ØLAND, MAJ 1943

NILS HAR EJET stranden, han har ejet Stenvik, nu ejer han hele alvaret der ligger rundt om landsbyen. Når hans mor ikke har brug for hjælp i huset eller på gården vandrer han ud over det med lange skridt hver dag. I det gule sollys går han hen over den ølandske steppe med en rygsæk over skulderen og sit haglgevær i hånden.

Harerne plejer at sidde og trykke sig i krattet indtil de tror de er opdaget; så kaster de sig af sted i fuld fart hen over jorden, og det gælder om hurtigt at få bøssen op til skulderen. Nils er altid parat når han er på jagt.

Hjemmet og alvaret har været hans eneste verdener lige siden hans mor fortalte at han ikke kunne arbejde mere i stenbruddet efter slagsmålet med Lass-Jan nogle år forinden. Ingen af de andre stenhuggere ville have ham der. Og det gør ikke Nils noget, han har alligevel nægtet at vende tilbage til stenene, også nægtet at sige undskyld, og det eneste irriterende er at hans mor har måttet betale Lass-Jan løn for de uger hvor stuvningsformanden ikke kunne gå i bjerget, mens hans brækkede fingre voksede sammen.

For fanden. Det hele var jo Lass-Jans skyld!

Nils har også minder om slagsmålet: to brækkede fingre på venstre hånd. Han nægtede at gå til lægen i Marnäs, trods smerterne, og fingrene er vokset dårligt sammen, har krummet sig indad og er blevet svære at bøje. Det gør ikke noget, han er højrehåndet og kan holde geværet alligevel.

Folk i landsbyen undgår nu Nils, men det gør heller ikke noget. Maja Nyman har stået på sognevejen nogle gange når han er gået ud på alvaret, men hun har bare kigget på ham, lige så tavs som alle de andre. Maja har store blå øjne, men Nils kan klare sig uden hende.

Hans mor har givet Nils det dobbeltløbede Husqvarna-gevær som selskab. Og han giver hende alle de harer han skyder med det, så hun slipper for at blive snydt med dyrt kød af de gerrige bønder i landsbyen.

Marnäs’ hvide kirketårn kan ses i horisonten mod øst, men Nils behøver ikke nogen pejlemærker. Han har lært at finde vej i alvarets labyrint af lange stenmure, klippeblokke, buske og uendelige græsmarker.

Skråt foran sig har han offerhøjen: den lave stenhøj til minde om at en eller anden gal bondekarl slog en præst eller biskop ihjel flere hundrede år før Nils blev født. Folk der går forbi den, lægger stadig småsten på den af og til. Nils gør det aldrig, men det er et godt sted for ham at sidde og spise madpakken.

Og nu standser han op, føler efter og mærker en let sult nede i maven. Han går hen til offerhøjen, løfter nogle stumpe sten væk og sætter sig så med haglgeværet liggende tæt op ad sig og rygsækken på skødet.

Han åbner den og finder to stykker mad med ost og to med pølse pakket ind i pergamentpapir og en lille flaske dugget mælk. Hans mor har stoppet det hele ned; Nils har selv uden at spørge hende fyldt sin flade kobberlommelærke i vestelommen op med den cognac hun har stående længst inde ved væggen på gulvet i spisekammeret.

Han indleder spisepausen med at åbne lommelærken og tage en ordentlig slurk der spreder en støt varme i halsen, og derefter åbner han madpakken. Han spiser og drikker med lukkede øjne og lader tankerne vandre.

Nils tænker på jagten. Ingen hare har han fået i dag, men han har hele eftermiddagen for sig til at skyde en i.

Så tænker han på krigen, som stadig fylder nyhedsudsendelserne så snart man tænder for radioen.

Sverige er ikke blevet angrebet, selv om tre tyske jagere ved en fejltagelse kom ind i minefelterne ud for det sydlige Øland i sommeren nitten hundrede og enogfyrre og røg i luften. Over hundrede af Hitlers soldater havnede i vandet og druknede eller døde i de brændende oliefelter. Og mange ølændinge troede at krigen definitivt var kommet næste sommer da et tysk bombefly af en eller anden grund lod otte bomber falde i skoven neden for Borgholm slotsruin.

