3
JULIAS STORESØSTER LENA Lundqvist holdt nøglerne i et hårdt greb og så på bilen, næsten kun på bilen. Hun kastede et hurtigt blik på Julia, men så kiggede hun på deres fælles bil igen.
Det var en lille rød Ford. Ikke ny, men stadig blank i lakken og med gode sommerdæk. Den stod parkeret på gaden ved siden af indkørslen til Lenas og hendes mand Richards høje murstensvilla i Torslanda, med en stor grund som ikke havde havudsigt, men alligevel lå så tæt ved havet at Julia syntes hun kunne mærke duften af saltvand i luften. Julia hørte en gennemtrængende latter gennem et vindue der stod på klem og kunne regne ud at alle børnene var hjemme.
»Egentlig skulle vi ikke låne den ud … Hvornår har du sidst kørt?« spurgte Lena.
Hun holdt stadig bilnøglerne i den ene hånd med hårdt korslagte arme over brystet.
»Sidste sommer,« sagde Julia og tilføjede hurtigt en påmindelse: »Men det er min bil … halvdelen af den.«
En kold og fugtig vind drev hen ad gaden fra havet. Lena havde kun en tynd trøje på og nederdel, men hun bad ikke Julia komme med ind i varmen i villaen og snakke videre – og selv om hun havde gjort det, ville Julia aldrig være gået med ind. Richard var sikkert derinde, og hun ville ikke møde hverken ham eller deres teenagebørn.
Richard var en slags højtstående eller ret højtstående chef på Volvo. Han havde selvfølgelig egen firmabil, ligesom Lena der var inspektør på en grundskole på Hisingen. De var meget vellykkede.
»Du har ikke brug for den,« tilføjede Julia med fast stemme. »Du har kun haft den nu da jeg … da jeg ikke ville køre.«
Lena kiggede på bilen igen.
»Ja, ja, men Richard har sin datter her hver anden weekend, og hun vil … «
»Jeg betaler al benzinen,« afbrød Julia.
Hun var ikke bange for sin storesøster, det havde hun aldrig været, og nu havde hun besluttet at køre til Øland.
»Det gør du sikkert, det er ikke det,« sagde Lena. »Men det føles ikke rigtig godt. Det er også det her med forsikringer. Richard siger at … «
»Jeg skal kun køre til Øland i den,« sagde Julia. »Og så tilbage til Göteborg igen.«
Lena kiggede op mod villaen, hvor der var lys bag gardinerne i næsten alle vinduer.
»Gerlof vil have jeg skal køre derned,« fortsatte Julia. »Jeg talte med ham i går.«
»Men hvorfor vil han have det nu?« sagde Lena og fortsatte uden at vente på svar: »Og hvor skal du bo? Du kan jo ikke bo hos ham oppe på hjemmet – der er der ingen gæsteværelser, så vidt jeg ved. Og huset i Stenvik er jo lukket af, vi har lukket for strøm og vand og … «
»Det finder jeg ud af,« sagde Julia hurtigt og indså så at hun ikke selv vidste hvor hun skulle bo. Hun havde ikke spekuleret over det. »Men jeg kan tage den, så?«
Hun følte at søsteren var på vej til at give efter og ville have et hurtigt svar, før Richard kom ud og begyndte at hjælpe sin kone med at forhale lånet af bilen.
»Ja … « sagde Lena. »Så lån den da. Jeg skal bare hente nogle ting.«
Hun gik hen til bilen og åbnede og tog nogle papirer ud og et par solbriller og en halv plade Marabou-chokolade.
Hun kom hen til Julia igen, rakte hånden frem og slap taget om nøgleknippet. Julia tog imod det, og så rakte Lena hende endnu en ting.
»Tag den her også. Så vi kan få fat i dig,« sagde hun. »Jeg har lige fået en ny på skolen.«
Det var en mobiltelefon, en sort. Måske ikke den allermindste model, men lille nok.
»Jeg kan ikke bruge sådan nogle,« sagde Julia.
