5

JULIA GIK LANGSOMT hen mod Gerlof, som foldede den lille pakke ud på skrivebordet. Hun kiggede på hans hænder, hvor alderdommen kunne ses i hudens rynker og leverpletter og blåsorte årer. Hans fingre dirrede og fumlede med silkepapiret. Julia syntes at den knitren, der lød da han åbnede pakken, var øredøvende.

»Skal jeg hjælpe dig?« spurgte hun.

»Nej, det går fint.«

Det tog ham flere minutter at åbne pakken – eller også virkede det bare sådan. Til sidst bøjede han den sidste papirflig ned og Julia kunne se hvad den havde skjult. Skoen lå i en gennemsigtig plasticpose – hun kunne ikke slippe den med blikket.

Jeg vil ikke græde, tænkte hun, det er kun en sko. Så mærkede hun øjnene fyldes af en intens varme, og hun måtte blinke tårerne væk for at kunne se klart. Hun så den sorte gummisål og de brune læderremme, tørre og revnede af ælde.

En sandal, en drengs lille slidte sandal.

»Jeg ved ikke om det er den rigtige sko,« sagde Gerlof. »Sådan som jeg husker det, så den sådan ud, men det kan være en … «

»Det er Jens’ sandal,« afbrød Julia med grådkvalt stemme.

»Vi kan ikke være sikre på det,« sagde Gerlof. »Det er ikke godt at være for sikker. Vel?«

Julia svarede ikke. Hun vidste det. Hun tørrede sine tårer af kinderne med hånden og løftede så forsigtigt plasticposen op.

»Jeg puttede den ned i posen, så snart jeg fik den«, sagde Gerlof. »Der kan være fingeraftryk … «

»Jeg ved det,« sagde Julia.

Den var så let, så let. Når man som mor skulle give sin lille søn sådan en sandal på, løftede man den op fra gulvet ved yderdøren uden at tænke på at den overhovedet vejede noget. Så stillede man sig ved siden af ham og bøjede ryggen, mærkede hans kropsvarme og tog fat i hans fod mens han holdt sig fast i ens trøje med hånden og stod tavs eller sagde noget, al den barnlige småsnak man kun lyttede halvt til fordi man spekulerede på noget andet. På regninger der skulle betales. På indkøb af mad. På fraværende mænd.

»Jeg lærte Jens at tage sandalerne på selv,« sagde Julia. »Det tog hele sommeren, men da jeg begyndte at studere om efteråret, kunne han.« Hun holdt stadig væk den lille sko. »Og det var derfor han kunne gå ud alene den dag, kunne liste sig ud … Han havde taget skoene på selv. Hvis jeg ikke havde lært ham det, så var han ikke …«

»Tænk ikke sådan.«

»Det jeg mener, er … at jeg kun lærte ham det for at spare lidt tid,« sagde Julia. »Til mig selv.«

»Du skal ikke anklage dig selv, Julia,« sagde Gerlof.

»Tak for rådet,« sagde hun uden at se på ham, »men det har jeg gjort i tyve år.«

Der blev stille, og Julia indså at hendes erindringsbillede ikke mere bestod af små knoglestumper på stranden i Stenvik. Hun så sin søn som levende, når han bøjede sig ned for med stor koncentration selv at tage sandalerne på, med små fingre der var svære at styre.

»Hvem fandt den?« spurgte hun derefter og så på Gerlof.

»Jeg ved det ikke. Den kom med posten.«

»Fra hvem?«

»Der var ingen afsender på,« sagde Gerlof. »Der var kun en brun kuvert med utydeligt poststempel. Men jeg tror den kom fra Øland.«

»Ikke noget brev?«

»Ingenting,« sagde Gerlof.

»Og du ved ikke hvem der sendte den?«

»Nej,« sagde Gerlof, men nu så han ikke Julia i øjnene længere, han kiggede ned i skrivebordet, og hun fik ikke flere svar. Måske vidste han mere end han ville fortælle.

Ingen svar. Julia sukkede.

»Men der er andet der skal gøres,« fortsatte Gerlof hurtigt. Så tav han.

»Som for eksempel?« sagde Julia.

