12

LENNART HENRIKSSON STOD ved Gerlofs skrivebord og vejede plasticposen med den lille sandal i hånden, som om dens vægt kunne afsløre om den var ægte eller ej. Dette fund så ikke ud til at gøre ham det mindste glad.

»Du skal fortælle sådan noget til politiet, Gerlof,« sagde han.

»Jeg ved det,« sagde Gerlof.

»Sådan noget som det her skal rapporteres omgående.«

»Ja, ja,« sagde Gerlof lavt. »Det blev bare ikke til noget. Men hvad mener du?«

»Om det her?« Politibetjenten så på sandalen. »Jeg ved det ikke, jeg drager ingen hurtige konklusioner. Hvad mener du?«

»Jeg tror nok I skulle have ledt andre steder end i vandet,« sagde Gerlof.

»Det gjorde vi, Gerlof,« sagde Lennart. »Kan du ikke huske det? Vi gennemsøgte stenbruddet og alle huse og skure og udhuse i hele landsbyen, og jeg kørte selv rundt i bil på kryds og tværs ude på alvaret. Vi fandt ingenting. Men hvis Julia siger det er den rigtige sko, så må vi tage det her alvorligt.«

»Jeg tror det er Jens’ sandal,« sagde Julia bag ham.

»Og du fik den med posten?« sagde Lennart.

Gerlof nikkede med en ubehagelig følelse af at blive udsat for et politiforhør.

»Hvornår?«

»I sidste uge,« sagde Gerlof. »Jeg ringede til Julia og fortalte det … det var delvis derfor hun kom.«

»Har du stadig kuverten?« sagde Lennart.

»Nej,« sagde Gerlof hurtigt. »Jeg smed den væk … jeg er somme tider lidt distræt. Men der var ikke noget brev med, og der stod ingen afsender, det ved jeg. Jeg tror bare der stod ‘Kaptajn Gerlof Davidsson, Stenvik’ udenpå, og så havde posten sendt det videre hertil. Men kuverten var vel ikke så vigtig?«

»Der er noget der hedder fingeraftryk,« sagde Lennart lavt og sukkede. »Der er hår og meget man kan … Ja, jeg vil i al fald gerne have sandalen med nu. Der kan også være spor på den.«

»Jeg vil nok helst …« begyndte Gerlof, men Julia afbrød ham og spurgte:

»Vil du sende den til et laboratorium?«

»Ja«, sagde Lennart, »der er et retsmedicinsk laboratorium i Linköping. Statens kriminaltekniske laboratorium. De undersøger sådan noget her.«

Gerlof sagde ingenting.

»Godt, lad dem gøre det,« sagde Julia.

»Får man en kvittering?« sagde Gerlof.

Julia så irriteret ud, som om hun skammede sig over ham, men Lennart nikkede med et træt smil.

»Selvfølgelig, Gerlof,« sagde han. »Jeg skriver en kvittering, så kan du stævne Borgholmpolitiet hvis laboratoriet i Linköping skulle forlise skoen. Men jeg ville nu ikke være nervøs.«

Da betjenten gik nogle minutter efter, gik Julia med ham ud, men hun kom tilbage et øjeblik efter. Gerlof sad stadig ved skrivebordet med Lennart Henrikssons sjusket skrevne kvittering i hånden og stirrede dystert ud ad vinduet.

»Lennart sagde vi ikke skal fortælle andre om sandalen,« sagde Julia bag hans ryg.

»Nå, sagde han det.«

Gerlof blev ved med at stirre ud ad vinduet.

»Hvad er der?« sagde Julia.

»Du havde ikke behøvet at fortælle ham om sandalen,« sagde Gerlof.

»Du sagde jeg skulle fortælle folk om det.«

»Ikke politiet«, sagde Gerlof. »Vi kan selv løse det her.«

»Løse?« sagde Julia med højere stemme. »Løse hvad selv? Hvad tror du egentlig? Tror du, at den der bortførte Jens, hvis der altså var nogen der gjorde det … at den person kommer her og beder om lov til at se sandalen? Tror du virkelig det? At han kommer her og fortæller hvad han har gjort?«

Gerlof svarede ikke, han stirrede stadig ud ad vinduet med ryggen til hende, og det gjorde kun Julia endnu mere oprørt.

