13

DET FØRSTE GLAS vin kunne Julia ikke engang huske hun havde drukket. Hun havde set Astrid hælde det op foran sig på bordet i Astrids køkken, set den røde drik hvirvle rundt i glasset og forventningsfuldt rakt hånden ud mod det – og så havde glasset pludselig stået tomt på bordet. Hun havde vinsmag i munden og en varmende dosis alkohol på vej ud i kroppen og følelsen af at have genset en kær gammel ven.

Uden for Astrids køkkenvindue var solen på vej ned, og Julia havde træningssmerter i benene efter en længere cykeltur langs kysten.

»Vil du have et glas til?« spurgte Astrid.

»Ja tak,« sagde Julia, så roligt og uberørt hun kunne. »Det smagte dejligt.«

Hun ville selvfølgelig have drukket vinen selv om den havde smagt af eddike.

Det andet glas forsøgte hun at drikke meget langsommere. Hun tog kun et par slurke, stillede det på bordet igen og pustede ud.

»Har du haft en besværlig dag?« spurgte Astrid.

»Temmelig besværlig,« sagde Julia.

Men i grunden var der ikke sket meget.

Hun var cyklet nordpå langs kysten til nabolandsbyen Långvik og havde spist frokost der. Og bagefter havde hun fået at vide af en gammel ægsælger på en lille bondegård at hendes søn Jens var myrdet. Ikke kun var død og begravet for længe siden – myrdet.

»En temmelig besværlig dag,« sagde Julia igen og tømte det andet glas vin.

Det havde været stjerneklart aftenen før da Julia gjorde sig i stand til endnu en nat alene i bådehuset.

Stjernerne føltes som hendes eneste venner her ved den øde strand. Månen havde hængt som en splint af en gråhvid benknold i øst, men Julia havde stået nede på den kulsorte strand og kigget på stjernerne i en halv time inden hun var gået op til bådehuset. Derfra kunne man også se et andet trygt lys: gårdlampen ved Astrids hus på den anden side af vejen. Resten af lysskærene fra enkelte beboede huse sydpå og nordpå langs kysten var fjerne og næsten lige så svage som skæret fra stjernerne, men Astrids klart lysende lampe viste at der var andre mennesker i mørket.

Julia var faldet i søvn, usædvanlig hurtigt og roligt, og vågnet udhvilet otte timer senere til lyden af bølgerne som slog frem og tilbage mod stranden, næsten i takt med hendes egen vejrtrækning.

Stenlandskabet var fredfyldt, og hun havde åbnet døren og set på bølgerne uden at tænke på knoglestykker.

Hun gik op til Gerlofs hus for at vaske sig og spise morgenmad, og da hun gik en runde på grunden bagefter, fandt hun en gammel damecykel bag redskabsskuret. Julia gik ud fra at det var Lenas. Den var rusten og dårlig smurt, men der var rigeligt luft tilbage i dækkene.

Så var det hun havde bestemt sig for at cykle nordpå til Långvik og spise frokost. I Långvik ville hun forsøge at finde en gammel mand der hed Lambert, for at undskylde, at hun mange år tidligere havde slået ham.

Kystvejen nordpå var gruset og støvet og fuld af dybe huller, men man kunne cykle på den. Og landskabet var vidunderlig smukt, nøjagtig som det altid havde været, med alvaret på højre side og det glitrende vand nogle meter neden for klippeskråningen til venstre. Julia undgik at kigge hen mod den anden ende af stenbruddet da hun cyklede forbi det; hun ville ikke vide om blodpølene var der endnu.

Derefter var cykelturen kun behagelig, med solen fra siden og vinden i ryggen.

Långvik lå fem kilometer nord for Stenvik, men var større og en helt anden slags landsby. Her var der et rigtigt badested med en sandstrand, en gæstehavn til fritidsbåde, flere større huse med andelslejligheder i centrum og hyttebyer både ved den nordlige og den sydlige indkørsel.

GRUNDE TIL SALG stod der på et skilt i vejkanten. Der blev stadig bygget i Långvik: indhegninger og afmærkningspinde og nyanlagte grusveje løb ud på alvaret og endte mellem store fragtpaller med tagsten indsvøbt i plastic og stabler af imprægneret træ.

