18

LENNART RINGEDE IKKE.

Julia sad og ventede oppe i sommerhuset i flere timer. Klokken blev halv ni tirsdag aften, så ni, men han ringede ikke.

På det tidspunkt havde Julia drukket hele flasken med rødvin, det var ikke svært. Og hendes beslutning om at gå ind i Vera Kants hus havde nået at blive så urokkelig at det egentlig ikke spillede nogen rolle om Lennart dukkede op eller ej.

Hun spekulerede på at ringe til Gerlof og fortælle hvad hun havde tænkt sig at gøre, men lod være. Hun kunne ikke pakke mere eller gøre mere rent for at få tiden til at gå. Hun var rastløs og nysgerrig.

Mørke og stilhed pressede mod husets vægge. Kvarter i ti rejste Julia sig til sidst, lidt svimmel af vinen, men mere målbevidst end beruset.

Hun tog en ekstra trøje på under frakken og tykke strømper i skoene. Der var en gammel brun uldhue i klædeskabet ved yderdøren som hun stoppede sit hår ind i, og så kiggede hun sig hurtigt i gangspejlet. Var hendes bekymrede rynker blevet glattet lidt ud i panden efter samtalen med Lennart?

Måske, eller også var det rødvinen.

Hun lagde mobilen i lommen, tog den gamle petroleumslampe i venstre hånd og slukkede lyset i huset. Hun var parat.

Bare et hurtigt kig.

Aftenen var blevet kold og klar med kun en let vind i træerne. Julia kom ud på sognevejen, og mørket lukkede sig om hende, men hun så skinnende prikker af lys fra fastlandet.

Hun standsede efter en halv snes meter og lyttede efter lyde i skyggerne: raslende blade eller knagende grene. Men der var intet at høre – intet bevægede sig.

Stenvik var øde. Gruset raslede let under skoene da hun fortsatte ned til Vera Kants hus.

Der standsede hun igen. Lågen lyste bleghvid i mørket og var lige så lukket som altid. Julia strakte langsomt en hånd frem og følte på det kolde jernhåndtag. Det var ru af rust og sad godt fast.

Hun trykkede til. Lågen jamrede sig svagt, men svingede ikke op. Måske var hængslerne rustet i stykker.

Til sidst satte Julia petroleumslampen ned i gruset og stillede sig tæt ind til lågen med begge hænder på dens øverste kant og løftede den opad og indad. Så gled den et par decimeter op, inden den sad fast igen. Men nu kunne hun komme igennem åbningen.

Beruselsen af vinen holdt hendes angst for mørket væk, men kun delvist.

Gården var omringet af høje træer og fuld af sorte skygger. Julia stod stille et minuts tid og lod øjnene vænne sig til mørket. Langsomt begyndte hun at få øje på detaljer i dette nye mørke; en bugtet havegang af kalkstensfliser der førte videre indad som en tavs indbydelse, ved siden af gangen et rundt brønddæksel dækket af blade og sorte mugpletter og overalt vildtvokset græs. På den anden side af brønden stod der et aflangt brændeskur hvis tag så ud til at være lige ved at falde sammen som et sjusket oprejst telt.

Julia tog et forsigtigt skridt ind i den mørke have. Og et til. Hun lyttede og tog et tredje skridt. Det føltes sværere og sværere at bevæge sig fremad.

Mobiltelefonen begyndte pludselig at hyle; ringetonerne fik hendes hjerte til at hoppe. Hun rev hurtigt telefonen op af frakkelommen, som om den kunne forstyrre nogen eller noget i mørket, og trykkede svarknappen ind.

»Hallo?«

»Hallo … Julia?«

Det var Lennarts rolige stemme i røret.

»Hej,« sagde hun og anstrengte sig for at lyde ædru. »Hvor er du?«

»Jeg er stadig til møde,« sagde han. »Og vi er ikke rigtigt færdige endnu … det trak ud. Men jeg havde tænkt mig at køre hjem bagefter.«

»Okay,« sagde hun og tog endnu et par skridt fremad på stengangen. Nu kunne hun se det ene hjørne af Vera Kants hus. »Godt. Så ved jeg … «

»Der er jo begravelse i morgen, og jeg skal arbejde et par timer inden den,« fortsatte Lennart. »Jeg tror faktisk ikke jeg orker at komme til Stenvik i aften … «

»Nej, jeg forstår,« sagde Julia hurtigt. »Vi må gøre det en anden gang.«

»Er du ude?« spurgte Lennart.

