ØLAND, JULI 1936

Manden der senere i livet skal sprede så megen sorg og skræk på Øland er i midten af trediverne en tiårig dreng. Han ejer en stenet strand og et stort vand.

Drengen hedder Nils Kant og er solbrændt og har korte bukser på i sommervarmen, og han sidder på en stor rund sten i solskinnet neden for husene og bådehusene i Stenvik. Han tænker:

Alt det her er mit.

Og det er sandt, for Nils’ familie ejer stranden. Den ejer store områder på det nordlige Øland. Familien Kant har ejet jorden i århundreder, og lige siden Nils’ far døde for tre år siden, har Nils følt at han måtte tage sig af den. Nils savner ikke sin far, han kan kun huske ham som høj og tavs og streng, somme tider voldsom, og Nils synes det er godt at det kun er hans mor Vera der venter på ham i trævillaen oven for stranden.

Han har ikke brug for andre. Kammerater har han ikke brug for, han ved at der er børn i alle aldre som bor i landsbyerne langs kysten, og ældre drenge på hans egen egn som allerede arbejder i stenbruddet – men netop dette stykke strand er kun hans. Møllerne i møllen ovenfor og fiskerne der holder til i bådehusene oppe på klinterækken er ingen trussel.

Nils glider ned fra stenen. Han vil bade igen, en sidste gang inden han går hjem.

»Nils!« råber en lys drengestemme.

Nils drejer ikke hovedet, men hører gruset og småstenene på skråningen oven for stranden løsne sig og løbe ned, og derefter hurtige skridt der nærmer sig.

»Nils! Jeg har også fået karameller af mor. En masse karameller!«

Det er hans bror der kommer. Axel, tre år yngre end Nils og fuld af bevægelse. Han har en grå tøjbylt i hånden.

»Se!«

Axel kommer hurtigt hen og stiller sig ved den store sten, ser ivrigt op på Nils, og så vikler han pakken op og breder indholdet ud på klædet.

Der er en lille lommekniv i bylten og karameller, mørke blanke flødekarameller.

Nils tæller til otte karameller. Selv fik han kun fem af mor før han gik, men de er spist nu, og hans hjerte begynder at dunke hårdt i pludselig vrede.

Axel tager en af sine karameller, kigger på den, stopper den i munden og ser ud over det glitrende vand. Han tygger tilfreds og langsomt, som om ikke kun karamellerne er hans, men også stranden og vandet og himlen over dem.

Nils kigger væk.

»Jeg vil bade,« siger han med blikket vendt mod vandet. Og så hopper han ned og trækker de korte bukser af og lægger dem på stenene.

Han vender Axel ryggen og begynder at gå ud i bølgerne, med fødderne balancerende på de algeblanke sten. Små løkker af brun tang sætter sig fast mellem hans tæer.

Vandet er solvarmt og flyver skummende til side da Nils kaster sig ud i det en halv snes skridt fra land. I sommer har han lært at svømme under vandet. Han ånder ind, dykker ned under overfladen, bugter sig nedad mod stenbunden, vender rundt og kommer flyvende op i solskinnet igen.

Axel har stillet sig ved strandkanten.

Nils glider rundt i vandet, stænker det omkring sig og laver kolbøtter med bobler brusende om hovedet. Han svømmer nogle meter længere ud, så langt at bunden under ham er uden for rækkevidde af hans fødder.

Herude er der en stor stenkolos, en vandreblok der ligger som et slumrende søuhyre lige under overfladen. Nils klatrer op på ryggen af det, står med fødderne lige under vandoverfladen og kaster sig så ud. Her kan han ikke bunde. Han flyder, træder vande og ser at Axel stadig står i strandkanten.

»Kan du ikke svømme endnu?« råber han.

Han ved at Axel ikke kan.

Axel svarer ikke, mens hans blik sænker sig og formørkes af både skam og vrede under pandehåret. Han tager de korte bukser af og lægger dem på stenen ved siden af bylten.

Nils svømmer roligt rundt om hoppestenen, først på maven, så på ryggen, for at vise hvor nemt det er når man kan. Han sparker til med benene og kommer op på stenen igen.

»Jeg hjælper dig!« råber han til Axel og overvejer et øjeblik virkelig at gøre det; at være storebror og lære Axel at svømme i dag. Men det ville tage for lang tid.

Han vinker bare.

»Kom!«

Axel tager et usikkert skridt ud i vandet, føler sig frem med fødderne over stenene og famler med armene, som om han balancerede ved en afgrund. Nils kigger tavst på lillebroderens usikre vandring ud fra stranden.

Efter fire skridt står Axel med vand op over lårene og ser på Nils med stift blik.

»Tør du?« siger Nils.

En spøg, han vil lave lidt sjov med sin bror.

Axel ryster på hovedet. Nils dykker hurtigt ned fra stenen og svømmer ind mod land.

»Der er ikke noget at være bange for,« siger han. »Du kan gå på bunden næsten hele vejen ud.«

Axel famler efter ham, bøjer sig forover. Nils trækker sig tilbage, og lillebroderen tager et ufrivilligt skridt udad.

»Godt,« siger Nils. Vandet når dem til livet nu. »Et skridt til.«

Axel gør som han siger, tager et skridt og ser så op på Nils med et nervøst smil. Nils smiler forsigtigt tilbage og nikker, og Axel tager et skridt til.

Nils bøjer sig udad, falder langsomt bagover med udstrakte arme for at vise hvor blødt vandet er.

