Kapitel 22

 

Gåden om den aflåsede skuffe

 

„Hva' nu hvis han ikke vil lukke os ind?“ spurgte Kasper.

„Så venter vi til han kommer ud,“ svarede Absalon.

„Men måske vil han slet ikke tale med os.“

„Det er jeg nu ret sikker på at han vil, når vi viser ham kniven.“

„Men hva' ska' vi sige?“

Absalon vendte sig mod sin kammerat med et venligt, men bestemt udtryk. De stod foran den lukkede tremmeport til Frank T. Levenhalds domicil.

„Bare la' mig føre ordet, så ska' det nok gå. Din opgave er at holde det lille kamera parat. Hvis jeg gi'r tegn på den måde vi har aftalt, så knipser du, okay?“

Kasper rystede på hovedet med et skævt smil.

„Du er skør, Abso, men man ka' jo ikke la' vær' og holde af dig.“

Absalon trykkede på knappen til et samtaleanlæg, der sad i den ene stenpille. Der gik et øjeblik, så lød en kvindestemme over højttaleren.

„Hallo?“

„Goddag, mit navn er Absalon Kronborg. Jeg vil gerne tale med hr. Levenhald.“

„Hvad drejer det sig om?“

„Det er en privat sag. Er hr. Levenhald til stede?“

„Vi køber ingenting.“

„Vi er her ikke for at sælge, men for at aflevere. Vi er kommet i besiddelse af en personlig genstand der muligvis tilhører hr. Levenhald. Vi er ikke 100% sikre.“

„»Vi«?“

Absalon trådte et skridt tilbage og kiggede op i overvågningskameraet.

„Min kollega, Kasper Gregersen og jeg. Vi kommer fra bureauet Spøgelseslinien.“

Kasper stillede sig hen ved siden af ham og vinkede kort. Samtaleanlægget var tavst nogle sekunder.

„Er det ikke jer fra tv?“

„Jo,“ svarede Absalon. „Men vi arbejder ikke for tv.“

Tavshed igen.

„Et øjeblik, så skal jeg høre om hr. Levenhald har tid.“

Der gik nogle minutter, så kom der liv i samtaleanlægget igen.

„Værsgo at komme ind.“

Tremmelågen begyndte at summe. Så gik den langsomt op. De to drenge smuttede indenfor. Absalon spejdede ivrigt rundt i gruset og på græsset, men der var ikke tid til at investigere ret meget, for hoveddøren åbnede og en yngre mørkhåret kvinde i en lys kjole kom ud. Hun så dem an med et venligt, men alligevel lidt mistroisk udtryk.

„Hr. Levenhald er en travl mand, så det kan ikke blive noget langt besøg.“

„Vi skal nok skynde os,“ lovede Absalon.

Forhallen de kom ind i var høj og lys. I højre side buede en stor smedejernstrappe med røde marmortrin op til øverste etage. Der stod et par meterhøje gulvvaser med kinesiske motiver på hver side af et stort spejl. Kvinden ledte dem hen til en åben dør.

„Hvis I vil vente herinde, så kommer hr. Levenhald om et øjeblik.“

„Tak.“

„Og vær venlig ikke at røre ved noget.“

Kasper og Absalon gik ind i en stue, der var lavere end forhallen, men næsten tre gange så stor.

„Det er sgu sjovere at være rig,“ hviskede Kasper imponeret. „Se lige dén dér, Abso!“

I et hjørne foran skydedøren ud til en bred terrasse stod et hestestort dyr med drabelige horn og gloede på dem. Kasper styrede med magnetisk præcision mod den udstoppede kæmpe.

Stuen var rigt møbleret med brede sofaer, store lænestole, smukke udskårne borde og et hav af andet inventar, der stod på gulvet eller hang på væggene i form af udstoppede dyrehoveder, gevirer, fisk på polerede træplader samt eksotiske masker, spyd og skjolde. På en væg hang ikke mindre end fire jagtgeværer. Det var dog nogle små og ret uanselige sort-hvide fotos i rammer, der fangede Absalons opmærksomhed.

„»Vandbøffel nedlagt på Brahmaputra-sletten, Indien, d. 14. august 1963«,“ læste Kasper højt.

„Af min far, Fritjof Levenhald,“ svarede en stemme henne fra døren. „Et af verdens farligste dyr ... altså ikke min far, men vandbøflen, he, he.“

Frank T. Levenhald stod i skriggul skjorte og skakternede bukser. Uden hat lignede han med sit skaldede hoved en rødsprængt ballon, men der spillede et venligt smil om hans mund. Den fede mand stak en stor cigar mellem tænderne og kom ind i stuen, svingende med en putter.

