8

JULIA HAVDE RINGET TIL Gerlof fra Ernst Adolfssons telefon og fortalt hvad der var sket – at hun havde fundet Ernst og hvor han havde ligget og at han var død.

Gerlof havde forstået hvad hun fortalte, og alligevel var det lykkedes ham ikke at tænke eller føle for meget, men han havde næsten udelukkende koncentreret sig om at lytte til hendes stemme. Den lød anspændt, selvfølgelig, men ikke skælvende. Julia bevarede kontrollen.

»Så Ernst er død,« sagde Gerlof.

Der var stille i røret.

»Er du sikker?« spurgte han.

»Jeg er sygeplejerske,« sagde Julia.

»Har du ringet til politiet?« spurgte han.

»Jeg ringede til alarmcentralen,« sagde hun. »De ville sende en eller anden. Men der bliver ikke nogen sygetransport til Ernst … Det er for sent.« Hun tav et par sekunder. »Men politiet kommer sikkert også, selv om det er en ulykke. Han er …«

»Jeg kommer ned til dig,« sagde Gerlof. Han tog beslutningen i samme øjeblik som han udtalte ordene. »Politiet kommer sikkert snart, men jeg kommer også. Sæt dig i Ernsts sofa og vent på dem.«

»Ja. Jeg skal nok vente,« sagde Julia. »Jeg venter på dig.«

Hun lød stadig rolig.

De lagde røret på, og Gerlof blev siddende et par minutter ved sit skrivebord og samlede kræfter.

Ernst. Ernst var død. Gerlof lod denne kendsgerning sætte sig. Han havde for nylig haft to nære venner der endnu var i live, John og Ernst. Nu havde han kun én.

Han tog sin stok og rejste sig. Nu var han intet andet end beslutsom, selv om gigten og sorgen gjorde det lige så svært at bevæge sig som altid. Han gik ud i gangen, hørte latter fra køkkenet og fortsatte derud.

Boel stod derude med en ny ung pige, hun fik åbenbart instrukser om hvordan man brugte opvaskemaskinen. De fik øje på Gerlof, og Boel smilede til ham, men derefter så hun hans ansigt og blev alvorlig.

»Boel, jeg må til Stenvik. Der er sket en ulykke. Min bedste ven er død,« sagde Gerlof bestemt. »En eller anden må køre mig.«

Han tog ikke blikket fra hende, og til sidst nikkede Boel. Hun brød sig ikke om ændrede rutiner, men denne gang diskuterede hun dem ikke.

»Vent to minutter, så kører jeg dig,« sagde hun bare.

Da den nordlige frakørsel til Stenvik, som førte ned til stenbruddet, dukkede op, løftede Gerlof armen og pegede lige frem.

»Vi tager den sydlige vej,« sagde han.

»Hvorfor det?« sagde Boel. »Du vil jo til … «

»Jeg har to venner i Stenvik,« sagde Gerlof. »Den ene var Ernst. Den anden skal have at vide hvad der er sket.«

Det var ikke nogen lang omvej, den sydlige frakørsel dukkede op med skiltet CAMPING tapet over for at vise at Stenviks camping midlertidigt var lukket. Det var John Hagman der havde gjort det, selv om faren, for at nogen skulle komme derhen med telt eller campingvogn i oktober, var lille.

Til venstre dukkede den lukkede kiosk op, derefter minigolfbanen hvor en midaldrende mand i grøn træningsoverall stod og fejede banerne med et træt greb om fejekosten. Han sendte deres bil et genert blik da de kørte forbi. Det var Anders Hagman, Johns eneste søn. Han var ungkarl og ordknap, og Gerlof havde næsten aldrig set ham i andet end den der slidte overall – måske havde han flere af dem.

Vejen ind til campingpladsen dukkede op.

»Her er det,« sagde Gerlof. »Det er huset derhenne.«

Han pegede på et lille hus ved vejen til campingpladsen, en lav bygning med små smalle vinduer der lignede et vagtskur. Foran døren stod en gammel rusten grøn VW Passat parkeret, så John var altså hjemme.

