19

SAMME DAG SOM Ernst Adolfsson skulle begraves, vågnede Gerlof i det gråkolde morgengry og følte det som om han var blevet kastet ned på gulvet fra stor højde. Smerten i hans albuer og knæ var lammende.

Det var stress, det var Sjögrens syndrom der igen havde været på besøg – det var bare for meget. Han havde brug for en kørestol for i det hele taget at komme hen til kirken.

Det reumatiske syndrom Sjögren var en ledsager, ikke nogen ven – selv om Gerlof havde forsøgt at hilse ham velkommen og afvæbne ham mange gange ved bare at slappe af og forsøge at være venlig når han kom. Sjögren fik fri adgang til hans krop, værsgo, men det hjalp ikke. Syndromet var altid lige uforsonligt når det kom, det kastede sig over ham og gravede sig ind i hans led, hev og sled i hans nerver, udtørrede hans mund og fik øjnene til at svie.

Gerlof lod smerten blive ved indtil den blev træt. Han smilede Sjögren lige ind i ansigtet.

»Jeg er tilbage i barnevognen,« konstaterede han efter morgenmaden.

»Du er snart på benene igen, Gerlof.«

Marie, hans assistent i dag, satte en lille pude som støtte bag hans ryg og slog kørestolens fodplader ud under hans laksko.

Gerlof havde med Maries hjælp møjsommeligt iført sig sit eneste sorte jakkesæt der var blankt og havde et godt snit. Han havde købt det til sin kone Ellas begravelse og derefter haft det på til en snes andre begravelser af venner og slægtninge i Marnäs kirke. Før eller siden ville han have det på til sin egen.

Over jakkesættet havde han sin grå frakke, et tykt uldent tørklæde om halsen og en filthue trukket ned over ørerne. Temperaturen var faldet ned mod frysepunktet på denne dystre dag midt i oktober.

»Er I klar, så?« sagde Boel da hun kom ud fra ekspeditionen. »Hvor længe bliver I væk?«

Det var hendes sædvanlige spørgsmål.

»Det afhænger af hvor inspireret pastor Högström er i dag,« sagde Gerlof.

»Vi kan varme din frokost i mikroovnen,« sagde Boel, »hvis det bliver nødvendigt.«

»Det var pænt af jer,« sagde Gerlof der tvivlede på han ville være særlig sulten efter Ernsts begravelse.

Han tænkte at Boel med sit kontrolbehov vel burde være tilfreds nu hvor Sjögren havde tvunget ham ned i en kørestol og gjort ham nem at holde styr på. Men han ville snart være på benene igen, når syndromet faldt til ro. Han ville gå igen, og så ville han finde Ernsts morder.

Marie trak et par fingervanter på og tog fat i kørestolens håndtag.

Så begav de sig af sted. Ind i elevatoren, langsomt nedad og så ud i den lyse kulde uden for Marnäshjemmet, ned ad rampen og ud på vendepladsen. Frostkoldt grus knasede under kørestolens hjul da de drejede ud på den mennesketomme vej til kirken.

Gerlof bed tænderne sammen. Han følte sig ubehageligt magtesløs i kørestolen, men forsøgte at slappe af og give slip på ansvaret.

»Er vi sent på den?« spurgte han.

Det havde taget alt for lang tid at komme i jakkesættet.

»Ikke så meget,« sagde Marie. »Kun lidt, men det er min skyld … Et held at der ikke er så langt til kirken.«

»Vi slipper nok for at sidde efter,« sagde Gerlof, og Marie lo høfligt.

Han var glad for det – det var ikke alle assistenter på Marnäshjemmet der forstod at det var de unges pligt at le ad de ældres humor.

De rullede hen mod kirken, og Gerlof bøjede nakken i et forsøg på at beskytte ansigtet mod den bidende vind der blæste ind fra Kalmarsund. Han mærkede af gammel vane at det var en jævn og kraftig sydvestenvind der ville have været tilstrækkelig til at sejle bidevind med en skude næsten stik nord langs den svenske kyst, helt op til Stockholm – men han længtes ikke ud på havet en dag som denne. Vinden ville have pisket bølgerne op over rælingen, og kulden ville have dækket tofterne med is. Efter mere end tredive år på land følte Gerlof sig stadig som skipper, og ingen sømand ville til søs om vinteren.

Klokkeringningen gik i gang da de gik forbi busstoppestedet ved kirken og drejede ind på kirkevejen. Lyden var en trist og langtrukken klingen der gav genlyd over det flade landskab og fik Marie til at sætte tempoet op.