»Ja … «

Gerlof glippede med øjnene uden at svare og kiggede på hende som om han allerede havde glemt hvorfor han havde bedt hende komme.

Men Julia havde heller ikke noget begreb om, hvad de nu skulle gøre, og forblev tavs. Det gik pludselig op for hende at hun ikke havde set sig ordentligt om i sin fars værelse; hun havde været helt fikseret på at få sandalen at se, holde den i hånden.

Nu så hun sig om. Som sygeplejerske noterede hun hurtigt hvor alarmknapperne sad langs væggene, og som datter opdagede hun at Gerlof havde taget sine minder fra havet med sig fra huset. De tre navneskilte af lakeret træ fra hans skuder Vågryttaren, Vind og Nore hang over indrammede sorthvide fotografier af skibene. Fartøjsbeviser med stempler og segl hang i glas og ramme på en anden væg. På bogreolen ved siden af skrivebordet stod Gerlofs læderindbundne logbøger på rad og række, ved siden af et par decimeterlange skibsmodeller der var sejlet lige ind i hver deres glasflaske.

Alt var lige så sirligt ordnet som på et søfartsmuseum, støvet af og skinnende, og Julia indså at hun misundte sin far som kunne blive på sit værelse med sine minder og slap for at være ude i den virkelige verden hvor man var nødt til at præstere noget og virke ung og opvakt og hele tiden forsøge at bevise sit værd.

På bordet ved siden af Gerlofs seng var der en sort bibel og en femseks pilleglas. Julia kiggede over mod skrivebordet igen.

»Du har ikke spurgt hvordan jeg har det, Gerlof,« sagde hun lavt.

Gerlof nikkede.

»Og du har ikke kaldt mig far,« sagde han.

Der blev stille.

»Hvordan har du det så?« spurgte han.

»Godt,« sagde Julia kort.

»Arbejder du stadig på sygehuset?«

»Ja da,« sagde hun, uden at nævne at hun var langtidssygemeldt. I stedet sagde hun: »Jeg kørte gennem Stenvik inden jeg kom hertil. Jeg kiggede til huset.«

»Godt. Hvordan så der ud dernede?«

»Som sædvanlig. Det var lukket af.«

»Var alle ruder hele?«

»Ja da,« sagde Julia, »men der var en mand der. Eller rettere, han kom da jeg var der.«

»Det var vel John,« sagde Gerlof. »Eller Ernst.«

»Han hed Ernst Adolfsson. I kender vel hinanden?«

Gerlof nikkede.

»Han er skulptør. Gammel stenhugger. Han er oprindelig smålænding, men … «

»Men god nok alligevel, mener du?« sagde Julia hurtigt.

»Han har boet her længe,« sagde Gerlof.

»Ja, jeg kan vagt huske ham fra jeg var lille … Han sagde noget mærkeligt inden han gik, om en historie fra krigen. Var det anden verdenskrig han talte om?«

»Han holder øje med huset,« sagde Gerlof. »Ernst bor henne ved stenbruddet og samler materiale op fra de skrotsten der er blevet tilovers. Før arbejdede der halvtreds mand, nu er der kun Ernst … Han har hjulpet mig lidt med at få rede på det her.«

»Det her? Du mener det der skete med Jens?«

»Ja. Vi har snakket lidt om det og spekuleret,« sagde Gerlof og spurgte så: »Hvor længe bliver du?«

»Jah … « Julia var ikke forberedt på spørgsmålet. »Jeg ved det ikke.«

»Bliv et par uger. Det ville være godt.«

»Det er for længe,« sagde Julia hurtigt. »Jeg skal hjem.«

»Skal du?« sagde Gerlof som om det var en overraskelse for ham. Han skottede til sandalen på bordet, og Julia fulgte hans blik.

»Jeg bliver her en tid,« sagde hun hurtigt. »Jeg vil hjælpe.«

»Med hvad?«

»Med … det vi bliver nødt til at gøre. For at komme videre.«

»Godt,« sagde Gerlof.

»Hvad skal vi så gøre?« spurgte hun.

»Vi skal snakke med mennesker … lytte til deres historier. Som man gjorde før.«

»Du mener … med flere mennesker?« sagde Julia. »Var der flere der gjorde det?«

Gerlof kiggede på sandalen.

