15

TIRSDAG MORGEN VAR GRÅ og blæsende, og det var fornedrende for Gerlof ikke engang at kunne gå ud til bilen selv. Personalet måtte hjælpe ham. Han var nødt til at støtte sig til både Boel og Linda da han gik fra alderdomshjemmet ud til Julias Ford på vendepladsen, og det foregik alligevel dinglende.

Gerlof kunne mærke hvor hårdt de to kvinder kæmpede for at få hans tunge og modvillige krop til at bevæge sig fremad. Det eneste han kunne gøre var at holde stokken med den ene hånd og mappen med den anden og lade sig føre.

Det var ydmygende, men der var ikke noget at gøre ved det. Nogle dage kunne han gå uden større problemer, andre kunne han knap bevæge sig. Denne efterårsdag var kold, og det gjorde det hele værre. Det var dagen før Ernsts begravelse, og Gerlof og Julia skulle på udflugt.

Julia åbnede bilens passagerdør indefra, og han satte sig.

»Hvor skal I hen?« spurgte Boel ved siden af bilen.

Hun ville altid have kontrol med ham.

»Sydpå,« sagde Gerlof. »Til Borgholm.«

»Kommer I hjem til middag?«

»Formentlig,« sagde Gerlof, og så lukkede han døren. »Så kører vi,« sagde han til Julia og håbede hun ikke ville kommentere den elendige tilstand han befandt i her til morgen.

»Det lader til hun bekymrer sig for dig,« sagde Julia da bilen drejede ud fra alderdomshjemmet. »Boel, altså.«

»Hun har ansvaret, hun vil vel ikke have jeg skal komme ud for noget,« sagde Gerlof og tilføjede: »Jeg ved ikke om du har hørt det, men der er en pensionist på Sydøland som er forsvundet … Politiet leder efter ham.«

»Jeg hørte det i bilradioen,« sagde Julia. »Man vi skal da ikke ud på alvaret i dag?«

Gerlof rystede på hovedet.

»Vi skal som sagt til Borgholm,« sagde han. »Vi skal møde tre mænd. Ikke samtidigt. En efter en. Og den ene af dem sendte Jens’ sandal til mig. Ham vil du vel snakke med?«

Julia nikkede tavs bag rattet.

»Og de andre?«

»En af dem er en ven af mig,« sagde Gerlof. »Han hedder Gösta Engström.«

»Og den tredje?«

»Han er lidt speciel.«

Julia sagtnede farten da de nærmede sig stopskiltet ved landevejen.

»Du skal altid være så hemmelighedsfuld, Gerlof,« sagde hun. »Er det fordi du vil føle du er noget særligt?«

»Nej, nej,« sagde Gerlof hurtigt.

»Det tror jeg,« sagde Julia og drejede ud på den store vej til Borgholm.

Måske havde hun ret, tænkte Gerlof. Han havde aldrig rigtig tænkt over hvad der drev ham.

»Jeg er ikke noget særligt,« sagde han. »Jeg tror bare det er bedst at man fortæller historier i sit eget tempo. Før tog man sig altid tid til at fortælle historier, nu skal det hele gå så hurtigt.«

Julia var tavs. De kørte mod syd, forbi frakørselsvejen ned til Stenvik. Nogle hundrede meter senere kunne Gerlof se den gamle stationsbygning i horisonten mod vest. Her havde Nils Kant vandret den der sommerdag efter krigens afslutning, den der endte med at han skød sognefoged Henriksson i toget.

Gerlof kunne stadig huske opstandelsen. Først to tyske soldater skudt ned på alvaret, derefter et politimord og en morder på flugten sensation som fik ret stor nyhedsplads selv i de sidste dramatiske måneder af anden verdenskrig.

Reportere var kommet langvejs fra for at skrive om volden og modbydelighederne på Øland. Gerlof selv havde været i Stockholm dengang, for at genoptage sin civile søfartskarriere, og havde kun kunnet læse om det ølandske drama i Dagens Nyheter. Politiet havde samlet styrker fra hele Sydsverige for at gennemsøge øen efter Kant, men han var sprunget af toget og havde haft held til at flygte.

Nu var togene væk fra Øland, selv jernbanesporene var fjernet, og Marnäs stationsbygning var blevet bolig. Sommerbolig naturligvis.

