4

GERLOF DAVIDSSON VENTEDE på sin datter i værelset i ældreboligen.

Dagens udgave af Ølands-Posten lå foran ham på skrivebordet, og der læste han at en enogfirsårig senildement mand var forsvundet uden for Kastlösa på det sydlige Øland. Manden var gået ud fra sit lille husmandssted dagen før og forsvundet uden spor, og nu ledte politiet og frivillige efter ham ude på alvaret – tilmed en helikopter havde været oppe at lede. Men natten havde været kold, og det var ikke sikkert han ville blive fundet i live.

Senildement og enogfirs år gammel. Gerlof var kun godt et år yngre, hans firsårsdag var på vej. Firs var ingen alder, men at gamle mennesker forsvandt sporløst var selvfølgelig mere forståeligt end at et barn gjorde det. Han foldede avisen sammen og så på uret. Kvart over tre.

»Jeg er glad for at du kom,« sagde han for sig selv. Han holdt en pause, hostede og fortsatte: »Du er lige så smuk som jeg husker dig, Julia. Nu når du er her på Øland, er der nogle ting vi må gøre. Du må også tage dig af en hel del på egen hånd. Og så kan vi snakke … Jeg ved at jeg ikke altid var en god far for dig da du voksede op, jeg var meget væk, og du og din søster måtte være alene med Ella i Borgholm når jeg var ude på havet. Det var mit arbejde at være skipper og fragte varer på Østersøen, langt væk fra familien … Men nu er jeg her, og jeg tager ingen steder længere.«

Han tav og stirrede ned på skrivebordet. Han havde skrevet sin tale til Julia ned i notesbogen. Lige siden hun havde meddelt hvilken dag hun ville komme til øen, havde han forsøgt at indøve den – og den lød indøvet. Han måtte få den til at lyde som en far der snakker helt dagligdags med sit barn.

»Jeg er glad for at du kom,« sagde Gerlof igen. »Du er lige så smuk som jeg husker dig.«

Eller sød? Sød, det var nok en bedre beskrivelse af en savnet datter.

Til sidst, da klokken nærmede sig fire, og der kun var en time tilbage til middagen, lød der en banken på døren til hans værelse.

»Kom ind,« sagde han, og døren blev åbnet.

Boel stak hovedet ind.

»Ja, han er her,« sagde hun lavt til en eller anden bag sig og så med højere stemme: »Der er besøg til dig, Gerlof.«

»Tak,« sagde han, og Boel smilede og gik et skridt tilbage.

En anden kvinde trådte ind, hun tog et par skridt ind i entréen, og Gerlof snappede efter vejret for at fortsætte: »Jeg er glad for du kom … « begyndte han og tav så.

Han så en midaldrende kvinde i en krøllet frakke se på ham fra entréen med trætte øjne og rynker i panden. Efter bare et par sekunder undveg hun med blikket og holdt armene om sin brune skuldertaske næsten som en beskyttelse da hun tog yderligere et par skridt ind i værelset.

Gerlof genkendte langsomt sin datter i kvindens furede og alvorlige ansigt, men Julia så meget trættere ud end han havde ventet. Trættere og meget tyndere. Hun fik ham til at tænke på bitterhed og selvmedlidenhed.

Hans datter var blevet gammel. Hvor gammel var han så ikke selv?

»Hej, Gerlof,« sagde Julia og var tavs i nogle sekunder inden hun fortsatte: »Ja, nu er jeg her igen.«

Gerlof nikkede og noterede sig at hun stadig ikke engang ansigt til ansigt ville kalde ham far. Hun sagde Gerlof i et tonefald som talte hun til en fjern slægtning.

»Var det en god tur?« spurgte han.

»Ja.«

Hun knappede frakken op, hængte den på en krog i entréen og satte tasken på gulvet. Gerlof syntes hun bevægede sig langsomt, uden energi. Han ville spørge hvordan hun havde det, men det var måske for tidligt.

»Nåh.« Tavshed igen. »Ja, det er længe siden.«

»Fire år, tror jeg,« sagde Julia. »Over fire år.«

»Ja. Men vi har jo ringet en del til hinanden.«

»Ja. Jeg havde i sinde at komme og hjælpe da du flyttede hertil fra Stenvik, men det var ikke … «

Julia tav og Gerlof nikkede.

