7

PÅ ØLAND KOMMER morgengryet som et stille blændende lys langs den lige horisont, men Julia sov sig igennem hele solopgangen denne oktobermorgen.

For alle tre vinduer i Gerlofs bådehus hang der små rullegardiner som engang havde været mørkerøde, men som solen langsomt havde bleget til en svag rosa farve. Lige før klokken halv ni gik fjederen løs på det nedtrukne gardin nærmest Julias seng, og det skød hurtigt op og rullede sig sammen med et smæld der lød som et tordenskrald i stilheden.

Julia åbnede øjnene. Det var ikke smældet der vækkede hende, men solskinnet der pludselig strålede ind gennem vinduet mod øst. Hun glippede med øjnene og løftede hovedet fra den varme hovedpude. Hun så efterårsgult græs blive bøjet i vinden uden for vinduet og huskede hvor hun var. Hård vind og lys luft.

Stenvik, tænkte hun.

Hun glippede med øjnene igen og forsøgte at holde hovedet oppe, men sank hurtigt ned i hovedpudens fordybning igen. Hun var altid træg om morgenen, det havde hun været hele livet, og i tyve år havde søvnens glemsel ofte været meget fristende. Depressionen efter den dag havde fået hende til at sove meget mere af sit voksne liv væk end hun burde have gjort. Men at stå op om morgenen var svært når der ikke syntes at være nogen grund.

At stå op i Stenvik var også meget sværere, fordi der ikke var noget opvarmet badeværelse at vakle ud i. Det eneste der var neden for bådehuset, var en stenet strand og iskoldt vand.

Julia kunne svagt huske en pisken af øsregn om natten, men nu kunne hun kun høre bølgerne. Den rytmiske brusen fik hende til at overveje hurtigt at fare op, smide tøjet og løbe ned for at kaste sig i havet, men det gik over.

Hun blev liggende et par minutter til i den smalle seng, men stod så op.

Det var fugtigt og koldt i luften og stadig blæsende udenfor, men det Stenvik, hun så nu da hun havde taget bukser og trøje på og til sidst åbnet bådehusdøren, var ikke det samme spøgelseslandskab som aftenen før.

Nattens øsregn så ud til at have skyllet al gråhed væk; nu skinnede solen igen, og den ølandske stenkyst var ren og streng og smuk. Vigen der havde givet landsbyen navn, var ikke dyb, den var mere en blødt rundet bugt der blev spændt ud på begge sider af bådehuset, skåret ud af sundets glitrende vand. Et par hundrede meter fra bredden hvilede fiskemåger med udstrakte vinger over bølgerne og skreg eller skrattede skingert ad hinanden gennem vinden.

I solens skær var der en sorg over at alt ikke var så smukt som det så ud, men Julia forsøgte at dæmpe den. Hun ville bare have det godt og ikke tænke på knoglestumper eller snakke med erindringen om Jens her til morgen.

Hun hørte en glad hundegøen. Da hun drejede hovedet mod kystvejen, så hun en hvidhåret kvinde i rød dynejakke på spadseretur sydpå med en lille lysebrun hund som uden snor løb frem og tilbage og snusede på vejen. Med ryggen til Julia drejede de af og gik med raske skridt ind i et af husene på den anden side af vejen.

Der var flere fastboende end Ernst i Stenvik, forstod Julia.

Søvnigheden forsvandt gradvis, hun blev fyldt af energi. Hun tog en plasticdunk og gik hurtigt op til Gerlofs hus for at fylde den med drikkevand fra pumpen på gårdspladsen. Her i solskinnet så huset rigtig indbydende ud, trods det høje græs rundt om det, men Gerlof havde ikke givet hende nogen nøgle, så hun kunne ikke gå ind for at se sin barndoms soveværelse.

Da hun tappede det plaskende vand, indså hun at hun faktisk kunne blive længere på Øland end kun en dag. Hvis der var noget fornuftigt at lave – hvis Gerlof kunne oppe sig og komme med forslag til hvad hun skulle gøre eller lede efter – kunne hun blive to dage mere, eller tre.

