ØLAND, MAJ 1945

NILS KANT STÅR med geværet løftet mod de to udenlandske soldater, med fingeren på aftrækkeren. Vinden og fuglekvidderen og alle de andre lyde er forstummet på alvaret. Landskabet er blevet utydeligt; Nils ser kun soldaterne og mundingen på det dobbelte geværløb han hele tiden har rettet mod dem.

Soldaterne rejser sig langsomt som på kommando foran ham. De ser ud til at mangle kræfter i benene; de tager fat med hænderne i græsset for at hjælpe til med at komme på benene og løfter så armene i vejret. Men Nils sænker ikke sit våben.

»Hvad laver I her?« spørger han.

Mændene kigger bare på ham med hænderne over hovedet og svarer ikke.

Den forreste bakker et halvt skridt, støder mod den anden og bliver stående. Han ser yngre ud end ham der står bag ham, men begges ansigter bærer en maske af gråt støv, jordpletter og tynde sorte skægstubbe, og det er umuligt at afgøre hvor gamle de er. Det hvide i deres øjne er furet af tynde blodsprængninger, og øjnene ser hundredårige ud.

»Hvor kommer I fra?« spørger Nils.

Intet svar.

Da Nils hurtigt kigger ned, kan han ikke se nogen oppakning på soldaterne. De grågrønne uniformer har blankslidte knæ og frynsede sømme. Og den forreste soldat har en bred revne i stoffet over knæet.

Nils har sit gevær, men det beroliger ham ikke. Han forsøger at trække vejret langsomt ind og ud gennem næseborene for at armene ikke skal begynde at ryste og geværløbet svinge i alle retninger. Et usynligt jernbånd klemmer stadig hårdere om hans hoved oven over ørerne; smerten gør at han ikke kan tænke klart.

»Nicht schiessen,« gisper den forreste soldat igen.

Nils forstår ikke ordene, men synes sproget lyder som Adolf Hitlers sprog i radioen. Så er de tyskere og fra den store krig. Hvordan er de havnet her?

En båd, tænker han. De må være kommet hertil med båd over Østersøen.

»I skal … følge med mig,« siger han.

Han taler langsomt så soldaterne kan forstå. Han må tage kommandoen her, han har jo et gevær i hænderne.

Han nikker til dem.

»Forstår I hvad jeg siger?«

Det føles godt at snakke selv om de ikke forstår. Det mindsker angsten og gør det muligt at bekæmpe lammelsen i hovedet. Nils kunne tage dem med til Stenvik, han kunne blive en helt. Hvad andre i landsbyen synes, spiller ingen rolle, men hans mor ville blive stolt.

Den forreste soldat nikker også og sænker langsomt armene.

»Wir wollen nach England fahren,« siger han. »Wir wollen in die Freiheit.«

Nils kigger på ham. Det eneste ord han forstår, er »England«, der lyder som på svensk, men han er sikker på at soldaterne ikke er englændere. Han er så godt som sikker på at de er tyskere.

Den bageste soldat sænker sin ene hånd mod lommerne på uniformen.

»Nej!«

Nils’ hjerte hamrer hårdt, han åbner munden.

Soldaten stikker hånden i lommen. Hans hænder bevæger sig for hurtigt; Nils’ blik kan ikke følge med. Han må gøre noget og siger:

»Op med hæn … «

Et drøn drukner resten af ordet. Geværet begynder at ryste.

Krudtrøg pulser ud fra mundingen, den udvisker et øjeblik mændene foran ham.

Det er ikke rigtig meningen at Nils vil skyde, han har bare presset lidt hårdere om haglgeværet for at pege med det, pege opad. Men geværet bliver fyret af, og blysværmen farer ud og slår den forreste soldat til jorden som en forhammer.

Nils kan se ham som en skygge bag krudtrøgen, en skygge der falder og farer sammen og bliver liggende i græsset.

Røgen driver væk, alle lyde forstummer, men soldaten bliver liggende på siden med iturevet uniformsjakke. I nogle sekunder ser hans krop helt uskadt ud, så begynder der at pible blod frem i tøjflængerne som mørke voksende pletter. Soldaten lukker øjnene og ser døende ud.

»Satans også …« hvisker Nils for sig selv.

Det er gjort. Han har skudt, forkert soldat, desuden. Det var ikke den forreste soldat der stak hånden i lommen, men det er ham der ligger dér blødende på jorden.

Nils har skudt et menneske som om det var en hare; han og ingen anden har skudt.

Soldaten på jorden glipper langsomt med øjnene, det spjætter svagt i hans arme, og han kæmper for at løfte hovedet, men det lykkes ikke.

Han ånder ud i korte gisp, hoster, ånder ud, men trækker ikke vejret ind. Blodet dækker hans uniform. Hans blik flakker, frem og tilbage og stivner til sidst vendt mod himlen.

Bag ham står den anden soldat, ham der famlede med hånden i lommen, med hårdt sammenpresset mund og tomme øjne. Han står helt stille, men holder noget mellem venstre tommel- og pegefinger. En genstand han tog op af lommen lige før skuddet smældede.

Ikke noget våben, noget meget mindre. Det ser ud som en lille rødsort sten der blinker og glitrer, selv om der ikke er nogen sol der lyser over alvaret.

Nils holder geværet, soldaten holder sin lille sten. Ingen af dem sænker blikket.

Nils har skudt, han har slået ihjel. Den første panik forsvinder, og en kold ro fylder ham. Han har kontrol nu.

Nils ånder ud, tager et skridt fremad mod soldaten og nikker mod den lille sten.

»Giv mig den der,« siger han roligt.