Kapitel 18
Skridt i natten
„Trissi, han er her,“ hviskede Tanja desperat til telefonen. „Trissi! Ka' du høre mig?“
Patricia svarede ikke.
Tanja stod rådvild i det mørke soveværelse, mens ugledrengen gloede sultent på sit næste bytte. Hun gøs. Billederne af masken fra fuglereden var milevidt fra dette skræmmende portræt med horn som antenner og glødende øjne på størrelse med digestives. Hans fjerklædte fjæs udstrålede indestængt had og skummende raseri mod den verden der havde udstødt ham. Det skarpe krumme næb åbnede og lukkede sig prøvende. En slangeagtig hvislen lød fra hans svælg.
Kameraet dækkede det meste af vinduet. Medmindre han var et af den type spøgelser, der ikke kunne fanges på film, kunne han slet ikke undgå at komme med på optagelsen. Og dog. Kameraet optog nemlig ikke.
Tanja skar en grimasse. Hun var ikke bedre end Kasper. Hun mobiliserede alt sit mod og listede langsomt mod vinduet. Ugledrengen drejede hovedet fra side til side. Der var næppe megen tvivl om at han kunne se hvad hun lavede trods mørket. Fodtrin lød ude på trappen bag den lukkede soveværelsesdør. Nogen var på vej op.
Tanja pressede læberne hårdt sammen og rakte armen ud efter kameraet. Hendes finger dirrede tæt ved den røde diode. Døren bag hende røg op med et brag. Tanja trykkede på record-knappen. Ugledrengen forsvandt fra vinduet. Lyset blev tændt i værelset. Tanja kneb øjnene sammen. Patricia så urolig ud. Ivan stod bag hende.
„Hva' sker der, Tanni? Jeg hørte ugledrengsskriget.“
„Ja. Han er ude i haven. Han har lige gloet ind ad vinduet. Jeg ved altså ikke om han nåede at komme med på optagelsen.“
„Rolig, Patricia og Tanja,“ udbrød Ivan med en fremstrakt hånd som en komisk parodi på Superman. „Vent her. Jeg fanger ham.“
Han fór ud af værelset og buldrede ned ad trappen.
„Nej, Ivan! Kom tilbage! Måske er han farlig!“
Døren til gæsteværelset åbnede. Fru Skjaldager kom forsovet ud i slåbrok.
„Du godeste! Hvad sker der? Brænder huset?“
„Det er ugledrengen. Han er ude i haven.“
„Ondt i maven? Hva' har I da spist, kære børn?“
„Nej, ugledrengen har lige været her.“
„Guud! Det var dog uhyggeligt. Gjorde han jer noget?“
„Nej,“ svarede Tanja. „Han kiggede bare ind ad vinduet.“
„Spiser vindruer? Nå, men så er han vel ikke så farlig som folk siger ... Hvor er Ivan?“
„Han er løbet ud i haven,“ sagde Patricia.
„Laver kakao? Jamen, det kan han ikke finde ud af. Jeg må hellere klare det.“
Den ældre dame gabte og trissede ned ad trappen.
„Jeg ringer til Abso,“ sagde Patricia og hentede nummeret frem.
Tanja så på kameraet. Det optog stadig. Hun stoppede det. Så stak hun forsigtigt hovedet ud ad vinduet. Ivan havde tændt lys på siden af huset. Hun kunne se ham gå rundt i halvmørket dernede og kigge mellem træer og buske.
„Har du set ham, Ivan?“
„Nej, han må være fløjet sin vej.“
„Hva' leder du efter?“
„Ingenting ... jeg snuser efter spor.“
„Det må du hellere la' Absalon om,“ svarede Tanja og spejdede ud mod grusgraven. Hun forsøgte at pejle sig ind på det store egetræ med fuglereden, men det flød sammen med resten af skoven. Et stykke længere borte var der lys i et hus. Pludselig gik en sammenhæng op for hende. Det var Frank T. Levenhalds pragtvilla, og hvis hun kunne se derover, så kunne han selvfølgelig også se over til dem.
Kasper gabte og så på uret. Klokken var snart halv et. Han kiggede sig over skulderen. Nu var der kun lys i to vinduer i det store hus. Det kunne blive en lang nat. Han var i tvivl om hvor længe Absalon havde tænkt sig at de skulle sidde på vagt. Sikkert til den lyse morgen. Abso var totalt dedikeret når han arbejdede på en sag. Han var ikke typen der quittede på halvvejen.