Der var ikke nogen tone af mistænksomhed i hans stemme, men Julia lød alligevel anspændt da hun løj et svar frem:

»Jeg er ude på klinterækken. Jeg gik bare … Jeg gik bare en lille aftentur.«

»Aha … Ses vi i morgen? I kirken?«

»Ja … jeg kommer,« sagde Julia.

»Okay,« sagde Lennart. »God nat, så.«

»God nat … Sov godt,« sagde Julia.

Lennarts stemme forsvandt med et klik. Julia var helt alene igen, men det føltes bedre nu. Hun havde haft på fornemmelsen at han ikke kunne komme.

En fem-seks skridt foran hende endte stengangen. Dér begyndte en bred trappe, også af sten, og den førte op til en hvid trædør og en glasinddækket veranda fuld af løvefødder og gesvejsninger som regnen og vinden havde gjort deres bedste for at slå revner i og slibe ned.

Villaen hævede sig som et tavst træslot foran Julia. De sorte vinduer fik Julia til at tænke på den nedbrændte slotsruin i Borgholm.

Er du der, Jens?

Ikke engang mørket kunne skjule husets forfald. Glasruderne på begge sider af yderdøren var revnede, og malingen hang i flager fra vinduesrammerne.

Verandaen indenfor var kulsort.

Julia fortsatte langsomt hen ad stengangen. Hun lyttede. Men hvem sneg hun sig egentlig ind på? Hvorfor havde hun næsten hvisket da hun talte med Lennart i telefonen?

Hun indså det komiske i at forsøge at være stille når der ikke var nogen der kunne høre hende – men kunne alligevel ikke slappe af. Hun gik op ad stentrappen med stive ben og spændt ryg.

Hun forsøgte at ræsonnere som Jens, føle som Jens hvis han nu havde været her den dag han forsvandt. Hvis han var gået ind i Vera Kants have – havde han så turdet gå op ad trappen og hen til yderdøren og banke på? Måske.

Jernhåndtaget på verandaens dør pegede nedad, som om en eller anden var ved at åbne den indefra. Den var låst, formodede Julia, og hun gad ikke engang række hånden ud mod døren – ikke før hun så den stod på klem. Et stykke af dørstolpens træ var snittet ud eller hugget væk, så riglen ikke længere kunne gribe fat i noget. Så kunne man bare åbne og gå ind.

Der var altså nogen der var brudt ind hos Vera Kant.

Måske var det indbrudstyve? De kom ud på landet om vinteren for at kunne arbejde uforstyrret i de tomme huse. En øde gård, der havde tilhørt en af det nordlige Ølands rigeste kvinder, interesserede dem sikkert.

Eller var det en anden?

Julia rakte stille hånden ud og trak i døren. Den sad fast, og da hun kiggede ned, så hun hvorfor. Der var stukket en lille trækile ind under døren.

En eller anden havde formentlig sat den der så den opbrudte dør ikke skulle blive revet op af vinden. Ville en indbrudstyv være så hensynsfuld?

Nej.

Julia skubbede trækilen løs med foden og tog i håndtaget igen. Hængslerne gik trægt, men døren gled langsomt op.

Det kompakte mørke indenfor fik hendes nervøsitet til at stige, men hun kunne ikke vende om nu. Nysgerrig, nysgerrig.

Men den, der havde sat trækilen i, havde gjort det udefra og var altså ikke i huset længere. Hvis der da ikke var en anden udgang.

Julia trådte så forsigtigt hun kunne over tærsklen til Vera Kants villa.

Der var lige så koldt derinde som udenfor og mørkt og vindstille som i en grotte. Hun kunne ingenting se, men kom så i tanker om at hun faktisk bar en petroleumslampe i hånden.

Hun tog en tændstikæske op af frakkelommen, strøg en tændstik og løftede lampeglasset op. Den brede væge begyndte at brænde med en lille blafrende flamme der blev større og klarere da Julia sænkede glasset ned over den. Lyset var tilstrækkeligt til at oplyse den tomme veranda med et svagt gråt lys, selv om mørket blev liggende som snigende skygger i rummets hjørner.

