ØLAND, MAJ 1945

EN STOR GRØNSKINNENDE flue kommer summende i solskinnet over alvaret. Den farer på kryds og tværs gennem luften mellem enebærbuske og urter og lander til sidst tungt midt på en udstrakt håndflade. Fluens vinger står stille, og den strækker benene ud og holder sig fast, parat til at flyve ved den mindste fare, men hånden ligger ubevægelig i græsset.

Nils Kant står stadig med geværet løftet og kigger på spyfluen som hviler sine vinger på den tyske soldats hånd.

Soldaten ligger på ryggen i græsset. Hans øjne er åbne, ansigtet er drejet til siden, og man kunne næsten tro at han kigger forbavset på fluen. Men det halve af halsen på soldaten og den venstre skulder er skudt væk af Nils’ haglskud, blodet har sølet hans slidte uniformsjakke til, og soldaten ser ingenting.

Nils puster ud og lytter.

Nu hvor end ikke fluens summen kan høres, er der blevet musestille ude på alvaret, selv om Nils’ ører stadig suser svagt af de to haglskud. Skuddene må have givet genlyd vidt omkring, men Nils tror ikke der er nogen der har hørt dem. Der er ingen veje i nærheden, og folk går sjældent så langt ud på alvaret. Han føler sig rolig.

Nils føler sig meget rolig. Efter det første skud, efter vådeskuddet der fældede den første tysker, var det som om to usynlige hænder havde taget fat i hans rystende skuldre og holdt dem fast.

Så, tag det roligt. Blodet var holdt op med at dunke i fingrene, hans hænder var holdt op med at ryste, og han havde følt sig sikrere end nogen sinde da han løftede Husqvarna-geværet mod den anden tysker. Blikket var fast, fingeren strejfede aftrækkeren, løbet sigtede stabilt. Hvis det her var krig, eller næsten var som krig, så lignede det meget at jage harer.

»Giv mig den,« sagde han igen.

Han rakte hånden frem, og tyskeren forstod og afleverede med et forsigtigt vip med hånden den lille gnistrende ædelsten han havde holdt frem mod Nils.

Nils lukkede fingrene om stenen uden at se ned eller sænke geværet og stoppede den i baglommen. Han nikkede for sig selv og krummede meget roligt pegefingeren om aftrækkeren.

Tyskeren holdt hjælpeløst hænderne op, forstod hvor galt alting var i det øjeblik og bøjede sine knæ og åbnede munden, men Nils agtede ikke at lytte til ham.

»Heil Hitler,« sagde han lavt og affyrede haglgeværet.

Et sidste knald og så stilhed. Så enkelt var det.

Nu ligger begge soldaterne dér ved enebærbuskene, den ene kastet halvt bagover med bøjet ryg hen over den anden. Fluen kryber op på spidsen af pegefingeren på den øverste soldat, strækker sine vinger ud og letter uden anstrengelse. Nils følger den med blikket til den runder en stor enebærbusk og er væk.

Nils tager et skridt fremad, sætter en støvle mod den øverste soldat og trykker til. Kroppen glider langsomt ned fra den underste soldat og lægger sig til rette i græsset. Det ser bedre ud. Han kunne ordne soldaterne endnu pænere som til en rigtig vågenat, men det må være godt som det er.

Nils kigger på de døde. Soldaterne ser gamle ud, men er på hans egen alder, og nu hvor de ligger stille, spekulerer han igen på hvem de er.

Hvor kommer de fra? Han forstod dem ikke, men han er temmelig sikker på at de talte tysk. Deres uniformer er lerede og slidte, med flossede kanter og blankslidte knæ. Ingen af dem bærer våben, men ham der ligger øverst, havde en grønfarvet stofransel over skulderen som blev kastet til side da han faldt. Det har han ikke set før nu.

Nils bukker sig ned og snører ranslen op, den er tør og næsten helt fri for blod. Han bøjer tøjfligen op og ser en hel lille bunke af genstande: et par konservesdåser uden etiketter, en lille kniv med slidt træskaft, et bundt breve med snor om, et halvt tørt mørkt landbrød. Nogle rebstumper, et par snavset brune bandager, et lille kompas af upoleret messing.

Nils tager kniven og stopper den til sig som et minde. Nogen pengeværdi har den sikkert ikke.