Desuden var der selvfølgelig Havnehotellet, lige så langt som sandstranden og tre etager højt, med en stor restaurant.

Julia spiste sin pastafrokost i restauranten med en svag følelse af nostalgi. Hun havde danset i dette lokale i begyndelsen af tresserne. Hotellet havde været mindre da Julia var teenager og cyklede dertil sammen med andre unge fra Stenvik, men det havde virket storsnudet allerede dengang. Der havde været en stor træveranda oven for stranden, og det var dér de havde danset til midnat. Amerikansk og engelsk rockmusik, vekslende med lyden fra bølgerne ude i mørket i pausen mellem pladerne. Duften af sved, barbersprit og cigaretter. Julia havde drukket sine første glas vin her i Långvik og somme tider fået et lift hjem på en spruttende knallert meget sent om natten. Fuld fart uden hjelm gennem mørket, med en dyb overbevisning om at livet bare ville blive mere og mere fantastisk.

Verandaen var væk nu, og hotellet var blevet udbygget og havde fået store lyse konferencelokaler og egen swimmingpool.

Efter frokost var Julia begyndt at læse i den bog hun havde fået af Gerlof, den der havde titlen Ølandske forbrydelser. I det kapitel der hed »Morderen som undslap« havde hun læst om Nils Kant, om hvad han havde gjort en sommerdag i 1945 på alvaret, og så fortsættelsen:

Hvem var så de to uniformerede mænd som Nils Kant så koldblodigt henrettede ude på alvaret denne smukke dag?

Formentlig var det tyske soldater som det var lykkedes at komme over Østersøen, på flugt fra de hårde kampe i Kurland på Letlands vestkyst i anden verdenskrigs slutfase. Tyskerne i Kurland var omringet af Den Røde Hær, og den eneste måde at undslippe på var at begive sig af sted over vandet i et eller andet flydende. Farerne var store, alligevel valgte både soldater og civile at forsøge at flygte til Sverige fra de baltiske lande på den tid.

Ingen ved det dog med sikkerhed. De døde soldater havde ikke nogen papirer eller pas med som kunne identificere dem, og de fik en navnløs grav.

Men de havde efterladt sig flere spor. Hvad Kant ikke vidste da han lod de to kroppe ligge ude på alvaret var, at en lille grønmalet motorbåd med tysk navneskilt var fundet forladt i en vig omkring en kilometer syd for Marnäs samme morgen.

I den åbne og delvis vandfyldte båd var der blandt andet tyske soldaterhjelme, dusinvis af rustne konservesdåser, en potte, en knækket åre og et lille glas med Hitlers livlæge Dr. Theodor Morrells medicinske pudder mod russiske lus, fremstillet i Berlin eksklusivt til Wehrmachtssoldater.

Fundet af båden vakte opmærksomhed – ligesom alt hvad der flyder i land langs de ølandske kyster af usædvanligt – og mange Marnäsboere vidste altså før Kant at der var fremmede på egnen. En del af dem begav sig også ud for at lede, bevæbnede eller ubevæbnede.

Nils Kant havde ikke begravet de soldater, han havde dræbt, eller blot dækket dem til. Lig ude på alvaret plejer hurtigt at tiltrække mange ådselædere i form afforskellige smådyr og fugle, og deres skrål og slagsmål om byttet kan både ses og høres vidt omkring.

Det var altså kun et spørgsmål om tid før en eller anden, der ledte ude på alvaret, ville finde de døde soldater.

Da servitricen på hotelrestauranten i Långvik kom for at tage af bordet, lukkede Julia bogen og så tankefuldt ud over den helt mennesketomme sandstrand neden for hotellet.

Historien om Nils Kant var interessant, men han var død og begravet, og hun vidste stadig ikke hvorfor Gerlof syntes det var så vigtigt at hun læste om ham.

»Jeg kan betale med det samme,« sagde Julia til servitricen.

»Tak. Det bliver toogfyrre kroner.«

Hun var ung, formentlig ikke engang tyve år, og så ud til at kunne lide sit job.

»Har I åbent hele året?« spurgte Julia da hun gav hende pengene.

Hun var forbavset over at der stadig var så mange mennesker i Långvik i almindelighed og på havnehotellet i særdeleshed, selv om det var efterår.

»Mellem november og marts har vi kun åbent i weekenden, til konferencer,« svarede servitricen.

