ØLAND, MAJ 1945

NUS KANT SAVER sit gevær i stykker.

Han står med bøjet ryg ude i det varme brændeskur, hvor birkeklodserne ligger stablet op til taget. Brændestablen ser ud til at kunne vælte ned over ham når som helst. På den brede huggeblok ligger hans Husqvarna, og løbet er næsten savet helt igennem. Nils har sin støvleklædte venstre fod placeret på geværets kolbe og trækker i nedstrygeren med begge hænder. Langsomt, men stædigt saver han sig gennem løbet og vifter af og til de fluer væk som summer i skuret og hele tiden forsøger at sætte sig i hans svedige ansigt.

Ude på gårdspladsen er alt dødsstille. Hans mor Vera er inde i køkkenet og gør hans rygsæk i orden. En spændt venten fylder den varme forsommerluft.

Nils saver og saver, og til sidst æder bladet sig gennem den sidste millimeter stål, og løbet går løs og falder ned på stengulvet i brændeskuret med en kort klingende lyd.

Han samler det op, stikker det ind i et lille hul nær bunden af brændestablen og lægger saven på huggeblokken. Han tager to haglpatroner op af lommen og lader våbnet.

Så går han ud af skuret og stiller geværet i skyggen ved siden af indgangen.

Han er klar.

Det er fire dage efter skuddene ude på alvaret, og nu ved alle i Stenvik hvad der er sket. TYSKE SOLDATER FUNDET DØDE – HENRETTET MED HAGLGEVÆR stod der hen over forsiden på gårsdagens Ølands-Posten. Overskrifterne var lige så store som da strandskoven uden for Borgholm var blevet bombet af fly tre år tidligere.

Overskrifterne lyver – Nils har ikke henrettet nogen. Han havnede i ildkamp med to soldater, og det var ham der vandt til sidst.

Men det er måske ikke alle der ser sådan på det. Nils har for en gangs skyld været nede i landsbyen om aftenen, gået på vejen forbi møllen og mødt møllernes tavse blikke. Han har ikke sagt noget til dem, men han ved at de snakker om ham bag hans ryg. Sladderen går. Og historierne, om hvad der skete ude på alvaret, spreder sig som ringe i vandet.

Han går ind i huset.

Hans mor Vera står tavs og ubevægelig med ryggen til ham ved køkkenbordet og ser ud mod alvaret gennem vinduet. Han kan se at hendes smalle skuldre er hårdt spændte af uro og sorg under den grå bluse.

Nils’ egne bekymringer er lige så ordløse.

»Nu er tiden vel inde,« siger han.

Hun nikker bare uden at vende sig om. Rygsækken og den lille håndkuffert står færdigpakkede på bordet ved siden af hende, og Nils går hen og henter dem. Det er næsten uudholdeligt; hvis han forsøger at sige mere, bliver stemmen tyk af gråd – så han går bare.

»Du skal komme tilbage, Nils,« siger hans mor med hæs stemme bag ham.

Han nikker, uden at hun kan se det, og tager sin blå kasket ned fra hattehylden ved døren. I kasketten ligger hans kobberlommelærke gemt, fuld af cognac. Han trykker den ned i rygsækken.

»Så er tiden inde,« siger han lavt.

Han har tegnebogen med sine egne rejsepenge med sig i rygsækken og desuden tyve store sedler fra sin mor hårdt rullet længst nede i baglommen på bukserne.

Han vender sig om i døren. Nu står hans mor vendt i profil inde i køkkenet, men hun ser stadig ikke på ham. Måske kan hun ikke magte det. Hun holder hænderne knyttet over maven, hendes lange hvide negle borer sig ind i håndfladerne, hendes lukkede kæber dirrer.

»Jeg elsker mor,« siger Nils. »Jeg kommer tilbage.«

Så går han hurtigt ud ad døren, ned ad stentrappen og ud i haven. Han standser kun op ved brændeskuret for at tage geværet inden han går rundt om huset og ind mellem asketræerne.

Nils ved hvordan man kan forlade landsbyen uden at blive set, og han gør det nu. Han går sammenkrøbet langs køernes stier, gennem de tætte krat langt væk fra sognevejen, klatrer over lavklædte stenmure og standser somme tider for at lytte efter hviskende stemmer bag insekternes summen i græsset.

Han kommer ud i solskinnet på alvaret sydøst for byen uden at blive opdaget.

