GÖTEBORG, AUGUST 1945

DEN FØRSTE SOMMER efter den seks år lange verdenskrig er lys og varm og fuld af fremtidstro. I storbyen Göteborg planlægges der helt nye boligområder, og gamle trærønner bliver revet ned. Nils Kant ser flere gravemaskiner i arbejde da han vandrer gennem byens gader.

FRED I VERDEN har Nils læst på de gulhvide løbesedler på husmurene i centrum i begyndelsen af august. En dags tid senere køber han Göteborgs-Posten og læser overskriften ATOMBOMBE NY VERDENSSENSATION på forsiden. Japan har kapituleret betingelsesløst; amerikanernes nye bombe gjorde en ende på krigen. Det må have været en ordentlig bombe der fik sådan en succes, det har Nils hørt folk mene i sporvognen, men da han ser et billede i avisen af den store bombesky som løfter sig mod himlen, begynder han af en eller anden grund at tænke på den spyflue der sad på den døde soldats hånd.

For Nils’ vedkommende er freden ikke kommet – han er stadig en jaget mand.

Det er sent på eftermiddagen. Nils står under et træ i en lille park i udkanten af byen og ser en ung mand i jakkesæt nærme sig med raske skridt fra en af gaderne.

Nils er selv i mørkt jakkesæt som han har købt brugt i en butik i Haga, det er hverken nyt eller iøjnefaldende slidt. Han har en hat trykket ned på hovedet, og han er holdt op med at barbere sig og har anlagt skæg, et tykt mørkt skæg som han klipper hver anden morgen foran spejlet i det lille ungkarleværelse i Majorna.

Så vidt han ved, findes der kun ét eneste fotografi af ham, og det er seks eller syv år gammelt: et gruppefotografi fra skolen hvor Nils står i bageste række med kasketten skyggende for øjnene. Det er utydeligt, og Nils ved ikke om politiet i det hele taget har adgang til det, men han vil alligevel være helt uigenkendelig.

Gaden neden for parken ligger oven over havnen og er en af de mere dystre i Göteborg, der er mere ler og støv end brosten og de umalede træhuse ser ud til at støtte hinanden for ikke at falde sammen. Her passer den skæggede Nils Kant ind med sit brugte jakkesæt og tilbagestrøgne hår. Han ser fattig, men ikke kriminel ud. Det håber han i hvert fald.

En stor del af hans flugt fra Øland har handlet om at passe ind, helst ikke blive set og absolut ikke mærket.

Nils havde haft svært ved at forlade vandet ved Østersøkysten hvor hans ø kunne skimtes mellem granerne. Han var blevet i nærheden af morbror Augusts savværk, og det var først da han den tredje morgen så en politibil holde parkeret ved kontoret, at han begav sig vestpå.

Lige ind i den tætte granskov.

Han var vant til at vandre langt fra tiden ude på alvaret og dygtig til at finde den rigtige vej ved hjælp af solen og sin intuition.

I løbet af juli måned gik han gennem landet som en af mange fattige unge mænd på vej mod større byer og nye muligheder efter krigen, og han vakte ikke større opmærksomhed. Der var kun få mennesker der overhovedet så ham. Han undgik vejene, vandrede i skoven, spiste bær og drak vand fra bækken og sov under et stort og tæt grantræ eller i en lade hvis det regnede. Somme tider fandt han vilde æbler, somme tider sneg han sig hen til en bondegård og stjal æg eller en spand mælk.

Hans forråd af Veras flødekarameller var sluppet op allerede den tredje dag.

I Huskvarna gjorde han ophold i nogle timer for at se den by hvor han hans haglgevær var fremstillet, men han fandt ikke våbenfabrikken og turde ikke spørge nogen hvor den lå. Huskvarna virkede næsten lige så stor som Kalmar, og nabobyen Jönköping var endnu større. Selv om hans jakkesæt duftede af skov og sved, var der tilstrækkelig mange mennesker i gaderne til at han turde gå rundt uden at nogen stirrede ham i ansigtet.