Hun løftede lampen og fortsatte gennem verandaen og hen mod døren indenfor. Den var lukket, men ulåst, og Julia åbnede den.

Veras hall. Den var smal og lang med falmede blomstrede tapeter, og lige så tom som verandaen. Julia var ikke blevet forbavset hvis der endnu havde stået en garderobemand med Veras sorte frakker derinde eller rækker af smalle damesko, men gulvet var helt tomt. Langs væggene og i loftet hang der hvide draperier af spindelvæv.

I hallen var der fire døre. De var alle lukkede.

Hun rakte en hånd ud mod den nærmeste dør i hallens langside og åbnede den.

Værelset indenfor var lille, kun et par kvadratmeter, og helt tomt bortset fra nogle sylteglas med muggent indhold på gulvet. En gulvskrubbe.

Hun lukkede forsigtigt døren og åbnede den næste.

Det var Veras køkken, og det var stort.

Julia så et brunt linoleumsgulv der gik over i slebne sten i rummets midterdel, hvor et enormt sort jernkomfur tronede ved væggen. Lige frem var der to vinduer som vendte mod bagsiden af huset, og Julia vidste at sommerhuset lå bag træerne kun nogle hundrede meter væk. Det fik hende til at føle sig mindre alene og til at turde tage skridtet ind over tærsklen.

Til venstre langs væggen førte en smal trætrappe og et leddeløst gelænder stejlt op til overetagen. Der hang en svag duft af rådne planter i den mørke stillestående luft. Støv og døde fluer lå i driver på gulvet.

Her måtte Vera Kant have stået bøjet over kogende gryder om aftenen. Her var hendes søn Nils gået ud med sit haglgevær gemt i rygsækken en smuk sommerdag efter krigen.

Jeg kommer tilbage, mor.

Havde han lovet det?

Der var en halvåben dør under trappen, og da Julia tog et par skridt hen mod den, så hun en stejl afgrund på den anden side.

Det var trappen ned til kælderen. Kælderen var et godt sted at begynde hvis hun ledte efter …

En dræbt og gemt krop. Men det gjorde hun ikke. Eller gjorde hun?

Kun et kig.

Julia kunne mærke mobiltelefonens vægt i jakken. Den havde Lennarts nummer bevaret i hukommelsen, og hun kunne ringe når hun ville – en lille trøst.

Så bøjede hun sig ind gennem døråbningen under trappen, med petroleumslampen løftet foran sig.

Trappetrinene ned til kælderen var af groft tilhugne planker. Ved foden af trappen var der et hårdt stampet jordgulv som skinnede sort og fugtigt i lampens skær.

Men – der var noget galt.

Julia gik et par trin ned ad trappen for bedre at kunne se. Hun bøjede nakken for ikke at slå hovedet mod det skrånende loft og stirrede ned.

Jordgulvet i kælderen var gravet op.

Gulvet neden for trappen var urørt, men en eller anden havde lavet små og store fordybninger overalt langs stenvæggene. Og der stod en spade lænet op ad trætrappen som om den, der havde gravet, bare holdt hvil et øjeblik.

Tørrede lerpletter fra et par støvler førte op mod hende på kældertrappetrinene.

Jord var lagt op i en lille vold langs væggen, og et par fyldte spande stod længere væk. En eller anden var metodisk i gang med at grave hele kælderen op.

Hvad var det der foregik?

Julia gik baglæns op. Hun bakkede så lydløst hun kunne op ad trappen igen. Hun var tilbage i køkkenet og holdt vejret for at lytte.

Alt var stadig stille.

Hun kunne ringe til Lennart nu – men hun ville ikke høres, ikke ses.

Hun stak forsigtigt hånden ned i lommen og tog mobilen op. Hun begyndte at gå gennem køkkenet med korte skridt, samtidig med at hun tændte for den og trykkede Lennarts nummer efter hukommelsen. Så lod hun tommelfingeren hvile på opkaldsknappen.

Hvis der skete noget, hvis …

Hun forsøgte at bilde sig selv ind at Jens var med hende i det her mørke hus, selv om han var død, og at han ville have hun skulle lede efter ham. Det lykkedes delvist, og hun fortsatte fremad.

