ØLAND, JUNI 1940

DA DEN HESTETRUKNE tromlevogn er blevet læsset af for sidste gang nede på stranden bliver den trukket op til stenbruddet igen, og udskibningen af den nyhuggede og blankpolerede kalksten begynder. Det er det tungeste arbejde, og fra for et halvt år siden må det gøres med håndkraft fordi stenbruddets to lastbiler er rekvireret af staten og blevet militærkøretøjer.

Der er verdenskrig, men på Øland må det daglige arbejde fortsætte som sædvanligt. Stenen skal op af bjerget og ud til skuderne.

»Last op!« råber stuvningsformanden Lass-Jan Augustsson.

Han dirigerer arbejdet fra dækket ude på stenskuden Vind og vinker til lasterne med brede hænder som er tørre og sprukne af de ru blokke. Ved siden af ham venter stuverne på at tage stenene om bord.

Vind ligger for anker en hundrede meter ude i vandet, på sikker afstand af stranden hvis en storm pludselig skulle ramme den ølandske kyst. I Stenvik er der ikke nogen havnemole at søge ly bag, og inde ved land venter den flade stenbund på at knuse fartøjet hvis den får chancen.

Blokkene, der lastes om bord, bliver fragtet ud i to åbne et-tonsbåde. Ved styrbordsåren i den ene båd sidder bådsmand Johan Almquist der er sytten år og har arbejdet som stenhugger og rorkarl i et par år.

Ved bagbordsåren sidder nybegynderen Nils Kant. Han er fyldt femten år nu, næsten fuldvoksen.

Hans mor gav Nils arbejde i familiens stenbrud efter at han dumpede til realeksamen. Vera Kant har bestemt at han skal have lov at blive bådsmand trods sin lave alder, og Nils ved at han med tiden skal overtage ansvaret for hele stenbruddet efter sin morbror. Han ved at han vil sætte sit dybe mærke i bjerget. Han vil udgrave hele Stenvik.

Somme tider drømmer Nils om natten om at synke ned gennem sort vand, men om dagen tænker han sjældent på sin druknede bror Axel. Det var ikke mord, hvad sladderen i landsbyen end påstår. Det var en ulykke. Axels krop er aldrig blevet fundet, den blev trukket ned til sundets bund som mange andre druknede og kom aldrig op igen. En ulykke.

Det eneste minde om Axel er et indrammet billede af ham på moderens kommode. Moderen og Nils er kommet hinanden meget nærmere efter at Axel druknede. Vera plejer at sige at han er alt hvad hun har tilbage, og så forstår Nils hvor vigtig han er.

Robådene ligger og venter på deres last ved en provisorisk opbygget træbro en halv snes meter ude i havet, hvor stenene bliver båret ud fra de opstablede bunker på stranden af folk fra Stenvik i et uafbrudt kredsløb: unge mennesker, kvinder, ældre mænd og det fåtal af mænd i deres bedste alder der ikke er indkaldt til beredskabstjeneste. Også piger; Nils kan se Maja Nyman gå rundt i rødternet kjole ude på broen. Han ved at hun ved at han somme tider ser på hende.

Verdenskrigen hænger som en skygge over Øland. Norge og Danmark er uden større vanskelighed blevet invaderet af tyskerne en måneds tid forinden. Radioen har ekstra nyhedsudsendelser hver dag. Er Sverige virkelig rustet til at slå et angreb tilbage? Fremmede panserskibe er blevet set ude i sundet, og der har flere gange gået rygter i Stenvik om at det sydlige Øland var blevet invaderet.

Hvis tyskerne kommer, ved ølændingene at de må klare sig selv, for hjælpen fra fastlandet er aldrig kommet i tide når fjendehære er gået i land på øen i de forrige århundreder. Aldrig.

Man siger at militæret vil sætte dele af det nordlige Øland under vand for at forhindre en invasion af øen, hvilket ville være en bitter spøg nu hvor forårets store oversvømmelser ude på alvaret endelig er dampet væk af solen.

Da der lød fjern motorstøj over vandet tidligere på morgenen, gik lastningen af stenene i stå, alle spejdede uroligt op mod den overskyede himmel. Alle undtagen Nils, som spekulerer på hvordan et rigtigt flybombardement ser ud. Med hvinende bomber der bliver til kugler af ild og røg og gråd og skrig og kaos?