Hun tog pengene og åbnede pungen på hoften for at tage nogle enkroner op.

»Du kan beholde dem,« sagde Julia, kastede et blik ud på det grå vand uden for restaurantvinduet og fortsatte: »Jeg har spekuleret på en anden ting … Ved du om der er nogen her i Långvik der hedder Lambert? Lambert og så et eller andet son-navn … Svensson eller Nilsson eller Karlsson. Bor der en Lambert her?«

Servitricen så tankefuld ud og rystede på hovedet.

»Lambert?« sagde hun. »Det navn ville man nok kunne huske, men jeg tror ikke jeg har hørt det.«

Hun var for ung til at holde rede på Långviks ældre indbyggere, tænkte Julia. Hun nikkede og rejste sig, men servitricen fortsatte:

»Spørg Gunnar. Gunnar Ljunger. Det er ham der ejer hotellet. Han kender næsten alle i Långvik.«

Hun vendte sig om og pegede.

»Du går bare ud gennem den store gang og drejer til venstre, og så går du hen til gavlen af hotellet. Dér ligger kontoret – han skulle være der nu.«

Julia takkede for tippet og forlod restauranten. Hun havde drukket isvand til frokost endnu en dag, det begyndte at blive en vane. Det var dejligt at være klar i hovedet da hun kom ud i den kolde luft på hotellets parkeringsplads, selv om en rødvinsro måske havde været nødvendig hvis hun skulle gense Lambert …

Svensson eller Nilsson eller Karlsson.

Julia strøg hånden gennem håret og gik rundt om hotelbygningen. På gavlen var der en trædør med en række firmaskilte ved siden af, og på den øverste stod der LÅNGVIK KONFERENCE CENTER A/S. Hun åbnede døren og kom ind i en lille reception med gult væg til væg-tæppe og store grønne plasticplanter.

Det var som at komme ind på et kontor midt i Göteborg. Dæmpet musik spillede i baggrunden. En velklædt ung kvinde sad i receptionen, og lænet op ad skranken stod der en lige så ung mand i hvid skjorte. De så begge på Julia som om hun havde afbrudt en vigtig samtale, men receptionisten var hurtigst til både at smile til hende og hilse. Og Julia hilste igen, anspændt som altid når hun mødte nye mennesker, og spurgte så efter Gunnar Ljunger.

»Gunnar?« sagde receptionisten og så på manden ved skranken. »Er han tilbage efter frokost?«

»Ja da,« sagde manden og nikkede til Julia. »Kom med, så skal jeg vise dig vej.«

Julia fulgte efter ham gennem en kort gang som endte ved en halvåben dør. Han bankede på og skubbede den samtidig op. »Far?« sagde han. »Du har besøg.«

»Jaså,« svarede en lav mandsstemme. »Kom indenfor.«

Kontoret indenfor var ikke særlig stort, men udsigten over stranden og Østersøens vand gennem panoramavinduet var fantastisk. Ved skrivebordet sad en velvoksen mand, hotelejer Gunnar Ljunger, med gråt skæg og buskede grå øjenbryn og trykkede på en raslende regnemaskine. Han var i hvid skjorte med seler, en brun jakke hang over stoleryggen bag ham. På bordet ved siden af regnemaskinen lå der et opslået eksemplar af Ølands-Posten, og det så ud til at Ljunger løb avisen igennem samtidig med at han lavede beregninger.

»Hej,« sagde han og kastede et blik på Julia.

»Hej.«

»Kan jeg hjælpe dig med noget?«

Ljunger smilede og fortsatte med at slå beløb ind på regnemaskinen.

»Jeg har bare et spørgsmål,« sagde Julia og gik et kort skridt inden for døren. »Jeg leder efter Lambert.«

»Lambert?«

»Lambert i Långvik … Lambert Karlsson tror jeg han hedder.«

»Lambert Nilsson, i så fald,« sagde Ljunger. »Der er ingen anden Lambert her i Långvik.«

»Det er rigtigt … Nilsson hedder han,« sagde Julia hurtigt.

»Men Lambert lever ikke mere,« sagde Ljunger. »Han døde for fem eller seks år siden.«

»Javel.«

Julia følte en hurtig skuffelse, men havde delvis ventet at få det svar. Lambert havde set gammel ud allerede i halvfjerdserne, den eftermiddag han var kommet kørende på knallert for at finde ud af hvad der var sket hendes søn.

