14

»DET VAR EN historie i skumringstimen,« sagde Astrid lavt.

Da hun havde fortalt færdigt om Nils Kant, var vinflasken tom. Skæret fra solen var langsomt forsvundet uden for køkkenvinduet og blevet en smal mørkerød streg i horisonten.

»Så politibetjenten i toget … han døde?« sagde Julia.

»Han lå død da konduktøren kom ind i vognen og fandt ham,« sagde Astrid. »Skudt i brystet.«

»Lennarts far?«

Astrid nikkede.

»Lennart var nok otte eller ni år da det skete, så han husker nok ikke så meget,« sagde hun og tilføjede: »Men det påvirkede ham uden tvivl … Jeg ved han aldrig vil snakke om hvordan hans far døde.«

Julia så ned i vinglasset.

»Jeg forstår godt hvorfor han heller ikke ville snakke om Nils Kant,« sagde Julia, der gennem vinberuselsen følte en opblussende samhørighed med politibetjenten i Marnäs – han havde mistet en far, hun havde mistet en søn.

»Nej,« sagde Astrid. »Og det bliver jo ekstra plagsomt for ham med de rygter om at Nils Kant lever endnu.«

Julia så op på hende.

»Hvem siger det?« sagde hun.

»Har du ikke hørt det?«

»Nej. Men jeg har set Kants grav i Marnäs,« sagde Julia. »Der er gravsten og årstal og … «

»Der er jo ikke så mange der husker Nils Kant mere, men de der gør det, de gamle … Nogle tror at der kun var sten i kisten da den

kom hjem fra udlandet,« sagde Astrid.

»Tror Gerlof det?« sagde Julia.

»Det har han aldrig sagt,« sagde Astrid. »Ikke det jeg har hørt. Han er jo gammel søkaptajn, så han har sikkert aldrig troet på rygter. Og al den snak om Nils Kant er … kun rygter og sladder. Nogle siger de har set Nils Kant stå ved landevejen i efterårstågen og kigge på bilerne, skægget og gråhåret … og andre har set ham gå rundt ude på alvaret, som han gjorde da han var ung, eller i menneskemylderet i Borgholm om sommeren.« Astrid rystede på hovedet. »Selv har jeg aldrig set skyggen af Kant. Han må være død.«

Hun tog deres vinglas og rejste sig fra køkkenbordet. Julia blev siddende og spekulerede på om hun og hendes mor Ella kunne have siddet og snakket sådan i Stenvik, hvis Ella havde levet nu. Formentlig ikke, hendes mor havde næsten aldrig fortalt hvad hun mente og tænkte.

Så mærkede Julia noget varmt og blødt mod buksebenet og for sammen, men det var bare Astrids foxterrier Willy der var listet ind under bordet. Hun strakte hånden ned, kløede dens stride nakkehår og så tankefuldt ud gennem køkkenvinduet på solens røde efterskin over fastlandet.

»Jeg ville ønske jeg kunne blive her,« sagde hun.

Astrid vendte sig om fra opvasken.

»Bliv du bare siddende,« sagde hun. »Du behøver ikke at gå, klokken er ikke mange. Vi kan snakke lidt mere.«

Julia rystede på hovedet.

»Jeg mener … jeg ville ønske at jeg kunne blive her i Stenvik.«

Og det ville hun. Det var måske bare vinen, men lige nu følte hun erindringen om alle barndommens somre i landsbyen som genlyden af en smuk melodi i hovedet, en ølandsk folkevise, som om det var her i Stenvik hun hørte hjemme. Trods den smerte der var forbundet med Jens’ forsvinden, trods Ernsts dødsfald.

»Kan du så ikke blive her?« sagde Astrid. »Du skal vel med til Ernsts begravelse i Marnäs?«

Julia rystede på hovedet igen.

»Jeg skal aflevere bilen til min søster.« Det var en ret ynkelig grund, hun ejede jo også Forden, men den eneste grund hun kunne komme i tanker om. »Jeg kører nok i morgen aften eller i overmorgen.«

Hun rejste sig fra bordet med et vist besvær. Hendes ben var ikke helt stabile efter vinsmagningen.

»Mange tak for middagen, Astrid,« sagde hun.

»Det var bare hyggeligt,« sagde Astrid og smilede bredt for en gangs skyld. »Vi må prøve om vi kan ses igen, inden du kører. Eller næste gang du kommer til Stenvik.«

»Det må vi,« sagde Julia, klappede Willy og gik ud ad køkkendøren.

Det var ikke nat ude, kun tidlig aften, og hun behøvede ikke famle sig frem gennem kulsort mørke.

»Kom over til mig hvis du bliver mørkeræd,« råbte Astrid bag hende. »Tænk på at der kun er os tilbage i Stenvik nu, du og jeg og John Hagman. Der boede tre hundrede mennesker her da der var flest. Der var afholdsforening og missionshus og rækker af møller ved havet. Nu er der kun os tilbage.«

Så lukkede hun køkkendøren, før Julia nåede at svare.

