Kapitel 25

 

Jagtulykken

 

„Bliv stående hvor I er!“ råbte Frank T. Levenhald. „Jeg kommer ned!“

Absalon lyste for den tykke mand, mens han med besvær kravlede ned ad skråningen og gik dem i møde med geværet.

„Hva' fanden bestiller De herinde midt om natten, Pomerans? Er De ikke klar over at De befinder Dem på privat område? Jeg var sgu lige ved at tro at I var krybskytter.“

„Jeg ... øh ... det er forfærdeligt pinligt, hr. Levenhald ... vi skulle bare ...“

„Hvad skulle De bare?“ vrissede den fede mand arrigt. „Hvis De og Deres unge ven her ikke omgående forsvinder, ringer jeg til politiet!“

„Det er en god idé,“ sagde Absalon. „Og hvis De ikke ringer, så gør jeg.“

Frank Levenhald gloede overrasket på ham.

„Hva' helvede ska' dét her betyde? Har I ...?“ Han lyste på gravearbejdet. „Ka' du få dækket det hul til omgående og det ka' ikke gå stærkt nok. Du underminerer jorden. Grusgraven er dødsensfarlig og fuld af kviksand!“

„Nej, den er ikke,“ svarede Absalon. „Hvis den var, ville De aldrig være kommet herned, men det er korrekt at den har kostet menneskeliv.“

Nu så både museumsdirektøren og Frank Levenhald på ham. Den fede mands ansigt, der i forvejen var blegt i lygteskæret, syntes at blive endnu hvidere.

„Hva' ... hva' mener du?“

Absalon lyste ned i hullet.

„Som De ser, har vi fundet en kasse. Vi sku' lige til at grave den helt fri, da De stoppede os. De ka' jo vente og kigge med, mens vi åbner den.“

Han gjorde mine til at ville fortsætte gravearbejdet.

„Stop!“ råbte Frank Levenhald skingert. „Du må ikke! For guds skyld, la' den være!“

Absalon tøvede.

Den store mands skuldre faldt ned. Han bøjede hovedet og lagde en hånd over panden. Han så på Absalon med en tung stønnen.

„Du har ret, min dreng. Vi må ha' det her ud af verden. Ring efter politiet.“

 

Kriminalbetjent Rabens afsluttede sin mobilsamtale og så rundt på de tilstedeværende.

„Det var ovre fra grusgraven. Vores hold har netop gravet en trækasse fri. Den indeholder de mumificerede rester af et mindre barn. Det har ligget der omkring 30-40 år, mener retsmedicineren.“

Frank Levenhald lukkede øjnene.

„Er jeg anholdt?“ spurgte han opgivende.

„Nej, men da jeg kan forstå at De ligger inde med oplysninger som kan kaste lys over sagen, vil jeg meget gerne høre en redegørelse fra Dem,“ svarede kriminalbetjenten. „De er berettiget til at give den i enrum i påhør af en advokat.“

Rabens var kommet helt fra Næstved og så stadig en anelse søvndrukken ud. De to mænd stod i millionærens dagligstue sammen med Herbert Pomerans, Absalon og en uniformeret betjent.

„Tak, men jeg har ikke lyst til mere hemmelighedskræmmeri,“ svarede millionæren træt. „Det har der været nok af i familien. Nu må sandheden frem. Min kone er ude at rejse, så det her er et godt tidspunkt.“

„Udmærket.“

Den tykke mand satte sig i en stol og så ud som om han lige skulle samle sig om hvordan han begyndte.