Rottestore nullermænd trak sig lydløst væk fra hendes sko og gemte sig langs væggene da hun gik over linoleumet i køkkenet, ud på cementgulvet og forbi jernkomfuret.

Så trådte hun med hamrende hjerte op på det første trappetrin til overetagen.

Træet knagede under hendes sko, men kun svagt. Julia lod højre hånd med mobilen hvile let på gelænderet for at mærke væggens stabile tryghed og fortsatte opad, der hvor lyset fra petroleumslampen ikke nåede op. Når et trappetrin begyndte at knirke satte hun skoen på trinet oven over i stedet.

Der var bælgmørkt oven over hende.

Halvvejs oppe ad trappen standsede hun, pustede ud og lyttede på ny efter lyde. Så fortsatte hun.

Gelænderet endte ved en åbning uden dør, og Julia trådte forsigtigt ud på overetagens trægulv.

Hun befandt sig i en gang, lige så smal som hallen nedenfor og med lukkede døre i begge ender.

Angsten og ubeslutsomheden fik hende til at stoppe op igen.

Højre eller venstre? Hvis hun stod stille for længe, blev det umuligt at bevæge sig til sidst, og hun valgte venstre del af gangen. Den virkede også mindre mørk. Hun fortsatte fremad, mellem endnu flere nullermænd og sorte fluelig.

På væggene var der lysere firkanter – spor efter nedtagne malerier.

Hun var nået hen til enden af gangen. Hun skubbede døren op og holdt petroleumslampen foran sig.

Værelset indenfor var lille og lige så umøbleret som de andre. Men ikke helt tomt. Julia tog et skridt ind over dørtrinnet og standsede da hun så en mørk skikkelse ligge ved væggen ved siden af værelsets eneste vindue.

Nej. Det var ikke et menneske der lå der, kunne hun se. Det var en sovepose, rullet ud som en sort kokon. Den lå under en samling udklip på væggen.

Julia tog endnu et skridt fremad. Hun kunne se at udklippene var gamle og gulnede, sat fast i tapetet med nåle.

TYSKE SOLDATER FUNDET DØDE – SKUDT MED HAGLGEVÆR, stod der med sort tekst på et af dem. På et andet stod der:

POLITIMORDEREN JAGTES I HELE LANDET.

Og på et tredje, mindre gulnet:

DRENG SPORLØST FORSVUNDET I STENVIK.

På et sorthvidt billede ved siden af overskriften smilede en lille dreng ubekymret til hende, og Julia blev grebet af samme fortvivlelse som hun følte hver gang hun så sin søn. Der var flere udklip, men Julia blev der ikke for at læse dem. Hun kiggede hurtigt væk og bakkede ud af værelset.

Hun standsede. I lyset fra petroleumslampen så hun at døren i den anden ende af gangen nu stod åben.

Den havde været lukket før, men nu kunne man se dørtrinnet der førte ind i værelsets mørke. Dette værelse var ikke kun mørkt, det var kulsort.

Og det var ikke tomt. Julia følte at der ventede nogen derinde. En gammel kvinde. Hun sad i en stol ved vinduet.

Det var hendes soveværelse. Et koldt soveværelse, fuldt af ensomhed og venten og bitterhed.

Kvinden ventede på at få selskab, men Julia stod som frosset fast i gangen.

Hun hørte en skrabende lyd fra mørket. Kvinden havde rejst sig. Nu begyndte hun langsomt at gå hen mod døren. Slæbende skridt nærmede sig …

Julia måtte væk. Hun måtte væk fra overetagen.

Petroleumslampens flamme blafrede, hun bevægede sig hurtigt.

Ud på trappeafsatsen og så ned.

Hun syntes hun kunne høre skridt ovenpå og mærkede den gamle kvindes kolde nærværelse bag sig.

Han snød mig!

Julia mærkede hadet som et hårdt stød i ryggen. Hun gik blindt fremad i mørket, hun ramte ved siden af næste trappetrin og mistede balancen, tre-fire meter over stengulvet.

Hun famlede med armene i luften, både mobiltelefonen og petroleumslampen fløj ud af hendes greb.

Lampen og mobilen gik i stykker mod gulvet nede i køkkenet. Der slog flammer op fra petroleumen – og Julia vidste at hun selv meget snart ville lande på stenene dernede.

Hun bed tænderne sammen ved tanken om smerten.