst til det. Alt lys i værelset var slukket, og kameraet var klar til optagelse med sin røde diode. Vinduet stod på vid gab. En kølig brise strøg ind i værelset.

Hun hvilede hagen i hånden.

Sommerferien var snart forbi. Om to uger skulle de i skole igen. Hun kunne slet ikke forstå at de havde oplevet så meget på et halvt år. Først Krageholm og V.I.P.-showet, så mysteriet i Ølløse og nu det her. Og så havde Kasper oven i købet været på ferie på Maldiverne med sin familie. Og hun havde selv været i Spanien.

Tanja savnede ikke de nærmeste veninder og kammeraterne fra klassen så meget som hun plejede. Måske fordi Patricia havde været med til det hele. Mødet med Absalon og Kasper havde ændret deres liv. Hun havde fået et helt anderledes nært og varmt forhold til de to end til andre drenge hun havde kendt. Måske fordi der ikke var noget ægte kæresteri imellem dem. De fire var blevet en slags »familie« i Spøgelseslinien. En stærkt sammentømret gruppe med et helt specielt bånd, der ikke præcist kunne beskrives. Tanja kunne heller ikke forklare det for sig selv. Hun vidste bare at havde det drejet sig om enhver anden end Absalon og Kasper, så havde hun for eksempel aldrig gidet sidde en hel nat for at glo ud i en mørk baghave.

Patricia følte på samme måde. De havde snakket om det flere gange. At Patricia så var blevet småforelsket i Absalon, var det eneste der gjorde kammeratskabet lidt kompliceret. Men det blev Trissis sag, og Tanja håbede for hende at hun en dag scorede Abso.

Måske kunne de alle fire rejse på ferie til Syden næste år. Bo i en lejlighed ved Middelhavet og bade og tage på cykelture i bjergene. Og Absalon kunne opdage en lokal vampyr som de skulle jage om aftenen. Tanja sukkede. Hun kunne næsten høre havets brusen og mågerne, der kaldte med deres karakteristiske geao ... geao ... geao ...

En lav snerren fra vindueskarmen fik hende vågen på et splitsekund. Hun greb mobiltelefonen.

„Tanja.“

„Patricia her. Hva' sker der?“

„Ingenting. Hvordan går det med daten?“

Patricia lød ret utilfreds.

„Jeg ka' godt sige dig, Tanni, Abso skylder mig altså noget for det her. Vidste du at der findes over 425 nøgleringe kun med benzinmærker?“

Tanja lo.

„Hvor er du?“

„Jeg sidder sgu da hernede i kælderen og spiller et eller andet tåbeligt spil med trolde og alfer. Jeg er ved at få røde knopper.“

„Hvordan er det ellers gået?“

„Joh, han er da meget sød og han forærede mig den største vaffelis nede på grillen, men det er altså ikke totalt inspirerende for en voksen kvinde at date en 12-årig nørd med hang til computer- og rollespil.“

Tanja fnisede.

„Hvor er gemalen?“

„Oppe i køkkenet for at lave kakao.“

Da Tanja lyttede efter, kunne hun godt høre lav skramlen, men det lød som om støjen kom fra haven.

„Har du husket at kigge efter telefonpælen som Abso bad om?“

„Ja, ja, jeg ka' se den her fra kældervinduet, men det er for mørkt til at se om linen er spændt eller ej, og vi kom altså først hjem fra grillen omkring klokken ti.“

„Okay, så må vi ... Øjeblik, Trissi, der er noget der rumsterer nede i ha...“

„Wrurururuhihihihihihirararararararararararaorororororo!“

Skriget fik Tanja til at fare sammen.

„Hørte du dét?“ råbte Patricia i telefonen.

Tanja nåede kun lige at rejse sig, da et glødende lys dukkede op foran vinduet. Hun gispede og gik baglæns, så stolen skrabede over gulvet. Ugledrengen sad lige udenfor på muren. Han virkede parat til at angribe.