Kapitel 26
Brand!
Daggryet var ikke langt borte, da Herbert Pomerans og Absalon gik hen ad den øde hovedgade i Mørbjerg. Det var blevet så lyst at de kunne ane to politibiler der holdt nede ved bommen, som spærrede vejen ind til grusgraven.
„Tænk at vores lille by har gemt på sådan en hemmelighed i de mange år,“ sagde museumsdirektøren.
Han virkede stadig påvirket af Frank Levenhalds dramatiske redegørelse.
„Ja, og hvis det ikke var for ugledrengen ville den nok ... hov, se dér! Henne ved museet!“
Herbert Pomerans stirrede.
„Du godeste ... det ligner ...“
„Ild,“ afgjorde Absalon ophidset. „Det brænder!“
De løb hen til huset. Oppe på 1. sal i et af værelserne dansede et orange skær i loftet. Der trak røg ud fra vinduet som stod på klem. Absalon gav museumsdirektøren et puf mod hoveddøren.
„Skynd Dem at redde de mest kostbare genstande ud fra museet, så ringer jeg til brandvæsenet og vækker naboerne. Hurtigt!“
„Ja, jo ...“
Herbert Pomerans famlede forvirret i bukselommen og låste op. Han løb ind i den dunkle forstue, stoppede et øjeblik og fortsatte så mod det lille kontor.
„Mest kostbare ...“
Han løb ind i kontoret og hen til et skab, der hang på væggen. Hurtigt låste han det op. Så tog han en større bylt ud og fortsatte med at fylde lommerne med andre småting. Pludselig blev loftslyset tændt. Herbert Pomerans vendte sig alarmeret, næsten som om han blev grebet i noget ulovligt. Absalon stod i døren.
„Nå, er det dig? Har du ringet efter brandvæsenet?“
Absalon rystede på hovedet.
„Der var alligevel ikke nogen brand.“
Museumsdirektøren så endnu mere desorienteret ud.
„Hva'? ... Hva' mener du? Jeg så jo ...“
„Må jeg spørge hva' det er De står med?“ spurgte Absalon.
Herbert Pomerans kiggede ned på genstanden i sine hænder. Der var viklet et sort klæde om.
„Øhm ... nårh, det er bare ... jamen, hva' med ilden? Har du ringet?“
I stedet for at svare kom Absalon hen til ham og tog bylten. Den gråhårede mand protesterede ikke. Absalon lagde genstanden på skrivebordet og rullede den forsigtigt ud. De så begge på ugledrengens afklippede klo. En hvirvelvind af tanker fór igennem den stakkels museumsdirektørs hoved.
„Du ... vidste det ... at jeg havde den?“
Absalon nikkede.
„Ja, hr. Pomerans. Jeg var næsten helt sikker på det. Jeg ka' godt li' Dem. Jeg synes De er en rar og venlig mand, men De har vist ikke spillet med helt åbne kort over for os, vel?“
Museumsdirektøren sukkede og satte sig på en kontorstol.
„I ka' godt komme ned nu!“ råbte Absalon.
Der blev aktivitet ude på trappen til 1. sal. Et øjeblik efter myldrede Kasper, Patricia og Tanja ind i kontoret.
„Også dig, Ivan.“
Den lyshårede dreng kom tøvende til syne. Han så beklagende hen på sin sted-onkel. Herbert Pomerans kiggede forbløffet fra gruppen til Absalon, der tog kloen op i hånden.
„Jeg fik ideen efter vi fandt den hemmelige udgang i Kloværelset, som De selvfølgelig har kendt til hele tiden. Jeg lagde mærke til, hvor hurtigt De reagerede da bogskabet så ud som om det ville falde ned over Patricia. De vidste nemlig som den eneste hva' der var ved at ske.
Jeg nævnte Sherlock Holmes' samlede værker. De svarede at De aldrig har læst dem. Så jeg tog en chance og kopierede et trick som Holmes anvender i historien En Skandale i Bøhmen. En lygte med et farvet glas og en lille røgbombe i vindueskarmen var nok til at illudere en brand. Jeg gættede på at ugledrengens klo formentlig var museets mest betydningsfulde klenodie – i hvert fald kommercielt set – og efter at Ivan udklædt som ugledrengen stak af med den, fik De den tilbage og gemte den her i kontoret. Det var Deres mening at skabe en masse publicity for museet ved at genoplive det gamle folkesagn. Senere kunne kloen så dukke op igen, blive fundet eller noget i den stil. De hyrede os til at rende rundt og jagte spøgelser i håb om at det ville skabe omtale nok til at besøgende ville få interesse for at se ugledrengens afklippede klo. Folk elsker den slags hokuspokus, uanset om de tror på det eller ej, og et massivt publikumsinflux kunne gi' hårdt tiltrængt kapital til det skrantende museum.“
Absalon lagde kloen fra sig igen. Herbert Pomerans kunne ikke lade være med at smile.