»Det er nemt. Der er en kode du trykker ind først… her.« Lena skrev den og telefonnummeret ned på en seddel. »Når du ringer, trykker du bare hele nummeret, også områdenummeret, og trykker på den grønne knap her. Der er lidt penge tilbage på den, derefter må du selv betale.«
»Okay.« Julia tog imod telefonen. »Tak.«
»Ja, kør forsigtigt, så,« sagde Lena. »Hils far.«
Julia nikkede og gik hen til bilen. Hun satte sig ind i den, mærkede duften af sin søsters parfume, startede motoren og kørte af sted.
Det var allerede skumring. Og da hun kørte over Hisingen, tyve kilometer under hastighedsgrænsen, tænkte hun på hvorfor hun og Lena aldrig kunne se på hinanden mere end nogle sekunder ad gangen. Før havde de stået hinanden nær – Lena var jo grunden til at Julia var flyttet til Göteborg i sin tid – men nu var det modsat. Deres forhold havde været dårligt siden den fredag for flere år siden da Julia sidste gang havde været inde i Lenas og Richards villa, til en lille middag uden børn der var endt med at Richard satte vinglasset fra sig og rejste sig fra bordet med spørgsmålet:
»Behøver vi hele tiden sidde og vende og dreje nogle triste ting der skete for tyve år siden? Jeg spørger bare? Behøver vi det?«
Han var vred og lidt beruset, og stemmen var hæs – selv om Julia kun havde nævnt Jens’ forsvinden i forbigående, kun som en årsag til at hun havde det som hun havde.
Lenas stemme var rolig da hun kort efter kiggede på Julia og så udtalte den replik, der havde fået Julia til at nægte at tage med sin søster til Øland to år efter for at hjælpe Gerlof med at flytte fra huset i Stenvik til ældreboligen i Marnäs.
»Han kommer aldrig tilbage,« havde Lena sagt. »Det ved alle jo … Jens er død, Julia. Det kan selv du vel forstå?«
Det havde ikke hjulpet at stille sig op og brøle hysterisk ad hende over middagsbordet, men Julia havde gjort det alligevel.
Julia kom hjem, parkerede bilen ude på gaden og gik ind for at pakke. Da hun havde stoppet tøj ned til ti dages fravær, lidt toiletsager og nogle bøger (og to flasker rødvin og nogle piller), spiste hun en mad og drak vand i stedet for vin. Så var det aften og på tide at lægge sig.
Men i sengen stirrede hun op fra puden i mørket og kunne ikke sove. Hun stod op og gik ud på badeværelset, tog en receptpligtig pille og lagde sig i sengen igen.
En lille drengs sko. En sandal.
Da Julia lukkede øjnene, så hun sig selv som ung mor give Jens sandaler på, og den erindring skabte en sort tunghed over hendes bryst, en tung uvished der fik hende til at ryste under dynen.
Jens’ lille sko, efter mere end tyve år uden et eneste spor af ham. Efter alle eftersøgningerne på Øland, alt grubleriet i søvnløse nætter.
Sovepillen begyndte langsomt at virke.
Ikke mere mørke nu, tænkte hun i halvsovende tilstand. Hjælp os med at finde ham.
Det tog lang tid før det blev morgen, og det var stadig mørkt ude da Julia vågnede og stod op. Hun spiste morgenmad, og så vaskede hun op og låste lejligheden og satte sig i bilen. Da motoren var startet, satte hun vinduesviskerne i gang for at få de nedfaldne blade væk, og så var hun endelig på vej ud af den gade hun boede i, på vej ud af byen i solopgangen og morgentrafikken. Den sidste lyskurv blev grøn og hun kunne dreje ud på motorvejen østpå, væk fra Göteborg og ud på landet.
De første 20-30 kilometer kørte hun med sideruden rullet ned og lod den kolde morgenluft lufte alle spor af hendes søsters parfume i bilen ud.
Jens, jeg kører, tænkte hun. Jeg kører faktisk, og ingen kan stoppe mig nu.
Hun vidste at hun ikke burde tale med ham, ikke engang stille for sig selv. Det var uligevægtigt, men hun havde gjort det nu og da lige siden Jens forsvandt.