Et lavt stengærde adskilte landevejen fra skoven. Kasper havde valgt et passende fladt sted og forsøgt at gøre sig det behageligt. Det var svært på hård sten. Hans røv snurrede. Faktisk sad han væsentligt bedre på den gamle cykel, som han havde lånt fra museets værksted og lagerrum.
Det var underligt med maleriet som hang derinde. Hvorfor havde ejeren ikke taget det med sig, da han solgte huset? Det var måske et lettere creepy portræt, men det var bestemt ikke noget dårligt billede. Måske havde den tidligere ejer vidst, at det udgjorde den hemmelige dør, men hvorfor havde han så ikke fortalt det til ejendomsmægleren? Den slags særprægede detaljer kunne godt hæve prisen på et hus.
Kasper lukkede øjnene et øjeblik.
Han hyggede sig med at netop Patricia havde fundet ugledrengens flugtvej. Det gav helt klart plusser i karakterbogen hos Abso, selv om han forsøgte at skjule det. Kasper funderede over om Spøgelsesliniens grundlægger mon nærede varmere følelser for den rødblonde pige end han ville indrømme over for sig selv. Nå, det blev jo hans egen sag. Kasper vidste bare at han selv syntes, at både Tanja og Patricia var hotte som bikinibabes på en steghed sommerdag, men det fede ved dem var, at selv om de var bevidste om deres status, så var de ikke utilnærmelige som visse andre kønne piger.
Kasper åbnede øjnene. Der lød skridt!
Han dukkede sig instinktivt og så i retning af porten. Nogen kom gående ude fra mørket, men han kunne ikke se vedkommende. Hvis det var én der skulle ind i huset, var det ikke noget problem, men hvis nattevandreren ville ind til Mørbjerg, kunne han ikke undgå at blive opdaget på stengærdet. Personen ville sikkert undre sig over hvad han bestilte her på dette tidspunkt. Det kunne give problemer.
Kasper slukkede for walkie-talkien og svang benene over gærdet. Han listede krumrygget lidt ind i skoven. Han stillede sig ved et træ og ventede.
Skridtene kom nærmere.
Han havde udsyn til den oplyste grusvej og halvdelen af huset. En stor busk dækkede for porten og noget af landevejen.
Skridtene standsede.
Kasper kneb øjnene sammen og strakte hals. Vedkommende stod stille. Formentlig foran tremmelågen, men han kunne ikke se det. Der gik et øjeblik. Kasper holdt vejret.
Så fortsatte skridtene inde i gruset.
En høj, mørk og ret bredskuldret mand kom til syne. Han gik op mod det store hus. Kasper kunne ikke opfange ret mange detaljer ud over at personen var barhovedet og mørkhåret. Han havde en stribet sømandstrøje på. Manden skråede ind over et stykke græsplæne med retning mod hoveddøren.
Kaspers mobiltelefon ringede.
„Shit ...“
Han fumlede febrilsk i lommen og nåede at besvare opkaldet inden andet ring.
„Hallo?“ hviskede han.
„Det er Absalon. Har du slukket for walkien?“
Kasper spejdede op mod huset igen. Manden var væk.
„Ja. Jeg var bange for at bli'e opdaget. Der er lige en fyr der er gået ind til millionæren. Jeg ku' ikke se ham særligt tydeligt.“
„Var det en gæst?“
„Aner det ikke. Han kom til fods, men han havde adgang til porten. Det lignede ellers ikke én der ville passe i en millionærs hus, men han gik altså meget stedvant og målbevidst derind.“
„Hvordan så han ud?“
Kasper beskrev ham så godt han kunne.
„Hmmm ... det ka' være en medarbejder. Velhavere som hr. Levenhald må forventes at ha' ansatte i så stort et hus: gartnere, rengøringshjælp, en mekaniker eller en handyman.“
„Sgu da ikke på dét her tidspunkt. Det lignede nærmere en sømand.“
„Måske er det en ven af familien ... Bliv hvor du er og hold øje med huset. Jeg er på vej over til fru Skjaldager. Tanja har set ugledrengen uden for vinduet.“
„Nå!“
„Han er væk, men hun fik muligvis filmet ham. Jeg vil gerne tjekke det. Ring til mig, hvis der sker mere.“
„I lige måde.“