Han vovede endog at spise på restaurant og købe nye vandresko. Et par gode sko kostede lige nøjagtig enogtredive kroner fra den kasse med sedler hans mor havde givet ham, og som hans morbror August derefter havde fyldt op. Rejsekassen krympede, men han gik alligevel ind på en lille restaurant tæt ved jernbanen og bestilte en stor bøf, en øl og et lille glas Grönstedts cognac til sammenlagt to kroner og treogtres øre. Dyrt, men Nils syntes han fortjente det efter den lange vandring.

Styrket af restaurantbesøget lagde han Jönköping bag sig og fortsatte med at vandre vestpå gennem skovene i Västergötland i endnu nogle uger. Til sidst kom han til kysten.

Göteborg er landets næststørste by, det har Nils lært i skolen. Göteborg er enorm; kvarter efter kvarter af høje huse langs Göta elv, i hundredvis af køretøjer på gaderne og mennesker af alle slags. I begyndelsen gik Nils næsten i panik over alle de mennesker omkring ham, de første dage gik han hele tiden vild. På gaderne langs havnen har han hørt fremmede sprog, fra sømænd fra England, Danmark, Norge og Holland. Han har set skibe lægge fra mod fremmede havne eller langsomt lægge til ved kajen med laster fra andre lande. For første gang i sit liv har han spist en banan; den var næsten sort og lidt rådden, men smagte godt alligevel. En banan fra Sydamerika.

Alt i havnen er stort i sammenligning med havnene på Øland, stort og anderledes. Rækker af lastkraner rejser sig som sorte fortidsdyr mod himlen, og bugserbåde udsender en tyk grå røg mellem de store hvide Atlanterdampere ude i sejlrenden. I Göteborgs havn er sejlene og masterne stort set væk; der er kun rækker af propeldrevne lastskibe langs kajerne.

Nils har gået ved vandet, studeret de lange skrog og tænkt på bananerne i Sydamerika.

I det slidte værelse på ungkarlehotellet opholder han sig så lidt han kan, han kommer sent hjem og står tidligt op. Han savner ikke de råkolde nætter på mos og grankviste i skoven, men når han ligger i sengen, føles væggene omkring ham som en celle, og han lytter hele tiden efter politibetjentes trampende skridt på trappen.

En nat blev døren til værelset åbnet, og sognefoged Henrikssons store skikkelse trådte ind i værelset i fuld uniform. Hans tøj var dyngvådt af blod. Hans bloddryppende hånd strakte sig ud mod sengen.

Du myrdede mig, Nils. Nu har jegfundet dig.

Nils for op af sengen med hårdt sammenbidte tænder. Værelset var tomt.

Han har sendt ét eneste postkort til Vera mens han har været i Göteborg. Et sorthvidt kort med Vinga fyr på forsiden. Nils har sendt det af sted tværs over landet til Stenvik uden at skrive afsender eller hilsen på bagsiden. Han tør ikke at afsløre mere for sin mor end at han stadig er på fri fod og befinder sig et sted på vestkysten, men han tror det er tilstrækkeligt.

Den unge mand er kommet ind i parken nu. Han er på Nils’ alder og hedder Max.

Første gang han så ham var for tre dage siden i en lille havnecafé, hvor Max sad i et hjørne et par borde fra Nils. Det var nemt at lægge mærke til ham fordi han røg cigaretter fra et guldetui og snakkede højlydt på bredt göteborgsk, med servitricer, med den smilende caféejer og med andre kunder. Alle kaldte ham Max. Somme tider kom der gæster ind fra gaden og satte sig ved hans bord, unge og ældre mænd der talte lavmælt. Så sænkede Max også stemmen, og samtalen blev ført med fagter og hurtigt udvekslede sætninger.

Max solgte noget, så meget stod klart, og da han aldrig afleverede nogen varer til gæsterne ved sit bord, gættede Nils på at han solgte gode råd og oplysninger. Så efter en times tid rejste Nils sig og satte sig selv henne ved hjørnebordet uden at opgive sit navn. På nært hold så han at Max var endnu yngre end ham selv, med fedtet hår og filipenser i ansigtet. Men blikket var vågent da han lyttede til Nils.