Efter Borås endte motorvejen, og husene blev mindre og færre. Smålands tætte granskove pressede sig mod vejen. Hun kunne være drejet ind ad en eller anden afkørsel mod et ukendt mål, men vejene ind i skoven så så øde ud. Hun fortsatte lige frem, tværs over landet mod østkysten og forsøgte at glæde sig over at hun nu, på egen hånd, var i færd med den længste rejse hun havde foretaget sig i mange år.
Ved en rasteplads 20-30 kilometer fra kysten drejede hun ind for at tanke og spise nogle mundfulde biksemad som var hård og klæbrig og ikke pengene værd, og så fortsatte hun.
Mod Ølandsbroen. Nord for Kalmar gik broen over til øen, bygget for over tyve år siden, færdig og indviet samme efterår som … den dag.
Hun ville ikke tænke på det mere, ikke før hun kom frem.
Ølandsbroen stod høj og solid over sundet på brede betonpiller og rokkede sig ikke en millimeter af de vindstød der rev i bilen. Den var bred og helt lige bortset fra en hævet bue nær fastlandet der lod høje skibe passere under vejbanen. Buen var et udsigtspunkt, og hun kunne se den flade ø nu. Den strakte sig langs horisonten, fra nord til syd.
Hun kunne se alvaret, den græsklædte steppe der dækkede store dele af Øland. Lave mørke skyer gled langsomt af sted som lange luftskibe over landskabet.
Både turister og ølændinge elskede at vandre og se på fugle derude, men Julia kunne ikke lide alvaret. Det var for stort – og der var intet at søge ly under hvis den vældige himmel ovenover faldt ned.
Efter broen kørte hun nordpå, mod Borgholm. Det var næsten lige ud 30-40 kilometer langs vestkysten, med få modkørende biler nu hvor turistsæsonen var forbi. Julia kiggede lige ud for at slippe for at se ud over det øde alvar og det store vand på den anden side af hende og forsøgte ikke at tænke på en lille sandal med repareret rem.
Det betød ikke noget, det behøvede ikke at betyde noget.
Turen op til Borgholm fra broen tog næsten en halv time. Deroppe var der ét eneste lysreguleret kryds, og hun besluttede at dreje til venstre der, ned mod den lille landsby ved vandet.
Hun standsede ved et konditori for enden af Storgatan og undgik på den måde havnen og torvet og landsbyens kirke; den kirke som hun og hendes forældre havde boet bag da Gerlof havde sin egen skude og ville bo i nærheden af havnen. I Borgholm var hendes barndom. Julia ville ikke se sig selv komme løbende i gaderne rundt om torvet som et tyndt spøgelse, en otte eller ni år gammel pige med hele livet foran sig. Hun ville ikke møde nogen unge mænd, som gik hen mod hende med lange skridt på gaden og fik hende til at tænke på Jens. Den slags påmindelser havde hun nok af i Göteborg.
Klokken klemtede over døren til det lille konditori.
»Hej.«
Pigen bag disken var blond og sød og så ud til at dødkede sig. Hun lyttede med et tomt blik til Julia da hun bestilte to kanelsnegle og et par geléovertrukne flødeskumskager med jordbær til sig selv og Gerlof.
Denne pige kunne have været hende selv tredive år tidligere, men Julia var jo flyttet fra øen allerede da hun var atten og havde nået at bo og arbejde både i Kalmar og Göteborg inden hun fyldte toogtyve. I Göteborg havde hun mødt Michael og var blevet gravid med Jens allerede efter nogle uger, og så var meget af hendes rastløshed forsvundet og aldrig vendt tilbage – ikke engang efter separationen.
»Her er ikke mange mennesker nu,« sagde hun da pigen løftede kagerne ud af glasdisken. »Nu om efteråret, mener jeg.«
»Næh,« sagde pigen uden at smile.
»Kan du lide at være her?« sagde Julia.
Pigen rystede kort på hovedet.