Gerlof havde ikke travlt med at komme til begravelsen – han betragtede den mest som et ritual for andre sørgende. Han havde selv sagt farvel til Ernst ugen før nede ved stenbruddet sammen med John. Savnet efter vennen havde blandet sig med det han følte af sin kone Ella, og det ville være der så længe han levede. Og samtidig havde han en ubehagelig følelse af at Ernst ikke hvilede i fred; han ventede utålmodigt på at Gerlof til sidst ville lægge alle brikker på rette plads i det puslespil han havde efterladt sig.

Der var mindst et dusin biler stillet op på den smalle parkeringsplads foran kirken. Gerlof kiggede efter Julias røde Ford uden at finde den. Men han så at Astrid Linders Volvo var der og gik ud fra at hun havde taget Julia med fra Stenvik. Hvis hans datter nu i det hele taget var kommet til begravelsen.

Kirken tårnede sig op mod den grå himmel: Marnäs’ hvidkalkede kirke fra attenhundredtallet. I næsten tusind år havde kristne kirker stået på samme sted. Den her var den tredje i rækken, bygget da middelalderkirken var blevet for trang og forfalden.

De kom ind på kirkegården og rullede hurtigt hen ad den brede stengang inden Marie sagtnede farten og trak kørestolen på baghjulene over det lave dørtrin i den åbne kirkedør.

Gerlof tog huen af så snart de var kommet ind i våbenhuset. Der var mørkt og tomt, men kirkerummet var fuldt af sortklædte mennesker. Der var en svag summen i luften; gudstjenesten var endnu ikke begyndt.

Mange bøjede hoveder blev diskret drejet til siden mod Gerlof da han blev rullet op ad den venstre kirkegang. Han indså hvor svag og elendig folk måtte synes han så ud, og de havde naturligvis ret. Han var svag og elendig, men klar i hovedet – det var det vigtigste.

Nogle gik mest til begravelser for at se hvem der så ud til at havne i kisten næste gang. Men kig I bare, tænkte Gerlof, morsommere end det her bliver det ikke.

Han ville rejse sig og gå, snart.

En smal hvid hånd blev stukket ud i gangen og vinkede til ham fra en af bænkene oppe foran. Det var Astrid Linder i sort hat med sørgeflor. Hun havde en ledig plads ved siden af sig på fjerde række og så ikke ud til at lægge mærke til at Gerlof sad i kørestol.

Marie standsede, og Gerlof trak sig med hendes hjælp op af kørestolen og ned på bænken ved siden af Astrid.

»Du er ikke gået glip af noget,« hviskede Astrid i hans øre. »Det har været dødkedeligt.«

Gerlof nikkede bare efter at have skelet til pladsen på den anden side af Astrid og bemærket at Julia ikke sad der.

Marie trak sig bagud i kirken med kørestolen, og samtidig holdt det op med at summe under de høje kirkehvælv da organisten begyndte at spille Gammel sætersalme. Gerlof havde hørt den vemodige melodi til flere begravelser end han kunne huske. Han slappede af til musikken og så sig forsigtigt omkring.

Det var en ældre skare der havde fyldt kirken. Ud af cirka hundrede mennesker var kun nogle få under halvtreds år.

Ernsts morder var der, gemt blandt de sørgende – Gerlof var stort set sikker på det.

Ved siden af Astrid sad hendes bror Carl, Marnäs’ sidste stationsforstander der havde sadlet om og var blevet isenkræmmer da stationen lukkede midt i tresserne. Nu var han pensionist. Det var Carls ældre kollega Axel Månsson der havde vinket toget med Nils Kant af sted den sommerdag lige efter krigen, men Carl havde også været der. Han var bybud på stationen dengang og havde fortalt Gerlof hvordan han så billetsælgeren Margit ringe til politiet i Marnäs og hviskende meddele at den efterlyste unge hr. Kant lige havde købt billet til Borgholm. Han havde også set sognefoged Henriksson skynde sig fra Marnäs nogle minutter senere og lunte hen ad perronen med sin store mave for at nå at få fat i den mistænkte morder.

Carl var måske den sidste nulevende ølænding der havde set den fuldvoksne Nils Kant på nært hold, men da Gerlof engang havde spurgt hvordan Kant så ud, havde Carl bare rystet på hovedet – han var dårlig til at huske ansigter.

Længere henne på bænken sad der flere Marnäspensionister: den gamle Folkets Hus-forstander Bert Lindgren, der havde været sømand og ude på verdenshavene i flere år i halvtredserne og tresserne, og ved siden af ham ålefiskeren Olof Håkansson og derefter Karl Lundstedt, en oberst fra Kalmar der var flyttet ind i sin sommerbolig i Långvik efter han var blevet pensionist.

