9

JULIA SØRGEDE FOR at de to sørgende gamle mænd fik stærk kaffe. Hun lånte Ernsts hvide porcelæn med gule ølandske sole på og serverede dem en kop hver i hans hus inden de kørte. Hun havde følelsen af for en gangs skyld at gøre noget nyttigt. John og Gerlof sad i sofaen og talte lavmælt om Ernst.

Det var bare små fortællinger og erindringsstumper, ofte uden pointe, om fejltagelser Ernst havde gjort som nyansat stenarbejder da han lige var flyttet til Øland, eller om smuk kunst han havde skabt som gammel på sit værksted. Julia kunne forstå at Ernst, bortset fra nogle år som sømand på Østersøen under krigen, havde arbejdet med at forme sten hele sit voksne liv. Da stenbruddet blev lukket i tresserne var Ernst fortsat på egen hånd. Han tog affaldssten der blev smidt til side af stenhuggerne og huggede og sleb og lavede en slags kunst af dem.

»Han elskede det her stenbrud,« sagde Gerlof og så ud gennem vinduet. »Han ville bestemt have købt det af Gunnar Ljunger ovre i Långvik hvis han havde haft penge til det, han ville ikke bo noget andet sted. Han vidste alt om hvordan forskellige slags sten skulle hugges og deles og bearbejdes.«

»Ernst lavede de bedste gravsten,« sagde John. »Går man rundt på Marnäs kirkegård eller nede i Borgholm, så kan man se det.«

Julia sad tavs og kiggede på en stabel gamle hjemstavnsbøger som lå på Ernsts sofabord. Hun lyttede virkelig til John og Gerlof, men havde svært ved at glemme hvordan Ernst så ud da hun fandt ham.

Den første politibetjent der var kommet til ulykkesstedet, Lennart Henriksson, havde hurtigt lagt et tæppe fra sin bil over Ernst og førthende ind i huset. Han var blevet hos hende, men havde ikke sagt så meget, og det havde gjort hende godt. Efter den dag havde hun måttet høre alt for mange tomme trøstende ord uden at bede om det.

»Orker du at køre mig hjem, Julia?« spurgte Gerlof da al kaffen var drukket og fortællingerne var sluppet op.

»Ja, selvfølgelig.«

Hun rejste sig for at gå ud i køkkenet og vaske kaffekopperne op, næsten irriteret over spørgsmålet.

Jeg fandt en mand knust under en klippeblok, tænkte hun, med blødende mund og øjne der var sprunget ud af hulerne. Men jeg har set blod før, jeg har set døde. Jeg har oplevet det der var værre.

Og mellem de kværnende tanker huskede hun pludselig noget der måske var vigtigt og standsede op og vendte sig om i døren mod sin far.

»Han havde en hilsen til dig,« sagde hun. »Det glemte jeg.«

Gerlof kiggede op.

»Ernst,« forklarede hun. »Jeg mødte ham jo ved huset da jeg kom til Stenvik, og jeg skulle hilse dig og sige noget … Han sagde det lige før han gik.« Hun tav og forsøgte at huske det. »Noget med at det var tommelfingeren der var det vigtigste og ikke hånden.«

»At tommelfingeren var det vigtigste?« sagde Gerlof.

Julia nikkede.

»Ved du hvad han mente med det?«

Gerlof rystede tankefuldt på hovedet. Han så på John.

»Gør du?«

»Aner det ikke,« sagde John. »Er det et ordsprog?«

»Det var i hvert fald det han sagde,« sagde Julia og fortsatte ud i køkkenet.

Julia og Gerlof kørte Forden tilbage til campingpladsen, og John fulgte bagefter i sin egen bil. Skydækkets grå tæppe var trukket ind over Kalmarsund og skyggede nu for solen. Det Stenvik der var blevet manet til live i de gamle mænds fortællinger, hvor folk boede og arbejdede året rundt og hver gård og sti havde sit eget navn, var nu faldet i søvn igen. Alle husene var tomme og aflukkede, vejrmøllens vinger snurrede ikke, og der var ikke lagt lange garn ud langs træpæle for at fange ål ude i sundet.

Da Julia var drejet ind og standset ved siden af minigolfbanen, parkerede John sin bil og kom hen til dem. Gerlof rullede sideruden ned, og John så på Julia:

»Pas nu på din far.«

Det var første gang John Hagman havde talt direkte til hende.