Herude er faren ovre; Nils er bedre til at finde vej her end nogen anden og han bevæger sig hurtigt og let hen over græsset. Han kan opdage hvem som helst før han selv bliver opdaget. Han går næsten direkte mod solen, i en stor cirkel uden om det sted hvor han mødte tyskerne. Han vil ikke se om kroppene ligger der endnu eller er blevet transporteret væk. Han vil ikke tænke på dem, for det er dem der nu tvinger ham væk fra mor.

De døde soldater tvinger ham væk, en tid.

»Du skal holde dig væk,« har hans mor sagt aftenen før. »Du skal tage toget til Borgholm fra Marnäs, og så skal du sejle med Sveabåden over til Småland. Morbror August tager imod dig i Kalmar, og dér gør du som han siger – og så tager du huen af når du takker ham. Du taler ikke med andre, og du rejser ikke tilbage til Øland før alt er faldet til ro her. Men det gør det, Nils, bare vi venter.

Pludselig synes han at han kan høre et dæmpet råb skråt bag sig, og han standser op. Men der er ikke mere at høre. Nils bevæger sig forsigtigere mellem enebærbuskene, men han kan ikke gå for langsomt. Toget venter ikke.

Efter et par kilometer kommer han ud til den grusbelagte landevej. En vogn nærmer sig sydfra, og han skynder sig ned i grøften. Men vognen bliver trukket af en enkelt hest med hængende hoved, og Nils er langt væk fra vejen da den til sidst når frem.

Han er nu omtrent midt på øen og tænker på hvad han har læst i avisen: Det var på denne vej man mener de tyske soldater har sneget sig frem et par uger forinden, efter at deres båd havde fået motorstop og var drevet i land syd for Marnäs.

Han vil ikke tænke på dem, men et øjeblik husker han det etui med ædelstenene som han tog fra soldaterne, og han ser sig selv grave det dybt ned under offerhøjen. De seneste dage, hvor han og hans mor mest har holdt sig inden døre, har han flere gange været lige ved at fortælle om sit krigsbytte, men noget har fået ham til at tie stille. Han vil fortælle det, han vil grave det op og vise sin mor skatten, men har i sinde at vente med alt det til han kommer hjem igen.

Efter yderligere tyve minutters vandring hæver den grusdækkede banedæmning sig foran ham. Det er den smalsporede jernbane mellem Böda og Borgholm, og han drejer nordpå og går ved siden af sporene mod stationen i Marnäs. Den to etager høje stationsbygning af træ ligger som en enlig villa lige syd for landsbyen. Det er en kombineret post- og jernbanestation, og han får øje på bygningen samtidig med at de to jernbaneskinner deler sig og bliver til fire foran ham.

Sporene er tomme. Hans tog er ikke kommet endnu.

Nils har rejst frem og tilbage mellem Marnäs og Borgholm tre gange før og ved hvordan en rejsende opfører sig. Han går ind på stationen hvor alt er stille, går hen til lugen og køber en enkeltbillet til byen.

Den strenge dame med briller bag jerngitteret i lugen kigger op på ham og ser så hurtigt ned på skrivebordet for at ekspedere togbilletten. Hendes stålpen kradser hen over et stykke papir.

Nils venter spændt, han føler sig iagttaget og ser sig om. En femseks personer, mest mænd med omhyggeligt knappede jakkesæt, sidder på træbænkene i ventesalen. De venter alene eller i grupper, og flere har sorte lædertasker ved siden af sig. Nils er den eneste med både rygsæk og rejsetaske.

»Værsgo. Sidste vogn, nummer tre.«

Nils får billetten, han betaler og går ud på perronen med rygsækken over skulderen og håndkufferten i hånden. Efter kun få minutter lyder en skrigende togfløjte, og så kommer toget langsomt rullende ind med tre rødmalede trævogne efter sig.

Der er en enorm kraft i det sorte rygende lokomotiv da det sagtner farten med hvinende bremser foran stationsbygningen.

Nils stiger ind i den sidste vogn. En stationsforstander råber noget bag ham, dørene til stationsbygningen bliver åbnet, og andre rejsende kommer ud.

Nils vender sig om på det sidste trappetrin og stirrer tavst på dem, og så vælger de at gå hen til de andre vogne.

