Kapitel 23

 

Stenproblemet

 

„Det er yderst brugbare oplysninger I har fundet,“ bifaldt Absalon efter at han og Kasper havde læst avisartiklerne igennem.

Spøgelseslinien sad på drengenes værelse over museet, hvor de havde aflagt rapport for hinanden.

„Nårh, I har da selv været aktive,“ sagde Tanja. „Jeg ville nu godt ha' set den millionærbolig indefra.“

„Ja, men hvem gider lige ha' en udstoppet ko stående i sin dagligstue?“ spurgte Patricia og rynkede på næsen. „Det er da ulækkert. Der bor sikkert mider i den.“

„Det er en vandbøffel, og den er totalt sej,“ svarede Kasper. „Hvis jeg ser én på ebay, så byder jeg altså på den.“

„Det bli'r din mor helt sikkert glad for,“ grinede Tanja.

„Er der noget i vejen, Abso?“ spurgte Patricia. „Er teksten ikke tydelig nok?“

„Jo, jo, den er glimrende,“ mumlede han og kiggede igen på fotokopierne som nørden Elmer havde taget til pigerne. „Den lille dreng, Peter Mollersen, forsvinder sporløst og Fritjof Levenhald kommer ved et uheld til at skyde sin gamle jagtven. Det er de to eneste dramatiske nyheder I kunne finde i de 10 årgange af Mørbjerg Tidende fra 1960-1970, ikke sandt?“

„Joh,“ sagde Tanja. „Det mener vi, men vi bladrede dem jo lidt hurtigt igennem. Der kom kun 12 nyhedsblade om året, de var ret korte og mest en slags opsummering af hvad der var sket i og omkring byen.“

„Ellers handlede det mest om hvem der var blevet gift og hvem der havde solgt deres gård eller bygget et nyt hus,“ tilføjede Patricia. „Og så var der artiklen om købet af grusgraven, som vi osse har taget kopi af.“

„Hva' er problemet?“ spurgte Kasper.

„Det er datoerne,“ svarede Absalon. „Inden for 10 år udspiller der sig to specielle hændelser i Mørbjerg og de sker på under 14 dage. Først forsvinder drengen og kort tid efter dør Fritjof Levenhalds gamle jagtven, Stig Gærling. Og en måned senere annonceres købet af grusgraven som herefter lukkes.“

„Ah, nu er jeg med,“ udbrød Patricia. „Du tror at ...“

„At jagtvennen var skyld i Peter Mollersens skæbne,“ afbrød Tanja. „Ja, det ka' da godt tænkes. Måske skubbede han drengen ud i sandet, så han sank ned og forsvandt.“

„Add, hvor klamt,“ gøs Patricia.

„Men hvorfor sku' denne Stig Gærling gøre noget så ondt, og hva' har disse teorier at gøre med ugledrengen?“ spurgte Kasper.

„Det er spørgsmålet,“ sagde Absalon og trak sig i øreflippen. „Måske er der en forbindelse mellem Fritjof Levenhald og lille Peter.“

Et øjeblik var der stille i værelset.

„Jeg har det!“ halvråbte Patricia. „Den gamle millionær blev forelsket i Peters mor som måske var en ung smuk bagerjomfru. Han var en grim tudse, så hun ville ikke ha' noget at gøre med ham. Derfor voldtog han hende og hun blev gravid og så fik han jagtvennen til at dræbe Peter.“

Kasper og Tanja så tvivlende ud.

„Nårh ja,“ nikkede Kasper. „Dét havde jeg sgu ikke lige set. Og jagtvennen var i virkeligheden søn af Christian d. 10. og stod for at skulle arve Amalienborg, men så blev han sendt til Indokina på hemmelig mission for KGB, og da han kom hjem på orlov, pløkkede Fritjof Levenhald ham med en Magnum 44, fordi han solgte juleplatter til dumpingpris.“

Tanja lo højt, mens Absalon sad dybt koncentreret over artiklerne. Han bladrede i et par andre kopier som pigerne havde fået lavet. Patricia skulede til Kasper.

„Hvor er du åndssvag.“

„Det er sgu da ikke mere idiotisk end din fantasi.“

„Kasper,“ sagde Absalon pludselig. „Har du mulighed for at lægge billederne vi tog hos hr. Levenhald ind på computeren, så vi ka' forstørre dem?“

„Piece of cake. Ska' det være nu?“

„Lige nu ... og så løber jeg et ærinde imens.“

 

20 minutter senere stod de omkring Kasper, der sad ved computeren. I venstre side af skærmen var det sort-hvide billede af grusgraven som hang i millionærens stue. Overfor var et dugfrisk farvefoto taget af Absalon.

„Ser I noget påfaldende?“ spurgte han med et listigt smil.