Gerlof slap stationsbygningen med blikket og lænede sig tilbage, og nogle minutter efter begyndte det pludselig at hyle vedholdende et sted i bilen. Han så sig hurtigt om, men Julia forholdt sig rolig og tog en telefon op af håndtasken samtidig med at hun kørte. Hun svarede og talte lavt og med enstavelsesord i nogle minutter og slukkede så hurtigt telefonen.

»Jeg har aldrig kunnet forstå hvordan sådan nogle fungerer,« sagde Gerlof.

»Hvad for nogle?«

»Trådløse telefoner. Mobiltelefoner, som de kaldes.«

»Man tænder bare for dem og ringer,« sagde Julia. Så tilføjede hun: »Det var Lena. Jeg skulle hilse dig.«

»Nå, hvor hyggeligt. Hvad ville hun?«

»Jeg tror mest hun ville have sin bil tilbage,« sagde Julia kort. »Den her. Hun ringer om den hele tiden.« Hendes greb om rattet blev hårdere. »Jeg ejer den sammen med hende, men det er hun ligeglad med.«

»Aha,« sagde Gerlof.

Hans døtre havde helt tydeligt indbyrdes konflikter som han ikke kendte til. Deres mor ville sikkert have gjort noget ved det hvis hun havde levet, men selv havde han desværre ingen anelse om hvad han skulle gøre.

Julia sad tavs bag rattet efter telefonsamtalen, og Gerlof kunne ikke finde nogen måde at bryde tavsheden på.

Efter et kvarters forløb drejede Julia ind på den nordlige indkørselsvej til Borgholm.

»Hvor skal vi hen nu?« spurgte hun.

»Først skal vi drikke formiddagskaffe,« sagde Gerlof.

Der var varmt og hyggeligt i Engströms lejlighed i den sydlige udkant af Borgholm. Gösta og Margit havde en fantastisk udsigt op mod slotsruinen fra deres altan i den lave boligblok. På den anden side af en aflang og øde mark var der en lang stejl brink hvor store løvtræer klamrede sig fast, og på plateauet oven for brinken lå middelalderslottet. En af Borgholms mange mystiske ildebrande havde hjemsøgt det i begyndelsen af attenhundredtallet, og nu var både tag og træinventar væk. Der hvor slotsvinduerne tidligere havde siddet gabte store sorte åbninger.

De udbrændte vinduer deroppe fik altid Gerlof til at tænke på et dødningehoved med tomme øjenhuler. Nogle Borgholmbeboere havde aldrig brudt sig om slottet, vidste han, i hvert fald ikke inden det blev forvandlet fra et faldefærdigt pralebyggeri til en antik ruin som lokkede turister til. Ølændingene var blevet tvunget til at bygge slottet, men det havde været endnu et kongeligt påbud som kun betød blod og sved og skuffelser for dem. Fastlandsbeboere havde altid forsøgt at udsuge øen.

Julia stod tavs ved altanvinduet og betragtede ruinen, og Gerlof vendte sig om mod hende.

»I stenalderen plejede de at kaste syge gamle mennesker ud fra den klippe,« sagde han lavt og pegede op mod ruinen. »Det siger man i hvert fald. Det var selvfølgelig før slottet blev bygget. Og længe før de ledende begyndte at bygge alderdomshjem … «

Margit Engström kom hen til dem. Hun bar en bakke med kaffestel i porcelæn og havde et gult forklæde på med teksten VERDENS BEDSTE FARMOR.

»Om sommeren arrangerer de koncerter i ruinen,« sagde hun, »og så kan der blive lidt støjende her. Ellers er det kun hyggeligt at bo neden for et slot.«

Hun bar bakken hen til bordet foran fjernsynet og skænkede kaffe op til alle, før hun hentede kurven med boller og kagefadet i køkkenet.

Hendes mand Gösta var i gråt jakkesæt med hvid skjorte og seler og smilede lidt hele tiden. Han havde også set glad ud som kaptajn, huskede Gerlof – i det mindste så længe folk gjorde som han befalede.

»Hyggeligt med besøg,« sagde Gösta og skænkede dampende kaffe op. »Vi kommer selvfølgelig op til Marnäs i morgen. I skal vel også derop?«

Han talte om Ernsts begravelse. Gerlof nikkede.