»Jeg vil tale med visse mennesker her på Øland,« sagde han. »Jeg tror de ved nogle ting.«

Endnu en gang havde han ikke givet et ligefremt svar på Julias spørgsmål. Hun begyndte at blive træt af det og ville i grunden helst gå, men nu var hun her og havde endda kager med.

Jeg bliver, Jens, tænkte hun. Nogle dage, for din skyld.

»Kan man få kaffe her?« sagde hun.

»Det plejer man at kunne,« sagde Gerlof.

»Så kan vi drikke kaffe og spise kager,« sagde Julia, og selv om hun syntes at hun på en ubehagelig måde lød ligesom sin altid forudseende storesøster, spurgte hun: »Hvor skal jeg bo i nat? Har du et forslag?«

Gerlof rakte langsomt hånden ud mod skrivebordet. Han trak en lille skuffe ud og ledte i den med fingrene. Det raslede, og han tog et nøgleknippe frem.

»Her,« sagde han og rakte hende det. »Sov i bådehuset i nat … der er elektrisk strøm nu.«

»Men jeg kan ikke … «

Julia blev stående ved sengen og så på Gerlof. Alt, hvad der skete, virkede planlagt af ham.

»Er der ikke en masse fiskenet og ting og sager derinde?« sagde hun så. »Flydere og sten og dunke med tjære?«

»Det hele er væk, jeg fisker ikke mere,« sagde Gerlof. »Der er ingen der fisker i Stenvik.«

Julia tog imod nøgleknippet.

»Man kunne knap nok komme ind i huset før, så mange ting var der,« sagde hun. »Jeg kan huske at … «

»Der er ryddet op nu,« sagde Gerlof. »Din søster har gjort bådehuset fint.«

»Skal jeg sove i Stenvik?« sagde hun. »Alene?«

»Landsbyen er ikke mennesketom. Det virker bare sådan.«

En halv time efter at hun havde afsluttet besøget hos Gerlof var Julia tilbage i Stenvik og stod nede ved det mørke vand. Himlen var lige så skyet som om formiddagen og fuld af skygger. Skumringen var på vej, og Julia længtes efter et glas rødvin, og efter det et glas til. Vin eller en tablet.

Det var bølgernes skyld. Bølgerne, der roligt plaskede mod gruset og småstenene ved strandkanten denne aften, men som ved fuld storm blev mandshøje og rullede ind mod land med langtrukne drøn. De kunne bære hvad som helst med sig fra havets bund – vragstumper, døde fisk eller knoglestumper.

Julia ville ikke se alt for nøje på det der lå mellem stenene på stranden. Hun havde ikke badet én eneste gang i Stenvik siden den dag.

Hun vendte sig om og så på det lille bådehus. Det så småt og ensomt ud.

Så nær dig, Jens.

Julia vidste ikke hvorfor hun havde taget imod nøglerne og var gået med til at sove der, men én nat kunne vel gå an. Hun havde aldrig været særlig mørkeræd, og hun var vant til at være alene. Et eller måske to døgn, det kunne gå an. Så ville hun køre hjem igen.

Julia havde både skuldertasken og håndkufferten med sig da hun låste hængelåsen på bådehusets hvide dør op. Et sidste koldt vindstød fejede ind fra sundet og pressede hende ind i mørket.

Da døren slog i, blev efterårsvindens hvinen brat klippet af. Alt blev stille mellem væggene.

Hun tændte lyset i loftet og blev stående inden for døren.

Gerlof havde haft ret. Bådehuset var ikke som hun huskede det.

Det her var ikke længere et arbejdslokale for en fisker, fuldt af stinkende net og revnede flydere og gulnede eksemplarer af Ølands- Posten i stabler på gulvet. Efter at Julia sidst havde set det, havde hendes storesøster ladet bådehuset totalrenovere og indrettet det som en lille gildestue, med slebne træpaneler på væggene og et lakeret fyrretræsgulv. Der var et lille køleskab, et elektrisk varmeapparat og en kogeplade ved vinduet ud mod stranden. Under det vindue der vendte ind mod land, stod der et stort skibskompas af bronze og poleret messing på et bord; endnu et af Gerlofs minder fra årene til søs.