»Hvad lavede du selv den dag?« fortsatte hun.

»Det ved du,« sagde Gerlof lavt.

»Jeg ved det,« sagde Julia. »Mor var træt, og dit barnebarn skulle passes… og du gik ned til vandet for at ordne nettene. Fordi du skulle ud at fiske.«

Gerlof nikkede.

»Så kom tågen,« sagde han.

»Ja, tyk som ærtesuppe … men gik du så hjem?«

Gerlof rystede på hovedet.

»Du fortsatte med nettene,« sagde Julia, »… fordi det var meget sjovere at være for sig selv nede ved vandet end at passe små børn. Ikke?«

»Jeg lyttede hele tiden mens jeg stod dernede,« sagde Gerlof uden at se på hende. »Der var ikke noget at høre. Jeg ville have hørt Jens hvis han … «

»Det er ikke det der drejer sig om!« afbrød Julia. »Det drejer sig om at du altid var væk når du skulle være hjemme. At alting var på dine betingelser … det var sådan det var, hele tiden.«

Gerlof svarede ikke. Han syntes himlen var blevet mørkere uden for vinduet. Kom skumringen allerede? Han lyttede virkelig til hvad hans datter sagde, men han kunne ikke rigtig finde et godt svar.

»Jeg er nok en dårlig far,« sagde han til sidst. »Jeg var tit væk, jeg var nødt til at være væk. Men hvis jeg kunne have gjort noget for Jens den dag … Hvis hele dagen havde kunnet ændres … «

Han tav og kæmpede med stemmen.

Der var ulideligt stille i lokalet.

»Jeg ved det, far,« sagde Julia til sidst. »Jeg skal ikke sige noget, jeg var jo ikke engang på Øland. Jeg kørte ind til Kalmar og så tågen komme drivende under broen da jeg kørte over sundet.« Hun sukkede. »Hvor tit tror du ikke jeg har fortrudt at jeg forlod Jens den dag? Jeg sagde ikke engang farvel til ham.«

Gerlof trak vejret og kiggede ud igen. Han vendte sig om og så på hende.

»På tirsdag, dagen før Ernst skal begraves, skal jeg tage dig med hen til den der sendte mig sandalen.«

Julia var tavs.

»Hvordan skal det gå til?« sagde hun så.

»Jeg ved hvem det er,« sagde Gerlof.

»Hundrede procent sikkert?«

»Femoghalvfems.«

»Hvor bor han?« spurgte Julia. »Her i Marnäs?«

»Nej.«

»I Stenvik?«

Gerlof rystede på hovedet.

»Nede i Borgholm,« sagde han.

Julia var stille et øjeblik, som om hun troede det var et eller andet trick.

»Okay,« sagde hun så. »Så tager vi min bil.«

Hun gik hen for at hente frakken på sengen.

»Hvad vil du nu?« sagde Gerlof.

»Jeg ved det ikke … jeg kører vel ned til Stenvik og river blade på grunden eller sådan noget. Nu hvor strømmen og vandet er slået til kan jeg have maden i huset, men jeg bliver nok ved med at sove i bådehuset. Jeg sover godt dér.«

»Godt. Men hold kontakten med John og Astrid,« sagde Gerlof. »I må holde sammen.«

»Selvfølgelig.« Julia tog frakken på. »Jeg var på kirkegården, for resten. Tændte et gravlys for mor.«

»Fint … Så lyser det i fem døgn, lige til weekenden. Menighedsrådet passer graven. Jeg kommer der ikke så tit, desværre …« Gerlof hostede. »Var der gravet en grav til Ernst?«

»Ikke det jeg kunne se,« sagde Julia. Hun tilføjede. »Men jeg fandt Nils Kants grav ved stenmuren. Det var vel den du ville vise mig?«

»Ja.«

»Før jeg så graven syntes jeg Nils Kant burde have været mistænkt,« sagde Julia, »… men nu forstår jeg hvorfor der ikke var nogen der nævnte ham.«

Gerlof spekulerede på at sige noget – måske påpege at det bedste for en morder måtte være at spille død – men han var tavs.