Men der dukkede ikke noget fly op over øen, og lastningen fortsatte.

Nils hader at ro. Slæbe på sten er måske ikke bedre, men den mekaniske roen giver ham hovedpine helt fra begyndelsen. Han kan ikke tænke når han er nødt til at styre den tunge lastbåd med sin åre, og han bliver iagttaget hele tiden. Lass-Jan følger bådenes færd med sin bomuldskasket trykket ned til øjenbrynene og styrer arbejdet med stemmebåndene.

»Tag nu fat, Kant!« brøler han over vandet da den sidste sten er lastet ved broen.

»Sæt farten ned, Kant, pas på broen!« råber han så snart Nils tager for hårde tag med åren når båden er helt losset og let at ro tilbage.

»Sæt fart på, Kant!« råber Lass-Jan.

Nils sender ham et vredt blik på vej ud til skuden. Nils ejer stenbruddet. Eller rettere sagt, det er hans mor og morbror der ejer det, men alligevel har Lass-Jan behandlet ham som en slave fra første dag.

»Last til!« råber Lass-Jan.

Om morgenen har folk snakket og leet sammen da losningen begyndte, der var næsten feststemning, men stenen har ubønhørligt lukket munden på dem med sin tavse tyngde og sine hårde kanter. Folk bærer den sammenbidte med ryggene bøjede, de bærer med slæbende sko og tøjet pudret af gråt kalkstensstøv.

Nils har ikke noget imod stilheden, han taler alligevel aldrig med nogen hvis han ikke skal. Men af og til kigger han over mod Maja Nyman på broen.

»Hun er fuld!« råber Lass-Jan da stenskiverne ligger stablet meterhøjt i den båd Nils sidder i, og vandet klukker næsten oppe ved rælingen.

To lastere klatrer ned og sætter sig på stenbunkerne over en lille niårig øsedreng, som skræmt skæver til Nils inden han tager sin træspand og begynder at øse vandet op fra den utætte bund.

Nils stemmer fødderne imod og hæver sig ved hjælp af åren. Lastbåden glider langsomt af sted ud mod stenskuden, hvor den anden båd lige er blevet tømt.

Frem og tilbage med åren, frem og tilbage uden afbrydelse. Nils’ hænder svider, og musklerne dunker i arme og ryg. Han længes efter at høre drønet fra det tyske bombefly.

Båden støder til sidst mod skibsskroget med et dumpt bump. De to lastere får fart på i agterstavnen af båden, bøjer sig ned, griber fat og begynder at løfte stenpladerne over rælingen på Vind.

»Nu tager vi ordentligt fat!« råber Lass-Jan som han står på dækket med plettet skjorte og struttende mave.

Stenene bliver løftet over rælingen, båret hen til den åbne luge og glider ned i lastrummet med en bred planke som rutschebane.

Nils har til opgave at hjælpe til med losningen. Han løfter nogle sten op til båden, tøver så et sekund for længe med en tyk blok på kanten og taber den ned i båden igen. Den lander på tæerne af hans venstre fod, og det gør allerhelvedes ondt.

I rent raseri løfter han blokken op igen og vælter den over rælingen uden at se efter hvor den lander.

»Jeg er ligeglad med det her!« mumler han mod havet og himlen og sætter sig ved åren.

Han snører skoen op, mærker på de smertende tæer og gnubber dem forsigtigt med fingrene. De kan være brækket.

Omkring ham bliver de sidste blokke losset af båden, og lasterne hopper over rælingen for at afslutte sorteringen nede i lastrummet på Vind.

Roeren Johan Almqvist følger efter. Nils bliver siddende i båden sammen med den lille øsedreng.

»Kant!« Det er Lass-Jan oven over ham, der bøjer sig ud over rælingen. »Kom op og tag fat!«

»Jeg er kommet til skade,« siger Nils, forbavset over hvor rolig han lyder når en hel eskadre bombefly samtidig brøler løs som arrige bier inde i hans hoved. Lige så roligt lægger han hånden på sin åre. »Jeg har brækket tæerne.«

»Rejs dig op.«

Nils rejser sig. Det gør faktisk ikke særlig ondt, og Lass-Jan ryster på hovedet ad ham.