Det var ikke usædvanligt for pensionister at flytte til Marnäs, men samtidig vidste Gerlof at det ikke var flere ældre det nordlige Øland havde brug for. Det var unge arbejdere og flere job.

Orgelmusikken tav. Sognepræst Åke Högström, der havde virket i Marnäs en halv snes år, stillede sig foran den rosenpyntede hvide trækiste. Han havde en stor brun læderbibel i hænderne og så alvorligt ud på menigheden gennem runde briller.

»Vi er samlet her i dag for at sige farvel til vennen og stenhuggeren Ernst Adolfsson …« Præsten holdt en pause, rettede på brillerne og begyndte så at holde sin begravelsestale ud fra et vigtigt spørgsmål: »For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd?«

Paulus’ første brev til korinterne, andet kapitel, bemærkede Gerlof.

»Vi mennesker ved så lidt om hinanden,« forkyndte præsten, »og kun Gud ved alt. Han ser alle vore fejl og mangler og alligevel vil han give os alle evig tryghed … «

Fra et sted på kirkens bageste bænke kom der en rallende hosten.

Gerlof lukkede øjnene og lyttede med ro i sindet og faldt kun i søvn en enkelt gang eller to. Da så salme 117 om den udsprungne rose blev sunget, stemte han selv i så godt han kunne. Derefter fulgte bøn anført af præsten, flere bibelord og salmer og den smukke sang Der hvor roser aldrig dør.

Han havde som sagt allerede sagt farvel til Ernst nede i hans hus ved stenbruddet – alligevel mærkede Gerlof en voksende knude af mørk sorg i brystet, da han så seks alvorlige mænd rejse sig under den afsluttende orgelmusik for at gå hen og bære kisten ud, blandt dem hans venner Gösta Engström fra Borgholm og Bernard Kollberg, der i flere årtier havde haft landhandel i landsbyen Solby syd for Stenvik og ofte kørt varer hjem til Ernst. De øvrige bærere kom fra Ernsts smålandske familie.

Gerlof ville selv rejse sig og lægge Ernsts kiste mod skulderen, men han måtte i stedet blive siddende til alle begyndte at rejse sig. Så kom Marie hen med kørestolen.

»Jeg tror jeg kan gå selv nu,« sagde han til hende, men det kunne han naturligvis ikke.

Marie hjalp ham ned i stolen igen, og da det var ordnet, bøjede Astrid sig frem og prikkede hende på skulderen.

»Jeg hjælper Gerlof,« sagde hun bestemt og overtog håndtagene.

Marie så tvivlende på Astrid, der var et hoved mindre og tynd som en spurv, men Gerlof smilede opmuntrende.

»Vi klarer os, Marie,« sagde han.

Marie nikkede, og Astrid kørte kørestolen ned ad gangen med sin bror Carl ved siden af sig.

»Der er jo John,« sagde hun.

Gerlof drejede hovedet og så John Hagmann forlade kirken med sønnen Anders ved siden af sig.

Gerlof knappede frakken til da kulden og blæsten mødte dem uden for kirkedøren, og da mærkede han en flad genstand i frakkelommen. Han huskede at han havde taget Ernsts pung med sig.

Han tog den op, mærkede det slidte læder mellem fingrene og spurgte Astrid:

»Har du set min datter i dag?«

»Ikke i dag,« sagde Astrid. »Men hun ville vel køre hjem til Göteborg? Hendes bil var væk fra klinterækken da jeg kørte forbi.«

»Javel,« sagde Gerlof.

Så var Julia altså kørt her til morgen. Hun kunne godt være kommet til begravelsen, syntes han, og burde i det mindste have ringet og sagt farvel til ham. Men sådan var hans datter. Det var i hvert fald lykkedes for ham at holde hende på Øland længere end hun havde planlagt, og selv om de ikke havde gjort så store fremskridt, troede Gerlof at besøget havde været godt for hende. Han ville snart ringe til hende i Göteborg.

»Er det ikke Ernsts penge, det der?« spurgte Astrid.

Gerlof nikkede.

»Hans familie i Småland skal have den,« sagde han.

De skulle også have hele indholdet, bortset fra kvitteringen fra Ramneby tømmermuseum som Gerlof havde gemt i sit skrivebord.

»Du er ærlig, er du, Gerlof,« sagde Astrid.

»Alt skal gå rigtigt til,« sagde han. »Jeg bryder mig ikke om løse tråde.«

De var kommet ud mellem gravene nu og rullede langsomt hen mellem alle de velkendte gravsten. Mange af de smukkeste havde Ernst hugget ud inden han blev pensioneret – blandt andet Ellas brede sten. Den var ren og pæn, og der var god plads til Gerlofs navn og årstal under hans kones.

