Kapitel 27

 

Spøgelseslinien runder sagen af

 

„Hvor bli'r han dog af?“ spurgte Tanja og vred sig på stolen. „Jeg er ved at dø af sult.“

Hun sad sammen med Patricia og Absalon på en kineserrestaurant i det indre København og ventede på Spøgelsesliniens sidste medlem.

„Det ta'r altså lige 5-10 minutter at gå herhen fra Hovedbanen,“ svarede Patricia.

„Da kun hvis man er på krykker.“

„Der er han,“ sagde Absalon som sad med front mod udgangen.

Kasper kom småforpustet hen og satte sig.

„Hejsa. Har I ædt?“

„Det hedder »spise« blandt os mennesker og vi venter på dig,“ rettede Tanja, men hun så nu glad ud ved synet af ham.

De skyndte sig at bestille, og Absalon lænede sig ivrigt ind over bordet.

„Nå, hvordan gik det?“

Kasper krængede sin vindjakke af.

„Fint. Jeg tror jeg fik lært den gamle museumsdirektør nogle tricks om computere, og Ivan er sgu ret kvik til den slags. Han lyttede med under hele mit besøg, så hvis de arbejder sammen, ka' det blive en go' hjemmeside.“

En tjener kom hen til bordet og stillede fire store glas med sodavand.

„Er der noget nyt om maleriet?“ spurgte Patricia da han var gået.

Kasper smilede underfundigt.

„Dét ka' man vist roligt sige ... undskyld mig lige et øjeblik, jeg har fået noget togstøv i halsen.“

Han tog glasset og drak meget langsomt.

„Nej, helt ærligt,“ udbrød Tanja.

Kasper hostede og grinede.

„Sorry. Den var go' nok, Abso: Maleriet af manden i sort er af Hjalmar Pebling. En vurderingsekspert har værdisat det til mindst 300.000 kroner.“

„Øjh, så bli'r hr. Pomerans en holden mand,“ sagde Tanja.

„Det er han allerede blevet. Så snart Frank Levenhald hørte om billedet, tilbød han omgående 350.000 for det, og Pomerans slog til.“

„Flot sum,“ nikkede Absalon.

„Ja, og ved I hva'? Vi får del i den!“

De så forbavsede på ham.

„Hvordan dét?“ spurgte Patricia.

„Pomerans er supertilfreds med vores indsats. Lene Islevs interview med Spøgelseslinien har skabt fornyet interesse for ugledrengen. Folk er begyndt at ringe til museet for at høre hvornår kloen bli'r genudstillet. En større avis og noget lokal-tv vil osse lave interview med ham. Og så har Frank Levenhald tilbudt et økonomisk samarbejde omkring museet som Pomerans siger »lyder interessant«.“

„Det er da alle tiders,“ svarede Tanja. „Men hvordan kommer vi ind i billedet?“

„Fordi du på en måde »fandt« billedet, Abso, så synes Pomerans at Spøgelseslinien ska' ha' de sædvanlige 10% der gives i findeløn. Han sender dig en check en af dagene.“

„35.000!“ jublede Patricia. „Og så har han oven i købet dækket alle vores udgifter. Det er kanon.“

Absalon tænkte sig om et øjeblik.

„Ja, det er rigtigt godt, og jeg synes vi ska' dele pengene. I er lige så meget Spøgelseslinien som jeg er, så jeg har et forslag.“

„Jeg er lutter ører,“ grinede Tanja.

Absalon så rundt på dem.

„Jeg har en plan om at gøre Spøgelseslinien til et momsregistreret bureau. På den måde ka' vi trække udgifterne fra. I ka' sagtens få jeres andel til eget forbrug, men hvis I investerer pengene i selskabet betyder det at vi deler alle fremtidige indtægter.“ „Hvor er du altså sød, Abso,“ sagde Patricia. „Jeg er helt med på den.“

„Selvfølgelig. Det er vi alle sammen, ikke?“

Kasper nikkede.

„Count me in.“

„Fint, jeg vil undersøge om det ka' lade sig gøre, selv om vi er under 21 år, ellers er der nok andre løsninger.“

Da maden kom fik de travlt med at spise, og der blev en pause i snakken.

„Der er stadig et par detaljer jeg ikke helt har tjek på,“ indrømmede Tanja så. „Det var altså Ivan der sad i toppen af det store egetræ og fjernstyrede marionettens »flugt« over grusgraven, men hvordan fik han ugledrengen til at dykke ned i bassinet og hvorfor ku' vi ikke finde spøgelset da vi kom derover?“

Kasper tyggede af munden.

