6

DET VAR AFTEN på Marnäshjemmet. Gerlof sad ved sit skrivebord med notesbogen foran sig. Han havde en kuglepen i hånden, men skrev ikke noget.

Når Gerlof sad der ved bordet, kunne han nemt bilde sig selv ind at han ikke var så gammel som han troede og havde masser af kræfter tilbage; om et par minutter ville han rejse sig på stærke ben, strække sig og vandre af sted.

Gå ud. Gå ned til Stenvik strand, skyde jollen ud og ro ud til skibet der ventede ude på dybere vand. Lette anker, sætte sejl og begive sig ud i verden.

Det havde altid fascineret Gerlof at en skipper fra de ølandske farvande kunne nå hvilken kyst han ville. Med lidt held, megen dygtighed, rigtig udrustning og stort forråd om bord kunne han sejle fra Øland til en hvilken som helst havn i verden og så vende hjem igen. Fantastisk. Hvilken frihed.

Et par minutter efter ringede middagsklokken ude på gangen, og Gerlof var tilbage i sin kraftesløse krop. Hans ben var stive, hans arme ville aldrig magte at hejse noget sejl mere.

De var gået hurtigt, årene på havet. Og i grunden havde det ikke været så mange. Som bedstemand var Gerlof fulgt med sin far ud på hans galease Ingrid Maria i slutningen af tyverne, og fem år senere, da hans far gik i land for at blive skibsmægler, havde han overtaget fartøjet, døbt det om til Vind og fået fragtansvar for trævarer og brænde fra Småland til Øland. Han blev skibsfører i en alder af toogtyve.

Under anden verdenskrig havde han gjort tjeneste som lods uden for Øland og var to gange blevet tvunget til at se skibe gå under med mand og mus, når deres skippere havde troet de kendte en mere sikker vej gennem minefelterne end lodsbådenes.

Gerlof havde i de år levet i evig angst for miner på havet. I et mareridt, som visse nætter stadig fik ham til at vågne op med koldsved, stod han ved rælingen på lodsbåden over det blanke hav i solnedgangen og kiggede ned – og så pludselig en stor sort mine lige under vandoverfladen. Gammel og rusten og dækket af vajende søgræs, men med pigge som blot et par sekunder senere ville støde imod fartøjet og udløse sprængladningen.

Det kunne ikke lade sig gøre at standse båden, den gled langsomt nærmere og nærmere piggene … og lige inden skroget stødte imod minen, vågnede Gerlof altid.

Efter krigen havde han købt sin anden skude, Bølgerytteren, og var begyndt at sejle mellem to holme, Borgholm og Stockholm, via Södertälje kanal. Lasten var Ølandsmarmor, altså rød kalksten til nybyggerierne i hovedstaden, og på tilbagefarten ofte motorbrændsel, stykgods eller kalk til Centralforeningen i Borgholm. I havnene langs ruten lå der altid skuder man genkendte, og den der havde brug for assistance kunne få den af kollegerne.

Der var ingen rivalisering på den tid, og Gerlof havde fået meget hjælp den decembernat i nitten hundrede og enoghalvtreds da Bølgerytteren brød i brand da hun lå for anker ved Ängsö. Lasten af linolie var blevet antændt, og Gerlof og hans bedstemand John Hagman var lige akkurat kommet op på dæk før ilden dækkede hele fartøjet. Ingen af dem kunne svømme, men en anden skude fra Oskarshamn lå lige ved siden af, og de kom om bord på den. De fik al den hjælp de havde brug for, men hvad Bølgerytteren angik, var der ikke andet at gøre end at kappe ankeret og lade hende drive bort i natten.

For Gerlof var den brændende og synkende skude i vinternatten et passende symbol på den ølandske søfart, selv om han ikke kunne se det lige på det tidspunkt. Han kunne være holdt op da han blev frikendt i søforhøret, men havde i ren trods købt en ny motorskude for forsikringspengene og var fortsat som skipper ni år mere. Skuden Nore havde været hans sidste og smukkeste, smækker og med et smukt agterparti og en vidunderlig tøffende tændhovedmotor. Han kunne stadig somme tider høre Nores motor dunke inde i hovedet lige før han faldt i søvn.

