ØLAND, SEPTEMBER 1972

MUREN VAR BYGGET af store runde sten dækket af gråhvidt lav, og den var lige så høj som drengen. Han kunne kun se over den hvis han stod på tæer i sine sandaler. Alt var gråt og tåget på den anden side. Det kunne være verdens ende som drengen stod ved, men han vidste at det var omvendt – verden begyndte på den anden side af muren. Det var den store verden, den der lå uden for hans mormors og morfars have. At opdage verden på den anden side af muren havde lokket drengen hele sommeren.

To gange forsøgte han at kravle over muren. Begge gange mistede han taget om de knudrede sten og faldt bagover, ned i det fugtige græs.

Drengen gav ikke op, og tredje gang lykkedes det.

Han tog en dyb indånding og hævede sig op, holdt sig fast i de kolde sten og kom op på toppen af muren.

Det var en sejr for ham – han blev snart seks år og var for første gang i sit liv på vej over en mur. Han blev siddende lidt oppe på toppen, som en konge på sin trone.

Verden på den anden side af muren var stor og grænseløs, men også grå og utydelig. Tågen, der var drevet ind over øen denne eftermiddag, forhindrede drengen i at se meget af alt det der var udenfor, men neden for muren så han gulbrunt græs på en lille eng. Længere væk kunne han skimte lave, knudrede enebærbuske og mosklædte sten der stak op af jorden. Jorden var lige så flad som i haven bag ham, men det hele så meget vildere ud på den anden side; fremmed og lokkende.

Drengen satte højre fod på en stor sten, der lå halvvejs gravet ned i jorden, og klatrede ned på engen på den anden side af muren. Nu var han for første gang nogen sinde alene uden for haven, og ingen vidste hvor han var. Hans mor var kørt bort fra øen i dag. Hans morfar var gået ned til stranden lidt tidligere, og da drengen havde taget sandalerne på og sneget sig ud af huset, havde hans mormor ligget og sovet.

Han kunne gøre hvad han ville. Det var et eventyr han var ude på.

Han slap taget om stenene i muren og skridtede ud i det vilde græs. Det var spredt og nemt at bevæge sig gennem. Han tog yderligere nogle skridt, og verden foran ham blev langsomt lidt tydeligere. Han så enebærbuskene tage form bag græsset, og han gik hen mod dem.

Jorden var blød, og alle lyde blev dæmpede, hans skridt kunne kun høres som en svag raslen i græsset. Ikke engang når han prøvede at hoppe med samlede ben og stampe hårdt i jorden, lød der mere end et lille bump, og når han løftede fødderne, rejste græsset sig, og sporene efter ham forsvandt hurtigt.

Han bevægede sig flere meter frem på den måde: Hop, bump. Hop, bump.

Da drengen forlod engen og kom ind mellem de høje enebærbuske, holdt han op med at hoppe med samlede ben. Han pustede ud, åndede kølig luft ind og så sig omkring.

I den tid han var hoppet over græsset, havde den tåge, der havde svævet foran ham, stille sneget sig rundt og var nu også bag ham. Stenmuren på den anden side af engen var blevet utydelig i disen, og det mørkebrune hus var helt forsvundet.

Et øjeblik spekulerede drengen på at vende om, gå tilbage over engen og klatre over muren igen. Han havde ikke noget ur, og nøjagtige tidspunkter betød ingenting for ham, men himlen over hans hoved var mørkegrå nu, og luften omkring ham var blevet endnu mere kølig. Han vidste at dagen var ved at være til ende og at natten var på vej.

Han ville kun gå et lille stykke til over den bløde jord. Han vidste jo hvor han var; huset, hvor hans mormor lå og sov, var bag ham, selv om han ikke længere kunne se det. Han fortsatte fremad mod den utydelige mur af tåge som man kunne se, men ikke fange; som på en magisk måde hele tiden flyttede sig et stykke bort, som om den legede med ham.

Drengen standsede. Han holdt vejret.

Alt var stille, og intet bevægede sig, men pludselig havde drengen fået en fornemmelse af at han ikke var alene.

Havde han hørt lyde i tågen?

Han vendte sig om. Nu kunne han ikke se muren eller engen mere, han kunne kun se græs og enebærbuske bag sig. Buskene stod ubevægelige omkring ham, og han vidste at de ikke var levende – ikke levende som han selv – men han kunne alligevel ikke lade være med at tænke på hvor store de var. De var tavse, sorte skikkelser der omringede ham og måske bevægede sig nærmere når han ikke kiggede.

Han vendte sig om igen og så flere enebærbuske. Enebærbuske og tåge.

Nu vidste han ikke længere i hvilken retning sommerhuset lå, men angsten og ensomheden drev ham til at bevæge sig fremad. Han knyttede hænderne og løftede benene og løb over marken og ville finde stenmuren og haven bag den, men så kun græs og buske. Til sidst så han ikke engang det; verden var blevet utydelig af tårer.

Drengen standsede, han tog en indånding, og tårerne holdt op med at løbe. Han så flere enebærbuske i tågen, men en af dem havde to tykke stammer – og pludselig så drengen at den bevægede sig.

Det var et menneske.

En mand.

Han kom frem af tågens gråhed og standsede kun en halv snes korte skridt fra ham. Manden var høj og bred og havde mørkt tøj på, og han havde fået øje på drengen. Han stod stille i græsset med tykke støvler på fødderne og så ned på ham. Han havde en sort hue trukket ned i panden og så gammel ud, men ikke lige så gammel som drengens morfar.

Drengen stod stille. Han kunne ikke genkende manden, og fremmede mennesker skal man tage sig i agt for, det havde hans mor sagt. Men nu var han ikke længere alene i tågen med enebærbuskene. Han kunne altid vende sig om og løbe hvis manden ikke var rar.

»Hej,« sagde manden med lav stemme. Han trak vejret tungt, som om han lige havde gået langt i tågen eller løbet hurtigt.

Drengen svarede ikke.

Manden drejede hurtigt hovedet og så sig om. Så kiggede han på drengen igen uden at smile og spurgte lavt:

»Er du alene?«

Drengen nikkede stille.

»Er du faret vild?«

»Det tror jeg nok,« sagde drengen.

»Der er ikke noget at være bange for … Jeg kan finde vej overalt herude på alvaret.« Manden gik et skridt nærmere. »Hvad hedder du?«

»Jens,« sagde drengen.

»Og hvad mere?«

»Jens Davidsson.«

»Godt,« sagde manden. Han tøvede og tilføjede: »Jeg hedder Nils.«

»Og hvad mere?« spurgte Jens.

Det var lidt som en leg. Manden lo kort.

»Jeg hedder Nils Kant,« sagde han og gik endnu et skridt frem.

Jens var blevet stående, men var holdt op med at se sig om. Græs og sten og buske var det eneste der var i tågen. Og så den fremmede mand, Nils Kant, som nu var begyndt at smile lidt til ham, som om de allerede var venner.

Tågen lukkede sig om dem, der var ikke en lyd. End ikke fuglesang.

»Der er ikke noget at være bange for,« sagde Nils Kant og rakte hånden frem.

Nu stod de helt tæt ved hinanden.

Jens syntes at Nils Kant havde de største hænder han nogen sinde havde set, og han forstod at det var for sent at løbe sin vej.