»I al fald jeg. Julia er måske nødt til at køre tilbage til Göteborg.«

»Hvad sker der med hans hus?« sagde Gösta. »Har de sagt det?«

»Nej, det er vel for tidligt at bestemme det,« sagde Gerlof. »Men det bliver vel sommerhus for hans smålandske familie. Ikke fordi det nordlige Øland har brug for flere sommerhuse … men det er vel hvad det bliver.«

»Ja, der skal nok meget til før nogen flytter derop og bor hele året,« sagde Gösta og drak af koppen.

»Vi befinder os så godt hernede i byen, hvor alt er i nærheden,« sagde Margit og stillede de bugnende fade på bordet. »Men vi er naturligvis med i Marnäs hjemstavnsforening.«

Hendes mand smilede forelsket til hende.

De blev ikke længe hos Engströms, knap en halv time.

»Nå,« sagde Gerlof da de havde sat sig i bilen på gaden uden for husblokken, »nu kan du køre hen til Badhusgatan. Vi skal holde ind ved Blombergs Biler og handle lidt før vi kører ned til havnen.«

Julia så på ham inden hun startede bilen.

»Var der nogen pointe i det her besøg?«

»Vi fik kaffe og kager,« sagde Gerlof. »Er det ikke nok? Og det er altid hyggeligt at møde Gösta. Han var også kaptajn på en Østersøskude, nøjagtig ligesom mig. Der er ikke mange af os tilbage nu …«

Julia drejede ind i Badhusgatan og kørte langs mennesketomme fortove. De mødte næsten heller ingen biler. Foran dem for enden af gaden lå det hvide havnehotel.

»Drej ind her,« sagde Gerlof og pegede til venstre.

Julia blinkede og drejede ind på en asfalteret plads hvor et skilt med teksten BLOMBERGS BILER hang foran en lav bygning der både var værksted og brugtvognsforretning. Nogle nyere Volvoer havde fået den ære at stå indendørs bag glasvinduer, men de fleste af køretøjerne stod på den asfalterede plads udenfor med håndskrevne skilte bag forruderne der oplyste om pris og antal kørte kilometer.

»Kom med,« sagde Gerlof da Julia havde standset bilen.

»Skal vi købe en ny bil?« sagde hun.

»Nej, nej,« sagde Gerlof, »vi skal bare kigge ind hos Robert Blomberg et kort øjeblik.«

Hans led var blevet varmere, og kaffen hos Engströms havde livet ham op. Smerterne var blevet dæmpet, og han kunne gå over asfalten udelukkende med stokken som støtte, men Julia kom først og åbnede døren til værkstedet.

En klokke ringede, og duften af motorolie slog dem i møde.

Gerlof vidste meget om sejlskibe, men alt for lidt om biler, og synet af motorer gjorde ham altid usikker. Der stod en bil på cementgulvet nu, en sort Ford omgivet af svejsegrej og forskelligt værktøj, men der var ingen der arbejdede på den. Lokalet var tomt.

Gerlof gik langsomt hen til det lille kontor inde bag værkstedet og kiggede ind.

»Goddag,« sagde han til den unge mekaniker i en snavset blå kedeldragt som sad ved skrivebordet derinde, bøjet over siden med tegneserier i Ølands-Posten. »Vi kommer fra Stenvik og vil gerne købe lidt olie til bilen.«

»Nå? Det sælger vi egentlig i det andet lokale,« sagde han, »men jeg kan hente den.«

Mekanikeren rejste sig og blev en decimeter højere end Gerlof. Han måtte være Robert Blombergs søn.

»Vi kan gå med ind og kigge på de biler der er til salg,« sagde Gerlof.

Han nikkede til Julia, og de fulgte efter den unge mekaniker ud af en dør til salgsafdelingen.

Her var der ingen duft af olie, gulvet var fejet rent og hvidmalet. Rækker af blanke biler var parkeret i lokalet.

Mekanikeren gik hen til en hylde fuld af bilplejeprodukter og mindre reservedele.

»Almindelig motorolie?« sagde han.

»Ja tak,« sagde Gerlof.

Han så en ældre mand komme ud fra et lille kontor og stille sig i døråbningen til garagen nogle meter væk. Han var næsten lige så høj og bred som mekanikeren og havde et furet ansigt med kinderne rødmossede af bristede blodårer.