»Somme tider. Men der er ikke noget at lave. Borgholm lever kun om sommeren.«
»Hvem synes det?«
»Det gør alle,« sagde pigen. »Stockholmerne synes det i hvert fald.« Hun lukkede pakken med kager og rakte den over. »Jeg flytter snart til Kalmar,« sagde hun. »Var det det hele?«
Julia nikkede. Hun kunne have sagt at hun også havde arbejdet i Borgholm som teenager, på en café nede ved havnen, og at hun også havde dødkedet sig og ventet på at livet skulle begynde. Og så ville hun pludselig fortælle om Jens, om sin sorg og om håbet der havde fået hende til at komme tilbage. En lille sandal i et brev.
Hun sagde ingenting. En ventilator susede, ellers var alt stille i konditoriet.
»Er du turist?« spurgte pigen.
»Ja … nej,« sagde Julia. »Jeg skal op til Stenvik et par dage. Min familie har et hus der.«
»Deroppe er der som Norrland nu,« sagde pigen da hun gav Julia byttepenge. »Næsten alle husene er tomme. Ingen lægger mærke til en, uanset hvad man laver.«
Klokken var halv fire om eftermiddagen da Julia kom ud fra konditoriet og så sig om på gaden. Borgholm var en øde by. En halv snes mennesker ude, nogle få biler der holdt den lavest mulige hastighed i byens gader; ikke meget andet. Den store slotsruin holdt vagt med mørke vinduesglugger på højdedraget oven for byen.
En kold vind strøg gennem gaderne da Julia gik hen til bilen igen. Der var næsten uhyggeligt stille.
Hun gik forbi en stor opslagstavle med plakater klistret i et kludetæppe oven på hinanden: amerikanske actionfilm i Borgholms biograf, rockkoncerter i slotsruinen og forskellige former for aftenkurser. Plakaterne var blevet bleget i solen og vinden havde tygget hjørnerne i stykker.
Det her var første gang Julia som voksen besøgte øen så sent på året. I lavsæsonen, når Øland sagtnede farten. Hun gik tilbage til bilen.
Nu kommer jeg, Jens.
Nord for byen fortsatte alvarets tørre græsslette på begge sider af vejen. Her trak vejen sig langsomt ind mod land fra kysten og pegede direkte ind i det flade landskab, hvor runde lavdækkede kampesten fra markerne var stablet til lave, lange mure. Murene dannede et kæmpemæssigt mønster over alvaret.
Julia følte en svag torveskræk under den store himmel og længtes stadig mere efter et glas rødvin – en længsel der blev stærkere, jo nærmere hun kom Stenvik. Hjemme forsøgte hun at holde op med at drikke hver dag, og hun drak aldrig når hun kørte, men i denne ensomhed føltes vinflaskerne i hendes taske som det eneste interessante selskab. Hun ville låse sig inde et sted og hellige sig dem til de var tomme.
Undervejs nordpå mødte hun kun to køretøjer, en bus og en traktor. Hun kørte forbi gule skilte med navne på små landsbyer og gårde langs vejen, navne hun huskede fra alle de tidligere rejser. Hun kunne rable dem af sig udenad, som en børneremse. Det var steder hun kun var kørt forbi i alle årene. For hendes mor og far havde der kun været Stenvik om sommeren og det fritidshus de havde bygget der sidst i fyrrerne – mange år før turisterne havde opdaget landsbyen. Efterår, vinter og forår i Borgholm, men sommeren havde altid været Stenvik for Julia. Og inden hun kørte op til Gerlof i Marnäs, ville hun gense landsbyen. Der var dårlige minder deroppe, men også mange gode. Minder om lange varme sommerdage.
Hun så det gule skilt på lang afstand: Stenvik 1 og under det teksten CAMPING dækket med sort tape. Hun bremsede og svingede ind på sognevejen, væk fra alvaret og ned mod sundet.
Efter fem hundrede meter dukkede den første lille klynge sommerhuse op; de var alle sammen låst af og havde hvide rullegardiner trukket for vinduerne. Derefter fulgte kiosken, som altid var samlingspunkt for landsbyboerne om sommeren. Dens forside var nu tømt for løbesedler og reklamer og vimpler, og der var sat træskodder for vinduerne. Ved siden af var der et vejskilt som pegede sydpå mod campingpladsen og et minigolfanlæg med banerne dækket af store grønne presenninger. Campingpladsen blev drevet af en af Gerlofs venner, huskede hun.
