1

DA HENDES FAR Gerlof ringede en mandag aften i oktober, for første gang i næsten et år, fik han Julia til at begynde at tænke på knogler som var skyllet op på en stenet strand.

Knogler, hvide som perlemor og blankslebne af bølgerne, næsten selvlysende blandt de grå sten i vandkanten.

Knoglestumper.

Julia vidste ikke om de var der på stranden, men hun havde ventet i over tyve år på at få dem at se.

Tidligere samme dag havde Julia haft en lang samtale med sygesikringen, og det var gået lige så dårligt som alt andet dette efterår, dette år.

Som sædvanlig havde hun udskudt kontakten så længe som muligt for at slippe for at høre deres suk, og ikke så snart havde hun ringet, før en ensformig maskine svarede og bad om hendes personnummer. Da hun havde trykket alle sine tal ind på telefonen, blev hun stillet videre igen i telenettets labyrint, hvilket var det samme som at blive stillet ud i tomheden. Hun blev tvunget til at blive stående i køkkenet og se ud gennem vinduet og lytte til bruset i røret, en næppe hørlig brusen som af fjernt strømmende vand.

Hvis Julia holdt vejret og trykkede telefonen tæt ind til øret, kunne hun somme tider høre åndestemmer give genlyd i det fjerne. Somme tider lød de matte og hviskende, somme tider skingre og fortvivlede. Hun var fanget i telenettets spøgelsesverden, sammen med de bedende stemmer hun også somme tider kunne høre fra køkkenventilatoren når hun stod og røg. De gav genlyd og mumlede i boligblokkens ventilationsskakte – hun opfattede næsten aldrig nogen ord, men lyttede alligevel koncentreret. En eneste gang havde hun hørt en kvindestemme sige klart og tydeligt: »Ja, nu er det virkelig på tide.«

Hun stod ved køkkenvinduet, lyttede til bruset og så ud over gaden. Det var koldt og blæsende udenfor. Efterårsgule birkeblade rev sig løs fra asfaltens regnvåde klæbrighed og blev kastet bort af vinden. Langs fortovskanten var der et gråsort ælte af blade der var blevet moset af bildæk og aldrig mere skulle forlade jorden.

Hun spekulerede på om nogen hun kendte ville dukke op derude. Jens kunne skridte rundt om hjørnet for enden af gadens husrække, i jakke og slips som en rigtig jurist, nyklippet og med en mappe i hånden. Lange skridt, hævet blik. Han ville se hende i vinduet, standse forbavset på fortovet, derpå løfte armen og vinke og smile til hende …

Bruset forsvandt pludselig, og en stresset stemme fyldte røret:

»Sygesikringen, Inga.«

Det her var ikke hendes nye sagsbehandler, hun hed jo Magdalena. Eller var det Madeleine? De havde aldrig mødt hinanden.

Hun tog en dyb indånding.

»Det er Julia Davidsson, jeg ville høre om I kunne … «

»Hvad er dit personnummer?«

»Det … Jeg har tastet tallene ind på telefonen.«

»De er ikke dukket op her hos mig. Kan du give mig nummeret igen?«

Julia gentog tallene, og der blev stille i røret. Hun kunne knap høre bruset længere. Havde de med vilje afbrudt hende?

»Julia Davidsson?« sagde sagsbehandleren, som om hun ikke havde hørt Julia præsentere sig. »Hvad kan vi hjælpe dig med?«

»Jeg ville forlænge den.«

»Forlænge hvad?«

»Min sygemelding.«

»Hvor arbejder du?«

»På Sygehus Øst, ortopædisk afdeling,« sagde Julia. »Jeg er sygeplejerske.«

Var hun stadig det? Hun havde været så meget væk de seneste år at der formentlig ikke var nogen der savnede hende på ortopædisk. Og selv savnede hun bestemt ikke patienterne der hele tiden jamrede over deres latterlige små problemer uden at have nogen anelse om virkelig ulykke.

»Har du en lægeerklæring?« spurgte sagsbehandleren.

»Ja.«

»Har du været hos lægen i dag?«

»Nej, i onsdags. Hos min psykiater.«

»Og hvorfor har du ikke ringet før?«

»Ja, jeg har ikke haft det godt siden …« sagde Julia og tænkte: Heller ikke før. En stadig smerte af længsel i brystet.