Julia nikkede.

»Jeg skal prøve.«

»Bevar kontakten, John,« sagde Gerlof ved siden af hende. »Giv lyd fra dig hvis du ser nogen … nogle ukendte mennesker.«

Ukendte mennesker, tænkte Julia og huskede en begivenhed fra barndommen i halvtredserne, da en sort mand, der smilede bredt, men talte dårligt engelsk og slet ikke noget svensk, var dukket op i Stenvik en sommer og gået fra hus til hus med en taske i hånden. Folk i landsbyen havde låst dørene efter sig og nægtet at åbne for ham – og da en eller anden til sidst dristede sig til finde ud af hvad han ville, viste det sig at han ikke var røver, men bare en kristen fra Kenya som solgte bibler og salmebøger. I Stenvik brød man sig ikke om ukendte mennesker.

»Ja, ja, vi høres ved,« sagde John Hagman.

Julia så ham gå hen mod huset og tage fat i fejekosten som om den var hans kæreste eje. Med kosten i hånden styrede han derefter skridtene hen mod minigolfbanen og begyndte på ny at gestikulere til sin søn Anders.

»John har drevet campingpladsen i femogtyve år,« sagde Gerlof. »Nu er det hans søn Anders der er ansvarlig, men han går mest og drømmer. Det er stadig John der må feje og male og holde forfaldet væk … Han burde tage det roligere, men han hører ikke på mig.«

Han sukkede.

»Nå, det var det,« sagde han derpå. »Så kan vi køre hen til huset.«

Julia rystede på hovedet.

»Jeg kører dig op til Marnäs,« sagde hun.

»Jeg vil gerne kigge til huset,« sagde Gerlof. »Nu hvor jeg har sådan en god chauffør.«

»Klokken er allerede mange,« sagde Julia. »Jeg havde tænkt at køre hjem i dag.«

»Det haster vel ikke,« sagde Gerlof. »Göteborg bliver nok liggende.«

Bagefter kunne Julia ikke huske om det var hende eller Gerlof der foreslog at de skulle overnatte i huset.

Måske blev det bestemt da Gerlof gik ind med overtøjet på i dagligstuen og sank ned i stuens eneste lænestol som en tung sæk. Eller måske da Julia gik ud for at dreje på vandventilen under brønddækslet ude på vejen og slog hovedafbryderen til i elskabet i køkkenet. Eller da hun tændte loftslamperne, skruede op for radiatorerne og lavede en kop hyldete til dem på komfuret. Det blev i hvert fald en stiltiende aftale mellem dem at de skulle blive i Stenvik den aften. Julia tændte for mobiltelefonen så Gerlof kunne ringe og meddele personalet i bofællesskabet den beslutning.

Bagefter gik Gerlof en tur på grunden.

»Ingen spor af rotter,« sagde han tilfreds da han kom ind i huset igen.

Julia så sig stille og forsigtigt om i sommerhusets små mørke rum, som om hun befandt sig på et museum. Her var en del af hendes historie, helt fra barndommen, men den føltes som indkapslet i glasmontrer.

Hvad var der at se i huset? Ikke meget. Fem små rum med møbler svøbt ind i hvide lagner, seks smalle senge uden sengetøj, et lille køkken med et vindue hvor der lå døde fluer som sorte strittende bogstaver ved ruden. Et gammelt falmet skibskort over det nordlige Øland hang på en væg, og på en kommode stod der et sort-hvidt indrammet fotografi fra tresserne af en anspændt smilende Julia som teenager med sin søster Lena ved siden af sig, og i et hjørne var der en bogreol; ellers var rummene næsten lige så tomme for personlige ejendele som et udlejningshus.

Trægulvet manglede tæpper og var iskoldt. Og der var næsten intet tilbage af det Julia kunne huske fra barndommen.

Men der havde været mere personlige ting, og da Julia trak den nederste kommodeskuffe ud i det der havde været hendes børneværelse i huset, fandt hun en af dem: et indrammet fotografi af en lille solbrændt dreng i hvid bomuldstrøje som smilede genert til fotografen. I mange år havde fotografiet stået på kommoden, men nu havde en eller anden gemt det væk.

Julia stillede fotografiet tilbage hvor det burde stå. Hun studerede billedet af sin forsvundne søn og længtes efter rødvin; flere glas ville gøre hende varm og glemsom og huset lettere at opholde sig i. Men hun ville ikke vise Gerlof at hun drak.