Boel bremsede op og standsede. Gerlof åbnede døren og steg ud med sin stok, og næsten samtidig gik døren til det lille hus op. En lavstammet mand i mørkeblå arbejdsoverall og med sit grå hår strøget bagud og samlet i en lille knude i nakken trådte ud på trætrappen i uldstrømper. Det var John Hagman der altid var hurtig til at se hvem der kom på besøg.

John og Anders Hagman drev Stenvik camping sammen om sommeren. Anders boede mest i Borgholm om vinteren.

John blev i Stenvik hele året, og han måtte passe den daglige vedligeholdelse af campingpladsen alene når Anders ikke var på besøg. Det var et slid for en gammel mand – Gerlof ville have hjulpet ham hvis ikke han selv havde været endnu ældre.

Gerlof nikkede til John, og John nikkede tilbage og stak i et par sorte gummistøvler som stod ude på trappen.

»Hvad søren?« sagde John da Gerlof kom hen til ham. »Det var uventet.«

»Ja. Der er sket en ulykke,« sagde Gerlof.

»Hvorhenne?«

»I stenbruddet.«

»Ernst?« sagde John lavt.

Gerlof nikkede.

»Er han kommet til skade?«

»Ja. Det er slemt,« sagde Gerlof. »Meget slemt.«

John havde kendt ham i næsten halvtreds år, de havde bevaret kontakten efter årene sammen til søs. Han så ud til alene af Gerlofs blik at forstå nøjagtig hvor slemt det var.

»Er der nogen derovre?« sagde han.

»Det skulle der være nu,« sagde Gerlof. »Min datter Julia skulle ringe. Hun er der nu. Hun kom hertil fra Göteborg i går.«

»Javel.« John tog et par skridt tilbage ind i huset, og da han kom ud igen, bar han en dynejakke og et nøgleknippe. »Vi kan køre i min bil,« sagde han. »Jeg går hen og siger at vi kører.«

Gerlof nikkede, det var udmærket. Boel ville sikkert gerne tilbage til afdelingen, og han kunne bedre snakke med John hvis de var alene.

John gik hen til Anders, standsede foran ham og pegede på minigolfbanen og sagde noget lavt. Anders rystede på hovedet. John pegede på ham, og Gerlof kunne høre at han hævede stemmen. Der var et spændt forhold mellem far og søn Hagman, vidste Gerlof – de var for afhængige af hinanden.

Til sidst nikkede Anders, og så rystede John på hovedet og vendte ham ryggen. De var blevet færdige med at skændes.

Samtidig med at John åbnede sin egen bil, gik Gerlof selv langsomt hen til Boel for at takke hende for køreturen.

»Ernst er altså død,« sagde John bag rattet.

»Det sagde Julia,« sagde Gerlof ved siden af ham og så ud på stranden og det glitrende vand neden for kystvejen.

»Han havde fået en sten over sig,« sagde John.

»En stor sten. Det sagde Julia,« sagde Gerlof.

Der var ikke sket en alvorlig ulykke i bruddet i over tres år, indså han – men nu da det var lukket, havde Ernst fået en sten over sig.

»Jeg tog reservenøglen med,« sagde John. »Hvis de er kørt med ham.«

»Lod han dig have en nøgle?« sagde Gerlof, som Ernst aldrig havde vist samme tillid. Han havde på den anden side heller aldrig afleveret en kopi af sin husnøgle til Ernst. Måske havde de ikke rigtigt stolet på hinanden.

»Ernst vidste at jeg ikke ville snuse,« sagde John.

»Nu kan vi måske endelig se os omkring derinde,« sagde Gerlof. »Jeg ved ikke rigtigt hvad vi skal lede efter. Men lede må vi nok.«

»Ja,« sagde John. »Nu er der forskel.«

Gerlof sagde ikke mere, han så bare lige ud gennem forruden, for nu kom der en ambulance imod dem på kystvejen. Gerlof havde aldrig før set en ambulance i Stenvik.

Den kom kørende fra vejen til stenbruddet uden hast, og de mørkeblå lygter på taget var slukkede. Det var ikke noget godt tegn, men det var ventet. John sagtnede farten, og ambulancen kørte forbi, og så drejede de ind på den nordlige sognevej.