Sognevejen fortsatte ned mod vandet, drejede til højre på klinterækken oven for stranden og løb videre nordpå, med endnu flere lukkede sommerhuse på række langs vejens østside. På den anden side var den stendækkede strand, og små bølger krusede vandoverfladen ude i sundet.
Julia kørte langsomt forbi den gamle vejrmølle, der stod hævet over vandet på sin tykke træfod. Møllen havde stået forladt på klippen en halv snes meter fra stranden lige så længe Julia kunne huske, men den var grånet nu og havde mistet næsten al sin røde farve, og af vingerne var der kun et kors af revnede træbjælker tilbage.
En hundrede meter bag møllen lå familien Davidssons bådehus. Det så velplejet ud med sine røde trævægge, hvide vinduer og tjæresort tag. En eller anden havde malet det for nylig. Lena eller Richard?
Julia havde et erindringsbillede af hvordan Gerlof sad og bødede sine lange net på en skammel foran huset om sommeren, og hvordan hun og Lena og deres fætre og kusiner løb på stranden nedenfor med den skarpe duft af tjære i næsen.
Men Gerlof havde været nede ved huset og renset flynder net den dag. Siden da havde Julia aldrig kunnet lide hans fiskeri.
Nu var der ingen ved bådehuset. Tørt græs dirrede i vinden. En grønmalet træjolle lå væltet om på den ene side i græsset ved siden af huset – det var Gerlofs gamle båd, og dens skrog var så revnet af tørhed at Julia kunne se lyse striber af himmel mellem de øverste brædder.
Hun slukkede for motoren, men steg ikke ud af bilen. Hun havde hverken sko eller tøj på der passede til den ølandske efterårsvind, og desuden kunne hun se en tværstang med en stor hængelås på døren til bådehuset. Rullegardinerne var rullet ned for de små vinduer som i alle de andre huse i landsbyen.
Stenvik var tom. Kulisser, det hele var som kulisser til et sommerteater. Et dystert stykke, i det mindste for Julias vedkommende.
Nå. Så manglede hun bare at se til Gerlofs hus, fritidshuset. Gerlof havde selv bygget det på gammel slægtsjord. Hun startede bilen og fortsatte ad sognevejen der delte sig. Hun tog vejen til højre, ind over øen igen. Her var der lave trægrupper som læ for de få huse der var indrettet til vinterbeboelse, men alle træerne hældede let væk fra stranden, kuede af den stadige blæst.
I en stor have til højre for sognevejen lå der et højt gult træhus som virkede helt faldefærdigt bag de høje buske. Malingen hang i flager fra væggene og tagstenene var revnede og mosklædte. Julia kunne ikke mindes hvem huset havde tilhørt, men kunne heller ikke huske at den gård nogen sinde havde set fin og velpasset ud.
Mellem træerne til højre gik der en lille vej ind, smal og med en stribe knæhøjt gulnet græs i midten. Julia genkendte indkørslen og drejede ind og standsede bilen. Så tog hun sin frakke på og steg ud i en kølig luftsom føltes frisk og fuld af ilt.
Der var ikke musestille udenfor, vinden susede i træernes tørre blade, og bag dem lød der en hulere brusen fra bølgerne nede ved stranden. Men ellers var der ingenting at høre: ingen fugle, ingen stemmer, ingen trafik.
Pigen i konditoriet havde haft ret: det her var ligesom at være kørt op i fjeldene i Norrland.
Vejen hen til Gerlofs hus var kort og endte ved en lav jernlåge i en stenmur. Julia åbnede, og lågen knirkede svagt. Hun gik ind i haven.
Jeg er her nu, Jens.
Det lille brunmalede hus med hvide hushjørner så ikke nær så aflåst ud som mange af de andre huse i Stenvik. Men var Gerlof blevet boende, ville han aldrig have ladet græsset vokse så højt eller ladet gule grannåle og tørre blade fylde haven. Hendes far var omhyggelig med sit arbejde og arbejdede altid stille og metodisk til alt var færdigt.