Det virkede som om Gerlof ikke kunne mærke hvordan hun havde det, han gik langsomt rundt i hvert rum som om det her var hans virkelige hjem. Og det var det jo, på sin vis. Han havde boet her hver sommer og hver weekend som pensionist, først sammen med Ella og siden alene, så længe Julia kunne huske. Han havde stået ved lågen og vinket når børnene kørte tilbage til fastlandet efter nogle ugers sommerferie.

Det er ikke sommer, og jeg må snart køre, tænkte Julia ved døren med bilnøglerne i hånden, men det hun sagde højt til Gerlof var:

»Lena og jeg plejede at sove i en køjeseng når vi var her … Jeg lå øverst.«

Gerlof nikkede.

»Der var selvfølgelig trangt med plads her i ferien når alle var samlet, men så vidt jeg husker var der ingen der klagede.«

»Nej. Jeg kan kun huske at det var sjovt med alle de fætre og kusiner, hele sommeren … Solen skinnede altid, sådan som jeg husker det,« sagde Julia og kiggede så på uret. »Men nu må vi nok hellere gå i seng … «

»Allerede?« sagde Gerlof og rettede ved skibskortet på væggen. »Har du ikke flere spørgsmål?«

»Spørgsmål?« sagde Julia.

»Ja … « Gerlof trak langsomt beskyttelseslagenet af en lænestol i det store rum og foldede det sammen.

»Spørg bare løs,« sagde han.

Han satte sig langsomt ned, og i det samme ringede Julias mobiltelefon i hendes jakke ude i den mørke gang.

Den digitale ringetone lød forkert i stilheden, og hun gik hurtigt ud for at svare.

»Hallo, det er Julia.«

»Hej. Hvordan går det?« Det var Lena – måske den eneste der kendte Julias mobilnummer. »Er du nået frem?«

»Ja … jo, det er jeg.«

Hvad skulle Julia sige? Hun mødte sit spejlbilledes urolige blik i det mørke vindue og ville i grunden ikke fortælle sin søster noget som helst om hvad der var sket, om Jens’ sandal og dødsfaldet i stenbruddet. »Alt er okay,« sagde hun til sidst.

»Har du mødt Gerlof?«

»Ja … vi er i huset nu.«

»Huset i Stenvik?« sagde Lena. »I skal vel ikke sove dér?«

»Jo,« sagde Julia. »Vi har lukket op for vandet og strømmen.«

»Far må ikke blive kold,« sagde Lena.

»Det bliver han ikke,« sagde Julia og skammede sig, og skammede sig så over at hun skammede sig. »Vi sidder bare og snakker … Hvad ville du?«

»Jo … det er bilen. Marika ringede, og hun skal åbenbart køre til et eller andet teaterkursus i Dalsland næste weekend, så hun har brug for bilen. Jeg sagde det var i orden … Du bliver vel ikke på Øland?«

»Jeg bliver lidt endnu,« sagde Julia.

Marika var Lenas mand Richards datter fra hans første ægteskab. Julia havde troet at Marika og Lena havde et ret dårligt forhold – men åbenbart var det tilstrækkelig godt til at hun kunne låne Julias bil ud.

»Hvor længe da?«

»Det er svært at sige … Nogle dage.«

»Men hvor længe da … Tre dage så?« sagde Lena. »Du kommer altså her med bilen på søndag?«

»På mandag,« sagde Julia hurtigt.

Hvilken ugedag Lena end havde sagt, ville hun have lagt en dag til.

»Kom tidligt, så,« sagde Lena.

»Jeg skal prøve,« sagde Julia. »Lena … «

»Fint. Hils far, hej.«

»Lena … Er det dig der har stoppet fotografiet af Jens ned i kommoden?« spurgte Julia hurtigt.

Men Lena havde allerede lagt røret på.

Julia slukkede for sin telefon med et suk.

»Hvem var det?« sagde Gerlof henne fra sin lænestol.

»Din anden datter,« sagde Julia. »Jeg skulle hilse.«

»Aha,« sagde Gerlof. »Vil hun have du skal komme hjem?«

»Ja. Hun vil holde øje med mig.«

Julia satte sig i dagligstuen, i det modsatte hjørne af Gerlofs lænestol. Hendes hyldete med honning stod på bordet. Den var blevet lunken og næsten kold, men hun drak den alligevel.«

»Er hun urolig for dig?« sagde Gerlof.