„Hva' så, drenge? Er det den håbløst konservative museumsdirektør der har sendt jer i byen, eller er I kommet for at gi' mig nogle go'e råd til min puttetræning?“

„Vi kommer på eget initiativ,“ svarede Absalon voksent. „Vi har fundet noget som vi mener kan tilhøre Dem.“

Frank Levenhald studsede.

„Nå, dét må jeg nok sige. Hva' ka' det være?“

Absalon rakte ham en sammenrullet plasticpose.

„Pas på, når De pakker den ud. Den er meget skarp.“

Den tykke mand tog undrende imod posen. Han rullede den ud og kiggede ned i. Så tog han en aflang genstand indpakket i køkkenrulle op.

„Hva' er dog dét?“

Han pakkede op og stod et øjeblik efter med den store jagtkniv i sin golfbehandskede hånd. Udtrykket i hans fedladne ansigt var så komisk at Kasper var på nippet til at grine.

„Hvor i alverden har I dén fra?“

„Vi fandt den i går aftes,“ forklarede Absalon. „Den lå ved stengærdet tæt på Deres indkørsel og så tænkte vi at med de initialer kunne ...“

„Ja, ja,“ nikkede den tykke mand alvorligt. „Det er min fars gamle jagtkniv, men det ka' sgu da ikke passe!“

Det sidste sagde han nærmest for sig selv. Han gik over til et stort mørkt skrivebord, der var monteret på udstoppede elefantfødder.

„Låst. Det er faneme da ... nøglen!“

Frank Levenhald gik hurtigt mod døren ud til forhallen.

„Øh, sæt jer lige ned, drenge. Jeg er straks tilbage.“

Han forsvandt ud af stuen og et øjeblik efter hørte de en dør smække. Absalon vinkede ivrigt Kasper hen til sig.

„Hurtigt, vi ska' ha' nogle billeder.“

Kasper så på fire gamle sort-hvide fotos. De to af dem forestillede en lille samling mænd med tropehjelme og geværer. De havde nedlagt forskellige dyr som lå linet op. De to andre fotos var af det store hus under opførelse og af et område som Kasper straks genkendte.

„Det er jo grusgraven.“

„Skynd dig at ta' et billede af hvert foto,“ hviskede Absalon. „Vi analyserer dem senere.“

Kasper gjorde som han bad om.

„Osse af det her,“ hviskede Absalon lidt længere henne.

Han stod foran et maleri der på uforklarlig vis forekom Kasper bekendt.

„Er det ikke ...?“

En dør åbnede ude i forhallen.

„Hurtigt, han kommer!“

Kasper knipsede et foto af maleriet. Drengene satte sig i den nærmeste sofa.

Frank Levenhald kom ind i stuen og søgte direkte over til skrivebordet. Han havde stadig jagtkniven i hånden. Han låsede en skuffe op og tog en aflang poleret trææske frem som han åbnede.

„Det var som syv Satan!“

Husholdersken kom ind i stuen med en bakke, hvorpå der stod en kande orangeade og to store glas. Hun satte den på sofabordet foran Absalon og Kasper.

„Ellers noget, hr. Levenhald?“

Millionæren stod i dybe tanker og så på kniven.

„Øh, nej tak, Elsa, det er fint.“

„Så vil jeg køre på indkøb nu.“

„Ja, gør du det.“

Husholdersken forlod dem. Frank Levenhald kom hen og satte sig i en svær lænestol. Han havde kassen og kniven med.

„Ta' nu noget at drikke, knægte,“ sagde han og drejede dolken mellem hænderne.

„Er der et problem?“ spurgte Absalon, mens Kasper skænkede op i glassene.

„Hva'? ... Ja, det ka' man godt sige, eller nærmere et mysterium ... Hør, I er jo sådan en slags børnedetektiver, ikke?“

Absalon korrigerede ham i en typisk voksen tone.