De havde aldrig talt med hinanden, for Gerlof havde altid gjort sine bilforretninger i Marnäs, men han vidste at ham her var Robert Blomberg. Blomberg var kommet fra fastlandet og havde åbnet sit værksted og sit lille salgslokale midt i halvfjerdserne. John Hagman havde haft en del at gøre med den gamle værkstedsejer og havde fortalt Gerlof om ham.

Den ældre Blomberg nikkede til Gerlof uden at sige noget. Gerlof nikkede tavst tilbage. Han vidste at Blomberg havde haft en del problemer med alkohol tidligere og måske stadig havde det, men det var næppe et godt samtaleemne.

»Værsgo,« sagde den unge mekaniker og stillede en plasticflaske med motorolie frem.

Robert Blomberg trak sig langsomt tilbage fra døråbningen og ind på kontoret igen. Hans skridt var noget svajende, syntes Gerlof.

»Jeg havde ikke brug for motorolie,« sagde Julia da de sad i bilen igen.

»Olie er altid godt at have i reserve,« sagde Gerlof. »Hvad syntes du om værkstedet?«

»Det så vel ud som de plejer at gøre,« sagde Julia og drejede ud på Badhusgatan igen. »De så ikke ud til at have så meget at lave.«

»Kør ned mod havnen.« Gerlof pegede. »Og ejerne … Blombergs? Hvad syntes du om dem?«

»De sagde ikke så meget. Hvad er der med dem?«

»Robert Blomberg var til søs i mange år, har jeg hørt,« sagde Gerlof. »Sømand på de syv have, helt nede i Sydamerika.«

»Aha,« sagde Julia.

Der var stille i bilen i nogle sekunder. Havnehotellet nærmede sig for enden af Badhusgatan. Gerlof så på havnen ved siden af hotellet og følte en stille sorg.

»Ingen lykkelig afslutning,« sagde han.

»Hvad mener du?« sagde Julia.

»Der er mange historier der ikke har nogen lykkelig afslutning.«

»Det vigtigste er vel at de slutter,« sagde Julia. Hun så på ham. »Tænker du på en bestemt?«

»Ja … jeg tænker nok mest på den ølandske skibsfart,« sagde Gerlof. »Det kunne være gået bedre for den. Det endte for hurtigt.«

Borgholms havn var naturligvis større end dem i Marnäs og Långvik, men alligevel nem at overskue. Ikke andet end nogle betonkajer, og de var helt tomme. Ikke en eneste fiskerbåd lå i havn. Et stort sortmalet anker var lagt op på den asfalterede plads ved vandet, måske for at minde om livligere tider.

»I halvtredserne lå der fragtskuder på række her,« sagde Gerlof og så ud på det grå vand gennem sideruden. »På en efterårsdag som denne ville de være blevet lastet eller vedligeholdt, der ville have været fuldt af mennesker omkring dem. Det ville have duftet af tjære og fernis. Hvis det havde været solskin, ville skipperne have haft sejlene hejst for at lufte dem i brisen. Gulhvide sejl på række mod en blå himmel, det var et smukt syn … «

Han tav.

»Hvornår holdt skibene da op med at komme hertil?« spurgte Julia.

»Ja … det var i tresserne. Men de holdt ikke op med at komme hertil – de holdt snarere op med at sejle herfra. De fleste skippere her på øen var nødt til at skifte deres skuder ud med mere moderne skibe på den tid for at konkurrere med rederierne på fastlandet, men bankerne bevilgede ingen lån. De troede ikke på den ølandske skibsfart mere.« Han tav og tilføjede: »Jeg fik heller ikke noget lån, så jeg solgte min sidste skonnert Nore … Så tog jeg et aftenkursus i kontoradministration for at få tiden til at gå om vinteren.«

»Jeg kan ikke huske at du var hjemme en vinter,« sagde Julia lavt. »Jeg kan slet ikke huske at du var hjemme.«

Gerlof så hurtigt på sin datter.