Vognen er mørk og helt mennesketom. Nils lægger sin kuffert op på hylden og sætter sig på et læderbetrukket sæde ved vinduet, med udsigt ud over alvaret og rygsækken ved siden af sig. Toget sætter tungt i gang og begynder at rulle. Nils lukker øjnene og puster ud.

Toget standser igen med en dump hvæsen. Vognene holder stille.

Nils åbner øjnene, venter. Han er stadig alene i vognen.

Der går et minut, så to minutter. Er der noget galt?

En eller anden råber noget udenfor, og han mærker til sidst hvordan toget begynder at rulle igen. Nu kommer det langsomt op i fart, og Nils ser stationsbygningen glide bort og forsvinde bag ham. Kølig luft blæser ind i vognen mellem sprækker i vinduerne, det føles som en havbrise ved stranden i Stenvik.

Nils’ skuldre synker langsomt ned. Han lægger hånden på rygsækken, åbner den og læner sig tilbage i sædet. Farten stiger hele tiden. Togfløjten tuder.

Pludselig bliver døren til hans vogn åbnet.

Nils drejer hovedet.

En velvoksen mand med uniformskasket og sort politifrakke med blanke knapper kommer ind. Han kigger stift på Nils.

»Nils Kant fra Stenvik,« siger manden med alvorlig mine.

Det er ikke et spørgsmål, men Nils nikker automatisk.

Han sidder som naglet fast til sædet og mærker toget fare hen over alvaret. Grønbrunt landskab uden for vinduet, blå himmel. Nils vil standse toget og springe af, han vil ud på alvaret igen. Men farten er høj nu, skinnerne dunker, og vinden hviner.

»Fint.«

Manden i uniformen sætter sig tungt på sædet skråt over for Nils, så tæt på at deres knæ næsten strejfer hinanden. Manden retter på sin frakke, som er omhyggeligt knappet trods varmen. Han er svedblank i panden under kasketskyggen. Nils genkender ham, svagt. Henriksson. Han er sognefoged i Marnäs.

»Nils,« siger Henriksson som om de kendte hinanden, »skal du til Borgholm?«

Nils nikker langsomt.

»Skal du besøge nogen dernede?« spørger Henriksson.

Nils ryster på hovedet.

»Hvad skal du så?«

Nils svarer ikke.

Sognefogeden drejer hovedet og ser ud ad vinduet.

»Vi kan i hvert fald rejse sammen,« siger han, »så kan vi føre en lille samtale imens.«

Nils siger ikke noget.

Sognefogeden fortsætter:

»Da de ringede til mig og sagde du var med her, bad jeg dem vente lidt med afgangen, så jeg kunne nå hen til stationen og rejse med.« Han vender blikket mod Nils igen. »Jeg vil gerne snakke med dig, forstår du, om dine lange vandringer på alvaret … «

Toget begynder at sagtne farten igen ved en af stationerne mellem Marnäs og Borgholm. Et lille træhus omgivet af æbletræer glider forbi Nils’ vindue. Han synes han kan mærke duften af pandekager gennem vinduet; hans mor serverede nybagte pandekager med strøsukker for ham aftenen før.

Nils ser på sognefogeden.

»Alvaret … er ikke noget at udbrede sig om,« siger han.

»Det synes jeg nu nok.« Sognefogeden tager et lommetørklæde op af lommen. »Jeg synes det er værd at tale om, Nils, og det er der mange med mig der gør. Sandheden kommer alligevel altid frem.«

Sognefogeden holder Nils’ blik fast og tørrer langsomt sveden i ansigtet væk. Så bøjer han sig forover.

»Der er flere fra Stenvik som har henvendt sig til os de sidste dage. De har sagt at hvis vi vil vide hvem der har skudt med haglgevær ude på alvaret, så skal vi tale med dig, Nils.«

Nils ser de to døde soldater ligge på alvaret, ser deres stirrende blikke inde i sit hoved.

»Nej,« siger Nils og ryster på hovedet.

Det suser i ørerne på ham. Toget bremser.

»Mødte du udlændinge ude på alvaret, Nils?« spørger sognefogeden og stopper lommetørklædet i lommen.

Toget standser med et let ryk i vognene. Det står kun stille et halvt minuts tid før det begynder at rulle igen.

»Det gjorde du vel?«

Hele tiden kigger sognefogeden på ham og venter på et svar. Hans faste blik brænder over Nils’ ansigt.