»Kom nu op og laste, Kant.«

Nils ryster på hovedet og lukker hånden om åren. Bomberne falder hvinende i luften inde i ham.

Han løsner åretolden og løfter åren en halv snes centimeter.

Han svinger den langsomt bagud.

»Brækket tæerne …« En anden af lasterne, en kort bredskuldret fyr som Nils ikke kan huske navnet på, bøjer sig ud over rælingen ved siden af Lass-Jan. »Så løb hjem til din mor!« siger han hånligt.

»Jeg klarer det her,« siger stuvningsformanden og drejer hovedet om mod lasteren.

Det er en fejltagelse. Lass-Jan ser slet ikke Nils’ åre komme farende gennem luften.

Årens brede skovlblad rammer ham i baghovedet. Lass-Jan udstøder et langtrukket »Huuuuh«, og hans knæ giver efter.

»Jeg ejer dig!« råber Nils.

Han balancerer med foden på kanten af båden, han svinger åren for anden gang. Nu rammer han stuvningsformanden over ryggen og ser ham falde ud over rælingen som en sæk mel.

»Satans!« råber en eller anden om bord på skuden, og kort efter lyder det mægtige plask da Lass-Jan falder på ryggen ned i vandet mellem lastbåden og skudens skrog.

Råb giver genlyd fra land, men Nils tager sig ikke af dem. Han vil slå Lass-Jan ihjel! Han løfter åren, slår den ned i vandet og rammer Lass-Jans opstrakte hænder. Fingrene brækker med en tør knagen, hans hoved bliver kastet bagover og forsvinder under overfladen.

Nils lader åren falde igen. Lass-Jans krop synker ned i en strøm af hvirvlende hvide bobler. Nils løfter åren for at blive ved med at slå.

Noget suser forbi Nils’ øre og rammer hans venstre hånd; fingrene begynder at knase allerede før smerten næsten bedøver hånden. Nils begynder at vakle og kan ikke holde på åren længere, han taber den ned i båden.

Han lukker øjnene hårdt i og kigger så op. Den laster, der har hånet ham, står oppe ved rælingen med en lang bådshage i hænderne. Hans blik på Nils er skræmt, men beslutsomt.

Lasteren trækker bådshagen til sig og løfter den igen, men inden da har Nils nået at støde åren i skudens skrog og skyde båden ind mod land.

Han forlader lasterne på skuden og Lass-Jan på vej ned mod havbunden og stikker bagbordsåren i åregaflen igen.

Så ror han, lige ind mod land, med venstre hånds brækkede fingre som banker og smerter. Den lille øsedreng sidder sammenkrøben som en rystende galionsfigur i forstavnen.

»Få ham op!« råber en eller anden bag ham.

Det plasker ved skuden, og der lyder skrig over vandet da Lass- Jans slappe krop bliver halet op over rælingen på Vind. Stuvningsformanden bliver løftet op i sikkerhed, han bliver tømt for vand og rusket i live igen. Han har været heldig, for han kan ikke svømme. Nils er en af de få i landsbyen der kan.

Nils’ blik er rettet meget længere væk, mod den lige horisont. Solen har fundet glugger i skydækket derude, den skinner ned på vandet og får det til at stråle som et gulv af sølv.

Alt føles godt nu, trods smerterne i venstre hånd. Nils har vist alle hvem der ejer Stenvik. Snart vil han eje hele det nordlige Øland og forsvare det med sit liv hvis tyskerne kommer.

Båden skraber mod bunden, og Nils løfter bagbordsåren op og hopper ud. Han er parat, men ingen angriber ham.

Ude på broen står lasterne som forstenede, kvinder og mænd og børn. De ser tavst på ham med bange øjne. Maja Nyman ser grædefærdig ud.

»Til helvede med jer!« brøler Nils Kant til dem alle og kaster åren på stenene foran sig.

Så vender han om for at løbe tilbage til landsbyen, hjem til sin mor Vera på den store gule gård.

Men hverken hun eller nogen anden ved det Nils ved: Han er bestemt for store ting, større end Stenvik, lige så store som krigen. En dag vil han blive kendt og omtalt på hele Øland. Han kan mærke det.