Der er også noget andet i ranslen: et etui af blik, lidt mindre end en geværkolbe. Nils løfter det op og kan høre noget rasle indeni. Han trykker til med tommelfingeren og åbner låget.

Bliketuiet er fuldt af flere gnistrende ædelsten. Han hælder dem ud i hånden og mærker deres hårdhed og slibning. Nogle er små som hagl, nogle store som knaldperler, der er mere end tyve. Og ved siden af dem noget større, svøbt ind i et stykke grønt stof. Han trækker det ud og vikler stoffet op.

Det er et krucifiks i rent guld, stort som en håndflade, med en række rødskinnende ædelsten indfattet i guldet. Fint. Han kigger længe på korset inden han vikler det ind i stoffet igen.

Nils lukker låget og stopper krigsbyttet i sin rygsæk. Han lukker ranslen og lægger den ved siden af dens døde ejer. Der er i grunden ikke mere at gøre her. Han burde selvfølgelig begrave soldaterne, men han har ikke noget at grave med.

Kroppene må blive liggende hvor de ligger, i læ af enebærbuskene, så kan han måske komme tilbage med en rigtig spade en anden dag. Men han strækker i hvert fald hånden frem og lukker deres øjne, så de slipper for at ligge og stirre op mod himlen.

Så retter han ryggen, det er på tide at gå hjem. Han trækker rygsækken på, løfter det stadig varme og krudtduftende gevær og begynder at gå vestpå mod Stenvik. Solen skinner mellem skyerne.

Efter et halvt hundrede skridt vender han sig om et øjeblik og ser bagud på den lyse græsslette. Lysningen mellem enebærbuskene ligger i skygge, og soldaternes grønne uniformer smelter sammen med landskabet, men en ubevægelig hvid hånd strækker sig op fra græsset og ses tydeligt mellem enebærbuskenes krogede stammer.

Nils bliver ved med at gå. Nu begynder han at spekulere over hvad han skal fortælle sin mor, hvordan han skal forklare bloddråberne på bukserne. Han vil fortælle hende det hele, ikke have nogen hemmeligheder om hvad han laver ude på alvaret, men somme tider føler han der er ting hun egentlig ikke vil høre om. Måske er kampen med soldaterne en af de ting. Han må tænke over det.

Så han overvejer, men når ikke frem til noget godt svar. Og nu nærmer han sig vejen der fører ned til Stenvik. Den er øde, og han fortsætter fremad.

Nej, vejen er ikke helt øde. I et lille sving nogle hundrede meter fra landsbyens første bebyggelse kommer der en gående.

Nils’ første indskydelse er at trække sig bagud, men han kan kun se små forkrøblede enebærbuske bag sig. Og hvad har han at løbe og gemme sig for, i grunden? Han har oplevet noget stort ude på alvaret, noget ganske omvæltende, og nu behøver han ikke at være bange for nogen.

Nils bliver stående bag stenmuren nogle meter fra sognevejen og lader skikkelsen komme nærmere.

Pludselig kan han se det er Maja Nyman.

Maja, pigen fra Stenvik som han har kigget på og tænkt endnu mere på, men aldrig snakket med. Han kan heller ikke snakke med hende nu, men hun kommer nærmere og nærmere, småsmilende som om det her bare var en almindelig sommerdag. Hun har fået øje på Nils, og selv om hun ikke sætter farten op, mener han at kunne se at hun retter ryggen, løfter hagen et par centimeter og skyder brystet frem.

Nils står som fastfrosset ved siden af vejen og ser Maja standse på den anden side af den lave stenmur.

Hun ser på ham. Han ser tilbage, men kan ikke finde ord, ikke engang til en hilsen. Tavsheden bliver endnu mere ulidelig af at sangen fra en glad nattergal lyder fra grøften langs stenmuren.

Til sidst åbner Maja munden.

»Har du skudt noget, Nils?« spørger hun med lys stemme.

Han vakler næsten bagover ved spørgsmålet. Først tror han Maja ved alt, så indser han at hun ikke snakker om soldater. Han har et gevær, han plejer at have skudte harer med når han kommer tilbage til landsbyen.

»Nej,« siger han, »ingen harer.« Han tager et skridt bagud, mærker vægten af bliketuiet i rygsækken og siger: »Jeg må … gå nu. Hjem til min mor, i landsbyen.«

»Går du ikke ad sognevejen?« spørger Maja.

