2

GERLOF DAVIDSSON SAD på sit værelse i ældreboligen i Marnäs og så solen gå ned uden for vinduet. Køkkenklokken var lige blevet tavs efter den første ringning, og det var snart middag. Han ville rejse sig og gå ud i spisestuen. Hans liv var ikke forbi.

Hvis han endnu havde været i Stenvik, det fiskerleje han kom fra, kunne han have siddet ved stranden og se solen langsomt synke ned i Kalmarsund. Men Marnäs lå på øens østkyst, og derfor så han hver aften solen forsvinde bag en birkelund, mellem ældreboligen og Marnäs kirke mod vest. Nu i oktober var birketræernes grene næsten bladløse og lignede slanke arme der strakte sig mod den synkende gulrøde solskive.

Skumringstimen var oprundet – de uhyggelige historiers tid.

Da han var barn i Stenvik, havde det her været den tid hvor dagens arbejde på markerne og ved bådehusene var slut. Alle samledes i husene til den forestående aften, men petroleumslamperne blev ikke rigtig tændt endnu. De ældre sad i skumringstimen, diskuterede hvad der var udrettet i dagens løb og hvad der var sket på de andre gårde i landsbyen. Og nu og da fortalte de historier for børnene i huset.

Gerlof syntes altid at de uhyggeligste historier var de bedste. Fortællingerne om spøgelser, varsler, trolde og om ond brat død i den ølandske ødemark. Eller fortællinger om hvordan skibsvrag drev i land langs stenkysten og blev kvast mod klipperne.

Køkkenklokken ringede for anden gang.

En skipper, der var blevet fanget af stormen og drevet for tæt på land, ville før eller senere høre bundstenene slå mod kølen, hårdere og hårdere, og det var begyndelsen til enden. Måske var han en enkelt gang dygtig og heldig nok til at få et anker ud og langsomt trække sig udad mod vinden mod frit vand igen, men de allerfleste skibe kunne ikke rokkes en meter når de først var stødt på grund. Oftest måtte skipperne hurtigt gå fra borde for at redde sig selv og besætningen, forsøge at komme levende i land gennem de brydende bølger og så stå våde og forfrosne på stranden og se hvordan stormen drev deres skib endnu hårdere på grund, og hvordan bølgerne begyndte at slå det i stykker.

En skude på grund var som en ituslået ligkiste der var blevet efterladt ude i det fri.

Køkkenklokken ringede for sidste gang, og Gerlof tog fat i trækanten på skrivebordet og rejste sig. Han mærkede Sjögren blive vakt til live i leddene. Det kunne mærkes, og det gjorde ondt. Han så eftertænksomt på kørestolen der stod ved fodenden af sengen, men han havde aldrig brugt den indendørs og ville ikke gøre det nu. Men stokken tog han i højre hånd og holdt hårdt om den da han begyndte at gå ud mod gangen hvor hans overtøj hang på bøjler og skoene stod på række. Han blev stående, støttede sig til stokken og åbnede derefter døren ud til korridoren. Han gik ud og så sig om.

Der lød slæbende skridt i korridoren, og han så dem komme en efter en: de andre beboere. Her kom de langsomt gående, ved hjælp af stokke eller rollatorer. Marnäshjemmets beboere samledes for at spise.

Nogle af dem hilste lavmælt på hinanden, andre så hele tiden ned i gulvet.

Så megen viden der kommer gående her, tænkte Gerlof da han sluttede sig til den trætte flok på vej ind i spisestuen.

»Så er I velkomne til bords!« sagde Boel, forstanderen på afdelingen, som smilende stod mellem madvognene uden for køkkenet.

Alle satte sig forsigtigt på deres sædvanlige pladser ved bordene.

Så megen viden. Rundt om Gerlof sad der en skomager, en kirketjener og en landmand, med erfaringer og viden som ingen længere spurgte efter. Og så ham selv, der stadig kunne slå et pælestik med lukkede øjne på få sekunder, til ingen nytte.