De havde været et hårdt arbejdende par, han og Julias mor. Især Ella, der havde været hjemmegående hele livet, havde somme tider virket som en gæst fra attenhundredetallet, fra en fattig epoke hvor der ikke var tid eller kræfter til latter og drømme på øen, og hver en stump husholdningspapir måtte tørres og bruges flere gange. Ella havde været lille og ordknap og sammenbidt, med køkkenet som sit rige. Julia og Lena havde af og til fået et klap på kinden af deres mor, men aldrig et knus. Og Gerlof havde jo mest været til søs under hendes opvækst.
Intet bevægede sig i haven. Midt på græsplænen havde der været en vandpumpe da Julia var lille, en grønmalet meterhøj pumpe med stor tud og et smukt bøjet håndtag, men den var væk nu. På dens plads var der kun et brønddæksel af beton.
Øst for huset var der en stenmur, og bag den begyndte alvaret. Det strakte sig helt ud til horisonten i øst. Hvis ikke træerne havde været i vejen, ville Julia kunne se Marnäs kirke stikke op som en sort pilespids derude; dér var hun blevet døbt et par måneder gammel.
Julia vendte ryggen til alvaret og gik hen mod huset. Hun rundede et espalier med vildtvoksende vinranker og gik op ad nogle rosa kalkstenstrapper der havde virket kæmpemæssige i hendes barndom. Trapperne endte ved en lille veranda med en lukket trædør.
Julia trykkede håndtaget ned, men døren var låst. Som ventet.
Den var både begyndelsen og enden på hendes rejse.
Det var mærkeligt at huset stadig stod der, syntes Julia, for der var sket så meget ude i verden efter at Jens var forsvundet. Nye lande var opstået, og andre lande var ophørt med at eksistere. I Stenvik var landsbyen næsten blevet tømt for indbyggere størstedelen af året – men dette hus, som Jens havde forladt den dag, var blevet stående.
Julia satte sig på trappen og åndede ud i et suk.
Jeg er træt, Jens.
Hun stirrede på en lille samling sten som Gerlof havde bygget op foran huset. På toppen lå der en knudret gråsort sten som han påstod var faldet ned fra himlen som en hvæsende kugle og havde lavet et krater i stenbruddet, engang da Gerlofs egen far og farfar arbejdede der i slutningen af attenhundredetallet. Den ældgamle gæst fra verdensrummet var hvidstribet af fugleklatter.
Jens var gået forbi rumstenen den dag. Han havde taget sandalerne på, forladt huset, hvor hans mormor lå og sov, og var gået ned ad trappen og ud i haven. Det var det eneste der var helt sikkert. Hvor han derefter var gået hen og hvorfor, var der ingen der vidste.
Da hun kom hjem fra fastlandet samme aften, havde hun ventet at Jens ville komme farende ud af huset. I stedet ventede to politibetjente på hende, og en grædende Ella og en sammenbidt Gerlof.
Julia ville tage en flaske rødvin frem nu. Sidde på trappen og drikke støt og drømme sig væk indtil mørket kom – men hun betvang impulsen.
Kulisser. Denne tomme have føltes lige så meget som en teaterscene som resten af landsbyen, men stykket var endt for mange år siden, alle var gået hjem, og Julia følte sig lammende ensom.
Hun sad ubevægelig på trappen i flere minutter, lige indtil en ny lyd blandede sig med bruset fra havet. En motor.
Det var en bil, en gammel og træt bil der langsomt brummede af sted ude på sognevejen.
Lyden forsvandt ikke. Den blev der, nærmede sig, og så blev bilmotoren slukket lige i nærheden af haven.
Julia rejste sig, bøjede sig frem og kunne skimte en buttet rund bil gennem træerne. En gammel Volvo PV.
Lågen ved sognevejen knirkede da en eller anden åbnede den. Hun rettede på frakken, lod automatisk fingrene stryge gennem sit blege hår og ventede.