„Den kriminalbetjent havde ret da han sagde, at der sidder et ualmindeligt kvikt hoved på dine skuldre ... jeg troede faktisk på at I blev uvenner.“
„Det var da osse meningen,“ svarede Tanja.
Kasper gik hen og lagde en arm om halsen på Absalon.
„Selv om Abso ka' være en gammelklog nørd nogle gange, så holder vi for meget af ham til at vi vil svigte ham.“
„Jeg gør i hvert fald,“ sagde Patricia hurtigt.
„Og mig,“ tilføjede Tanja.
Absalon rødmede.
„Ka' du så slet ikke li' mig?“ spurgte Ivan trist og skævede til Patricia.
Hun smilede til ham.
„Selvfølgelig ka' jeg dét, Ivan. Du er en sød dreng, og jeg hyggede mig nede på grillen, men computerspil og rollespil er bare ikke nok til at indlede et forhold til en moden kvinde.“
„Du må undskylde hvis jeg skræmte dig med det fårehoved,“ svarede han. „Der kom vist lidt meget blod ud over værelset.“
„Var det dig?“ spurgte Tanja og satte hænderne i hofterne.
„Øh, ja, næbbiddene i vindueskarmen lavede jeg med en knibtang. Og som Absalon sagde var det mig i dragten den aften I kom og fandt onkel på gulvet. Jeg kom til at ramme ham i panden med en af vingestiverne, mens vi øvede os på overfaldet.“
„Ivan ska' ikke dadles for noget,“ protesterede Herbert Pomerans og rettede sig med en alvorlig mine. „Det hele var min idé, jeg overtalte ham til at hjælpe mig, og jeg påtager mig det fulde ansvar. Jeg fortryder især det påfund med fårehovedet. Jeg ku' se hvor oprevet du blev, Patricia. Det var dumt og stærkt uansvarligt af mig at lade projektet gå så vidt.“
„Jeg blev vistnok lidt bange,“ indrømmede Patricia. „Men det er i orden. Der skete jo ikke noget.“
„Jeg anta'r at De aldrig fik ringet til politiet angående dén sag?“ indskød Absalon.
Museumsdirektøren så forlegent ned i gulvet.
„Øh, nej, det ... droppede jeg.“
„Jeg vil altså meget gerne høre hvor I har fået den dragt fra,“ sagde Kasper. „Jeg synes den er megalivagtig. Jeg var sgu lige ved at tro at ugledrengen virkelig fandtes.“
„Ja ... dragten,“ mumlede museumsdirektøren. „Jeg opdagede den tilfældigt på en internet-auktion. Det var en ret dyr teaterrekvisit. Ifølge et certifikat som fulgte med, blev den fremstillet til en kinesisk forestilling om drager og dæmoner. Den er konstrueret så snedigt at den både kan bæres af en mindre person eller spændes op på et fjernstyret stativ. Der sidder en lydbox i næbbet og lyseffekter forskellige steder på indersiden af kroppen. Det gør den særdeles livagtig. Masken er løs og kan bæres alene. Det var den jeg havde på, da jeg ... æhh ... kiggede ind til dig.“
Han skævede flov til Tanja.
„Var det dig uden for vinduet?“
„Øh, ja, jeg ville gi' Ivan et alibi fordi jeg anede at mistanken faldt på ham, så jeg kravlede op på en stige i min søsters baghave. Det er frygteligt pinligt.“
„Nårh, så var det sporene efter stigen du fandt i græsplænen, Abso,“ sagde Patricia.
„Ja ...“ Han så på Herbert Pomerans. „Jeg formoder at ridserne på Kloværelsets vindue – som skulle illudere kløer – er lavet med en diamantskærer?“
Museumsdirektøren nikkede.
„I må tro mig når jeg siger, at jeg ikke mente noget ondt med det her. Jeg håbede at investeringen kunne sætte liv i museet, men den endte bare med at dræne vores slunkne pengekasse. Det er hva' jeg har fortjent efter mit fjollede påfund.“
Der blev et øjebliks tavshed i kontoret. Udenfor var det morgen. Fuglene sang i haven.