»Vi har fundet kroppene, Nils,« siger sognefogeden. »Var det dig der skød dem?«

»Jeg har ikke gjort noget,« siger Nils og famler med fingrene mod rygsækkens åbning.

»Hvad sagde du?« spørger sognefogeden. »Hvad har du der?«

Nils svarer ikke.

Togskinnerne begynder at dunke igen, dampfløjten tuder, hans fingre ryster og søger og graver sig længere ned i rygsækken, som falder om på siden med åbningen mod ham. Hans højre hånd famler længere ind mellem tøj og ejendele.

Sognefogeden rejser sig halvt op fra sædet, måske forstår også han nu at der er ved at ske noget.

Togfløjten tuder skræmt.

»Nils, hvad har du … «

Inde i rygsækken lukker Nils’ fingre sig hårdt om det oversavede haglgevær. Han knuger om aftrækkeren, og geværet giver et hop mellem tøjet i bagagen.

Det første skud sprænger rygsækkens bund i stykker, og haglsværmen river sædet ved siden af sognefogeden op. Træsplinter sprøjter op mod taget.

Sognefogeden farer sammen af drønet, men prøver ikke at søge dækning.

Han har ingen steder at søge hen.

Nils løfter hurtigt den lasede rygsæk og trykker til igen, uden at se hvor han skyder. Rygsækken bliver sprængt i stykker.

Det andet skud rammer sognefogeden. Hans krop bliver trykket så hårdt bagud mod væggen at den knager, han falder tungt til siden, ruller med ryggen hen over det sønderskudte sæde og lander hårdt på vognens gulv.

Skinnerne dunker, toget farer hen over alvaret.

Sognefogeden ligger på gulvet med svage trækninger i armene. Nils bevarer grebet om geværet, men giver slip på den lasede rygsæk og rejser sig dinglende op.

Pokkers.

»Du skal tage toget til Borgholm,« hører han sin mor sige inde i hovedet.

Hendes plan er ødelagt nu.

Nils kigger sig omkring og ser landskabet fare forbi vinduet.

Alvaret er derude endnu, og solen.

Han vender bunden i vejret på rygsækken, og pjaltet og krudtstinkende tøj falder ud: sokker, bukser, en uldtrøje. Men der er en lille pose flødekarameller længst nede, og tegnebogen og kobberlommelærken med cognac er også intakte. Han tager lommelærken op, drikker en hurtig slurk lunken cognac og stopper den i baglommen. Det føles bedre.

Pengene, trøjen, lommelærken, geværet og flødekaramellerne. Intet andet kan han tage med. Håndkufferten og tøjet må han lade ligge.

Nils skræver hen over sognefogedens ubevægelige krop, åbner døren og kommer ud i bulderet mellem vognene.

Toget ruller hen over alvaret. Fartvinden river i ham, han misser mod blæsten. Gennem et vindue ser han ind i vognen foran sig, en mand med sort hat sidder med ryggen til ham og vugger i takt med togets bevægelser. Haglskuddene er blevet dæmpet af tøjet i rygsækken – lokomotivet dunker hen over skinnerne, og ingen ser ud til at have hørt noget.

Nils åbner døren i siden af toget, mærker duften af alvarets planter og ser gruset på banedæmningen strømme forbi under sig som en lysegrå flod. Han træder ned på det sidste trin over jorden, ser at dæmningen er fri foran ham, og så springer han.

Han forsøger at løbe gennem luften og ramme jorden med benene i bevægelse, men stødet slår alligevel fødderne væk under ham. Togets hjul dunker, verden snurrer rundt. Han bliver kastet til jorden og får et hårdt slag over panden og spænder i kroppen ved faren for at dø under toget. Men banedæmningen skubber ham væk.

Han løfter hovedet og ser toget rulle væk, ser den bageste vogn, som han lige har forladt, blive mindre og mindre på jernbanesporet.

Toget forsvinder i det fjerne. Alle lyde dør hen.

Han klarede det.

Langsomt rejser han sig og ser sig om. Han er ude på alvaret igen, stadig med haglgeværet i hånden.

Der er ingen huse at se, ingen mennesker. Kun det endeløse græs og den blå himmel.

Nils er fri.

Uden et eneste blik mod jernbanesporet vandrer han hurtigt ud på alvaret, mod øens vestkyst.

Nils er fri, og han vil forsvinde nu.

Han er allerede forsvundet.