„Et gammelt og et nyt billede af Mørbjerg Grusgrav,“ sagde Kasper med et skuldertræk.

„Taget fra næsten samme vinkel,“ tilføjede Tanja.

„Som er lige præcis dét sted oppe på dæmningen hvorfra jeg så Peter,“ mindede Patricia om. „Og I ka' sige hva' I vil, men det var altså ham. Jeg tror det var et spøgelse.“

„Et spøgelse ved højlys dag?“ spurgte Tanja.

„Det hører man skam osse om,“ nikkede Kasper. „Jeg tror på dig, Patricia, og jeg laver ikke fis nu. Vi er på sporet af et eller andet, men jeg ka' ikke gætte hva' det er.“

Absalon lagde en papirkopi på bordet ved siden af computeren. Det var avisartiklen om købet af grusgraven. Den havde et tredje foto, der var taget lidt længere ude på dæmningen, men retningen var stadig den samme.

„Ser I noget interessant nu?“

„To gamle sort-hvide og et nyt farvefoto af samme grusgrav,“ sagde Kasper med et skuldertræk. „Det ene billede er forskudt.“

„Prøv at tjekke detaljer,“ foreslog Absalon.

Tanja og Patricia lænede sig frem på hver side af Kasper. Han flirtede med dem.

„Jeg vidste at den aftershave var pengene værd.“

Tanja lagde en hånd på hans skulder.

„Vær nu seriøs, Cash.“

„Okay, la' mig se ... træerne er lavere på de gamle billeder, men det er selvfølgelig naturligt nok.“

„Der holder en lastbil med to mænd på det ældste billede,“ sagde Tanja. „Og herovre står en gravemaskine.“

„Undrer dét jer i øvrigt ikke?“ spurgte Absalon. „Hvordan ka' en grusgrav fuld af kviksand bære tonstunge lastbiler og gravemaskiner uden at de synker ned?“

„De kom vel først ned til kviksandet senere,“ foreslog Kasper.

„Nej. Højden på bassinkanterne er den samme på alle tre billeder.“

„Hmmm.“

„Jeg har det! Jeg har det!“ jublede Patricia og hoppede i gulvet. Hun så ophidset på Absalon. „Det er stenen, ikke?“

Han hævede øjenbrynene og nikkede.

„Stenen?“

Tanja så spørgende ud. Patricia pegede.

„Der ligger en stor sten på det her billede, men ikke på det her. Og hva' der er »højst interessant« – for nu at bruge et Abso-udtryk – det var lige præcis ved dén sten, at jeg så Peter sidde og rode i jorden!“

„Gider I godt skære det ud i pap, for jeg fatter ikke en skid,“ indrømmede Kasper og lænede sig tilbage.

„Vi har tre næsten identiske fotos taget fra stort set samme vinkel af en grusgrav, som påstås at være fuld af kviksand,“ forklarede Absalon. „Det ældste billede er det som du affotograferede hos hr. Levenhald. Vi ved at det må være det ældste, eftersom grusgraven stadig er aktiv. Det beviser lastbilen og mændene. Samtidig fortæller det os at man endnu ikke har konstateret noget kviksand. På dette billede ka' vi ydermere se at den store sten ikke ligger der. Det næste foto fra avisartiklen er taget lige da grusgraven bli'r opkøbt og lukket. Nu er den store sten pludselig dukket op. Og på farvebilledet som jeg tog for et kvarter siden lå stenen der stadig. Det er mindst 40 år den har ligget dér. Ka' I ikke se problemet?“

De tre andre skævede til hinanden.

„Jeg havde aldrig troet at en sten sku' blive mit problem,“ indrømmede Kasper.

Patricia prøvede.

„Nårh, du mener at ... ehm ... ja, hva' mener du egentlig?“

Absalon pegede på det nyeste foto på skærmen.

„Dén sten vejer måske 30-40 kilo eller mere. Hvis grusgraven er fuld af kviksand, hvorfor synker den så ikke i?“

„Måske er kviksandet et andet sted,“ foreslog Tanja.

„Vi gik ned i kanten ved vandhullet hvor sporene efter ugledrengen var sat. Den der satte dem kunne gå ned uden at synke i. Vi gik derned uden at synke i og den store sten ligger ude midt i bassinet. Lastbiler og gravemaskiner har kørt rundt dernede. Hvis kviksandet ikke er her og det heller ikke er langs kanten, hvor hulen er det så?“

„Måske er det koncentreret omkring nogle få hotspots,“ gættede Kasper.

Absalon lagde armene over kors.

„Jeg tror ikke på at der nogensinde har været så meget som ét gram kviksand i den grusgrav.“

„Men hvorfor påstå at en gammel grusgrav er farlig, hvis det ikke passer?“ spurgte Tanja.

„Det ska' sikre at der aldrig igen går nogen ned i den og begynder at grave.“