»Men der var roser på graven,« sagde Julia.

»Friske roser?« sagde Gerlof.

»Ikke helt friske,« sagde Julia. »Måske fra i sommer. Og en anden ting … «

Hun stak hånden i frakkelommen og tog den lille kuvert fra rosenbuketten op. Den var blevet tør nu, og hun rakte Gerlof den.

»Vi skal måske ikke åbne den,« sagde hun, »den er jo privat og ikke … «

Men Gerlof åbnede hurtigt kuverten, trak en lille hvid seddel op og læste indholdet. Først for sig selv, så for Julia:

»Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol.« Han kiggede på Julia. »Det er alt hvad der står … Det er et citat fra Romerbrevet. Må jeg beholde det her?«

Julia nikkede.

»Plejer der at være blomster og breve på Kants grav?« spurgte hun.

»Ikke så tit,« sagde Gerlof og stoppede kuverten ned i en af skrivebordsskufferne. »Men det er sket nogle gange i årenes løb … i hvert fald blomster. Jeg har set rosenbuketter der.«

»Så har Nils Kant venner som er i live?«

»Ja … der er i hvert fald en eller anden der vil mindes ham, af en eller anden grund,« sagde Gerlof og tilføjede: »Folk med et dårligt ry får jo somme tider beundrere.«

Der blev stille.

»Okay. Så kører jeg til Stenvik,« sagde Julia så og knappede frakken til.

»Hvad skal du lave i morgen?«

»Jeg kører måske til Långvik,« sagde Julia. »Nu ser vi.«

Da hans datter havde forladt værelset, sank Gerlofs skuldre sammen af træthed. Han løftede sine hænder og så fingrene ryste. Det havde været en anstrengende eftermiddag, men han havde endnu en vigtig ting at udrette i dag.

»Torsten, begravede du Nils Kant?« spurgte Gerlof nogle timer senere.

Han og den gamle mand sad ved hver sit bord, helt alene i kælderlokalet. For Gerlofs vedkommende var dette ingen tilfældighed; efter middagen havde han taget elevatoren ned til aktivitetsrummet og siddet der i over en time mens han ventede på at en anden gæst, en ældre dame fra stueetagen, skulle afslutte sin uendelige vævning.

Målet var at blive alene med Torsten Axelsson der havde været graver i Marnäs sogn fra krigsårene indtil midten af halvfjerdserne. I den tid Gerlof havde ventet var efterårsmørket blevet kompakt uden for de smalle kældervinduer. Det var aften.

Inden han stillede sit afgørende spørgsmål, havde Gerlof siddet og småsnakket med Axelsson om den forestående begravelse, mest for at få ham til at blive i rummet. Axelsson havde også gigt, men var helt klar i hovedet og for det meste underholdende at tale med. Det virkede ikke som om han havde den samme nostalgiske længsel efter gravningen af grave som Gerlof havde efter arbejdet på havet, men han var i det mindste blevet der og havde snakket om gamle dage.

Gerlof sad bag et bord fuldt af træstykker, lim, værktøj og smergellærred. Han var i gang med en model af galeasen Paket, Borgholms sidste sejlskib der var blevet lystbåd i Stockholm i tresserne. Skroget var færdigt, men rigningen måtte han arbejde mere med, og den ville naturligvis ikke blive helt færdig før inde i flasken, når han kunne rejse masterne og fastgøre de sidste tampe. Alt tog tid.

Gerlof filede forsigtigt en lille rille i en mastetop og ventede på et svar fra den pensionerede graver. Axelsson sad med bøjet ryg ved et bord fuldt af tusinder af puslebrikker. Han var halvvejs færdig med et stort billede af Monets gulhvide åkander.

Axelsson trykkede en puslebrik fast i den sorte åkandedam og kiggede så op.

»Kant?« sagde han.