»Det kan blive frostvejr i nat, Gerlof,« sagde Maja Nyman.

»Ja, det er nordlige vinde,« sagde Gerlof.

Maja sad ved siden af ham, lille og rynket og mager, men kvikkere end nogen anden på afdelingen. Hun smilede til Gerlof, og han smilede tilbage. Hun var en af de få der kunne udtale hans navn rigtigt, som Järlåff, intet andet.

Maja kom fra Stenvik, men havde giftet sig med landmanden Helge Nyman og bosat sig nordøst for Marnäs i halvtredserne; selv var Gerlof flyttet til Borgholm da han blev skipper. Inden han og Maja genså hinanden i bofællesskabet, havde de ikke mødt hinanden i næsten fyrre år.

Gerlof tog et stykke knækbrød og begyndte at spise, og han var som sædvanlig taknemmelig for at han kunne tygge. Intet hår, dårligt syn, ingen kræfter og værkende muskler – men sine egne tænder havde han da.

En duft af kål bredte sig fra køkkenet. Der var kålsuppe på menuen i dag, og Gerlof løftede skeen og ventede på at madvognen skulle komme rullende.

Når maden var spist, ville de fleste i bofællesskabet sætte sig for at se fjernsyn resten af aftenen.

Det var nye tider. Alle de strandede skibe var borte fra Ølands strande, og ingen fortalte historier i skumringstimen længere.

Middagen var forbi. Gerlof var inde på sit værelse igen.

Han stillede stokken ved bogreolen og satte sig igen ved skrivebordet. Nu var det aften uden for vinduet. Hvis han bøjede sig ind over bordet med næsen helt henne ved ruden, skulle han kunne få et glimt af markerne nord for Marnäs og bag dem stranden og det mørke hav. Østersøen, hans gamle arbejdsplads. Men han kunne ikke gøre den slags gymnastiske øvelser mere, han måtte nøjes med at kigge ud over birketræerne bag alderdomshjemmet.

De ledende kaldte det ikke alderdomshjem mere, men det var selvfølgelig det det var. De forsøgte altid at finde på nye ord som skulle lyde bedre, men det drejede sig stadig om gamle der blev gennet sammen og i alt for mange tilfælde bare blev siddende og ventede på døden.

En sort notesbog lå ved siden af en stabel aviser på skrivebordet, og han strakte hånden ud efter den. Efter at have siddet og stirret ud gennem vinduet ved skrivebordet hele den første uge på Marnäshjemmet, havde Gerlof taget sig sammen og var gået ind i landsbyen for at købe notesbogen i den lille købmandsbutik. Så var han begyndt at skrive.

Notesbogen bestod både af tanker og opfordringer. Her skrev han ting der skulle gøres, og stregede dem over når de var gjort, undtagen opfordringen BARBER DIG! der stod øverst på første side og aldrig blev streget over fordi det var et dagligt gøremål. At barbere sig var nødvendigt og noget han havde husket at gøre tidligere på dagen.

Det her var den første tanke i bogen:

STØRRE EN HELT ER SINDIG MAND, STØRRE AT STYRE SIT SIND END AT TAGE EN STAD.

Det var et tankevækkende bibelord fra Ordsprogenes Bog kapitel seksten. Gerlof var begyndt at læse Bibelen allerede som barn og aldrig siden holdt op.

Sidst i bogen var der tre linjer som ikke var streget over. Der stod:

BETALE MÅNEDENS REGNINGER.

JULIA KOMMER TIRSDAG AFTEN.

TALE MERE MED ERNST.

Regningerne for telefonen, aviserne, opholdet på Marnäshjemmet og pasningen af hans hustru Ellas gravsted henne på kirkegården behøvede han ikke at betale før i næste uge.

Og Julia var på vej, hun havde til sidst lovet at komme. Han måtte ikke glemme det. Han håbede at Julia ville blive en tid på Øland. Efter alle de år var hun stadig fuld af sorg, og han ville rive hende ud af den.