»Jo, jeg var hjemme. I flere måneder. Jeg havde tænkt mig at blive ansat som skipper på de store have året efter, men så fik jeg et kontorjob hos kommunen, og der blev jeg. John Hagman, der havde været min styrmand, han købte faktisk sin egen skude da jeg gik i land, og den havde han i et par år. Den var et af Borgholms sidste skibe. Farvel hed den, meget passende.«

Julia havde ladet bilen trille langsomt fremad, væk fra kajerne og ind foran de store trævillaer der lå nord for havnen bag nydelige træstakitter. Villaen nærmest havnen var den største, bred og hvidmalet og næsten lige så høj som havnehotellet.

Gerlof løftede hånden.

»Du kan standse her,« sagde han.

Julia holdt ind ved fortovskanten foran villaerne, og Gerlof bøjede sig langsomt forover og åbnede sin mappe.

»De ølandske skudeejere var for stædige,« sagde han og tog en brun kuvert op og den tynde bog han havde taget med fra sit skrivebord. »Vi kunne have samlet fælles kapital til større nye skibe. Men det lå ikke for os. Ene er stærk, troede vi vel. Vi turde ikke satse stort.«

Han gav bogen til sin datter. Malmfragt 40 år var titlen, og på omslaget var der et sorthvidt luftfoto af et stort motorskib som pløjede sig hen over et uendeligt ocean i solen.

»Det her var undtagelsen, Malmfragt,« sagde Gerlof. »Martin Malm var en skipper der turde satse på større skibe. Han opbyggede en lille handelsflåde som sejlede på verdenshavene. Han tjente penge og købte flere skibe for fortjenesten. Martin blev en af Ølands rigeste mænd i slutningen af tresserne.«

»Virkelig,« sagde Julia. »Hvor godt.«

»Men ingen ved hvor han fik sin startkapital fra,« sagde Gerlof. »Han havde ikke flere penge end andre skippere, så vidt jeg ved.«

Han pegede på bogen.

»Malmfragt udgav det her mindeskrift i foråret,« sagde han. »Vend den om, så skal jeg vise dig noget.«

På bagsiden af bogen var der en kort tekst der forklarede at den var et jubilæumsskrift om Ølands mest succesrige skibsrederi. Under teksten var der et logo som bestod af ordet MALMFRAGT med silhuetten af tre måger der svævede ovenover.

»Kig på mågerne,« sagde Gerlof.

»Ja,« sagde Julia. »Tre tegnede måger. Og hvad så?«

»Sammenlign med den kuvert her,« sagde Gerlof og rakte hende den brune kuvert. Den var frankeret med et svensk frimærke med utydeligt stempel og adresseret til ham på Marnäshjemmet i Marnäs, skrevet med rystende håndskrift og blåt blæk. »En eller anden har revet det højre hjørne dér af. Men der er stadig et stykke vinge fra den højre måge tilbage … kan du se det?«

Julia kiggede og nikkede langsomt.

»Hvad er det her for en kuvert?«

»Sandalen kom i den,« sagde Gerlof. »Drengesandalen.«

Julia drejede hovedet hurtigt.

»Du havde jo smidt den kuvert ud. Det sagde du til Lennart.«

»En hvid løgn. Jeg syntes det var nok at han tog sig af sandalen.« Gerlof fortsatte hurtigt: »Men det vigtige er at denne kuvert kom fra Malmfragt. Og det var Martin Malm selv der sendte Jens’ sandal. Det er jeg sikker på. Og jeg tror også han har ringet til mig.«

»Ringet til dig?« gentog Julia. »Det har du ikke sagt.«

»Han har måske ringet.« Gerlof så ud på de store villaer. »Der var ikke så meget at sige om det, kun at en eller anden har ringet til mig nogle aftener i efteråret. Det begyndte efter at jeg fik sandalen. Men den der ringede sagde ikke et ord.«

Julia lod kuverten synke og så på ham.

»Skal vi møde ham nu?«

»Det håber jeg.« Gerlof pegede på den store hvide trævilla ved siden af dem. »Han bor der.«

Han åbnede bildøren og steg ud på fortovet. Julia blev siddende ubevægelig bag rattet i nogle sekunder, så steg hun også ud af bilen.

»Er du sikker på han er hjemme?«

»Martin Malm er altid hjemme,« sagde Gerlof.

En kold vind fra sundet blæste omkring dem, og Gerlof kastede et blik over skulderen mod vandet. Han spekulerede atter på Nils Kant – på hvordan han på en eller anden måde var kommet over det her sund, for næsten halvtreds år siden.