»Hans lillebror Sven-Olof lever, selvfølgelig,« tilføjede Ljunger og pegede skråt om bag Julia. »Sven-Olof Nilsson. Han bor oppe på bakken, bag pizzeriaet, hvor Lambert også boede. Sven-Olof sælger æg, så du kan kigge efter et hus med høns på grunden.«

»Tak.«

»Hvis du går derop, så hils og sig at det er blevet endnu billigere at blive tilsluttet det kommunale vand nu,« sagde Ljunger og smilede. »Han er den eneste i hele Långvik der stadig synes det er bedst med egen brønd.«

»Okay,« sagde Julia.

»Er du gæst hos os?« spurgte Ljunger da hun begyndte at vende sig om.

»Nej, men jeg plejede at komme og danse her da jeg var ung … Jeg bor nede i Stenvik. Jeg hedder Julia Davidsson.«

»Er du i familie med gamle Gerlof?« sagde Ljunger.

»Jeg er hans datter.«

»Nå, det er du?« sagde Ljunger. »Så må du hilse ham mange gange. Han har lavet nogle flaskeskibe til os, til restauranten. Vi vil gerne have flere.«

»Det skal jeg sige til ham.«

»Der er helt rart nede i Stenvik, ikke?« sagde Ljunger. »Roligt og fredeligt, med lukket stenbrud og tomme huse.« Han smilede lidt. »Heroppe har vi selvfølgelig valgt en anden vej … at ekspandere og satse på turisme og golf og konferencer. Vi tror det er den eneste måde at holde liv i kystbyerne på i det nordlige Øland.«

Julia nikkede lidt tøvende.

»Det ser jo ud til at fungere,« sagde hun.

Skulle Stenvik også have satset på turisme? Julia tænkte over det da hun forlod hotelkontoret og gik over den blæsende parkeringsplads. Det var et spørgsmål uden svar, for nu havde Långvik fået et alt for stort forspring. Der ville aldrig kunne bygges et strandhotel eller et pizzeria i Stenvik. Landsbyen ville fortsat ligge næsten øde hen størstedelen af året og kun live op et par måneder når sommergæsterne kom, og det var der ikke noget at gøre ved.

Hun gik forbi en lille benzinstation ved havnepladsen og fortsatte hen ad den brede landsbygade forbi pizzeriaet.

Gaden drejede ind mod land og hævede sig til en bakke, og hun fik vinden i ryggen. På toppen var der en gruppe træer og bag den en lav mur omkring en have med et lille hvidkalket stuehus og et hønsehus af sten med en indhegnet gård.

Der var ingen høns at se, men der stod ÆG SÆLGES på et træskilt ved lågen.

Julia åbnede den og trådte ind på en gang af ujævne kalkstensfliser. Hun gik forbi en grønmalet vandpumpe og huskede hvad Gunnar Ljunger på Strandhotellet havde sagt om den kommunale vandforsyning.

Husets dør var lukket, men der var en ringeklokke. Da Julia havde trykket på den, var der stille nogle øjeblikke, så lød der en bumpende lyd, og derefter blev døren låst op. En ældre mand kiggede ud, mager og rynket og med sølvtyndt hentehår.

»Halløj,« sagde han.

»Hej,« sagde Julia.

»Er det angående æg?«

Det virkede som om den ældre mand var blevet afbrudt i sin frokost, for han tyggede stadig.

Julia nikkede. Ja, hun kunne købe nogle æg.

»Hedder du Sven-Olof?« sagde hun uden at føle det sædvanlige anspændte ubehag hver gang hun mødte et nyt menneske.

Måske var hun begyndt at vænne sig til møder med fremmede mennesker her på Øland.

»Det er lige hvad jeg gør,« sagde manden og trådte ned i et par store sorte gummistøvler der stod inden for døren. »Hvor mange vil du have?«

»Ja … En seks stykker er fint.«

Sven-Olof Nilsson gik ud af huset, og lige inden han lukkede døren smuttede en kat lydløst ud som en kulsort skygge bag ham. Den værdigede ikke Julia et blik.

»Jeg henter dem,« sagde han.