„Spøgelseslinien efterforsker påståede parapsykologiske fænomener og finder logiske og naturlige forklaringer på dem.“

„Fint, så ka' I måske gi' mig en forklaring på det her: Dette er min fars gamle jagtkniv. Han købte den som ganske ung af en handelsmand i Marrakech og den fulgte ham på alle hans rejser livet igennem. Fritjof Levenhald var en passioneret jæger som I nok har gættet, mesterskytte og en forbandet god forretningsmand, men han blev involveret i en tragisk jagtulykke for år tilbage. Han kom til at skyde en af sine gamle venner. Det plagede ham resten af livet. Efter ulykken hængte han alle sine geværer på væggen og rørte dem aldrig siden. Han smed sine fiskestænger ud og blev endda vegetar. Og kniven her lagde han ned i skrivebordsskuffen der altid var og næsten altid er aflåst, så det er mig en hulens stor gåde, hvordan pokker den kniv kunne komme til at ligge ude på vejen, når nøglen til den ligger på mit kontor i et pengeskab.“

„Er der flere nøgler?“ spurgte Kasper.

„Én til, men den ligger osse i pengeskabet. Det er et unikt bord og låsesystemet er specialbygget. Jeg var i den skuffe så sent som for tre dage siden i et andet ærinde, og da lå kniven på sin plads.“

„Og De låsede vel skuffen bagefter?“ spurgte Absalon.

„Ja.“

„Den slags gamle borde har ofte skjulte rum og hemmelige adgange. Det ka' være man ka' komme ind i skuffen bagfra.“

„Det tvivler jeg stærkt på. Så havde min far fortalt mig det.“

„Hvor mange bor der i huset?“ spurgte Kasper.

Absalon nikkede anerkendende over spørgsmålet.

„Ingen ud over min kone og jeg selv. Vores børn er voksne og flyttet hjemmefra.“

„Men De har ansatte som kommer og går i huset,“ sagde Absalon.

„Ja. De er alle pålidelige og har været hos mig i årevis. Elsa er ærligheden selv, vores rengøringshjælp det samme, og gartneren og mekanikeren kommer slet ikke i huset uden aftale, og selv om de forsøgte, så ka' jeg stadig ikke se hvordan nogen skulle kunne få fat i nøglen fra pengeskabet.“

„Nej, den er godt nok svær,“ indrømmede Kasper.

Han sendte Absalon et spørgende udtryk. Absalon rystede næsten umærkeligt på hovedet. Det var ikke tidspunktet for en bekendelse om at de havde overvåget ejendommen sidste nat.

„Jeg antager at huset er udstyret med en tyverialarm,“ fortsatte Absalon.

Frank Levenhald nikkede.

„Den er slået til om natten. Grunden er hegnet ind. Ikke fordi jeg er paranoid, lokalbefolkningen er fredelig nok, men jeg står i telefonbogen af hensyn til mit firma, og huset indeholder en del kostbare sager. Forsikringsselskabet kræver ganske enkelt at her er en tyverialarm.“

„En tyv ville nok osse stjæle noget mere værdifuldt end en jagtkniv. Dét maleri derovre, for eksempel.“

Absalon pegede på billedet som Kasper havde fotograferet sidst.

„Ja. Det er en Hjalmar Pebling. Alene dét billede er vurderet til over 85.000 kroner.“

Kasper fløjtede.

„Orv, det var noget af en investering.“

„Det har nu været ganske gratis,“ smilede den fede mand. „Min far kendte Hjalmar Pebling som ung. Han boede en overgang her i Mørbjerg og malede min mor. Det er hende på billedet. Det var en bryllupsgave. Hjalmar Pebling er først blevet anerkendt inden for de seneste år, efter det kom frem at han var uægte oldebarn af en berømt guldaldermaler.“

„Meget speciel malestil,“ nikkede Absalon. „Nå, men vi må vist hellere se at komme videre ... for resten, hvor meget kender De til historierne om ugledrengen?“

Frank Levenhald så først betænkelig ud. Så lo han.

„Nårh, dén gamle skrøne ... altså, jeg ved ikke hva' ham Pomerans har gang i, men hvis han har ejet ugledrengens afklippede klo, så har jeg ejet Napoleons hat. Hvis han har det mindste omløb i hovedet, så ombestemmer han sig og sælger museet til mig før han går helt konkurs.“

„Det er i hvert fald svært at sige hvor den klo stammer fra,“ sagde Kasper. „Især nu hvor den er stjålet.“

„Ja ... det synes jeg godt nok osse lyder underligt,“ indrømmede den fede mand og så igen på jagtkniven. „Der foregår nogle mystiske ting i Mørbjerg. Jeg håber I får opklaret hva' det drejer sig om.“

„Vi ska' gøre vores bedste,“ lovede Absalon.

„Gør I dét, og tusind tak fordi I bragte min fars gamle dolk tilbage til sin rette plads. Hvis I nogensinde får brug for hjælp, så ka' I regne med Frank T. Levenhald.“