»Nils Kant, ja,« sagde Gerlof. »Den grav ligger jo stadig lidt for sig selv, ovre ved vestmuren. Og så spekulerede jeg på hans begravelse. Jeg boede jo ikke heroppe på den tid … «

Axelsson nikkede, tog en puslebrik op og tænkte sig om.

»Jo, jeg gravede graven og bar kisten, sammen med kollegerne på kirkegården … Der var i hvert fald ingen bærere der stillede op frivilligt til det arbejde.«

»Var der ingen sørgende?«

»Jo … Hans mor var der. Hun var med hele tiden. Jeg havde knap set hende tidligere, men hun var mager og knoklet og i en kulsort frakke,« sagde Axelsson. »Men om man kan kalde hende sørgende, det ved jeg ikke. Hun så lidt for tilfreds ud til det.«

»Tilfreds?«

»Ja … Jeg så hende selvfølgelig ikke inde i kirken,« sagde Axelsson. »Men jeg kan huske jeg skelede til hende da vi sænkede kisten ned i jorden. Vera stod der godt en meter fra graven og så kisten forsvinde, og jeg kunne se at hun småsmilede under sørgefloret. Som om hun var rigtig tilfreds med begravelsen.«

Gerlof nikkede.

»Og det var kun hende der var med til begravelsen? Ingen andre?«

Axelsson rystede på hovedet.

»Der var flere andre, men næppe nogen sørgende. Der var også politibetjente, men de stod længere væk, næsten henne ved døren.«

»De ville vel se at Kant kom i jorden, én gang for alle,« sagde Gerlof.

»Selvfølgelig.« Axelsson nikkede. »Og det var vel alle dem der var der, ud over pastor Fridland.

»Han fik vel i hvert fald løn for det.«

Der blev stille i rummet. Gerlof pudsede på Pakets lille skrog nogle minutter. Så tog han tilløb og sagde:

»Det der du sagde om at Vera Kant småsmilede ved graven, det får jo en til at spekulere lidt over kistens indhold … «

Axelsson så ned på puslespillet og tog en ny brik op.

»Vil du spørge om den måske var underlig let at bære, Gerlof?« sagde han. »Det spørgsmål har jeg fået flere gange i årenes løb.«

»Folk snakker jo somme tider om det,« sagde Gerlof, »… at Kants kiste var tom. Det har du vel også hørt?«

»Du kan godt holde op med at spekulere over det, for det var den ikke,« sagde Axelsson. »Vi var fire mand der bar den, både før og efter gudstjenesten, og så mange skulle der til. Den var pokkers tung.«

Gerlof følte det som om han satte spørgsmålstegn ved den gamle gravers faglige ære, men han måtte fortsætte:

»Der er en del der siger at der måske kun var sten i kisten, eller sandsække,« sagde han lavt.

»Jeg har hørt den der sladder,« sagde Axelsson. »Jeg kiggede ikke selv i den, men nogen må vel have gjort det … dengang den kom til Øland med færgen.«

»Jeg har hørt, at der ikke var nogen som åbnede den,« sagde Gerlof. »Den var forseglet, og ingen havde nerver eller beføjelser til at bryde den op. Ved du om nogen åbnede den?«

»Næh … « sagde Axelsson. »Jeg kan kun svagt huske at der var en slags dødsattest fra Sydamerika som fulgte med kisten på et af Malms fragtskibe. En eller anden på fragtcentralen nede i Borgholm der kunne lidt spansk havde læst den … Nils Kant var druknet, stod der, og havde ligget i vandet ret længe inden de trak ham op. Så kroppen så vel ikke så rar ud.«

»Folk var måske bange for at Vera Kant skulle begynde at gøre vrøvl,« sagde Gerlof. »De ville vel bare begrave Kant og komme videre.«

Axelsson så på Gerlof, men trak bare på skulderen.

»Spørg mig ikke,« sagde han og placerede endnu en stump af en åkande i dammen på Monets maleri. »Jeg lagde ham bare i jorden, jeg gjorde mit arbejde og gik hjem.«

»Det ved jeg, Torsten.«

Axelsson lagde endnu en brik i puslespillet, kiggede på resultatet et øjeblik og så på væguret. Han rejste sig langsomt.