»Fint,« sagde Julia, men da Sven-Olof gik hen mod det lille hønsehus fulgte hun efter.

Da han åbnede den grønne dør og trådte ind på jordgulvet blev hun stående på den anden side af tærsklen i det lille forrum hvor der ingen høns var, kun adskillige bakker med hvide æg på et lille bord.

»Jeg samler nogle nylagte,« sagde Sven-Olof, åbnede en umalet leddeløs dør og fortsatte ind i hønsenes rum.

Julia mærkede duften af fugle og kunne skimte hylder af træ langs væggene, men så ikke meget; pæren i rummet var slukket, og rummet var næsten kulsort. Luften var støvet og varm derinde.

»Hvor mange høns har du?« spurgte hun.

»Ikke så mange lige for tiden,« sagde Sven-Olof. »Et halvt hundrede … vi får se hvor længe jeg kan beholde dem.«

Nu lød der en forsigtig klukken inde fra rummet.

»Jeg har hørt at Lambert ikke er her mere,« sagde hun.

»Hvad … Lambert? Ja, han døde i syvogfirs,« sagde Sven-Olof i mørket.

Hun forstod ikke hvorfor han ikke tændte lyset, men pæren var måske i stykker.

»Jeg mødte Lambert engang,« sagde Julia, »for mange år siden.«

»Gjorde du det?« sagde Sven Olof. »Der kan man se.«

Han virkede ikke særlig interesseret i at høre en historie om sin afdøde bror, men Julia havde ikke andet valg end at fortsætte:

»Det var nede i Stenvik, hvor jeg bor.«

»Javel ja,« sagde Sven-Olof.

Julia tog et skridt over tærsklen hen mod ham, ind i mørket. Luften føltes støvet og indelukket. Hun kunne høre hønsene bevæge sig nervøst langs væggene, men kunne ikke se om de gik frit eller sad i bure.

»Min mor Ella ringede efter Lambert,« sagde hun, »for vi havde brug for … Vi havde brug for hjælp med at finde en forsvundet person. Han havde været væk i tre dage, der var ikke noget spor af ham nogen steder. Så var det Ella begyndte at snakke om Lambert … Hun sagde Lambert kunne finde ting. Der gik rygter om at han kunne, sagde Ella.«

»Ella Davidsson?« sagde Sven-Olof.

»Ja. Hun ringede, og Lambert kom kørende fra Långvik på en gammel knallert med lad allerede næste dag.«

»Ja, han ville gerne hjælpe til,« sagde Sven-Olof, der nu kun var en skygge inde i rummet. Hans lave stemme kunne knap høres mellem hønsenes hule klukken: »Lambert fandt ting. Han drømte om dem, og så fandt han dem. Han fandt også vand til folk, med en ønskekvist af hassel. Det var ofte værdsat.«

Julia nikkede.

»Han havde sin egen pude med da han kom hjem til os,« sagde hun. »Han ville sove i Jens’ værelse, med Jens’ ting omkring sig. Og det fik han lov til.«

»Ja, det var sådan han gjorde,« sagde Sven-Olof. »Han så ting i drømme. Folk der var druknet, og ting der var forsvundet. Og kommende hændelser, ting der ville ske. Han drømte i flere uger om sin egen dødsdag. Han sagde det snart ville ske i sengen inde på hans værelse, halv tre om natten, og at hjertet ville holde op med at slå og ambulancen ikke nå frem. Og sådan blev det, nøjagtig den dag han havde sagt. Og ambulancen nåede ikke frem.«

»Men fungerede det altid?« sagde Julia. »Passede det hele?«

»Ikke altid,« sagde Sven-Olof. »Somme tider drømte han ingenting. Eller også kunne han ikke huske drømmen … sådan er det jo somme tider. Og nogen navne fik han aldrig frem, alle var navnløse i hans drømme.«

»Men når han så noget?« sagde Julia. »Passede det så altid?«

»Næsten altid. Folk stolede på ham.«

Julia tog et par skridt fremad. Hun blev nødt til at fortælle.

