SMÅLAND, MAJ 1945

NILS KANT SIDDER i en lund på fastlandet og ser ud over vandet mod Øland, som er en smal strimmel af kalksten langs horisonten. Hans blik er bedrøvet, og vinden suser ensomt i fyrretræskronerne over ham. Øen på den anden side af sundet er belyst af morgensolen; træerne er klartgrønne, de lange strande skinner som sølv.

Hans ø. Og Nils vil vende tilbage til den. Ikke nu, men så snart han kan – så snart det er sikkert. Han ved han har gjort ting som ingen vil tilgive ham i meget lang tid, og Øland er farlig for ham lige nu. Alligevel er intet af det her i grunden hans skyld. Der er bare sket nogle ting, han har ikke kunnet styre dem.

Den tykke sognefoged havde lurepasset ham i toget og forsøgt at fange ham, men Nils havde været hurtigst.

»Selvforsvar,« hvisker han mod sin hjemø. »Jeg skød ham, men det var selvforsvar … «

Han tier og rømmer sig kraftigt for at få gråden ud af halsen.

Der er gået tyve timer siden Nils sprang af toget ude på alvaret. Han har undgået at blive opdaget ved hurtigt at bevæge sig mod syd på øen, at holde sig langt ude på alvaret, hvor han føler sig hjemme, og undgå alle veje og landsbyer.

En halv snes kilometer syd for Borgholm, hvor sundet er smallest, gik han ned gennem skoven til vandet. Dér fandt han en halvrådden og indtørret tjæretønde med afsavet overdel som han kunne lægge sine få ejendele i. Nils ventede i skoven til mørket kom, klædte sig af og skubbede tønden ud i det kolde vand. Han klamrede sig fast med armene og overkroppen om tønden og begyndte så at sparke sig frem over sundet mod den sorte strimmel land der var fastlandet.

Det tog nok et par timer at komme over, men der var ingen både i nærheden da han passerede sejlrenden, og det virkede ikke som om nogen havde set ham. Da han til sidst nåede Småland, nøgen og med nedkølede ben, kunne han kun magte at tage sine ejendele op af tønden og så kravle ind under træerne hvor han omgående faldt i dyb søvn.

Nu er han lysvågen, men det er stadig tidlig morgen. Nils rejser sig på ben som stadig smerter efter svømmeturen, men som nu må sættes i arbejde igen. Han er ikke langt fra Kalmar, forstår han, og han må se at komme væk fra den by. Dér er der sikkert masser af politibetjente som patruljerer i gaderne.

Hans tøj er tørt, og han tager skjorte, trøje, strømper og støvler på og stopper tegnebogen i lommen. Pengene fra mor må han absolut passe på, for uden dem er han fortabt og vil ikke kunne holde sig skjult.

Haglgeværet fra Husqvarna har han ikke længere – det ligger på bunden af sundet. Da han var omtrent halvvejs mellem øen og fastlandet, trak han det op af tønden, holdt fast i det oversavede geværløb og lod det falde i vandet med et ynkeligt plask. Så var det væk.

Der var alligevel ingen patroner tilbage i geværet, men Nils kommer til at savne dets trygge vægt.

Han tænker på sin rygsæk, der var skudt i stykker, og savner også den. Al oppakning må han nu bære i bukselommerne og i en lille bylt lavet af et lommetørklæde, og det er ikke meget han kan tage med sig.

Han begynder at gå nordpå i morgensolen. Han ved hvor han skal hen, men der er et langt stykke at gå, og det tager det meste af dagen. Han holder sig ved kysten, men undgår alle landsbyer. Skovvejene bevæger han sig hurtigt over, det er mellem træerne han føler sig sikker. To gange ser han rådyr i skoven, de er så stille at de overrasker ham. Mennesker hører han nærme sig på flere hundrede meters afstand, og dem kan han nemt undgå.

Nils ved udmærket hvor Ramneby ligger, han har været der flere gange under sin opvækst, senest sidste sommer. Han behøver ikke at gå ind i byen eller rundt om den, for savværket, som hans morbror August ejer og driver, ligger syd for byen.

Han hører lyden af hvinende save på lang afstand da han nærmer sig, og snart mærker han den velkendte duft af nysavet tømmer blandet med tangduften fra Østersøens vand.