I nitten hundrede og tres havde han solgt Nore og var gået i land for at arbejde på kommunekontoret i Borgholm, og hans stillesiddende skrivebordsliv var begyndt. Fordelen var selvfølgelig at han kunne køre hjem til Ella hver aften. Han var gået glip af en stor del af døtrenes barndom, men nu kunne han i hvert fald se dem vokse op som teenagere. Og da den yngste datter Julia var blevet gravid i slutningen af tresserne, havde Gerlof været ligeglad med om hun var gift eller ej – han havde elsket den lille dreng. Hans barnebarn.

Jens Gerlof Davidsson.

Og så kom den dag.

Det var efterår, men Julia havde været sygeplejeelev på halv kraft og havde kunnet blive længere med Jens i Stenvik end sædvanligt. Jens’ far Michael var blevet på fastlandet. Og Julia havde efterladt sin søn i Ellas og Gerlofs hænder efter frokost og var kørt over til Kalmar på den nybyggede bro. Og efter kaffen havde Gerlof uden at tøve, og uden bange anelser, forladt Jens og sin kone og var gået ned for at filtre nogle fiskenet ud, som han havde tænkt sig at lægge i vandet næste morgen.

Ved bådehuset havde han set tågen stige op fra Kalmarsund; den tykkeste tåge han havde set siden årene på havet. Da den drev ind over stranden, mærkede han den over huden som et koldt fortæppe, og han havde pludselig skuttet sig som om han stod i kulden på et skibsdæk. Et par minutter efter var hele verden omkring ham en hvid dis hvor man intet kunne se.

Da burde han være gået hjem, til Ella og Jens. Og han havde spekuleret på at gøre det. Men han var blevet ved bådehuset og havde arbejdet med nettene i endnu en times tid.

Sådan var det. Men fordi han var blevet ved bådehuset og hans hørelse var god, vidste han noget som det aldrig var lykkedes ham at overbevise nogen anden om, andre end muligvis Julia: Jens var ikke gået ned til havet den dag. Så ville Gerlof have hørt ham. Lydene var lidt dæmpede i tågen, men de kunne høres. Jens var ikke druknet, som politiet troede, og kroppen var ikke blevet suget ud og sunket til bunds i Kalmarsund.

Jens var gået et andet sted hen end ned til vandet.

Gerlof bøjede sig ind over bordet og skrev en enkelt sætning:

ALVARET ER SOM ET HAV.

Ja. Hvad som helst kunne ske uforstyrret derude.

Han lagde kuglepennen ned på skrivebordet og lukkede bogen, og da han trak skrivebordsskuffen ud, så han på ny sandalen i silkepapiret, og ved siden af den en tynd bog som var blevet udgivet tidligere på året.

Det var en erindringsbog, tres sider lang med titlen Malmfragt 40 år på forsiden. Der var et billede af et skib under titlen.

Denne bog havde Ernst lånt ham under sit sidste besøg to uger før.

»Det her kan være noget,« havde han sagt. »Se på side atten.«

Nu tog Gerlof bogen op, åbnede den og bladede hen til siden. Nederst under teksten var der et lille sorthvidt billede som han havde studeret mange gange før.

Billedet var gammelt. Det forestillede en stenmole i en lille havn, og på molen lå et parti stablede lange brædder. Skråt bag træstablen kunne man se den sorte agterende af et mindre sejlskib, som lignede dem Gerlof havde sejlet med, og ved siden af stablen stod en gruppe mænd i mørkt arbejdstøj og bomuldskasketter på række. To mænd stod med skrævende ben foran de andre, den ene af dem med hånden venskabeligt lagt på den andens skulder.

Gerlof stirrede på mændene, og de stirrede tilbage.

Der lød en banken på døren.

»Aftenkaffe, Gerlof,« sagde Boels stemme.

»Jeg kommer,« svarede Gerlof og skød stolen bagud.

Han rejste sig møjsommeligt fra skrivebordet.

Men han havde svært ved at tage blikket fra mændene på fotografiet i erindringsbogen.

Ingen af mændene smilede, og Gerlof smilede heller ikke til dem, for efter den sidste samtale med Ernst var han stort set sikker på, at en af mændene på det gamle fotografi havde forårsaget hans barnebarn Jens’ død og derefter gemt hans krop af vejen for altid.

Han vidste bare ikke hvem af dem der havde gjort det.

Med et stille suk lukkede han erindringsbogen og stoppede den i skrivebordsskuffen igen. Så tog han fat i stokken og gik langsomt ud for at drikke kaffe.