»Jeg havde ikke sovet i tre døgn den aften din bror kom på knallerten,« sagde hun lavt. »Men jeg kunne heller ikke falde i søvn den nat. Jeg lå vågen og hørte ham lægge sig i barnesengen inde på Jens’ værelse. Det knirkede i fjedrene når han bevægede sig. Så blev der stille derinde, men jeg kunne alligevel ikke falde i søvn … Da han vågnede og stod op ved syvtiden om morgenen, sad jeg i køkkenet og ventede på ham.«

Hønsene klukkede uroligt rundt om hende, men nogen kommentar fra Sven-Olof kom der ikke.

»Lambert havde drømt om min søn,« fortsatte hun. »Jeg kunne se det på hans blik da han kom ud i køkkenet med puden under armen. Han så på mig, og da jeg spurgte, sagde han at det var sådan, at han havde drømt om Jens. Han så bedrøvet ud … Jeg er sikker på han ville fortælle mere, men jeg orkede ikke at høre det. Jeg slog efter ham og råbte han skulle forsvinde. Min far, Gerlof, fulgte ham ud til knallerten ved lågen, og jeg stod ude i køkkenet og græd og hørte hvordan han kørte af sted.« Hun holdt en pause og sukkede. »Det var den eneste gang jeg mødte Lambert. Desværre.«

Der blev stille i hønsehuset. Selv hønsene var faldet til ro.

»Den dreng …« sagde Sven-Olof i mørket. »Var det det her forfærdelige der skete …? Den lille dreng der forsvandt i Stenvik?«

»Det var min søn Jens,« sagde Julia lavt og længtes intenst efter rødvin. »Han er stadig væk forsvundet.«

Sven-Olof sagde ikke mere.

»Jeg vil gerne vide … Snakkede Lambert nogen sinde om hvad han havde drømt den nat?«

»Her er fem æg,« sagde en stemme inde fra mørket. »Jeg kan ikke finde flere.«

Julia kunne forstå han ikke ville svare på nogen spørgsmål.

Hun åndede ud, et tungt og dybt suk.

»Jeg har ingenting,« sagde hun. »Jeg har ingenting.«

Hendes øjne var langsomt begyndt at vænne sig til mørket, og hun kunne se at Sven-Olof stod ubevægelig midt i hønserummet og så på hende med fem æg trykket mod brystet.

»Lambert må have fortalt noget, Sven-Olof,« sagde hun. »En eller anden gang må han have sagt noget til dig om hvad han havde drømt den nat. Gjorde han ikke det?«

Sven-Olof hostede.

»Han snakkede kun om drengen én eneste gang.«

Nu var Julia stille. Hun holdt vejret.

»Han havde læst en artikel i Ølands-Posten,« sagde Sven-Olof. »Det var vel fem år efter det var sket. Vi læste den ved frokostbordet. Men der stod ikke noget nyt i avisen.«

»Det har der aldrig gjort,« sagde Julia træt. »Der var aldrig noget nyt at fortælle, men de er blevet ved med at skrive alligevel.«

»Vi sad ved køkkenbordet, og jeg læste avisen først,« sagde Sven- Olof. »Så læste Lambert den. Og da jeg så han læste om drengen, spurgte jeg hvad han troede. Og så sænkede Lambert avisen og sagde at drengen var død.«

Julia lukkede øjnene. Hun nikkede stille.

»I sundet?« spurgte hun.

»Nej. Lambert sagde det var sket ude på alvaret. Han var blevet slået ihjel på alvaret.«

»Slået ihjel,« sagde Julia og følte en isnende kulde over huden.

»Det var en mand der havde gjort det,« sagde Lambert. »Samme dag som drengen forsvandt, en mand der var fuld af had havde slået ham ihjel på alvaret. Så havde han lagt drengen i en grav ved en stenmur.«

Der blev stille igen. En høne baskede pludselig nervøst et eller andet sted ved væggen.

»Lambert sagde ikke mere,« sagde Sven-Olof. »Ikke mere om drengen eller manden.«

Ingen navne, tænkte Julia. Alle var navnløse i Lamberts drømme.

Sven-Olof rørte på sig igen. Han kom ud fra hønsenes rum med de fem æg i favnen og så skræmt på Julia som om han var bange for at hun også skulle slå ud efter ham.

Julia pustede ud.

»Så ved jeg det,« sagde hun. »Tak.«

»Har du brug for en bakke?« spurgte Sven-Olof.

Julia vidste det.