Beruselsen, der føltes meget tydeligt i Astrids køkken, begyndte at fortage sig ude i den friske luft – det syntes Julia i hvert fald. Aftenen var klar og kold, og svage lys skinnede langt væk fra fastlandet på den anden side af sundet. Mod nord og syd langs den ølandske kyst var der endnu flere lys, de kom fra huse og lamper der var for langt borte til at kunne ses om dagen.

Julia havde beholdt nøglen til Gerlofs hus, og efter nogle hundrede meter ude på klinterækken drejede hun ind i landet. Hun gik hen ad sognevejen med så lige og lange skridt hun kunne, kastede et blik ind i Vera Kants have – og spekulerede et kort øjeblik på om gamle Vera havde fået lov til at møde sin elskede søn inden hun døde, eller ikke.

Haven derinde var stille og fuld af skygger. Julia fortsatte op til sommerhuset, låste yderdøren op og tændte lyset i gangen.

Her var der ingen skygger. Jens var i huset, men kun som en uklar erindring. Jens var død.

Hun benyttede husets badeværelse til at vaske sig i, gå på toilettet og børste tænder.

Da hun var færdig, slukkede hun i gangen, men det sidste hun gjorde var at tage mobiltelefonen der havde ligget til opladning i huset hele dagen. Stående i gangen bag det brede glasvindue tastede hun Gerlofs nummer i ældreboligen. Han svarede efter at den havde ringet tre gange.

»Davidsson.«

»Hej, det er mig.«

Hun havde altid dårlig samvittighed når hun snakkede med Gerlof uden at være helt ædru, men det var der ikke noget at gøre ved.

»Hej,« sagde Gerlof. »Hvor er du?«

»I huset. Jeg har spist middag nede hos Astrid, og nu vil jeg gå ned i bådehuset og gå i seng.«

»Godt. Hvad har I så snakket om?«

Julia tænkte sig om.

»Vi snakkede om Stenvik … og om hvad der skete Nils Kant.«

»Har du ikke læst det endnu, i den bog du fik?« sagde Gerlof.

»Jeg har ikke læst den færdig,« svarede Julia og skiftede samtaleemne: »Skal vi snart til Borgholm?«

»Det har jeg tænkt på,« sagde Gerlof, »hvis jeg kan få fri herfra. Jeg tror snart man skal have skriftlig tilladelse af Boel til at forlade bofællesskabet.«

Det der var typisk Gerlofs humor.

»Hvis du får den tilladelse,« sagde Julia, »kommer jeg og henter dig ved halv titiden.«

Pludselig tav hun og bøjede sig mod vinduet.

Hun kunne se noget derude, et blegt lys …

»Hallo?« sagde Gerlof. »Er du der endnu?«

»Bor der nogen i nabohuset?« spurgte Julia i røret med blikket mod vinduerne.

»Hvilket nabohus?«

»Vera Kants.«

»Dér har der ikke boet nogen i over tyve år,« sagde Gerlof. »Hvorfor det?«

»Jeg ved ikke rigtigt.«

Julia forsøgte at spejde gennem mørket. Nu var der ikke noget lys henne i gården. Alligevel var hun sikker på hun havde set lys i et af værelserne i underetagen lige før.

»Hvem ejer huset?« spurgte hun.

»Ja … det er vel fjerne slægtninge,« sagde Gerlof. »Næstsøskendebørn til Vera Kant, tror jeg. Der er i hvert fald ingen der har vist det mindste tegn på at ville sætte det i stand. Du har jo set hvordan gården ser ud … og den var i dårlig stand allerede da Vera døde i halvfjerdserne.«

Alt var stadig mørkt uden for vinduet.

»Nå,« sagde Gerlof, »vi ses i morgen.«

»Skal vi så finde den mand der bortførte Jens?«

»Det har jeg aldrig sagt,« sagde Gerlof. »Jeg har kun lovet at udpege den der sendte brevet med sandalen til mig. Kun det.«

»Er det ikke den samme?« sagde Julia.

»Det tror jeg ikke,« sagde Gerlof.

»Kan du forklare hvorfor?«

»Det gør jeg i Borgholm.«

»Okay,« sagde Julia, som alligevel ikke orkede at snakke mere. »Så ses vi.«

Hun slukkede sin mobil.

På vejen tilbage ad sognevejen gik Julia langsommere forbi Vera Kants have end tidligere. Der herskede mørke under de tætte gamle træer, og hun spejdede hele tiden op mod de store tomme vinduer i villaen. De var alle sammen mørke. Det faldefærdige hus var og blev en stor sort skygge mod nattehimlen. Den eneste måde man kunne finde ud af om der gemte sig nogen derinde var at … gå ind til Vera og selv se efter.

Men det var tåbeligt at gøre det, det vidste Julia, i hvert fald alene. Vera Kants hus var et spøgelseshus, men …

Tænk hvis Jens var gået derind den dag? Tænk hvis han stadig var derinde?

Kom ind, mor. Kom herind, hent mig …

Nej, hun måtte ikke tænke sådan.

Julia fortsatte ned til bådehuset, åbnede og trådte ind og låste yderdøren bag sig.