»Han solgte godt med stenkunst i sommer,« sagde John efter et øjebliks tavshed. »Vi lavede lidt sjov med, at Ernst havde flere kunder end jeg havde fisk i nettene.«

Gerlof nikkede bare, der var ikke mere at sige lige nu. Ernsts død føltes stadig som en stor byrde på hans skuldre.

John drejede ind på den smalle vej til plateauet oven for stenbruddet, og Gerlof kunne se spor af flere biler i leret. Ja, han så Ernsts og Julias biler derhenne nu, og bag dem holdt to politibiler og endnu en privatbil, en skinnende blå Volvo. Ved siden af den stod en midaldrende mand med kasket og kamera på maven.

»Bengt Nyberg har købt ny bil igen,« sagde Gerlof.

»Avisredaktører får vel en god løn,« sagde John.

»Gør de?« sagde Gerlof, og så bremsede John bilen ud for skiltet STENKUNST – VELKOMMEN og slukkede for motoren. Der blev stille.

Gerlof kom med besvær ud af bilen, hans led var som sædvanlig stive og protesterede mod de uvante bevægelser. Han satte stokken ned, rettede ryggen og nikkede til lokalredaktøren af Ølands-Posten på det nordlige Øland, som kom slentrende mod dem med hånden på kameraet.

»Ambulancen er kørt med ham,« sagde Nyborg.

»Det ved vi,« sagde Gerlof.

»Jeg kom også for sent. Jeg har knipset nogle billeder af politibetjentene og den store plet dernede, men jeg tror ikke vi kan trykke dem. Det må dem i Borgholm selvfølgelig bestemme.«

Det lød som om han snakkede om billeder af en bil der var kørt i grøften eller en knust rude. Bengt havde altid været ufølsom, syntes Gerlof.

»Det er bedst at lade være med de billeder,« sagde Gerlof.

»Ved I hvem der fandt ham?« sagde Nyberg og trykkede på en knap på kameraet.

Det begyndte at surre da filmen blev spolet tilbage.

»Nej,« sagde Gerlof.

Han begyndte langsomt at gå hen mod kanten af stenbruddet. Hvor var Julia?

»Kør hjem og skriv din artikel nu, Bengt,« sagde John bag Gerlof.

»Ja da,« sagde Nyberg. »I kan læse mere om det her i morgen.«

Og så gik han hen til sin nye bil, steg ind og startede motoren.

Gerlof fortsatte langsomt forbi huset og arbejdsskuret over mod stenbruddet. Da han var nogle meter fra kanten, kom en uniformeret politibetjent klatrende op. Han fik det ene ben op på kanten af klippen, hævede sig op og bøjede sig så ned for at hjælpe endnu en betjent op, en yngre kollega. Så pustede han ud og så på Gerlof, der ikke genkendte nogen af de to. De kom nok fra Borgholm eller fastlandet.

»Er I pårørende?« sagde den ældste betjent.

»Gamle venner,« sagde Gerlof. »Hans pårørende bor i Småland.«

Betjenten nikkede.

»Der er ikke meget at se på,« sagde han.

»Var det en ulykke?«

»En arbejdsulykke,« sagde betjenten.

»Han ville flytte en skulptur her på kanten,« sagde den yngste betjent og pegede på kanten af klippen hvor der var en lille fordybning i gruset. »Så han stod her og må have holdt fat i stenen. Og så … «

»Ja, han gled eller snublede og faldt ned og fik den over sig,« sagde den ældste betjent.

»Det gik sikkert hurtigt,« sagde den yngste betjent.

Gerlof tog yderligere et skridt fremad, støttet til stokken. Nu kunne han se.

Kirketårnet, Ernsts største skulptur, lå nede i stenbruddet. Man kunne tydeligt se hvor den var landet da den faldt. Der var et dybt hak i gruset.

Et spor af Ernst. Gerlof kiggede hurtigt væk, ud mod resten af stenbruddet, men da han kom til at tænke på hvor mange gravsten og gravplader der var hugget ud af det her bjerg i årenes løb så han endnu længere væk, mod stranden og vandet, og så fik han det endelig lidt bedre.