»Du skulle have ringet til os samme dag … «

Julia kunne høre et tydeligt åndedrag, måske et suk.

»Nu gør jeg sådan,« fortsatte sagsbehandleren, »at jeg går ind i computeren og gør en undtagelse for dig. Denne gang.«

»Det var pænt af dig,« sagde Julia.

»Et øjeblik … «

Julia stod stadig ved vinduet og så ud på gaden. Intet bevægede sig.

Jo, nu kom der nogen gående på fortovet fra den større tværgade, det var en mand. Julia følte iskolde fingre knuge om mavesækken inden hun så at denne mand var for gammel, han var skaldet og i halvtredsårsalderen og i en overall plettet af hvid maling.

»Hallo?«

Hun så manden standse op ved et hus på den anden side af gaden, trykke en talkode og åbne gadedøren. Han gik ind.

Ikke Jens. Det var en almindelig midaldrende mand.

»Hallo? Julia?«

Det var sagsbehandleren igen.

»Ja. Jeg er her endnu.«

»Så har jeg noteret i computeren at din lægeerklæring er på vej til os. Ikke sandt?«

»Godt. Jeg …« Julia tav.

Hun så ud på gaden igen.

»Var der andet?«

»Jeg tror … « Julia knugede røret hårdt. »Jeg tror det bliver koldt i morgen.«

»Sådan,« sagde sagsbehandleren som om alt var i orden. »Har du skiftet konto, eller er det den samme som før?«

Julia svarede ikke. Hun forsøgte at finde noget normalt og dagligdags at sige.

»Jeg taler somme tider med min søn,« sagde hun til sidst.

Der var stille et øjeblik, så lød sagsbehandlerens stemme:

»Okay, men jeg har som sagt noteret … «

Julia lagde hurtigt røret på.

Hun blev stående i køkkenet, stirrede ud gennem vinduet og syntes at bladene ude på gaden dannede et mønster, en meddelelse hun ikke forstod, hvor længe hun end kiggede, og hun længtes intenst efter at Jens skulle komme hjem fra skole.

Nej, fra arbejde måtte han komme. Jens måtte være gået ud af skolen for mange år siden.

Hvad blev du til sidst, Jens? Brandmand? Advokat? Lærer?

Senere den dag sad hun på sengen foran fjernsynet i den smalle dagligstue i den etværelses og så et program fra skoleradioen om hugorme og skiftede så kanal til et madprogram, hvor en kvinde og en mand stegte kød. Da det var forbi, gik hun ud i køkkenet igen for at se om vinglassene i skabene trængte til at blive støvet af. Jo, hvis man holdt dem op mod køkkenlampen, kunne man se små hvide støvpartikler på overfladen, og hun tog glassene ud et efter et og støvede dem af. Julia havde fireogtyve vinglas og brugte dem efter tur. Hun drak to glas rødvin hver aften, undertiden tre.

Om aftenen da hun lå på sengen ved siden af fjernsynet, i den eneste rene bluse hun havde haft tilbage i klædeskabet, begyndte telefonen at ringe i køkkenet.

Julia glippede med øjnene da den ringede første gang, men rørte sig ikke. Nej, hun ville ikke adlyde. Hun var ikke forpligtet til at svare.

Telefonen ringede igen. Hun bestemte sig for at hun ikke var hjemme, hun var ude i et vigtigt ærinde.

Hun kunne se ud gennem vinduet uden at løfte hovedet, selv om det eneste hun så var hustagene langs gaden, de slukkede gadelygter og toppene på træerne der strakte sig oven over dem. Solen var gået ned bag byen, og himlen blev langsomt mørkere.

Telefonen ringede en tredje gang.

Det var skumring. Skumringstimen.

Telefonen ringede en fjerde gang.

Julia stod ikke op for at svare.

Den ringede en sidste gang, så blev der stille igen. Udenfor blinkede gadelygterne i gang og begyndte at lyse over asfalten.

Det her havde været en ret god dag.

Nej. I grunden var der ingen gode dage. Men nogle gik hurtigere end andre.

Julia var altid alene.

Et barn til kunne have hjulpet. Michael havde villet at de skulle forsøge at få en bror eller søster til Jens, men Julia havde sagt nej. Hun havde aldrig følt sig sikker nok, og så havde Michael selvfølgelig givet op.

