Kapitel 24

 

Spøgelseslinien bryder op

 

„Om jeg er i besiddelse af en hvad-for-noget?“

Herbert Pomerans så forbavset ud. Han stod i det lille køkken, hvor Spøgelseslinien sad og spiste aftensmad i form af udbragte pizzaer. Museumsdirektøren var kommet forbi for at høre om der var nyt i sagen, da Absalon stillede det højst uventede spørgsmål.

„En metaldetektor. Det er et apparat til eftersøgning af metallurgiske genstande i jor...“

Herbert Pomerans løftede hænderne med et skævt smil.

„Tak. Jeg ved godt hva' en metaldetektor bruges til. Jeg var ivrig amatørskattejæger i mine yngre dage og, jo, jeg er faktisk i besiddelse af sådan et apparat. Det vil sige, den ligger ude på lageret og har ikke været brugt i årevis, så jeg aner ikke om batteriet duer eller om det stadig ka' lades op, men jeg er da meget nysgerrig efter at høre hva' du ska' bruge den til.“

„Til at få lukket sagen om ugledrengen,“ svarede Absalon med et selvsikkert smil. „Jeg er sikker på at vi snart kan få lagt kortene på bordet.“

„Nå! Det er sgu da nyt for mig!“ udbrød Kasper i synlig irritation over at Absalon igen var gået egne veje uden at informere resten af gruppen.

„Og for os andre,“ tilføjede Patricia. „Du ve' da heller ikke noget, vel Tanni?“

„Næ.“

„»Metallurgiske genstande«,“ knurrede Kasper. „Hva' har du nu gang i?“

„Det er ikke for at holde jer udenfor,“ svarede Absalon. „Men jeg vil forsøge et eksperiment, og som I ved lykkes eksperimenter langtfra altid. Jeg tror ikke på at ugledrengen nogensinde har eksisteret. I virkeligheden drejer sagen sig om noget helt andet, men hvis vi ska' opklare hvad, er det vigtigt at alle følger min plan og ikke fortæller det her videre.“

„Nu er jeg slet ikke med,“ indrømmede Herbert Pomerans. „Du vil afsløre ugledrengen, men samtidig tror du ikke på ham?“

„Jeg tror på at nogen forsøger at overbevise os om at ugledrengen findes,“ forklarede Absalon. „Hr. Pomerans, vi har lavet noget højst interessant research og brugt eftermiddagen på at analysere de nye informationer. Alt hva' vi behøver nu er det endegyldige bevis.“

„På hvad?“ spurgte Kasper.

„Det er jo lige dét,“ sagde Absalon hemmelighedsfuld.

„Jeg synes altså det er tyndt at du holder os udenfor,“ sagde Tanja hovedrystende. „Dét havde jeg ikke ventet af dig, Abso.“

„Jeg er nødt til det for at ...“

„For at du ka' ta' hele æren selv, ja,“ afbrød Patricia vredt. „Men hvis du er så klog, så ka' du opklare resten alene. Jeg gider i hvert fald ikke mere!“

Hun rejste sig rød i kinderne og svansede ud af køkkenet med en fornærmet mine. Tanja løb efter hende.

Herbert Pomerans så usikkert på drengene. Absalon sad helt stille, nærmest som om han ventede på bussen. Kasper rystede på hovedet og gravede hul med fingeren i en tom pizzaæske.

„Patricia har ret, Abso. Når du er så egenrådig, behøver du ikke os andre. Vi gider altså ikke bare være stik-i-rend-drenge for at du selv ska' køre showet. Du vil være stjernen og så ska' vi andre bare være vandbærere, men hvis det ska' være på dén måde, ka' du få hele scenen for dig selv.“

Han rejste sig roligt uden at se på kammeraten, gik ind på deres værelse og smækkede døren.

„Jeg er virkelig ked af hvis den her sag har sat splid imellem jer,“ sagde museumsdirektøren. „Det var ikke meningen.“

Absalon trak på skulderen.

„Det ska' De ikke tænke på. Unge i den alder er meget humørsvingende. Det er noget med puberteten. De bli'r gode igen.“

Herbert Pomerans kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

„Du er altså en speciel fyr.“

„Ska' vi undersøge om De stadig er i besiddelse af den metaldetektor?“

 

Da Absalon og museumsdirektøren omsider fandt detektoren og kom ud fra lageret, var solen på vej ned. Oppe i køkkenet lå der en seddel på spisebordet. Absalon genkendte Kaspers håndskrift:

 

Absalon!

 

Vi har enstemmigt besluttet at droppe ud af denne her sag og er taget hjem. Hvis du fremover vil have os med i Spøgelseslinien, bliver du nødt til at lægge en anden holdning for dagen. Vi vil behandles på lige fod med dig, uanset om du er Spøgelsesliniens grundlægger. Ellers må du finde nogle andre kuliger at koste rundt med.

 

Patricia, Tanja og Kasper

 

„Det ser ud til at De kun har én detektiv tilbage på sagen,“ sagde han syrligt og rakte direktøren sedlen.

„Det gør mig ondt.“

„Det er da ikke Deres problem at han har stavet »kulier« forkert ... Nå, ska' vi kigge på detektoren?“

Herbert Pomerans pakkede den ud og læste hurtigt instruktionen igennem.