»Aftenkaffe,« sagde han. Men inden han gik ud af rummet standsede han og drejede hovedet. »Hvad tror du så, Gerlof?« sagde han. »Ligger Nils Kant i sin kiste?«

»Det gør han sikkert,« sagde Gerlof lavt uden at kigge på den gamle graver.

Da Gerlof var kommet op på sin afdeling igen var klokken over syv, og der var kun en halv time til aftenkaffen. Rutiner, alt var rutiner på Marnäshjemmet.

Men samtalen med Torsten Axelsson i kælderen havde været god, syntes Gerlof. Givende. Han havde muligvis været lidt for snakkesalig og påtrængende mod slutningen og havde som resultat fået tankefulde blikke fra Axelsson.

Snakken om Gerlofs mærkelige interesse for Nils Kant var sikkert allerede begyndt på gangene på Marnäshjemmet. Den ville måske endda brede sig uden for hjemmets vægge, men så måtte det blive sådan. Det var vel det han ville: Røre rundt i myretuen og måske få ting til at ske?

Han satte sig tungt på sengen og tog dagens eksemplar af Ølands-Posten fra natbordet. Han havde ikke haft tid til at læse avisen om morgenen, eller rettere ikke haft lyst.

Dødsfaldet i Stenvik var den store nyhed på forsiden, og der var et af Bengt Nybergs fotografier af stenbruddet med en indlagt pil for tydeligt at vise hvor ulykken havde fundet sted.

Det var en ulykke, ifølge politiet i Borgholm. Ernst Adolfsson havde forsøgt at flytte en stenstatue ved klippekanten, var snublet og faldet og havde fået den store blok over sig. Man havde ikke mistanke om en forbrydelse.

Gerlof læste kun begyndelsen af Bengt Nybergs artikel. Så bladede han frem til mindre personlige nyheder: byggesager der trak i langdrag i Långvik, en brand i en kostald uden for Löttorp og den senildemente enogfirsårige der nogle dage før havde forladt sin bopæl på det sydlige Øland for at gå sig en tur og stadig var sporløst forsvundet på alvaret. Han ville sikkert blive fundet, men ikke i live.

Gerlof foldede avisen sammen og lagde den tilbage på bordet, og så fik han øje på Ernsts pung. Han havde lagt den fra sig da han kom hjem fra Stenvik. Nu tog han den i hånden igen, åbnede den og kiggede på alle sedlerne og et endnu tykkere bundt kvitteringer. Sedlerne lod han blive i pungen, men kvitteringerne bladede han langsomt igennem.

De fleste var kvitteringer for mindre indkøb i fødevarebutikker i Marnäs eller Långvik, eller håndskrevne kvitteringer fra Ernsts eget salg af stenkunst fra i sommer.

Gerlof ledte efter senere kvitteringer, helst fra samme dag som skulpturen af Marnäs kirketårn var faldet ned over Ernst. Han fandt ingen.

Næsten nederst i bunken af butikskvitteringer fandt han noget helt andet: en lille gul entrébillet til et museum. Ramneby Tømmermuseum stod der trykt på billetten sammen med en lille tegning af stablede brædder og en dato stemplet med blåt blæk: 13. sep.

Han lagde billetten på natbordet. Resten af kvitteringerne fra Ernsts pung hæftede han sammen med en clips fra skrivebordet og puttede ned i en skuffe. Så satte han sig ved skrivebordet, strakte sig efter sin notesbog og slog op på den første blanke side. Han tog en blyant, spekulerede lidt og skrev to notater:

VERA KANT SMILEDE DA NILS’ KISTE BLEV BEGRAVET.

Og:

ERNST BESØGTE FAMILIEN KANTS SAVVÆRK I RAMNEBY.

Så lagde han kvitteringen fra tømmermuseet i bogen, lukkede den og satte sig til at vente på aftenkaffen. Rutiner, alt var kun rutiner når man blev gammel.