Derpå så han til højre langs klippekanten hvor de andre stenskulpturer stod på række. Ernst havde stillet dem med et par meters mellemrum, men der var en bredere åbning længere væk … Gerlof gik derhen.

Her var endnu en stenskulptur faldet ned, en mindre variant. Han kunne se den ligge nede i stenbruddet, en rund aflang ting der kunne være en slags æg eller troldehoved. Til forskel fra kirketårnet var denne skulptur revnet i to stykker.

Ser man det. Gerlof vendte om, langsomt for ikke at miste balancen på den ujævne grusjord, og begyndte at gå hen mod huset.

»Er Julia Davidsson her endnu?« spurgte han de to betjente. De var blevet der for at kigge ind i Ernsts arbejdsskur hvor store hamre, trækvogne og en gammel stensliber var stuvet sammen med endnu flere skulpturer i forskellige størrelser.

»Hun sidder sammen med Henriksson derinde,« sagde den ældste og pegede på huset.

»Tak.«

Døren til huset stod på klem, så John måtte være gået ind. Gerlof bevægede sig møjsommeligt op ad den lave trætrappe. Han gjorde nogle mislykkede forsøg på at skrabe skoene af på dørmåtten. Så skubbede han døren op.

Flere par udendørssko stod i vejen for ham – Gerlof måtte puffe dem væk med stokken for at komme frem. At det skulle lykkes for ham at bøje sig ned og selv tage skoene af var utænkeligt, han beholdt dem på og fortsatte ind gennem den smalle gang. Indrammede billeder af gamle stenhuggere med løftestænger og spader i hænderne hang på væggene.

Han hørte dæmpede stemmer længere inde i huset.

John stod ved vinduet i den store stue og så ud gennem ruden. I sofaen sad Julia og endnu en uniformeret politibetjent, en ældre mand der høfligt havde taget uniformskasketten af.

Gerlof nikkede til ham.

»Hej, Lennart.«

Manden i sofaen var den første betjent på stedet som Gerlof genkendte. Lennart Henriksson havde været politibetjent i hen ved femogtredive år, han arbejdede på hele det nordlige Øland, men boede i en villa nord for Marnäs og havde et lokalt politikontor ved havnen. Han var gråhåret og langsomt på vej mod pensionen. Normalt var hans blik lidt sløvt og de brede skuldre sunket ned i politiuniformen, men nu sad han med rank ryg ved siden af Julia.

»Hej, skipper,« sagde Henriksson til Gerlof.

»Hej, far,« sagde Julia med lav stemme.

Det var første gang i mange år hun sagde det ord til ham, så Gerlof vidste at hun var ude af ligevægt. Han gik langsomt hen og stillede sig ved bordet.

»Vil du ikke sætte dig?« sagde Lennart.

»Det går nok sådan her, Lennart. Jeg har brug for lidt motion en gang imellem.«

»Du ser rask og rørig ud, Gerlof.«

»Tak.«

Der blev stille. Bag dem vendte John sig om og forlod stuen uden et ord.

»Julia har lige fortalt at hun er din datter,« sagde Lennart.

Gerlof nikkede, og der blev stille igen.

»Er ambulancen kørt?« spurgte Julia og så på Gerlof.

»Ja … John og jeg mødte den ude på vejen.«

Julia nikkede.

»Så er han borte, altså.«

»Ja.« Han kiggede på Henriksson. »Var der en læge med?« spurgte han.

»Ja. Det var en ung vikar fra Borgholm … jeg har ikke mødt ham før. Han konstaterede bare hvad der var sket.«

»Han sagde at det var en ulykke?« sagde Gerlof.

»Ja. Så kørte han igen.«

»Men han har ligget i regnen i nat,« sagde han.

»Ja,« sagde Lennart. »Det må være sket i går aftes.«

»Så der var ikke noget blod,« sagde Gerlof. »Alle spor forsvandt vel i regnen?«

Han vidste ikke rigtig selv hvorfor han stillede de her spørgsmål, eller hvor de kunne føre hen, men gik ud fra at han ville vise sig betydningsfuld. Håbet om at kunne være betydningsfuld er måske det sidste der forlader mennesket.