„Her er det hele; hovedtelefoner og ledning, men vi skal altså bruge et par 9-volts-batterier. Jeg har vistnok en pakke liggende derhjemme.“

„Det passer fint med at det er blevet helt mørkt når vi går,“ svarede Absalon.

Museumsdirektøren så uforstående ud.

„Hva' mener du? Du har vel ikke forestillet dig at vi ska' rende rundt med den nu? Og hvor vil du egentlig lede?“

„I grusgraven.“

„Grusgraven? Den er fuld af bundløst kviksand.“

„Nej, den er ikke. Nogen vil bare ha' folk til at tro det. Jeg går gerne selv derud, så ka' De vente i sikkerhed på land.“

Den høje ranglede mand vinkede afværgende. Hans urolige grå øjne fik et nærmest skrækslagent udtryk.

„Nej! Dét går jeg ikke med til. Under ingen omstændigheder. Sæt du sank i. Det ville plage mig resten af livet.“

„Hr. Pomerans!“ Absalon så yderst beslutsom ud. „Store stenblokke har ligget i årevis i den grusgrav uden at synke ned, så ka' jeg osse gå der. Hvis De vil, ka' De jo binde et tov om mig og blive på land. Så er vi helt sikre.“

Museumsdirektøren sukkede med opgivende hovedrysten.

„Jeg ka' slet ikke se formålet med det her hemmelighedskræmmeri. Hva' er det vi ska' lede efter?“

 

„Hvorfor ka' det ikke vente til i morgen når det er blevet lyst?“ gentog Herbert Pomerans.

„Fordi det er en yderst delikat sag som vi ikke ønsker hele byen involveret i,“ svarede Absalon.

De stod på dæmningen, hvor han et par timer tidligere havde taget et billede med Kaspers kamera. Grusgraven og skoven lå mørk hen. Himlen var overskyet og de få lys fra hovedgaden nåede ikke herind, så det var stort set umuligt at se noget uden de to stavlygter, som de havde medbragt. Museumsdirektøren bar metaldetektoren, mens Absalon holdt en kortskaftet aluminiumsskovl.

„Vi ska' dérud,“ sagde han og fandt den store sten i den kraftige lygtekegle. „Nu går jeg først, så ka' De vente her.“

„Øjeblik ...“ Den gråhårede mand tjekkede endnu en gang knuden på det kraftige tov som han havde bundet om Absalon. „Jeg må jo være vanvittig at jeg går med til dét her.“

Absalon kravlede ned ad skråningen og gik langsomt ud i bassinet. Herbert Pomerans holdt sig klar oppe på dæmningen. Absalon lyste over jorden. Den bestod mest af grus, kalk og kridt. Den var hård som flint og gav ikke det mindste efter. Han var nået halvvejs hen til stenen, da tovet strammedes.

„Der er ikke mere reb!“ halvråbte museumsdirektøren.

Absalon bandt roligt knuden op, lod tovet falde på jorden og fortsatte helt ud til stenen, der lå i kanten af buskadset.

„Kommer De?“ spurgte han med et veltilfreds smil. „Vandet er ikke spor koldt.“

 

„Jeg får faktisk et udslag!“ udbrød Herbert Pomerans få minutter senere. „Åh, hvor dumt af mig, det er jo skovlen.“

Han havde iført sig hovedtelefonerne og holdt den tændte detektor mod aluminiumsbladet. Absalon lagde den et stykke væk.

„Prøv igen.“

„Nu blev den tavs,“ sagde museumsdirektøren og førte koncentreret den tallerkenformede søger rundt over jorden.

„Brug stenen som udgangspunkt og fortsæt søgningen i større og større cirkler,“ foreslog Absalon.

„Der er altså ik... jo, vent. Dér var noget.“

Absalon kom nærmere. Han lyste ind i de yderste ukrudtsplanter.

„Ja, for dælen!“ jublede den høje mand. „Der er et eller andet metallisk her.“

Absalon lagde sig på knæ og begyndte at trække ukrudtsplanter op, hvor museumsdirektøren holdt søgeren. Han markerede en ring i jorden med en sten.

„Hvis De lyser, så graver jeg.“

Han rejste sig og stak skovlen i undergrunden med ophidset energi. Lige præcis her var jorden tilpas porøs til at den kunne graves op uden større besvær.

Herbert Pomerans slukkede detektoren og lagde den fra sig. Han lyste med begge stavlygter, mens Absalon arbejdede. I løbet af et kvarter kom han et godt stykke ned.

„Ska' jeg afløse dig?“

„Nej, det er i orden,“ pustede Absalon og tørrede sig over panden. „Hvor dybt satte De detektoren til at søge?“

„Signalet kommer fra omkring 50 centimeter nede.“

„Det passer meget godt ...“

Han tog et par spadestik mere før der lød et hult »klonk«.

„En træplade,“ hviskede hr. Pomerans og lyste rundt i hullet.

Absalon gravede videre.

„Og den er stor.“

„Det er jeg bange for at den er,“ pustede Absalon. „Men vi er nødt til ...“

„Hva' foregår der dernede?“ råbte en stemme uventet oppe fra dæmningen.

Det gav et sæt i dem begge. Herbert Pomerans slukkede lygterne. En tredje lygte tændte og fangede dem ind.

„Det ved De vist godt, hr. Levenhald!“ råbte Absalon, snuppede den ene stavlygte og lyste tilbage.

Et gisp undslap museumsdirektøren da lyskeglen ramte millionæren. Han pegede ned på dem med et gevær.