»Alle kan svømme, Axel,« siger han. »Jeg lærte mig selv det.«

Han sparker langsomt af sted udad, mod hoppestenen. Axel følger efter ham, men slipper ikke bunden med fødderne. Vandet når ham til brystet.

Nils hopper op på stenkolossen igen.

»Tre skridt til!« siger han.

Men det passer ikke rigtigt, der er syv eller otte. Axel tager et skridt, to skridt, tre skridt, er nødt til at strække halsen for at have munden over vandoverfladen, og der er alligevel tre meter tilbage til hoppestenen.

»Du skal trække vejret,« siger Nils.

Axel tager en indånding i et kort gisp. Nils sætter sig på stenen og holder roligt hænderne ud mod ham.

Og hans lillebror kaster sig fremad. Men det er som om han hurtigt fortryder, for han tager en indånding og får munden og halsen fulde af koldt vand, han slår omkring sig med armene og stirrer på Nils. Stenen er lige akkurat uden for hans rækkevidde.

Nils ser på Axels kamp i vandet et par sekunder og strækker sig så hurtigt fremad og trækker broderen op i sikkerhed på stenen.

Axel klamrer sig fast og hoster og trækker vejret i korte stød. Nils stiller sig op ved siden af ham og siger det han har haft i tankerne hele tiden:

»Stranden er min.«

Så kaster han sig ud fra hoppestenen og dykker lodret ned, kommer op af vandet flere meter væk og svømmer med lange sikre tag indtil hans hænder slår mod stenene ved stranden og hans spøg er fuldendt. Nu kan han nyde det. Han ryster på hovedet for at få vandproppen ud af ørerne og går hen til stenblokken hvor Axel har viklet sin tøjbylt op.

De små korte bukser, som Axel har trukket af sig, ligger der også. Nils tager dem op, tror han ser en loppe krybe langs en søm og kaster dem fra sig på stranden.

Så bøjer han sig over bylten. Dér ligger flødekaramellerne i en bunke, skinnende i solen, og Nils samler en op og stopper den langsomt i munden.

Han hører et vredt brøl over vandet fra hoppestenen, men tager sig ikke af det. Han tygger omhyggeligt, synker og tager en karamel til.

Der høres en plasken derude. Nils ser op; hans lillebror har til sidst kastet sig i vandet fra hoppestenen.

Selv begynder Nils allerede at tørre i solen, og han overvinder sin første impuls til at begive sig ud til Axel. Han tager i stedet en tredje karamel op fra klædet på stenen.

Plaskeriet fortsætter derude, og Nils ser til. Axel kan selvfølgelig ikke bunde og forsøger fortvivlet at komme op på hoppestenen igen. Men hans hænder glider.

Nils tygger på karamellen. Man skal have fart på for at komme op på stenen.

Axel har ingen fart på og vender om for at komme ind på stranden igen. Han fægter med armene så vandet skummer omkring ham, men bevæger sig ikke fremad. Han ser på Nils med opspærrede øjne.

Nils kigger tilbage, synker karamellen og tager en ny.

Plaskeriet bliver hurtigt svagere derude. Broderen råber noget, men Nils kan ikke høre hvad. Så lukker bølgerne sig over Axels hoved.

Nu tager Nils et skridt ned mod vandet.

Axels hoved dukker op, men ikke så højt som før. Nils ser i grunden kun det våde hår. Så synker han ned under overfladen igen. Der kommer luftbobler op, men en lille bølge fejer dem bort.

Nils får fart på nu, han hopper ud i vandet. Hans ben stænker skum op, og han kæmper med armene, hans blik er fæstet på hoppestenen. Men Axel er ikke mere til at se.

Nils bevæger sig hurtigt ud mod stenen, og da han er næsten fremme dykker han, men han er dårlig til at holde øjnene åbne under overfladen. Han lukker øjnene og famler sig frem i det kolde mørke, mærker ikke noget med hænderne og kommer op i solen igen. Han får fat med hænderne rundt om hoppestenen, hoster og rejser sig op.

Kun vand omkring ham, hvor han end ser hen. Solglitteret på bølgerne skjuler alt hvad der er under overfladen.

Axel er væk.

Nils venter og venter i vinden, men der sker ikke noget, og til sidst, da han begynder at fryse, dykker han i og svømmer langsomt tilbage mod land. Der er ikke andet at gøre. Han rejser sig op af vandet, puster ud og støtter sig til den store sten på stranden.

Nils bliver stående i solen i lang tid. Han venter på plaskende lyde, et velkendt råb fra Axel, men der høres ikke noget.

Alt er stille. Det er svært at forstå det.

Der er fire karameller tilbage på Axels klæde, og Nils kigger på dem.

Han tænker på de spørgsmål der venter, fra hans mor og andre, og spekulerer på hvad han skal sige. Så tænker han på da hans far døde og hvor dystert alt havde været under den langtrukne begravelse i Marnäs kirke. Alle havde været sortklædte og sunget salmer om døden.

Nils hulker pludselig. Det lyder godt. Han vil gå op til mor og hulke og fortælle at Axel stadig er nede på stranden. Axel ville blive, men Nils ville hjem. Og når alle begynder at lede efter Axel, kan han tænke på den sørgelige orgelmusik ved fars begravelse og græde sammen med sin mor.

Nils vil snart gå op til huset, og han ved hvad han skal fortælle og ikke fortælle når han kommer derop.

Men først spiser han alle Axels karameller.