Ofte når Julia ikke tog telefonen, fik hun en indspillet meddelelse som belønning, og nu hvor den var blevet tavs i aften, stod hun ud af sengen og lyttede i røret, men det eneste der kunne høres, var brusen.

Hun lagde røret på og åbnede lågen over køleskabet. Dér stod dagens flaske, og dagens flaske var som sædvanlig en flaske rødvin.

For at være helt ærlig var det dagens anden rødvinsflaske, for til frokost havde hun drukket af en flaske hun var begyndt på aftenen før.

Proppen gav en dump, ploppende lyd fra sig da hun trak den op. Hun hældte et glas op og drak hurtigt ud. Hun hældte et nyt op.

Vinens varme bredte sig i kroppen, og først nu kunne hun vende sig om og se ud gennem køkkenvinduet. Det var blevet mørkt derude, gadelygterne formåede kun at lyse nogle få runde pletter af asfalten op. Intet bevægede sig i lygternes skær. Men hvad gemte der sig i skyggerne? Det var ikke til at se.

Julia vendte vinduet ryggen og tømte sit andet glas. Nu var hun roligere. Hun havde følt sig anspændt efter samtalen med sygesikringen, men nu var der ro i sindet. Hun fortjente et tredje glas vin, men det kunne hun drikke langsommere inde i soveværelset. Måske skulle hun sætte lidt musik på snart, Satie, måske, tage en pille og falde i søvn før midnat.

Så ringede telefonen igen.

Da den ringede tredje gang, satte hun sig op i sengen med bøjet hoved. Femte gang rejste hun sig, og syvende gang stod hun til sidst ude i køkkenet.

Før telefonen ringede en niende gang, løftede hun røret. Hun hviskede:

»Julia Davidsson.«

Det svar hun fik, var ikke brusen, men en lav, tydelig stemme:

»Julia?«

Og hun kunne høre hvem det var.

»Gerlof?« sagde hun lavt.

Hun kaldte ham aldrig far mere.

»Ja … det er mig.«

Der blev stille igen, og nu var hun nødt til at holde røret tættere til øret for at høre.

»Jeg tror … at jeg ved lidt mere om hvordan det gik til.«

»Hvad?« Julia stirrede ind i væggen. »Hvad gik til?«

»Ja, hvordan det her … med Jens.«

Julia stirrede.

»Er han død?«

Det var som at gå rundt med et nummer i hånden. En dag blev ens nummer råbt op, og så måtte man gå hen og få beskeden. Og Julia tænkte på hvide knoglestumper der var skyllet op på stranden nede i Stenvik, selv om Jens havde været bange for vand.

»Julia, det må han … «

»Men har de fundet ham?« afbrød hun.

»Nej. Men …«

Hun glippede med øjenlågene.

»Hvorfor ringer du så?«

»Der er ingen der har fundet ham. Men jeg har … «

»Så lad være med at ringe til mig!« råbte hun og lagde røret på.

Hun lukkede øjnene og blev stående ved telefonen.

Et nummer, en plads i køen. Men det her var ikke den rigtige dag, Julia ville ikke have at det skulle være den dag da Jens blev fundet.

Hun satte sig ved køkkenbordet og vendte blikket ud mod mørket på den anden side af vinduet, tænkte ingenting og så så igen på telefonen. Hun rejste sig og gik hen mod den igen og ventede, men den stod tavs.

Jeg gør det for dig, Jens.

Julia løftede røret, kiggede på den seddel der i flere år havde siddet opklæbet på den hvide køkkenflise over brødkassen og trykkede nummeret.

Hendes far svarede da den havde ringet første gang.

»Gerlof Davidsson.«

»Det er mig,« sagde hun.

»Jaså, ja. Julia.«

Der var tavst i røret. Julia tog tilløb.

»Jeg skulle ikke have smidt røret på.«

»Ja, ja … «

»Det hjælper ikke.«

»Nej, nej,« sagde hendes far. »Det er sådan noget man gør.«

»Hvordan er vejret på Øland?«

»Gråt og koldt,« sagde Gerlof. »Jeg har ikke været ude i dag.«

Der blev stille igen, og Julia tog en indånding.

»Hvorfor ringede du?« sagde hun. »Der må være sket noget.«

Han tøvede med svaret.