Den sidste påmindelse var lige så vigtig og havde også med Julia at gøre. Ernst var stenhugger i Stenvik, en af de få der endnu boede der året rundt. Han og Gerlof og deres fælles ven John talte sammen i telefon hver uge. Somme tider sad de tilmed i skumringstimen og fortalte hinanden gamle historier, noget Gerlof satte pris på selv om han som regel allerede havde hørt dem.

Men en aften for nogle måneder siden var Ernst kommet til Marnäshjemmet med en ny historie: den om mordet på Gerlofs barnebarn Jens.

Gerlof var slet ikke indstillet på at høre den fortælling – han ville i grunden ikke tænke på lille Jens – men Ernst havde siddet henne på sengen og insisteret på at fortælle.

»Jeg har spekuleret en del på hvordan det gik til,« sagde Ernst lavmælt.

»Har du det,« sagde Gerlof der sad ved skrivebordet.

»Jeg tror nu ikke at dit barnebarn gik ned til vandet og druknede,« havde Ernst sagt. »Jeg tror han måske gik ud i tågen på alvaret. Og jeg tror han mødte en morder derude.«

»En morder?« sagde Gerlof.

Ernst havde tiet, med de barkede næver foldet i skødet.

»Hvem skulle det da være?« havde Gerlof spurgt.

»Nils Kant,« sagde Ernst. »Jeg tror det var Nils Kant han mødte i tågen.«

Gerlof havde bare stirret på ham, men Ernsts blik havde været alvorligt.

»Jeg tror faktisk det gik sådan til,« sagde han. »Jeg tror Nils Kant kom hjem fra havet, fra hvor han nu befandt sig, og voldte endnu mere ulykke.«

Mere end det havde han egentlig ikke sagt dengang. En kort historie i skumringstimen, men Gerlof havde ikke kunnet glemme den. Han håbede at Ernst snart ville komme igen og fortælle mere.

Gerlof blev ved med at bladre frem i notesbogen. De nedskrevne tanker var langt færre end påmindelserne, og han var snart kommet til enden af dem.

Han lukkede bogen. Han kunne ikke foretage sig meget mere ved skrivebordet, men blev alligevel siddende og så på de svajende birketræer i mørket. De mindede lidt om sejl i kulingen, og fra den tanke var der ikke langt til erindringen om hvordan han selv havde stået på dæk i den slags efterårsvinde og set den ølandske kyst glide langsomt forbi, enten på nært hold med sten og huse eller bare som et mørkt bånd i horisonten – og netop som han havde manet det billede frem, ringede telefonen på skrivebordet pludselig.

Ringetonen var høj og skingrende i det stille værelse. Gerlof lod den ringe en gang til. Ofte kunne han ane i forvejen hvem det var der ringede; denne gang var han ikke sikker.

Han løftede røret da den havde ringet tredje gang.

»Davidsson.«

Ingen svarede.

Linjen var åben, og man kunne høre en stadig susen af elektroner eller hvad det nu var der hvirvlede rundt i telefonkablet, men den, der holdt røret, sagde ikke et ord.

Gerlof troede alligevel nok han vidste hvad personen ville.

»Det er Gerlof,« sagde han i røret, »og jeg har fået den. Hvis det er sandalen du ringer om.«

Han syntes han kunne høre sagte åndedrag i røret.

»Jeg fik den med posten for nogle dage siden,« sagde han.

Tavshed i røret.

»Jeg tror det var dig der sendte den,« sagde Gerlof. »Hvorfor gjorde du det?«

Kun tavshed.

»Hvor fandt du den?«

Det eneste, der kunne høres i røret, var suset. Da Gerlof havde presset telefonen mod øret tilstrækkelig længe, begyndte det at føles som om han sad alene i hele universet og lyttede til det sorte rums tavshed. Eller til havet.

Efter tredive sekunder var der en der hostede lavt.

Så lød der et klik. Røret i den anden ende var blevet lagt på.