„Jeg spurgte ham faktisk om det i dag. Ivan havde ikke fået bundet linen omhyggeligt nok oppe ved telefonpælen. Marionettens vægt fik den til at falde ned, og i mørket så det ud som om ugledrengen styrtdykkede efter bytte. Ivan ku' ikke nå ned i bassinet og fjerne marionetten før vi kom derover. Lyset i den var gået ud, men lydboxen fungerede stadig. Det var derfor vi hørte skriget. Han var bare heldig at vi ikke fandt modellen med lygterne. Det var selvfølgelig osse ham der fløj den over huset den nat fru Skjaldager så den. Med en stokdøv tante kunne han komme og gå som det passede ham.“

„Hvordan fjernede hr. Pomerans egentlig stigen fra fru Skjaldagers vindue efter han havde kigget ind til mig?“ spurgte Tanja. „Vi var nemlig ret hurtigt ude i haven.“

„Det gjorde Ivan. Han vidste hva' der foregik, så han løb i forvejen og gemte den, mens hans onkel flygtede.“

„Ja, de to arbejdede fint sammen,“ sagde Absalon.

„Slog de virkelig et får ihjel og skar hovedet af det?“ spurgte Patricia med en gysen.

„Dén lurede jeg osse på, så jeg spurgte,“ sagde Kasper. „Fåret var dødt da Ivan fandt det. Der havde allerede været en ådselæder i det. Han fik ideen med jeres værelse og ringede til Pomerans, der accepterede planen. Ivan trak kadaveret over til grusgraven med sin cykel. Så hentede han en sav i værkstedet og savede hovedet af. Pomerans er virkelig flov over det påfund, ka' jeg godt love jer. Han lignede én der vågner op på Rådhuspladsen kun iført underbukser uden at ane hvordan han er kommet der.“

De andre lo.

„Ja,“ sukkede Tanja og skubbede sin tomme tallerken fra sig. „Så fik vi opklaret alt i sagen om ugledrengen.“

„Vi fik da ikke opklaret det vigtigste,“ rettede Kasper. „Nemlig om han eksisterer.“

„Naturligvis eksisterer han ikke,“ sagde Absalon.

„Der findes ægte spøgelser,“ hævdede Patricia straks. „Jeg så den lille Peter i grusgraven.“

„Du så en lokal dreng på Peters alder og satte lighedstegn mellem de to,“ svarede han.

Patricia satte irriteret hænderne i siden.

„Nogle gange er du altså lige lovlig påståelig, Absalon Kronborg.“

„Øjeblik, ingen grund til panik, vi ka' hurtigt få opklaret om spøgelser findes,“ smilede Kasper og dykkede ned i lommen på sin vindjakke. „Jeg har nemlig noget du ska' se, Abso.“

Han tog et sammenfoldet papir frem.

„Museet har lånt en del fotos af Frank Levenhald til udstillingsbrug. Jeg bladrede for sjov skyld nogle af dem igennem og fandt ét du nok vil kalde »interessant«. Pomerans lavede en kopi til mig.“

Han rakte papiret til Absalon. Pigerne kiggede nysgerrigt med. Det var et billede i sort-hvid og forestillede to mænd med geværer der stod med en skudt buk. Nedenunder var der en tekst: Jagtkammerater Fritjof Levenhald og Stig Gærling. 1963.

„Ham dér,“ sagde Kasper og prikkede på den ene mand. „Han har præcis samme kropsbygning, højde og tøj på som ham der kastede kniven i træet. Det var Stig Gærlings spøgelse der vendte tilbage den nat for at hjælpe os med at opklare de gamle drabssager.“

Tanja og Patricia så spændte på Absalon, mens han betragtede billedet.

„Det beviser ingenting. Det ka' ha' været en hvilken som helst mand.“

„Ha!“ råbte Kasper triumferende. „Jeg vidste at du ville sige sådan, så jeg ringede til Frank Levenhald og fik ham til at tjekke sit sikkerhedssystem for den nat. Porten var lukket og låst, rumalarmen i huset var sat til og videosystemet stod standby. Hvilken mand ka' gå igennem lukkede porte og døre uden at aktivere en rumalarm eller komme med på en filmoptagelse?“