Luften i bådehuset var tør. Den lugtede kun svagt af tjære og ville dufte endnu friskere når Julia trak rullegardinerne op og åbnede de små vinduer. Hun kunne sagtens bo hernede uden at lide nød, bortset fra den totale ensomhed.

Formentlig var Ernst Adolfsson henne ved stenbruddet den nærmeste nabo. Ernst var kørt i en gammel Volvo PV, og hun ville gerne have set den komme kørende på sognevejen nu, men da hun kiggede ud gennem vinduerne over kompasset, var der ingenting der bevægede sig derude, kun det tynde græs i vinden på klinterækken. Selv fiskemågerne var væk.

Der var to smalle senge i bådehuset. Hun pakkede sine tasker ud på den ene af dem: tøj, toilettasken, de ekstra sko og dyngen med Rosaseriens romantiske billigbøger som hun havde stoppet ned i bunden af tasken og kun læste i smug. Hun lagde bøgerne på bordet ved siden af sengen.

På væggen ved siden af døren hang der et lille spejl med lakeret træramme, og Julia studerede sit ansigt i det. Hun så rynket og træt ud, men huden var ikke helt så grå som i Göteborg. Den hårde vind på øen havde faktisk givet kinderne lidt farve.

Hvad skulle hun nu lave? Hun havde købt en grillpølse som ikke smagte af noget ved en lille pølsevogn ved siden af alderdomshjemmet efter besøget hos Gerlof, så hun var ikke sulten.

Læse? Nej.

Drikke resten af den vin hun havde med? Nej, endnu ikke.

Hun bestemte sig for at gå på opdagelse.

Julia forlod bådehuset og gik langsomt ned til stranden igen og så sydpå langs vandet. Det gik lettere og lettere at bevæge sig hen over stenene efterhånden som hun fik lidt af den balanceevne tilbage hun havde haft som lille skolepige i Stenvik, da hun hoppede omkring nede ved vandet hele dagen uden at falde.

Skråt neden for bådehuset lå Gråöga endnu, men den var langsomt blevet trukket nærmere havet af bølgerne og vinterisen. Gråöga var en meterhøj aflang stenkolos der lignede en hesteryg. Julia havde gjort den til sin egen sten engang for længe siden, og nu gav hun stenen et kort klap da hun gik forbi. Den så ud til at være sunket ned i jorden i årene der var gået.

Møllen virkede også mindre. Det var den højeste bygning i Stenvik, den gamle vejrmølle der stod på den stejle klint et par hundrede meter syd for bådehuset. Men da Julia kom derhen, var klipperne for stejle til at hun kunne komme op.

Syd for møllen var der flere bådehuse, i den inderste del af vigen hvor Stenviks lange badebro blev lagt ud om sommeren. Der var ikke en levende sjæl at se der.

Julia gik op på landevejen og fortsatte nordpå forbi Gerlofs bådehus. Hun standsede og så ud over vandet, mod fastlandet. Småland var kun en smal grå kant i horisonten. Der sejlede ingen skibe på havet.

Julia drejede sig langsomt om for at tage alle omgivelserne til sig, som om kystlandskabet var en gåde hun kunne løse hvis hun fandt de rigtige detaljer.

Hvis det, som alle frygtede, var sket, hvis det var lykkedes for Jens at komme ned til vandet, så havde han gået her i tågen den aften. Hun kunne lede efter spor af ham nu, men det var selvfølgelig allerede gjort. Hun havde ledt, politiet havde ledt, alle i Stenvik havde ledt.

Hun begyndte at gå igen, og efter nogle hundrede meters gang kom hun hen til stenbruddet.

Det var lukket, selvfølgelig. Der var ingen der brød kalksten i bjerget mere. Teksten STEN IK STENE AB kunne skelnes på et træskilt som stod skællet af flagende maling ved kystvejen. En sidevej svingede ind på alvaret, men både den og det brungule landskab forsvandt brat ned i en bred fordybning i jorden. Julia gik nærmere klippekanten, der faldt stejlt nedad i en ret vinkel mod bunden.