»Ja … Der er sket nogle ting her,« sagde han og tilføjede: »Men jeg ved ikke noget. Ikke mere end før.«

Ikke mere end jeg, tænkte Julia. Jeg er ked af det, Jens.

»Jeg troede der var noget nyt.«

»Men jeg har tænkt en del,« sagde Gerlof. »Og jeg tror der er ting der kan gøres.«

»Gøres? For hvad?«

»For at komme videre,« sagde Gerlof og fortsatte hurtigt: »Kan du komme herover?«

»Hvornår da?«

»Snart. Jeg tror det kan blive nødvendigt.«

»Jeg kan ikke bare sådan tage af sted«, sagde hun. Men så umuligt var det ikke – hun var jo langtidssygemeldt. Hun fortsatte: »Du bliver nødt til at sige noget … sige hvad det drejer sig om. Kan du ikke sige det?«

Hendes far var tavs.

»Kan du huske hvad han havde på den dag?« spurgte han så.

Den dag.

»Ja.« Hun havde selv hjulpet Jens med at klæde sig på om morgenen og bagefter indset at han var i sommertøj, selv om det var efterår. »Han havde korte gule bukser og en rød bomuldstrøje på«, sagde hun. »Med Fantomet på. Han havde arvet den af sin fætter, det var sådan noget tryk, man selv kunne lave med strygejernet, i tynd plastic …«

»Kan du huske hvad for nogen sko han havde på?« spurgte Gerlof.

»Sandaler,« sagde Julia. »Han havde brune lædersandaler med sorte gummisåler på. Der var gået en rem løs i tåen på den højre, og flere remme i den venstre var også ved at gå løs … Det gjorde de altid sidst på sommeren, men jeg havde syet den fast … «

»Med hvid tråd?«

»Ja,« sagde Julia hurtigt. Så tænkte hun sig om. »Jo, jeg tror nok den var hvid. Hvorfor det?«

Der var stille i nogle sekunder. Så svarede Gerlof:

»Der ligger en gammel højresandal på mit skrivebord. Repareret med hvid sytråd. Den ser ud til at kunne passe en femårig … Jeg sidder og ser på den lige nu.«

Julia begyndte at svaje og lænede sig mod køkkenbordet.

Gerlof sagde noget mere, men hun trykkede gaflen hårdt ned, og alt blev tavst i røret igen.

Nummersedlen – det her var nummersedlen hun havde fået, og snart ville hendes navn blive råbt op.

Hun var rolig nu. Ti minutter efter løftede hun hånden fra gaflen og trykkede Gerlofs nummer. Han svarede da den havde ringet én gang, som om han havde ventet på hende.

»Hvor fandt du den?« spurgte hun. »Hvor? Gerlof?«

»Det er indviklet,« sagde Gerlof. »Du ved det her med at … at jeg ikke har så let ved at bevæge mig, Julia. Det bliver kun sværere og sværere. Og det er derfor jeg gerne vil have du skal komme.«

»Jeg ved ikke … « Julia lukkede øjnene og hørte kun brusen i telefonen. »Jeg ved ikke om jeg kan.« Hun kunne se sig selv på stranden, kunne se sig selv gå omkring blandt stenene, forsigtigt samle alle de små skeletdele sammen hun kunne finde og trykke dem hårdt mod sit bryst. »Måske.«

»Hvad kan du huske?« spurgte Gerlof.

»Om hvad?«

»Af den dag? Kan du huske noget specielt?« spurgte han. »Jeg vil gerne have du tænker dig om.«

»Jeg kan huske at Jens forsvandt … Han … «

»Jeg tænker ikke på Jens nu,« sagde Gerlof. »Hvad kan du ellers huske?«

»Hvad mener du? Jeg forstår ikke … «

»Kan du huske tågen der lå over Stenvik?«

Julia var tavs.

»Ja,« sagde hun så. »Tågen … «

»Tænk på den,« sagde Gerlof. »Forsøg at huske tågen.«

Tågen … Tågen var en del af alle erindringerne fra Øland.

Julia huskede tågen. Det var ikke almindeligt med tæt tåge på det nordlige Øland, men somme tider om efteråret drev den ind fra sundet. Kold og fugtig.

Men hvad var der sket i tågen den dag?

Hvad skete der, Jens?