Eksplosionerne kunne høres helt op til Stenvik. Nils vågnede ved de dumpe drøn og stirrede ud ad det mørke vindue med hamrende hjerte; han kunne sværge på at han hørte motorerne fra flyet da det fløj væk fra øen. Måske en Messerschmitt. Han havde lyttet og ønsket sig flere eksplosioner, en bomberegn rundt om Stenvik.

Men der kom ingen tysk invasion, og nu er det for sent for Hitler at gøre noget. Nils har læst Ølands-Postens rapporter om den store kapitulation i Stalingrad i den bidende kolde vinter tidligere på året. Hitler ser ud til at være en taber.

Nils kan høre en hest vrinske bag sig.

Han åbner øjnene og drejer hovedet. Der er flere heste bag ham. Fire unge dyr i hvidt og brunt er kommet hen bag offerhøjen, og nu traver de på række i en let bue forbi ham, med bøjede hoveder og tynde støvskyer omkring benene. Hovene tramper næsten lydløst ned i græsset.

Heste. De bevæger sig i flok hvorhen de vil på alvaret. Et par gange hvor Nils har kigget mere efter harer end frem for sig på jorden, har han trampet dybt med støvlerne i deres pærer, der ligger som små brune offerhøje overalt.

Denne lille flok ser ud til at være på vej mod et bestemt mål, men da Nils udstøder et kort bøllepift og stikker venstre hånd ned i rygsækken, sagtner førerhesten farten og drejer hovedet mod ham.

Alle hestene stopper op på række og ser på Nils. En af dem bøjer sig ned for at snuse til det gule alvargræs, men æder ikke af det. De venter på bedre sager.

Nils holder stadig hånden i rygsækken og knitrer med det tomme pergamentpapir i den, og højre hånd lægger han roligt ved siden af sig på offerhøjens sten.

Hestene tøver, vejrer og skraber med hovene. Nils rasler med papiret igen, og så tager den mørkebrune førerhest et forsigtigt skridt til siden hen mod Nils. De andre følger langsomt efter over mod offerhøjen med let sitrende næsebor.

Førerhesten standser op igen, fem meter væk.

»Kom så til krybben,« siger Nils og smiler spændt.

Harer er ikke til at lokke til sig på denne måde, kun heste.

Førerhesten ryster på det store hoved og pruster i en lav vrinsken.

Så tager den et par skridt fremad, og så river Nils hurtigt højre hånd op fra offerhøjen og kaster den første sten.

Fuldtræffer! Den stumpe kalksten rammer dyret lige over mulen, og det viger tilbage som af et elektrisk stød. Det bakker skrækslagent, skubber til hesten bag sig og vender om i vild panik, da Nils hurtigt rejser sig og kaster den anden sten. Den er fladere og skarpere og flyver som en savklinge gennem luften.

Den rammer førerhesten i siden. Den vrinsker højt og skræmt, og alle hestene forstår nu faren. De vender om i fuld galop over alvaret, med hove der trommer i jorden. De forsvinder væk mellem buskene.

Nils bliver stresset, og hans tredje sten flyver for langt til venstre. Dårligt. Han bøjer sig hurtigt ned igen, men det fjerde kast bliver for kort.

Det sidste han ser af førerhesten, er en blodrød glitrende strime i pelsen på dens højre side. Såret er dybt, det læger nok ikke i flere dage. Nils vil forsøge at finde den sten der har skåret hesten, inden han går hjem, og se om der er blod på den.

Drønet af hestenes vilde flugt dør hen. Stilheden er tilbage på alvaret. Nils puster ud og sætter sig på offerhøjen igen og småsmiler da han tænker på hvor tåbelig stirrende førerhesten så ud i blikket da den første sten ramte den.

Forbandede heste.

Nils har vist hvem der regerer over alvaret rundt om Stenvik. Han bliver ved med at smile for sig selv og løfter rygsækken igen. Har mor lagt nogen flødekarameller i bunden?