Hun kunne forsøge at bilde sig ind at Lambert havde taget fejl eller at hans bror bare havde fundet på det, men det var der ikke nogen idé i. Hun vidste det.

På vej hjem fra Långvik standsede hun på kystvejen oven for den tomme strand, så vandet blive til skum i vandkanten dernede og græd i over ti minutter.

Hun vidste det, og visheden var frygtelig. Det var som om der kun var gået nogle dage siden Jens forsvandt, som om alle de indre sår stadig blødte. Nu begyndte hun at lukke ham ind i sit hjerte som død, en lille smule ad gangen. Det skulle ske langsomt for at sorgen ikke skulle drukne hende.

Jens var død.

Hun vidste det. Men hun ville alligevel se sin søn igen, se hans krop. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville hun i al fald have at vide hvad der var sket ham. Det var derfor hun var her.

Tårerne tørrede i vinden. Lidt efter satte Julia sig igen op på sadlen og cyklede langsomt videre.

Ved stenbruddet stødte hun på Astrid der var ude med hunden og tog Julia med hjem til middag – uden med et ord eller et blik at kommentere hendes forgrædte røde øjne.

Astrid bød på svinekoteletter, kogte kartofler og rødvin. Julia spiste en del og drak endnu mere, mere end hun burde. Men efter tre glas vin var tanken om at Jens havde været død længe ikke lige så påtrængende, den var kun en dump smerte i brystet. Og der havde jo aldrig været noget håb, ikke efter at de første dage var gået uden nogen som helst livstegn. Intet håb …

»Så du har været i Långvik i dag?« sagde Astrid.

Julias grublen blev afbrudt, hun nikkede.

»Ja. Og i går var jeg i Marnäs,« sagde hun hurtigt for at komme væk fra tanken om Långvik og Lambert Nilssons drømme der gik i opfyldelse.

»Skete der så noget deroppe?« spurgte Astrid og skænkede op i Julias glas.

»Ikke meget,« sagde Julia. »Jeg var på kirkegården, så Nils Kants grav. Gerlof syntes jeg skulle se den.«

»Den grav, ja,« sagde Astrid og løftede vinglasset.

»Jeg har spekuleret på en ting,« sagde Julia. »Du kan måske ikke svare på det, men de der tyske soldater Nils Kant slog ihjel på alvaret … Kom der mange til Øland?«

»Ikke hvad jeg ved af,« sagde Astrid. »Det var vel måske en hundrede stykker det lykkedes at komme levende til Sverige fra krigen i de baltiske lande, men de fleste kom i land på smålandskysten. De ville hjem selvfølgelig, eller videre til Tyskland. Men i Sverige var man bange for Stalin og sendte dem tilbage til Sovjet. Det var temmelig fejt gjort. Men det har du vel læst om?«

»Ja, lidt … men det er længe siden,« sagde Julia.

Hun havde en svag erindring fra skoletiden om at have læst om krigsflygtninge fra Rusland, men dengang havde hun ikke været særlig interesseret i svensk eller ølandsk historie.

»Hvad lavede du så ellers i Marnäs?« sagde Astrid.

»Ja … jeg spiste frokost med politibetjenten der,« sagde Julia. »Lennart Henriksson.«

»Javel,« sagde Astrid. »Det er en rar fyr. Ret flot.«

Julia nikkede.

»Snakkede du med Lennart om Nils Kant?« spurgte Astrid.

Julia rystede på hovedet, tænkte sig om og sagde:

»Jo, jeg nævnte vist at jeg havde været ved Kants grav. Men vi snakkede ikke mere om det.«

»Det er bedst ikke at nævne ham mere over for Lennart,« sagde Astrid. »Han bliver lidt ilde til mode.«

»Ilde til mode?« sagde Julia. »Hvorfor dog det?«

»Det er en gammel historie,« sagde Astrid og tog en slurk af sit glas. »Lennart er søn af Kurt Henriksson.«

Hun kiggede alvorligt på Julia, som om det ville forklare alt.

Men Julia rystede bare uforstående på hovedet.

»Hvis søn?« sagde hun.

»Politibetjenten i Marnäs,« forklarede Astrid. »Eller sognefoged, som det hed på den tid.«

»Og hvad gjorde han?«

»Det var ham der skulle anholde Nils Kant for at have skudt tyskerne,« sagde Astrid.