„Værsgo at sidde alle sammen ... undskyld, hvis jeg råbte ad Dem, Pomerans, det var ikke meningen ... og dig, Absalon, jeg er faktisk glad for at du fik rodet op i hele denne her rædselsfulde affære. Den har redet mig som en mare siden jeg blev indviet i den ... ja ...“

„Måske De skulle begynde ved begyndelsen,“ foreslog kriminalbetjenten venligt. „De mener altså at Deres far er skyld i et menneskes død?“

„Nej, to menneskers død, desværre,“ rettede den tykke mand og rullede en udgået cigarstump mellem fingrene. „Først lille Peter Mollersen og senere hans gamle jagtkammerat, Stig Gærling.“

„Jaså.“

„Min far betroede mig disse sandheder på sit dødsleje, og jeg har en underskrevet erklæring som han bad mig sende til politiet, så snart han døde. Den eneste grund til at jeg ikke straks gjorde det skyldes, at jeg frygtede for mit firmas renommé, hvis sagen kom frem i pressen.“

„Hvornår døde Deres far?“

„For snart tre måneder siden ... han var en hård hund i mange af livets facetter, men retfærdig og på mange måder opofrende. Han har givet mig en god opdragelse, mener jeg selv. Som De kan se her i stuen, var han foruden en dygtig forretningsmand også passioneret jæger og lystfisker. Han drev storvildtsjagt over det meste af verden, mens det endnu var tilladt, og var ikke bange for noget. Min far tilhørte den gamle skole der mente, at mænd var jægere og kvinder samlere. Han krævede meget af sin familie, sine venner og sine medarbejdere, især ubetinget loyalitet, men han gav også meget til de, der behandlede ham fair.

Han begik dog én stor fejl tilbage i 1965. Den resulterede i en tragedie som skulle komme til at plage ham resten af livet. Min far var en stolt mand og som så mange andre mænd, havde han svært ved at indrømme sine svagheder. For eksempel ville han ikke have briller, da synet ændrede sig med alderen.

En søndag var han på jagt i Mørbjergskoven sammen med sin ungdomskammerat, Stig Gærling. De gik over dæmningen i grusgraven, da snakken faldt på gamle historier om ugledrengen og hvordan han ifølge myten var blevet fundet af andre jægere i selv samme grusgrav. Stig Gærling opdagede en dreng der gik og legede nede i bunden af det ene bassin, så han sagde i sjov: „Der er han sørme, ugledrengen!“

Min far, hvis syn altså var svigtende, men sigte upåklageligt, troede at det drejede sig om en hare. Han rettede geværet mod målet og skød den stakkels lille Peter Mollersen død på stedet.

Så snart tragedien blev opdaget, var min far parat til at hente politiet, men Stig Gærling fik på en eller anden måde overbevist ham om at det var en dårlig idé. Drengen var under alle omstændigheder død, og nyheden ville uden tvivl knuse min fars forretning og drive ham selv og hans familie på flugt fra byen. Gærling tilbød i stedet at begrave drengen i grusgraven og kom også med forslaget om at købe den op og lukke den. På dét tidspunkt var kommunen allerede holdt op med at udnytte området, fordi gruslommen var ved at være tømt.

Min far var i syv sind, men som jeg sagde før, var han også en mand der havde meget svært ved at erkende egne fejl. Det endte med at han accepterede Stig Gærlings hjælp, selv om det ikke huede ham at være i lommen på sin gamle jagtkammerat. Flere gange var han meget tæt på at kontakte politiet.

Stig Gærling begik så den dumhed at han begyndte at afpresse min far, hvilket formentlig har været hans plan fra starten. Han var altid i pengenød. Manden havde tidligere været mistænkt for at hugge penge i deres fælles omgangskreds, han var alkoholiker og havde vist ikke en helt ren straffeattest.

Min far følte sig snart trængt, og på en større jagt skød han Gærling i flere vidners påsyn, men så det lignede en ulykke. Alle var enige om at det var et frygteligt uheld, og sagen blev afsluttet.

Min far havde aldrig samvittighedsnag over at han dræbte Gærling. Derimod nagede det ham hver eneste dag at den lille dreng var død for hans hånd, og han hadede sig selv for sin kujonagtige beslutning om at skjule forbrydelsen. Han var fast besluttet på at sandheden i det mindste skulle frem efter hans død.“

Frank Levenhald drog et dybt suk.