»Han havde blod i ansigtet,« sagde Julia. »Lidt blod.«

Gerlof nikkede. Der lød trampende skridt i gangen, og den yngste af de to andre betjente kiggede ind i det store værelse.

»Vi er nok færdige nu, Lennart,« sagde han. »Vi kører hjem.«

»Godt. Jeg tror jeg bliver her lidt endnu.«

»Gør du det, hold skansen.«

Der var noget respektfuldt i den yngre betjents stemme, syntes Gerlof. Måske var det Lennarts mange tjenesteår der skabte den respekt, eller den kendsgerning at hans far også havde været betjent og var blevet dræbt i tjenesten.

»Kør forsigtigt til Borgholm,« sagde Henriksson, og hans kollega nikkede og forsvandt.

Bag ham stod John med en stor brun læderpung i hånden. Han løftede den op mod Gerlof og Julia og Henriksson.

»Tre tusinde to hundrede og otteoghalvtreds kroner, fra salget af sten,« sagde han. »Han havde den i den nederste køkkenskuffe, under plasticposerne.«

»Du kan passe på den, John,« sagde Henriksson i sofaen. »Det ville være dumt at lade så mange penge blive liggende her.«

»Jeg kan tage den, indtil arven skal deles af familien,« sagde Gerlof og rakte hånden ud mod pungen.

John virkede lettet over at aflevere den.

Der blev stille i stuen igen.

»Nå,« sagde Henriksson så. Han bøjede sig frem og rejste sig fra sofaen med et vist besvær. »Jeg må vel også hellere køre.«

»Tak for at du … « Julia blev siddende i sofaen, hun ledte efter ordene, »… for at du tog dig tid.«

»Selvfølgelig.« Henriksson kiggede på hende. »Det er ikke let at komme først til en dødsulykke. Jeg har naturligvis også prøvet det nogle gange i årenes løb. Man føler sig ret … alene. Magtesløs.«

Julia nikkede.

»Men det går bedre nu.«

»Godt.« Henriksson tog politikasketten på. »Jeg har kontor i Marnäs. Du kan kigge ind hvis der er noget.« Han kiggede på John og Gerlof. »Også jer, selvfølgelig. Der er åbent hus, I kan bare komme på besøg. Låser I efter jer?«

»Det gør vi,« sagde Gerlof.

Og så nikkede Lennart Henriksson farvel til dem og gik ud.

De hørte en bilmotor starte og langsomt fjerne sig.

»Vi skal også snart køre,« sagde Gerlof til Julia. Han stoppede Ernsts pung i lommen og så derefter på John. »Kan vi gå ud et øjeblik?« spurgte han. »Jeg vil bare vise dig en ting … noget jeg lagde mærke til udenfor.«

»Skal jeg gå med?« sagde Julia.

»Det behøver du ikke.«

John lod Gerlof gå forrest da de var kommet ud af huset. Støttet til sin stok gik han ud på trappen, ned på gruset og rundt om hushjørnet, hen mod kanten af stenbruddet.

»Hvad skal vi se på?« sagde John.

»Det er her henne ved kanten, noget jeg opdagede inden jeg gik ind … Her.«

Gerlof pegede ned i stenbruddet hvor den pudsede sten der lignede et stort æg eller et vanskabt hoved lå, revnet i en større og en mindre halvdel.

»Du kan vel kende den?« sagde han til John.

John nikkede langsomt.

»Det var den Ernst døbte ‘Kantstenen’,« sagde han. »For sjov.«

»Den er blevet skubbet ned,« fortsatte Gerlof. »Ikke?«

»Jo.« John nikkede igen. »Det ser sådan ud.«

»Den stod stillet op bag huset i sommer,« sagde Gerlof.

»Den stod her så sent som i sidste uge da jeg var her,« sagde John. »Det er jeg sikker på.«

»Ernst har skubbet den ned med vilje,« sagde Gerlof.

»Det har han nok.«

De to gamle venner kiggede på hinanden.

»Hvad tror du?« spurgte John.

»Ja, jeg ved ikke rigtigt.« Gerlof sukkede. »Jeg ved det ikke. Men jeg tror Nils Kant kan være tilbage.«