»Lidt,« sagde Julia.

Urolig for sin bil, i hvert fald, tænkte hun.

»Der er mere sikkert her end i Göteborg,« sagde Gerlof og smilede.

Men så var det som om han kom i tanker om hvad der var sket tidligere på dagen ude i stenbruddet, og så holdt han op med at smile. Han så ned i gulvet og var tavs. Julia sagde heller ikke noget.

Luften i huset blev langsomt varmere. Natten faldt på uden for husets vinduer, klokken var snart ni. Julia spekulerede på om der var sengetøj i huset. Det måtte der vel være.

»Jeg er ikke bange for døden,« sagde Gerlof pludselig. »Jeg var det i mange år på havet da jeg var ung, bange for bund og miner og storme, men nu er jeg for gammel … Og meget af angsten forsvandt da Ella havnede på sygehuset. Det efterår hun blev blind og langsomt forsvandt fra os.«

Julia nikkede tavs. Hun ville heller ikke tænke på sin mors død.

Jens kunne have forladt huset og være gået ud i tågen den septemberdag af to grunde. Den ene var at Gerlof ikke var hjemme. Og den anden grund var at Jens’ mormor Ella havde lagt sig og var faldet i søvn, midt på eftermiddagen. Det var en kronisk træthed der var kommet snigende ind i hende den sommer og havde fejet hendes sædvanlige hurtighed bort. Den havde virket helt uforklarlig, lige indtil lægerne året efter havde konstateret at hun havde sukkersyge.

Jens var forsvundet, og hans mormor Ella havde kun levet nogle år derefter. Hun var sygnet hen, plaget af sorg og dårlig samvittighed over at være faldet i søvn den dag.

»Døden bliver lidt som en ven når man bliver gammel,« sagde Gerlof. »En bekendt, i hvert fald. Jeg vil bare have du skal vide det, så du ikke tror at jeg ikke kan klare det her … med Ernsts død.«

»Godt,« sagde Julia.

Men hvordan Gerlof havde det, var faktisk ikke noget hun havde haft tid til at spekulere over i dag.

»Livet går videre,« sagde Gerlof og drak sin te.

»På en eller anden måde,« sagde Julia.

Der var stille et minuts tid.

»Ville du have jeg skulle spørge om noget?« sagde Julia så.

»Bestemt. Spørg løs.«

»Om hvad?«

»Ja … måske vil du vide hvad den runde skulptur hed som en eller anden havde skubbet ned i stenbruddet?« Gerlof så på Julia. »Den der uformelige sten … Politiet fra Borgholm havde måske spørgsmål om den? Eller Lennart Henriksson?«

»Nej,« sagde Julia. Hun tænkte sig om. »Jeg tror ikke engang de så den, de kiggede kun længere væk, på kirketårnsskulpturen og …« Hun tav. »Jeg tænkte heller ikke på den sten. Hvad var der med den?«

»Det kan man spørge sig selv om,« sagde Gerlof. »Men det var nok mest navnet.«

»Hvad hed den da?«

Gerlof trak vejret tungt og lænede sig tilbage i lænestolen. Han åndede ud i et langt suk.

»Ernst var ikke rigtig tilfreds med den …« sagde Gerlof. »Den var blevet revnet og mislykket, syntes han. Så han havde døbt den ‘Kantstenen’. Efter Nils Kant.«

Der blev stille igen. Gerlof kiggede på Julia som om hun burde reagere, men hun vidste ikke hvorfor.

»Nils Kant,« sagde hun bare. »Javel.«

»Har du hørt det navn før?« spurgte Gerlof. »Nogen der nævnte ham, da du voksede op?«

»Ikke så vidt jeg husker,« sagde Julia. »Men navnet Kant har jeg nok hørt enkelte gange.«

Hendes far nikkede.

»Familien Kant boede her i Stenvik,« sagde han så. »Nils var sønnen, det sorte får … men da du blev født efter krigen, var han her ikke mere.«

»Nå, sådan.«

»Han var taget herfra,« sagde Gerlof.

»Hvad gjorde Nils Kant da som var så forfærdeligt?« sagde Julia. »Slog han nogen ihjel?«