Kapitel 19

 

Den mystiske knivkaster

 

„Jeg ka' ikke li' det, Abso,“ sagde Tanja urolig. „Hva' nu hvis Kasper bli'r opdaget? De tror måske han er indbrudstyv.“

De stod ude i Petra Skjaldagers baghave sammen med Patricia og Ivan. Det vil sige; Absalon lå på alle fire med en lommelygte og rodede i det dugvåde græs, mens de andre så på.

„Der sker ikke noget,“ sagde han og lyste søgende rundt på plænen. „Kasper er både fornuftig og forsigtig. Han ka' klare sig selv.“

„Hva' er det du leder efter?“ spurgte Patricia.

„Ugledrengen.“

Patricia lo.

„Tror du han har gravet sig ned som en muldvarp?“

„Det ka' man aldrig vi... aha!“

„Hvad?“ sagde Tanja.

Absalon lyste på et skarpt mærke i græsset. Det lignede aftrykket efter noget tungt.

„Og her er det andet ... hmmm ...“

„Hva' har du fundet?“ spurgte Ivan nysgerrig og lænede sig forover med armene hvilende på lårene.

Absalon slukkede lygten. Han rettede sig op på knæ.

„Hvor længe har du boet her i Mørbjerg, Ivan?“

„Siden sidste sommer.“

„Så må du kende nogen af beboerne.“

„Ihh ja, jeg kender mange, ikke at jeg ved hva' de alle sammen hedder, men jeg kender dem af udseende.“

„Har du nogensinde set en ret stor mand, mørkhåret og bredskuldret? Han går nogle gange i en stribet sømandstrøje.“

Ivan tænkte sig om.

„Præsten og bageren er ret store, men jeg har aldrig set dem i sådan noget tøj.“

Stuevinduet blev åbnet. Fru Skjaldager kiggede ud.

„Kom ind og drik kakaoen mens den er varm, søde børn, så vi kan komme i seng og få noget nattero. Jeg synes I skal lade den stakkels ugledreng være i fred, når han kun spiser vindruer ... og du burde altså ikke ligge dér i græsset når det er vådt, Amadeus. Du risikerer at blive forkølet.“

„Øh, jeg hedder Abs...“

„Jeg synes der mangler én,“ afbrød den gamle dame.

„Det er Kasper,“ sagde Tanja.

„Jasper, ja.“

„Han er ude på en opgave,“ forklarede Patricia.

„Jobsamtale?“ sagde fru Skjaldager forvirret. „Jeg troede han gik i skole.“

 

Kasper sad op ad træet og halvdøsede. Hans ryg værkede af den hårde »massage« mod stammen, men han ville ikke lægge sig på jorden. Så risikerede han bare at falde i søvn. Klokken var nu halv to og der var intet sket i en time. Han havde kun hørt et par mus pusle inde i skoven og noget fjern rumlen, som måske var torden. Der var i hvert fald ikke udsigt til regn. Himlen var helt klar.

Pludselig snurrede telefonen i lommen. Han havde sat den på lydløs. Han fandt den frem.

„Det er Kasper.“

„Hej, Cash. Det er Tanja.“

Han blev vågen og rettede sig.

„Hej, du. Hvordan går det?“

„Fint. Vi har fået kakao uden spiritus. Nu ligger vi i fru Skjaldagers gæsteværelse. Det vil sige; Abso er gået over til træet ved grusgraven igen ... jeg har altså ondt af dig. Du har siddet halvdelen af natten ved det hus og gloet.“

„Nårh, det er ingenting,“ sagde Kasper lavt. „Vi elitesoldater er vant til den slags. Hvordan gik det med Patricias date?“

Tanja fnisede.

„Jeg tror Trissi har meldt sig ind i en rollespilsklub ... ja, nu griner hun ... men Ivan ka' altså ikke være ugledrengen, for jeg så ugledrengen uden for vinduet samtidig med at Patricia og Ivan kom ind i værelset. Og vi hørte skriget igen.“

„Så du ham tæt på?“

„Ja, men kun hovedet. Det var ret uhyggeligt. Vi har fået et glimt af ham på film. Abso vil sammenligne de to optagelser i morgen.“

„Tror du han er ægte?“

Tanja tøvede.

„Jeg vil helst sige »nej«, men han så altså meget livagtig ud. På den anden side tror jeg nok ikke på den slags.“

„Der er mere mellem himmel og jord. Du ka' bare ta' den hestevogn vi kørte med til Krageholm og den blå mand.“

„Jeg tror altså hestevognen var et nummer filmfolkene lavede med os. De vil bare ikke indrømme det.“

Kasper tvivlede.

„Måske.“

„Nå, men jeg sku' sige fra Abso at hvis der ikke er sket noget inden for et kvarter så synes han, at du ska' køre hjem og sove. Så snakker vi sammen i morgen.“

„Okay, jeg kører til museet. Jeg har nøglen.“

„Pas på dig selv og luk alle vinduer. Bare for en sikkerheds skyld.“

„Det ska' jeg nok. Sov godt.“

„I lige måde, Cash.“

Han lagde telefonen i lommen og gloede ud i natten.

Hvis Ivan var uskyldig og ugledrengen var et falsum, hvem stod så bag? Når han tænkte tilbage på den dramatiske situation i Kloværelset, kunne det ikke være et voksent menneske der var klædt ud, slet ikke en stor og fed mand som Frank T. Levenhald. Så måske var det den ægte vare de havde overrasket?

Kasper rejste sig for at strække ryggen. Han kunne sgu lige så godt køre nu. Landevejen var helt øde og den store millionærvilla lå mørk hen med undtagelse af en lampe over hoveddøren. To biler, fire mus og den ukendte mand var alt hvad der havde været forbi i flere timer. Han traskede hen til stengærdet, skrævede over det og samlede cyklen op. En svirpende lyd brød stilheden: Spooooiiinng!

Han tabte cyklen af forskrækkelse. Den faldt larmende ned på stengærdet. Han så sig om og opdagede en stor dolk, der sad boret ind i træet hvor han lige havde siddet. Kaspers puls accelererede. Han stirrede hen mod porten som måtte have været kasteretningen, men der var ingen. Tøvende vovede han sig tilbage til træet. Det var en bredbladet jagtkniv med et skarpt rillet skær, læderhåndtag og et karakteristisk emblem i enden. Det bar initialerne FL. Kasper så sig urolig om igen. Han var alene. Med lettere besvær trak han dolken fri af træet.

Skridtene lød ude på landevejen!

Han knugede hårdt om dolkens håndtag. Listede hen til stengærdet. Strakte hals. Et stykke forbi porten nåede han lige at ane manden med sømandstrøjen forsvinde i mørket. Skridtene fadede. Han var på nippet til at råbe efter den mystiske knivkaster, men endnu et blik på det skarpe blad, fik ham til at ombestemme sig.