Stenbruddet var ikke dybere end fire eller højst fem meter, men større end flere fodboldbaner. Ølændingene havde brudt sten her i århundreder, de havde arbejdet sig nedad i urfjeldet – men for Julia så det ud som om alle pludselig var holdt op en dag og gået hjem for altid. Færdigbrudte blokke lå stadig på række nede i gruset.

På den anden side af stenbruddet var der opstillet høje lyse figurer på alvaret: det var for mørkt og for langt væk til at hun kunne se detaljer, men efter en tid indså Julia at det var stenstatuer. Det lignede en række kunstværker af sten i alle størrelser. Lige ved randen af stenbruddet var der rejst en mandshøj stenblok, den havde spids top og lignede et middelalderligt kirketårn. En kopi af Marnäs kirke, måske.

Julia kunne forstå at det var Ernst Adolfssons stenkunst hun kiggede på.

Bag stenene der stod på række, lå et træhus som en mørkerød firkant ude på alvaret mellem lave træer og enebærbuske, og ved siden af det holdt Ernsts buttede runde Volvo parkeret. Der var lys i flere af husets vinduer.

Hun bestemte sig for at se nærmere på Ernst Adolfssons kunst næste morgen inden hun kørte fra Stenvik.

Herfra kunne hun også se Den Blå Jomfru som en lille blågrå høj i horisonten. Blåkulla var et andet navn på øen, hvor heksene ifølge sagnet rejste hen for at feste med Satan. Der boede ikke nogen, hele Jomfruen var nationalpark, men man kunne tage på dagture derud med båd. Julia havde været der en solskinsdag som lille sammen med Lena og Gerlof og Ella.

Der var masser af runde smukke sten der på strandene, men hun var blevet advaret af Gerlof mod at tage nogen med sig derfra. Det betød uheld, og hun havde ikke gjort det. Hun havde naturligvis fået uheld i livet alligevel.

Julia vendte heksenes ø ryggen for at gå tilbage til bådehuset.

Tyve minutter efter sad hun på sengen i bådehuset, lyttede til vinden og var ikke træt. Ved titiden forsøgte hun at begynde på en af de kærlighedsromaner hun havde med, med titlen Herregårdens hemmelighed, men det gik trægt. Hun klappede bogen i og stirrede på det gamle kompas på bordet ved siden af yderdøren.

Hun kunne have været i Göteborg nu, siddet med et glas rødvin ved bordet i køkkenet og kigget ud på gadelygterne der oplyste den tomme gade.

I Stenvik var der bælgmørkt. Hun var gået ud for at tisse, gledet rundt på stenene og næsten faret vild i mørket nogle meter fra bådehuset. Hun kunne ikke se vandet neden for sig længere, kun høre bølgernes brusen og deres raslen i gruset når de ramte stranden. På den sorte himmel kunne man se hurtige bevægelser når tykke regnskyer jog hen over øen som onde ånder.

Da Julia sad på hug ude i mørket med bar ende i blæsten, begyndte hun, uden at ville, at tænke på det spøgelse der var dukket op her på stranden en nat i begyndelsen af nittenhundredetallet.

Hun kunne huske en af sin farmor Saras historier i skumringstimen: om hvordan hendes mand og hans brødre var gået ned en blæsende aften for at trække deres små fiskerbåde op i sikkerhed for stormbølgerne.

Da de stod ved det skummende vand og hev og sled i træbådene, var en skikkelse pludselig kommet frem af mørket, en mand i tykt olietøj, der var begyndt at rykke i en af bådene i den anden retning, ud mod havet. Oldefar havde råbt til ham, og skikkelsen havde råbt tilbage på meget ujævnt svensk og hele tiden gentaget et ord:

»Øsel!« havde han råbt. »Øsel!«

Fiskerne havde holdt hårdtfast i båden, og skikkelsen var pludselig vendt om og faret ud i de buldrende bølger. Han var sporløst forsvundet i stormen.

Julia tissede hurtigt færdig på stien uden for huset og skyndte sig så ind i varmen og låste døren efter sig. Nu kunne hun huske at der ikke var rindende vand hernede, hun måtte gå op til huset og hente en dunk.