„Selv om ugledrengen ikke findes, ka' De jo godt lave en udstilling om ham,“ foreslog Absalon. „Når sandheden om Peter Mollersen og Stig Gærling bli'r kendt i medierne – og det bli'r den ganske givet – så kommer Mørbjerg på landkortet. Så ska' De bare være parat med en opdateret version af museet.“
„Netop!“ råbte Kasper. „Det er sgu da en kanon idé! Lav en tekst til montren hvor kloen ligger og skriv noget i stil med ... »kæmpeklo af ukendt oprindelse, stammer formentlig fra ugledrengen, selv om det ikke vides med sikkerhed« ... så har du ikke løjet, og folk vil stadig være interesseret i at se den mystiske klo.“
„Ja! Du ka' osse udstille ugledrengsdragten som viser hvordan man forestiller sig at han ser ud,“ sagde Tanja.
„Du ka' lave et helt rum kun til ugledrengen,“ tilføjede Patricia. „Opret en hjemmeside om ham på internettet og lav postkort, T-shirts, nøgleringe, plakater og gummiafstøbninger af kloen. Det vil garanteret sælge.“
Museumsdirektøren så helt oplivet ud, så sank hans humør igen.
„Det lyder meget godt, men kloen er altså et falsum.“
„Hvor ved du dét fra?“ spurgte Kasper. „Jeg har aldrig set et dyr med så creepy en fod.“
„Jo, du har,“ sagde Absalon. „Der er endda stor sandsynlighed for at du har fået én til middag.“
Kasper lo højt.
„Åh, du er fed, Abso. Hvis min mor havde serveret sådan en djævel derhjemme, så tror jeg sgu nok jeg var taget på pizzeria.“
„Jeg mener ikke foden, men dyret den stammer fra,“ svarede Absalon og samlede den op igen. „Det her er bare en tørret fod fra en struds. Jeg tjekkede på nettet.“
„En struds?“ gentog Tanja og rynkede næsen.
Herbert Pomerans var lige så forbløffet.
„Jeg anede ikke at du var ornitolog, Absalon.“
„Det er jeg heller ikke, men De røbede selv kloens oprindelse da vi lavede gipsafstøbningen i havebedet. De antydede at hvis det fodspor ikke kom fra ugledrengen, så måtte det stamme fra verdens største fugl, hvilket lige præcis er sandheden. Jeg tror ikke De selv tænkte over den bemærkning. Den kom fra underbevidstheden.“
Museumsdirektøren småklukkede.
„Man ska' veje sine ord nøje, når man taler med dig, hva'? Du har ret. Jeg var klar over at hvis historien skulle ha' en nogenlunde sandsynlig klang, så var jeg nødt til at skaffe en ægte fod fra et stort dyr. En dag kørte jeg forbi en strudsefarm og fik ideen. Jeg kontaktede farmen. De lod mig få et sæt fødder uden at stille videre spørgsmål.“
„Det var med dem jeg lavede sporene i grusgraven,“ indskød Ivan, ikke uden en vis portion stolthed.
„Okay, men det er stadig en fed klo,“ sagde Kasper. „Udstil den som »kæmpefugleklo« og skriv det sammen med en tekst om ugledrengen, så fantaserer folk selv de to ting sammen, og du har ikke løjet. Man må gerne være kreativ med ordene. Reklamerne gør det hver dag. Jeg ved lidt om computere og hjemmesider. Jeg vil gerne hjælpe dig i gang fordi jeg synes det har været nogle sjove dage, selv om vi blev ført bag lyset.“
De andre nikkede.
„Jeg ... jeg ved slet ikke hva' jeg ska' sige,“ stammede museumsdirektøren. „I er alt for søde ... jeg lover at I nok ska' blive godt betalt for det her, om jeg så ska' ta' et lån i huset.“
„Det bli'r nok ikke nødvendigt,“ sagde Absalon. „Jeg tror De allerede er i besiddelse af en mindre formue.“
Alle så på ham.
„Hva' mener du, min dreng?“
„Jeg tænker på maleriet der udgør den hemmelige dør mellem Kloværelset og lageret. Det er lavet af Hjalmar Pebling. Han har en meget karakteristisk stil og benytter signaturen HP. Fritjof Levenhald kendte kunstneren personligt og man værdsætter ham højt i familien. Der hænger en Hjalmar Pebling i Frank Levenhalds stue. Billedet er vurderet til 85.000 kroner og det er under halv størrelse af Deres. Skynd Dem at kontakte en vurderingsekspert og få et overslag på maleriet. Frank Levenhald vil nok være interesseret i at gi' en go' pris.“