Det føltes uvant at sidde og snakke med en fremmed efter så lang tid alene, men det gik. Lige så lavmælt som de andre der havde sat sig ved bordet, bad han om et særlig godt råd. Og en vigtig tjeneste. Max lyttede og nikkede.

»To dage,« sagde han.

Det var den tid han skulle bruge til den vigtige tjeneste.

»Du får femogtyve kroner,« sagde Nils.

»Femogtredive ville være mere passende,« sagde den unge mand hurtigt.

Nils spekulerede.

»Tredive kroner, så.«

Max nikkede og bøjede sig frem.

»Vi skal ikke mødes her igen,« sagde han med endnu lavere stemme. »Vi skal mødes i en park … en god park som jeg plejer at bruge.«

Han sagde en adresse, rejste sig så og forlod hurtigt caféen.

Nu står Nils i parken og venter. Han har været på stedet i en halv time, gået rundt og kontrolleret at parken er helt tom og fundet to forskellige flugtveje hvis noget skulle gå galt. Han har ikke fortalt sin nye bekendt hvad han hedder, men han er sikker på at Max hurtigt har forstået at Nils er efterlyst af politiet.

Den unge mand går direkte hen til ham uden at skæve rundt eller signalere til usynlige overvågere.

Nils slapper ikke af af den grund, men han flygter heller ikke. Han stirrer stift på Max som nu er standset godt en meter foran ham.

»Celeste Horizon,« siger han. »Det er din båd.«

Nils nikker.

»Hun er engelsk.« Max sætter sig på en sten mellem træerne og tager en cigaret frem. »Men kaptajnen er dansk og hedder Petri. Han var ikke særlig interesseret i hvem der kom om bord, han ville kun høre om pengene.«

»Dem må vi snakke om,« siger Nils.

»De laster tømmer nu og sejler om tre dage,« siger Max og puster røg ud.

»Hvorhen?«

»East London. Der losser de tømmeret og sejler så til Durban for at laste kul, og så fortsætter de til Santos. Dér kan du gå i land.«

»Jeg vil til Amerika,« siger Nils hurtigt. »Til USA.«

Max trækker på skulderen.

»Santos ligger i Brasilien, syd for Rio,« siger han. »Tag et nyt skib derfra.«

Nils tænker sig om. Santos i Sydamerika? Det kan være en god begyndelse på videre rejser, inden han vender tilbage til Europa.

Han nikker.

»Godt.«

Max rejser sig hurtigt. Han rækker hånden frem.

Nils lægger fem tunge tokroner i hans hånd.

»Jeg må møde ham der Petri først,« siger han. »Så får du resten bagefter. Du må vise mig hvor han holder til.«

Max småsmiler.

»Du skal være løsarbejder.«

Nils stirrer bare uforstående på ham, og Max fortsætter:

»Løsarbejderne kommer ned til havnen tidligt om morgenen og venter på at udføre en dags arbejde. En del får arbejde, en del må gå hjem igen. Du skal gå ned og stille dig sammen med dem i morgen tidlig … så bliver du hentet til Celeste Horizon.«

Nils nikker igen.

Den unge mand stopper hurtigt mønterne i lommen.

»Jeg hedder Max Reimer,« siger han. »Og du?«

Nils siger ingenting. Har han ikke betalt for at slippe for spørgsmål? Blodet i hans hals begynder at dunke lidt hurtigere, det er hans vrede der langsomt begynder at vågne til live igen.

Max smiler fornøjet til ham, han ser ikke ud til at føle sig truet.

»Jeg tror du er fra Småland,« siger han og skodder sin cigaret. »Det lyder sådan når du taler.«

Nils siger stadig ikke noget. Han ved han kan slå Max ned – Max er mindre end ham, og det ville være nemt. Slå ham omkuld og så blive ved med at sparke. Bruge en tung sten som afslutning og gemme kroppen inde i parken.

Det ville være ret nemt.

Men så? Så kunne Max vende tilbage om natten, nøjagtig ligesom den døde sognefoged.

»Spørg ikke så meget,« siger han bare til Max og begynder at gå gennem parken mod havnekvarteret. »Du kan gå glip af pengene.«