Nils sniger sig forsigtigt frem fra skoven i ly af en stor lade fuld af brædder. Han har været her på besøg nogle gange, men er usikker på vejen til kontoret. Og han kunne alligevel ikke vise sig nu. Nogle hundrede meter syd for savværket ligger morbror Augusts trævilla, men Nils vover sig heller ikke hen til den. Dér er der børn, chauffører, husassistenter – folk der kan sladre til politiet hvis de ser ham. Han bliver nødt til at vente ved laden i ly af en tyk syrenbusk med tungt duftende blomster der tiltrækker utallige insekter.

Nils’ ur gik i stå da han svømmede over sundet, men han er sikker på der går mindst en halv time inden de første mennesker kommer inden for synsvidde. Det er tre savværksarbejdere som leende går forbi laden uden at kaste et blik i retning af Nils.

Han bliver ved med at vente.

Nogle minutter efter kommer en enlig person traskende. Det er en dreng som måske er tretten-fjorten år, men næsten lige så høj som Nils. Han har en tyk kasket trukket ned i panden og hænderne proppet ned i et par olieplettede bukser.

»Du dér!« råber Nils bag busken.

Det er et lavt råb, og drengen reagerer ikke. Han bliver ved med at gå.

»Du dér med kasketten!«

Drengen standser. Han ser sig mistænksomt omkring, og Nils rejser sig forsigtigt bag busken. Han vinker til ham.

»Her henne.«

Drengen skifter retning og tager nogle skridt hen mod busken. Han står tavs og ser på Nils.

»Arbejder du her på savværket?« spørger Nils.

Drengen nikker stolt.

»Det er min første sommer.«

Han har en stemme der er ved at gå i overgang og smålandsk dialekt.

»Godt,« siger Nils. Han anstrenger sig for at lyde rolig og venlig. »Jeg har brug for hjælp. Jeg vil have dig til at hente August Kant. Jeg må snakke med ham.«

»Direktøren?« siger drengen forbavset.

»Direktør Kant, ja,« siger Nils. Han holder drengens blik fast og strækker hånden ud for at vise at han holder en hel enkrone mellem fingrene. »Sig at Nils er her. Gå hen på kontoret og sig at direktøren skal komme.«

Bydrengen nikker, uden at reagere på navnet Nils, og tager hurtigt enkronen. Så vender han sig og går af sted uden større hastværk. Han stopper mønten dybt ned i lommen.

Nils puster ud og sætter sig til rette bag busken igen. Nu, nu er det ordnet. Hans morbror vil tage sig af ham, gemme ham til det hele er faldet til ro. Han må sikkert holde sig skjult her i Småland resten af sommeren, men det skal nok gå.

Atter må han vente, alt for længe. Til sidst hører han skridt nærme sig laden. Nils løfter smilende hovedet og tager et skridt fremad – men det er ikke hans morbror August der nærmer sig. Det er bare drengen med kasketten igen.

Nils kigger på ham.

»Var han ikke på kontoret … direktør Kant?« spørger han.

»Jo.« Drengen nikker. »Men direktøren vil ikke komme herud.«

»Vil ikke?« siger Nils uforstående.

»Jeg skulle aflevere den her,« siger drengen.

Han holder en lille hvid kuvert i hånden.

Nils tager imod den, vender ryggen til bydrengen og åbner.

Der er ikke noget brev i kuverten, kun tre sedler. Tre sammenfoldede hundredelapper.

Nils lukker kuverten og snurrer rundt.

»Var det alt?« spørger han.

Bydrengen nikker.

»Direktøren sagde ikke noget … Han gav ikke nogen besked?«

Drengen ryster på hovedet.

»Kun brevet.«

Nils sænker blikket og stirrer på sedlerne.

Penge, det var alt hvad han fik. Penge til flugten, og det er et meget tydeligt budskab.

Hans morbror vil ikke vide af ham.

Han sukker og kigger op igen, men bydrengen er der ikke mere. Nils får kun et glimt af ham da han forsvinder rundt om hjørnet af laden.

Nils er alene igen. Han må klare sig selv.

Så skal han altså flygte. Flygte hvorhen?

Væk fra kysten, først og fremmest. Så må han finde en løsning.

Nils ser sig omkring. Insekter summer, syrenen dufter. Sommeren er lys og ved at blive grøn. I nordøst kan han se en lille stribe blåt vand.

Han kommer tilbage. De kan måske jage ham væk lige nu, men han vender tilbage. Øland er hans ø.

Nils ser på vandet en sidste gang, og så vender han om og går med lange skridt ind i den beskyttende granskov igen.