Så så hun sig om i den tomme have og bestemte sig. Nej. Hun ville køre hjem til Göteborg i dag, men først lidt senere.

På vejen tilbage til bådehuset med et fast greb om vanddunken stoppede hun op for at kigge på den gule villa bag hvidtjørnehækken ved sommerhuset. Den var omgivet af høje strittende asketræer og kunne i grunden kun skimtes bag hækken, men det der kunne ses var ikke pænt. Huset var ikke bare tomt, det var helt forladt. Vildvin var krøbet over trævæggene og begyndt at dække de revnede vinduer.

Julia havde en svag erindring om at det var en gammel kvinde som havde boet der, en kvinde som aldrig gik ud eller sås med andre i landsbyen.

Det var mærkeligt at huset var blevet overladt til forfald, det var jo en statelig villa under alle revnerne. Nogen burde sætte hele gården i stand.

Julia fortsatte ned til bådehuset for at lave te og morgenmad.

Tre kvarter senere låste hun bådehuset, med den ene taske på skulderen og den anden i hånden. Inden for døren var sengen redt, der var slukket for elektriciteten på hovedafbryderen, og rullegardinerne var trukket ned. Bådehuset var tomt igen.

Julia gik over klinterækken til bilen, så sig om uden at se et menneske langs kysten og satte sig så ind i bilen. Hun startede motoren og kiggede på bådehuset en sidste gang. Hun så på klinterækken, på den forfaldne vejrmølle og på alt det glitrende vand og mærkede sorgen komme tilbage.

Hurtigt svingede hun bilen rundt mod landevejen.

Hun kørte forbi bondegården der nu var sommerhus, forbi den gule forsømte villa og forbi lågen til Gerlofs sommerhus. Farvel, farvel.

Farvel, Jens.

Til venstre på sognevejen gik der en vej ind til endnu en klynge sommerhuse, og der stod også en firkantet kalksten i jorden med teksten STENKUNST 1 KM malet i hvidt. På en jernstolpe ovenover var der et skilt med symbolet for blind vej.

Julia så skiltet og huskede det hun havde spekuleret på at gøre her til morgen inden hun kørte hen og sagde farvel til Gerlof: gøre ophold ved det lukkede stenbrud og se på Ernst Adolfssons stenskulpturer.

Hun havde i grunden ingen penge at købe stenkunst for, men ville gerne kigge. Og måske ville hun forsøge at stille flere spørgsmål om Jens, hvis Ernst kunne huske hans forsvinden og hvis han måske ville fortælle hvor han selv havde været den dag. Det kunne aldrig skade.

Hun drejede ind på den smalle vej, og den lille Ford begyndte straks at hoppe og krænge. Det var den hidtil dårligste vej Julia havde kørt ad på Øland, primært på grund af skybruddet. Regnvandet var blevet liggende som aflange vandpytter i de to hjulspor; hun satte farten ned og rullede af sted i første gear, men bilen gled alligevel i de lerblanke fordybninger.

Hun lod sommerhusene bag sig og kørte langs kanten af alvaret. Vejen bøjede langsomt af mod stenbruddet langs kystvejen, men rettede sig så ud mod Ernst Adolfssons lave hus. Den endte i en cirkelrund vendeplads på gårdspladsen foran huset, og dér stod Ernsts gamle hvide Volvo PV stadig parkeret.

Intet bevægede sig på gården, men yderligere en flad og poleret sten med sort tekst på stod stillet op midt på vendepladsen: STENKUNST – VELKOMMEN.

Julia svingede ind bag Volvoen og standsede bilen. Hun steg ud og tog den tynde tegnebog fra tasken med sig.

Vinden susede i det lave græs, og landskabet var næsten helt frit for træer. På den ene side af haven var det enorme sår i bjerget – stenbruddet. På den anden var der kun græs og spredte enebærbuske så langt øjet rakte. Alvaret.

Hun vendte sig om og så på huset. Det var lukket og stille.

»Hallo?« råbte hun.

Vinden dæmpede råbet, og ingen svarede.

En bred gang af kalksten, der var knust til fliser, førte hen til yderdøren i gavlenden af huset, og der var en ringeklokke.