»Det gik godt alligevel,« sagde han. »Jeg fik meget hjælp.«

»Godt,« sagde Julia. Hun var kommet halvvejs gennem værelset. Så drejede hun af og satte sig på den redte seng.

Gerlof kom pludselig i tanker om den lille tale han havde øvet sig på.

»Nu du er her,« sagde han, »så er der nogle ting vi må … «

Men Julia afbrød ham:

»Hvor er den?«

»Hvad for en?«

»Du ved,« sagde Julia. »Sandalen.«

»Nå den. Jeg har den her i skrivebordet.« Gerlof kiggede på hende. »Men jeg tænkte at vi først kunne … «

»Må jeg se den?« afbrød Julia. »Det vil jeg gerne.«

»Du kan blive skuffet,« sagde Gerlof. »Det er kun en sko. Den har ingen … ingen rigtige svar.«

»Jeg vil se den, Gerlof.«

Julia rejste sig. Hidtil havde hun ikke engang smilet lidt én eneste gang, og nu så hun så intenst på ham at Gerlof begyndte at tro at alt det her var en fejltagelse. Han burde måske ikke have ringet til hende. Men der var allerede sat noget i gang, og han kunne ikke stoppe det.

Alligevel forsøgte han at forhale alt så længe som muligt.

»Du har ikke nogen med?« spurgte han.

»Hvem skulle det være?«

»Jens’ far, måske,« sagde Gerlof. »Mats… var det sådan han hed?«

»Michael,« sagde Julia. »Nej, han bor i Malmö. Vi har næsten ingen kontakt mere.«

»Nå sådan,« sagde Gerlof.

Der blev stille igen. Julia gik et par skridt frem, men Gerlof kom i tanker om noget andet:

»Gjorde du som jeg sagde i telefonen?« spurgte han.

»Hvad mener du?«

»Tænkte du på hvor tyk tågen var den dag?«

»Ja … måske.« Julia nikkede kort. »Hvad er der med tågen?«

»Jeg tror …« Gerlof var forsigtig med ordene. »Jeg tror ikke der kunne være sket noget … at noget kunne være gået så galt hvis der ikke havde været tåge. Og hvor tit er der tåge på Øland?«

»Ikke ret tit,« sagde Julia.

»Nej. Tre-fire gange om året, måske. I hvert fald så tæt som den var den dag. Og mange vidste at den ville komme, den var blevet nævnt i vejrudsigten.«

»Hvordan ved du det?«

»Jeg har ringet til Sveriges Meteorologiska och Hydrologiska Institut,« sagde Gerlof. »De gemmer rapporterne.«

»Var tågen så vigtig?« sagde Julia.

»Ja, jeg tror … at en eller anden udnyttede tågen,« sagde Gerlof. »En eller anden der ikke ville ses her på egnen.«

»Ikke ses den dag, mener du?«

»Slet ikke ses,« sagde Gerlof.

»Så der var en der udnyttede tågen til at … bortføre Jens?« sagde Julia.

»Jeg ved det ikke,« sagde Gerlof. »Men jeg spekulerer på om det var målet. Hvem vidste at han ville gå ud den dag? Ingen? Vel? Jens vidste det vel ikke selv, han greb bare … chancen da den dukkede op.« Gerlof kunne se at Julia var begyndt at presse læberne sammen da de kom ind på sønnens forsvinden, og han skyndte sig at fortsætte: »Men den tåge der kom den dag … den var forudset.«

Julia sagde ikke noget. Hun så bare på skrivebordet.

»Vi må vel tænke på det,« sagde Gerlof. »Vi må overveje hvem der havde størst nytte af tågen den dag.«

»Må jeg se den nu?« spurgte Julia.

Gerlof vidste at han ikke kunne udskyde det længere. Han nikkede og drejede sig så om på stolen mod skrivebordet.

»Den ligger her,« sagde han.

Og så trak han den øverste skrivebordsskuffe ud, stak en hånd ned og løftede forsigtigt en lille genstand op. Den så ikke ud til at veje mere end en halv snes gram og var pakket ind i hvidt silkepapir.