„Sådan hænger det sammen. De kan få den underskrevne erklæring når som helst De ønsker det.“

„Ja. Det lyder da plausibelt, men hvordan kommer I ind i billedet?“ spurgte kriminalbetjenten og så på de to gæster. „Du arbejder altså for hr. Pomerans i en eller anden sammenhæng som jeg ikke helt forstår.“

„Mit navn er Absalon Kronborg. Jeg investigerer påståede parapsykologiske fænomener gennem mit bureau, Spøgelseslinien. Hr. Pomerans har hyret mig til at opklare en sag om det lokale spøgelse, ugledrengen, der blev nævnt før. Hr. Pomerans kom for nylig i besiddelse af en stor klo som siges at ha' tilhørt ugledrengen. Den blev stjålet i mit og mine medarbejderes påsyn, men jeg mener nu at sagen drejer sig om en practical joker, der driver gæk med hr. Pomerans.“

„Nå,“ sagde museumsdirektøren forbavset. „Mener du at ...?“

„Det er Ivan der står bag. Ja, det mener jeg.“

„Ivan er min søsters plejebarn,“ forklarede Herbert Pomerans. „Han er en forældreløs dreng efter to cirkusartister der blev slået ihjel i en ulykke.“

„Okay,“ sagde kriminalbetjenten stadig noget forvirret. „Men hvordan hænger dét sammen med at I fandt den begravede dreng?“

„Det var et rent tilfælde,“ forklarede Absalon. „Vi holdt udkig efter ugledrengen. Han var blevet set flyve over grusgraven om natten ... Det er nu bare en fjernstyret model som Ivan har fået fat i og som han »flyver« på en udspændt line, der går fra en telefonpæl bag Deres søsters hus over til et stort træ i skoven på den anden side af grusgraven.“

„Nåh! Dét må jeg sandelig nok sige,“ sagde museumsdirektøren forlegent. „Jeg ska' vist ha' en snak med den skarnsknægt ved førstkommende lejlighed.“

„Jeg stillede mig fra begyndelsen tvivlende overfor hvorvidt der var kviksand i grusgraven,“ fortsatte Absalon. „Det virkede som om nogen prøvede at holde folk borte fra stedet, og jeg mistænkte en overgang Dem, hr. Levenhald, for at stå bag tyveriet af ugledrengens klo. Jeg ændrede dog mening forleden, da De besøgte museet i et forsøg på at få hr. Pomerans til at sælge sit hus til Dem. De blev meget oprørt over at høre at ugledrengshistorien igen var blusset op, og nu ved vi hvorfor. De var ikke det mindste interesseret i at sætte fornyet liv i ugledrengen. Tværtimod.“

„Tak, min dreng,“ sagde millionæren og pegede på museumsdirektøren. „Det er måske ikke det rette tidspunkt, Pomerans, men mit tilbud står stadig ved magt ...“

Den anden svarede ikke.

„Men hvordan fandt du drengen?“ gentog kriminalbetjenten utålmodigt.

Absalon fortsatte.

„Da jeg så nogle gamle og nye fotos af grusgraven, hvor den store sten først ikke lå der og senere hen kom til uden at synke i, blev jeg helt sikker på at nogen prøvede at dække over et eller andet. Et par af mine medarbejdere fandt to gamle avisartikler, hvori Peter Mollersens forsvinden og Stig Gærlings død omtales inden for få uger. To så usædvanlige sager i en lille by som Mørbjerg var med stor sandsynlighed ikke tilfældig. Nogen lå begravet i grusgraven, og da det ikke kunne være Stig Gærling, var der kun én anden mulighed.“

Kriminalbetjent Rabens så imponeret ud.

„Så du tænkte at hvis kuglen fra den dræbende patron stadig sad i kroppen, så kunne den lille dreng spores med en metaldetektor.“

„Det var i hvert fald et forsøg værd.“

„Jeg må sige at der sidder et ualmindelig kvikt hoved på dine skuldre, min unge ven. Du kunne få en lovende karriere i kriminalpolitiet.“

Herbert Pomerans udstødte et erkendende suk.

„Ja, selvfølgelig, nu forstår jeg ... den store sten var ikke bare en tilfældig sten, men ...“

„En gravsten,“ sluttede Absalon.