ØLAND, MAJ 1945

ALTING ER VENDT. Der er ved at ske store ting, både ude i verden og i Nils Kants liv. Det kan han mærke på vinden.

Solen over alvaret er stærkere end nogensinde, de ølandske vinde er friskere, luften klarere og blomsterne helt sprunget ud. Græsset er grønt og endnu ikke afsvedet af højsommerens sol. Udviskede og flimrende små streger på himlen vokser til svaler der som sorte pile suser ned over den flade jord nogle øjeblikke, tager ny fart med vingerne og kastes tilbage før de pludselig er højt oppe på himlen igen.

Foråret er for alvor kommet til Øland, og Nils Kant kan mærke forandringer i luften. Han er næsten tyve år gammel nu, endelig voksen og helt fri. Livet ligger foran ham, og der vil ske store ting. Han kan mærke det hele i kroppen.

Nils er ved at blive for gammel til at vandre rundt herude i stilheden og jage harer. Han har andre planer. Han vil ud i verden nu når krigen er forbi, hvor som helst. Han ville gerne tage Maja Nyman med, pigen der bor i et hus nede ved klinterækken i Stenvik. Han kan huske, hvordan hun ser ud, og tænker ret ofte på hende. Men de har i grunden aldrig talt sammen, kun hilst på hinanden når de er mødtes, hvis der ikke har været en anden sammen med hende. Får han ikke snart mulighed for at tale ordentligt med hende, rejser han alene.

Denne dag er han længere væk fra Stenvik end normalt, næsten ovre ved østsiden af øen. Inden han gik over landevejen, havde han skudt to harer som han lod ligge under et buskads for at samle dem op på hjemvejen. Han har tænkt sig at skyde en eller to harer til, inden han går hjem til sin mor, og på tilbagevejen måske nogle svaler for sjovs skyld.

Smeltevandet fra vinterens snedækket er blevet liggende i brede vandpytter over hele alvaret, og det er lidt som at vandre i et moselandskab fuldt af små søer. Vandet tørrer hurtigt i solen. Nils har høje og tykke støvler på og kan vade lige igennem det hvis han vil. Det gør han somme tider, og somme tider går han uden om vandpytterne. Han er helt fri, og han ejer hele verden.

Adolf Hitler har forsøgt at eje verden. Han er død nu, han skød sig i Berlin for en uges tid siden. Så var det forbi med Tyskland. Ingen dernede ville eller orkede at kæmpe mod russerne og amerikanerne længere.

Nils sjasker op af en vandpyt og fortsætter ind mellem en klynge enebærbuske. Han kan huske at han kunne lide Hitler da han var yngre, havde i hvert fald haft stor respekt for hans stærke vilje.

Han havde lyttet andægtigt til brudstykker af Hitlers brølende taler fra Tyskland når mor havde haft radioen tændt i dagligstuen, og han havde i flere år ventet på at de tyske bombefly skulle feje ind over Øland, at krigen til sidst ville komme, men nu er Hitler væk og hele det store Tyskland smadret af de engelske flyvemaskiners bomber.

Tyskland føles ikke lige så interessant mere. England er derimod et fristende land at besøge. Og Amerika forekommer stort og løfterigt, men der er alt for mange ølændinge der allerede er rejst derover og aldrig er kommet tilbage; i tusindvis der forsvandt sporløst i det 19. århundrede. Nils vil rejse ud i verden og så vende tilbage som kejser af Stenvik.

Nils hører noget, en lav, men hård lyd og stopper brat op.

Der er ingen hare at se, og alligevel føler Nils det som om …

Han er ikke alene.

Der er nogen.

Han har hørt noget i vinden, en kort lyd som hverken er fuglesang eller insekters surren eller hestes vrinsken. Han har gået rundt på alvaret i årevis, han ved når ting er som de skal være, og når de ikke er. Lige nu er der noget som absolut ikke stemmer. Han føler gys af bange anelser løbe ned af nakken.

Det er ikke en hare, det er noget andet.

Ulve? Nils’ mormor, der har været død længe, fortalte historier om ulve på alvaret. Der har været ulve der. Men ikke længere.

Mennesker?

Nogen som lister sig ind på ham?

Nils lader langsomt Husqvarna-geværet glide ned fra skulderen, løfter det op i et skyttegreb med begge hænder og afsikrer bøssen med tommelfingeren. To haglpatroner fra Gyttorp patronfabrik er parate til at fare ud gennem løbet.

Han ser sig om: der vokser enebærbuske næsten overalt her, de fleste forvredne og kuede af vinden og ikke mere end en meter høje, men alligevel tætte og umulige at se igennem. Hvis Nils rejser sig, kan han spejde hen over dem og se lige så langt det skal være, så kan ingen snige sig ind på ham, men når han sætter sig på hug, er det som om enebærrene vokser og læner sig ind over ham.

Nu hører han ingen lyde – hvis han nogensinde har hørt noget. Måske var det kun inde i hans hoved, det er sket før når han har været alene.

Nils står stille og helt ubevægelig i græsset og venter. Han trækker vejret roligt og har al den tid det skal være. Harerne kommer altid frem når han venter, deres nerver svigter dem altid til sidst, og de kaster sig ud fra gemmestedet og farer blindt af sted med hoppende skridt. Så gælder det bare om roligt at løfte geværet op til skulderen, sigte mod den brune skikkelse og trykke af. Og så gå hen og hente den let spjættende krop.

Nils holder vejret. Han lytter.

Han hører intet nu, men det begynder at lufte lidt, og pludselig mærker han en tydelig duft af gammel sved og fedtet tøj i næsen. En ram duft af en menneskekrop, eller af flere kroppe, kommer imod ham med vinden.

Der er mennesker, lige i nærheden.

Nils drejer rundt til højre med fingeren på aftrækkeren.

Skræmte øjne stirrer fra en enebærbusk kun et par meter væk.

Et menneskes blik der møder hans eget.

Det er en mands ansigt der tager form i mørket under de tykke enenåle, et mandsansigt der er gråt af snavs og dækket af filtret hår. Bag hovedet er der en krop som trykker sig tæt mod jorden i krøllet, rummeligt grønt tøj. En uniform, ser Nils.

Manden er soldat. En fremmed soldat uden hverken hjelm eller våben.

Nils holder geværet foran sig og mærker sit hjerte hamre hårdt helt ude i fingerspidserne. Han løfter mundingen nogle centimeter.

»Kom frem,« siger han med høj røst.

Soldaten åbner munden og siger noget. Det er ikke svensk, i hvert fald ikke et svensk Nils nogen sinde har hørt. Det er et fremmed sprog. Det lyder som tysk.

»Hvad?« siger Nils hurtigt. »Hvad siger du?«

Soldaten løfter langsomt hænderne, han har snavsede sprukne hænder – og samtidig ser Nils at han ikke er alene. Skråt bag ham under enebærbuskene trykker endnu en stirrende mand i snavset uniform sig ned i græsset. De ser begge jagede ud som om de var på flugt fra forfærdelige minder.

»Bitte nicht schiessen,« hvisker soldaten nærmest Nils.