Skridtene, der kom gennem de døde blade, var korte og tunge.
Kort og tung var også den gamle mand der tavs kom hen og stillede sig neden for trappen og så på Julia med et bistert blik. Han mindede en del om hendes far, men hun kunne ikke sige hvorfor, det var måske kasketten sammen med de posede bukser og den knoglehvide uldtrøje der gav ham et troværdigt skipperudseende. Men han var mindre end Gerlof, og den stok, han støttede sig til, tydede på at han ikke havde sejlet i lang tid. Hans hænder var sortplettede af gamle og nye hudafskrabninger.
Julia kunne svagt huske at hun havde mødt manden for mange år siden. Han var en af Stenviks fastboende. Hvor mange flere var der tilbage?
»Hej,« sagde hun og spændte læberne i et smil.
»God dag.«
Manden nikkede tilbage. Han tog kasketten af så Julia kunne se grå hårlokker der lå redt i tynde linjer over issen.
»Jeg kigger bare forbi,« sagde hun.
»Ja, ja … man er nødt til at se til det her af og til,« sagde han på det kraftigste ølandsk Julia nogensinde havde hørt, en ramsaltet og lavmælt dialekt. »Det vil han have.«
Julia nikkede.
»Det ser fint ud.«
Der blev stille.
»Jeg hedder Julia,« sagde hun og tilføjede hurtigt med et nik mod huset: »Gerlof Davidssons datter. Fra Göteborg.«
Manden nikkede som om det var indlysende.
»Jo da, det ved jeg,« sagde han. »Ernst Adolfsson hedder jeg. Bor derovre.« Han pegede bag sig, skråt mod nord. »Gerlof og jeg kender hinanden. Vi tales ved en gang imellem.«
Så kunne Julia huske det. Det var Ernst, stenhuggeren. Han var gået rundt i landsbyen lidt som en museumsgenstand allerede da hun var ung.
»Er stenbruddet åbent nu?« spurgte hun.
Ernsts blik sænkede sig, og han rystede på hovedet.
»Nej. Nej, der er ikke noget arbejde der. Folk henter somme tider skrotsten der … men der brydes ikke nye sten.«
»Men du arbejder der?« sagde Julia.
»Jeg laver kunst,« sagde Ernst. »Stenkunst. Du kan bare komme og handle … Lige i aften får jeg besøg, men i morgen vil være fint.«
»Ja. Måske,« sagde Julia.
Hun havde nok ikke råd til at købe noget, ikke med sine små sygedagpenge, men kigge på stenene kunne hun jo altid.
Ernst nikkede og vendte langsomt om med små vuggende skridt. Julia forstod ikke at samtalen var forbi før han helt havde vendt hende ryggen. Men selv var hun ikke færdig med at snakke endnu og hev efter vejret:
»Ernst,« sagde hun, »du boede da i Stenvik for tyve år siden?«
Manden standsede og vendte sig om igen, men kun halvvejs.
»Her har jeg boet i halvtreds år,« sagde han.
»Jeg tænkte bare … «
Julia tav, hun havde overhovedet ikke tænkt. Hun ville stille et spørgsmål, men vidste ikke hvilket et hun skulle vælge.
»Mit barn forsvandt dengang,« fortsatte hun med stor anstrengelse, som om hun skammede sig over sorgen. »Min søn, Jens … Kan du huske det?«
»Ja da.« Ernst nikkede kort uden indlevelse. »Og vi er i gang med det der. Mig og Gerlof, vi arbejder på det.«
»Men … «
»Hvis du ser din far Gerlof, så sig en ting til ham,« sagde Ernst.
»Hvad så?«
»Sig at det vigtigste er tommelfingeren,« sagde Ernst. »Ikke bare hånden.«
Julia stirrede på ham. Hun forstod ikke noget, men Ernst fortsatte:
»Det her løser sig. Det er en gammel historie, helt fra krigen … men den løser sig.«
Så vendte han om igen med korte vuggende skridt.
»Krigen?« sagde Julia bag ham. »Hvilken krig?«
Men Ernst Adolfsson gik sin vej uden at svare.