Julia gik hen og ringede på.

Heller ikke noget svar. Men bilen holdt der jo, så hvor var Ernst blevet af?

Hun ringede på igen, længe. Der skete ikke noget.

En impuls fik hende til at tage i døren. Den var ikke låst og gled op på klem, som en indbydelse til hende.

Hun stak hovedet ind.

»Hallo?«

Ingen svarede. Lyset var slukket, og gangen var mørk. Hun lyttede efter lyden af tunge skridt og en stok der blev sat i gulvet, men alt var stille.

Han er ikke hjemme – kør videre til Gerlof nu, sagde hendes indre stemme. Men hun var for nysgerrig. Låste man ikke døren på Øland når man gik ud? Stolede man stadig så meget på hinanden?

VELKOMMEN stod der på en grøn plasticmåtte ved døren. Julia skrabede skosålerne et par gange og gik ind.

»Hallo?« sagde hun. »Ernst? Det er Julia. Gerlofs datter …«

I loftet i gangen hang der en uro med små træskibe der sejlede rundt i trækken. Køkkenet var til højre, det var rent og gjort i stand med et lille ryddet spisebord og to træstole. Til venstre var der et soveværelse med en smal redt seng.

Gangen fortsatte lige ud og endte i en dagligstue med sofa, fjernsyn og et panoramavindue der viste stenbruddet og det blå sund bag det. Der lå bunker af aviser og bøger på bordet i midten, men dagligstuen var også tom. På en væg hang der et sekskantet ur lavet af slebet kalksten, med skifferstykker som visere.

Det eneste mærkelige ved huset var at uret så ud til at være den eneste stenkunst der var indendørs. Fik Ernst nok af den udendørs?

Hun gik ud i gangen igen og så sig om et par gange, som om en eller anden ukendt angriber ville styrte ud af en revne i væggene. Hun kom ud på trappen igen og lukkede døren forsigtigt.

Julia stod ubevægelig i solskinnet, usikker på hvad hun nu skulle gøre. Ernst Adolfsson var sikkert bare ude et sted og havde glemt at låse efter sig.

Hun kiggede over mod stenskulpturerne ved kanten af stenbruddet. Ved siden af dem var der et lille rødmalet arbejdsskur omgivet af lave birketræer, og i en bunke uden for skuret lå der endnu flere blokke og sten i forskellige størrelser. De havde en del slibespor, men så ufuldendte ud. Nogle lignede vanskabte mennesker, syntes Julia. Hun så misdannede ansigter og sorte øjenhuler i stenene og tænkte på trolde der bortførte menneskebørn og tog dem med ind i bjerget for altid. Gerlof havde fortalt at når der før i tiden forsvandt værktøj for arbejderne i stenbruddet, gav man altid trolden skylden. Det var utænkeligt at en arbejdskammerat havde stjålet det.

Hun vendte blikket fra stenene og så på ny ud på den færdighuggede og slebne kunst ved kanten af stenbruddet. Små fyrtårne, runde brøndkapsler, høje solure og et par brede gravsten. Gravstenenes navneplader var stadig tomme.

Der manglede noget. Der var et bredt tomrum i den lange række af skulpturer, og Julia gik nærmere. Hun havde set noget fra den anden side af stenbruddet aftenen før: det store kirketårn der lignede tårnet oppe i Marnäs var væk. Et lille fladt hul gabte i gruset ved klippekanten oven over stenbruddet.

Julia gik langsomt hen mellem de slebne sten, og stenbruddet åbnede sig foran hende som et enormt bassin uden vand.

Bruddet var ikke dybt her, kun et par meter, men klippen faldt lodret ned. Hun stod ved kanten, kiggede stille ud over det fattige stenlandskab og så pludselig det høje kirketårn lige neden for sig. Det var faldet ned fra kanten, lige ned i stenbruddet og væltet om på siden. Spidsen af tårnet pegede vestpå mod vandet.

Kirketårnet var ikke gået i stykker.

Men under den aflange skulptur lå Ernst Adolfsson udstrakt. Han stirrede op mod himlen fra stenbruddets bund, med blødende mund og knust krop.