Tre dage efter den hårde storm kom der nyheder fra Ølands nordlige odde: et skib var gået på grund ved Böda og var blevet kvast i bølgerne tre dage før. Skibet havde været fra den estiske ø Øsel. Samtlige besætningsmedlemmer var druknet i stormen, så den sømand, fiskerne i Stenvik havde mødt og talt med, havde været død på det tidspunkt. Død og druknet.

Farmor havde nikket til Julia i skumringstimen.

Et strandspøgelse.

Julia troede på historien; det var en god fortælling, og hun troede på alle de gamle historier hun havde hørt i skumringstimen. Et eller andet sted på kysten vandrede den druknede sømand sikkert stadig, ensom og vildfaren.

Julia ville ikke gå ud mere i aften. Hun havde ikke i sinde at hente vand og var lige glad med tandbørstningen.

Der var tykke røde stearinlys i vinduerne i bådehuset. Hun tændte et af dem med sin lighter inden hun lagde sig, og lod det brænde en tid.

Et lys for Jens. Det brændte også for hans mor.

I skæret fra flammen tog hun en beslutning: ikke et glas vin eller nogen sovepiller i aften. Hun ville kæmpe mod sorgen. Den var alligevel overalt, ikke kun i Stenvik. Så snart hun mødte en ung dreng på gaden, kunne Julia stadig blive fyldt af en pludselig sorg.

Da hun så sin lille adressebog ligge på sengen ved siden af Lenas gamle mobiltelefon, tog hun helt impulsivt dem begge, bladrede frem til et nummer i bogen og tastede det på telefonen.

Den fungerede. Der lød to ringetoner, så tre og fire.

Så svarede en hul mandsstemme.

»Hallo?«

Klokken var allerede halv elleve en almindelig hverdagsaften. Julia havde ringet for sent, men var nødt til at fortsætte:

»Michael?«

»Ja?«

»Det er Julia.«

»Jamen … Hej, Julia.«

Han lød mere træt end overrasket. Hun forsøgte at forestille sig hvordan Michael så ud nu, men fik ikke noget billede i hovedet.

»Jeg er på Øland. I Stenvik.«

»Jaså … Jeg er selv i København, som sædvanlig. Jeg lå og sov.«

»Jeg ved godt det er sent,« sagde hun. »Jeg ville bare fortælle at der er dukket et nyt spor op.«

»Et spor?«

»Af vores søn,« forklarede hun. »Af Jens.«

Han var tavs nogle sekunder.

»Javel,« sagde han så.

»Så jeg kørte herover … Jeg tænkte at du gerne ville vide det. Det er nok ikke noget vigtigt spor, men det kan måske … «

»Hvordan har du det, Julia?«

»Godt … Jeg kan give lyd fra mig hvis der sker mere.«

»Ja, gør det,« sagde han. »Det lader jo til du stadig har mit nummer. Men vær rar at ringe tidligere næste gang.«

»Okay,« sagde hun hurtigt.

»Ha’ det.«

Michael lagde røret på, og telefonen blev tavs.

Julia blev siddende med mobiltelefonen i hånden. Godt. Nu havde hun prøvet om den fungerede, men vidste at hun havde valgt den forkerte at ringe til.

Michael var kommet videre for længe siden, allerede før de blev separeret. Han havde fra begyndelsen været sikker på at Jens var gået ned til vandet og druknet. Somme tider havde hun hadet ham for den overbevisning, somme tider havde hun bare været krampagtigt misundelig.

Da Julia nogle minutter senere havde slukket og lagt sig i sengen, stadig med bukser og trøje på, kom den styrtregn der havde hængt i luften hele aftenen.

Den blev sluppet løs på et øjeblik, som en hurtig og rasende trommen på bådehusets bliktag. Julia lå i mørket og hørte små bække begynde at risle på skråningen udenfor. Hun vidste at bådehuset ville blive stående, det havde klaret alle hårde storme hidtil, og hun lukkede øjnene og faldt i søvn.

Hun hørte slet ikke da regnen holdt op med at falde en halv time senere. Hun hørte ingen skridt ude i mørket ved stenbruddet, hun hørte ingenting.