»Nej.« Nils fortsætter bagud. »Det går hurtigere for mig på alvaret.«

Ordene kommer nemmere og nemmere; han kan faktisk snakke med Maja Nyman. Han vil gøre det mere engang, men ikke i dag.

»Nå farvel,« siger han bare og vender om uden at vente på svar.

Han fornemmer at hun bliver stående og ser efter ham, og han går lige væk fra sognevejen og tæller til to hundrede skridt, så drejer han af ned mod landsbyen igen.

Hele tiden hører han en svag raslen fra bliketuiet som farer omkring på bunden af rygsækken og han indser at han ikke tør at tage det med hjem. Han må være forsigtig med sit krigsbytte.

Efter yderligere nogle hundrede skridt, da sognevejen er forsvundet bag enebærbuskene, dukker der en lille stenhøj op foran ham.

Den gamle offerhøj. Det er et pejlemærke Nils næsten altid bare går forbi på vej til og fra Stenvik, men nu går han hen til den og standser op. Han ser på bunken af små og store sten, spekulerer og ser sig omkring.

Alvaret er helt øde. Det eneste der høres er vinden.

En idé vokser i ham, og han krænger rygsækken af og sætter den. Han åbner den og tager etuiet med ædelstenene op, holder det i hånden og stiller sig helt tæt ved offerhøjen.

Næsten stik mod øst ligger Marnäs kirke. Nils kan se kirketårnet stikke op som en lille sort pil i horisonten. Han tager bestik af tårnet, stiller sig i retstilling og tager et stort skridt ud fra offerhøjen. Så begynder han at grave.

Solen har skinnet i flere dage, og jorden er helt tør; det øverste græslag kan løftes af i decimeterstore stykker, og så kan man grave sig nedad i jorden ved hjælp af hænderne og tyskernes lille kniv. Der er ikke langt ned til bjerget her, jordlaget er tyndt overalt på alvaret.

Nils skraber jorden væk for at udvide hullet, hakker og graver og ser sig hele tiden omkring.

Da han har lavet et bredt hul i jorden, godt og vel en fod dybt, er Nils allerede nede ved bjerget, men det er tilstrækkeligt. Han tager bliketuiet og lægger det forsigtigt på bunden og tager så nogle flade sten fra offerhøjen og bygger en lille stenhvælving omkring det. Derefter fylder han hurtigt fordybningen igen og presser jorden så hårdt sammen med håndfladen som han kan.

Han bruger mest tid på at læsse græsstykkerne tilbage oven på jorden – det er vigtigt at der ser ud som der altid har gjort ved offerhøjen.

Det tager et godt stykke tid at få ordnet græsset, men til sidst rejser han sig og kigger på stedet fra forskellige retninger. Jorden ser urørt ud, synes han, men hans hænder er snavsede da han tager rygsækken på.

Han begynder at gå hjemad igen.

Han vil fortælle sin mor om mødet med tyskerne, det beslutter han nu, men han vil fortælle det forsigtigt så hun ikke bliver urolig. Han vil ikke fortælle om de ædelsten han har gemt. Ikke endnu, det skal være en overraskelse. Lige nu er krigsbyttet en gemt skat som kun han kender til.

Til sidst skræver han over en stenmur og er ude på sognevejen igen, men tættere ved landsbyen end ved mødet med Maja. Han er næsten nede ved Stenvik.

Inden han er ved sit eget hjem, kommer der to mænd i tykke støvler op på vejen fra havet og går forbi ham med tunge skridt. Det er ålefiskere som med sværtede hænder bærer en nytjæret ruse mellem sig.

Ingen af dem hilser, de ser til siden da de går forbi. Nils kan ikke huske hvad de hedder, men det spiller ingen rolle. Deres uhøflighed spiller heller ingen rolle.

Nils Kant er større end dem, han er større end hele Stenvik. I dag har han bevist det, under kampen ude på alvaret.

Det er næsten aften. Han åbner lågen til sit eget hus og går ind i den stille have og hen ad stengangen med lange stolte skridt. Den mennesketomme have bliver grøn og vokser. Græsset dufter.

Alt ser ud nøjagtig som da han gik hjemmefra i morges for at jage harer – men Nils er selv et nyt menneske.