Ernsts nygravede grav lå i en række med begravede Stenvikboere. Kirkegæsterne var samlet i en halvkreds omkring den, og Astrid skubbede resolut Gerlof ind mellem de sørgende. Han så det dybe hul i jorden åbne sig foran kørestolen. Graven var sort og kold og umulig at komme op af hvis man faldt ned i den. Han havde for sit eget vedkommende ingen længsel efter at komme derned, selv om Sjögren rev i hans led i kulden.

Bærerne havde taget en pause ved graven, så begyndte de forsigtigt at sænke kisten i jorden. Herude kunne Gerlof se flere kendte ansigter: Bengt Nyberg, Ølands-Postens redaktør, stod på den anden side af graven uden fotografiapparat i hænderne for en gangs skyld, og Gerlof forsøgte at huske hvor længe han havde boet og arbejdet som redaktør i Marnäs. Femten år eller tyve. Han var kommet fra fastlandet som så mange andre.

Ved siden af ham stod landmand Örjan Granfors som engang i firserne havde fået køer taget i forvaring fra gården nordøst for Marnäs. Han var også blevet dømt for misrøgt, kunne Gerlof huske.

Tæt sammen, ved siden af Granfors, stod parret Linda og Gunnar Ljunger, hotelejerne fra Långvik. De talte lavmælt med hinanden, formentlig om nye byggerier nede i feriebyen. Ved siden af dem stod Lennart Henriksson, politibetjenten. Han havde sort jakkesæt på i dag, ikke uniform.

Gerlof så igen ned i graven. Hvad ville Ernst have han skulle gøre? Hvordan skulle han fortsætte med det her?

Ernst var vendt tilbage til Nils Kant og lille Jens flere gange under de sidste besøg hos Gerlof tidligere på efteråret, som om de to mysterier kværnede inden i ham og blev forenet af noget som ikke var åbenlyst for andre.

Med tiden havde Gerlof forliget sig med Jens’ sporløse forsvinden, så godt det lod sig gøre, på samme måde som han havde forliget sig med Ellas død.

Men Ernst var kommet på besøg på Marnäshjemmet for at tale lidt med Gerlof i begyndelsen af september. Han havde medbragt en tynd bog med blødt bind.

»Har du set den her, Gerlof?« havde han spurgt.

Gerlof havde rystet på hovedet og lænet sig forover.

Det var jubilæumsbogen om Aktieselskabet Malmfragt. Gerlof havde læst i Ølands-Posten at den var udkommet en måneds tid før, men han havde ikke læst den.

»Du kender jo Martin Malm,« havde Ernst sagt. »Det her er et gammelt billede af ham fra slutningen af halvtredserne ved familien Kants smålandske savværk.«

»Jeg kender ikke Martin så godt,« havde Gerlof svaret og forbavset taget imod bogen. »Vi mødtes mest i havnene da vi var skippere.«

»Og bagefter, da I kom i land?«

»Meget sjældent. Tre-fire gange, måske. Nogle middage for gamle kaptajner.«

»Middage?« sagde Ernst.

»I Borgholm.«

»Ved du hvor Martin fik pengene til sit første oceanskib fra?« spurgte Ernst.

»Ja … nej. Det gør jeg vel ikke,« sagde Gerlof. »Fra familien?«

»Ikke fra sin egen,« sagde Ernst. »De kom fra familien Kant.«

»Står det i bogen?« sagde Gerlof.

»Nej, men det har jeg hørt,« sagde Ernst. »Og kig her på billedet. August Kant står og holder om Martin. Ville du gøre det?«

»Nej,« havde Gerlof sagt.

Men det var rigtigt; den strenge direktør August Kant havde hånden venskabeligt placeret på den lige så bistre skudekaptajn Martin Malms skulder. Underligt.

Ernst ville ikke sige mere, men han vidste sikkert ting han ikke fortalte. Han havde set noget, eller hørt noget, der havde givet ham nye idéer. Han var kørt til Ramnebys tømmermuseum og havde ledt efter noget dér uden at sige det til Gerlof. Og nogle uger efter havde han sat en eller anden stævne ved stenbruddet, sandsynligvis til en slags opgør som Gerlof skulle holdes uvidende om.

»Vil du hen og sige farvel, Gerlof?«

Astrids spørgsmål på kirkegården rev ham ud af tankestrømmen. Han rystede kort på hovedet.

»Det har jeg allerede gjort,« sagde han.

De sidste roser blev kastet ned på Ernsts kistelåg, og så var begravelsen forbi. Gæsterne begyndte at gå ned til menighedshuset ved siden af kirken til en kort mindestund.

»Det skal gøre godt med kaffe,« sagde Astrid.

Hun bakkede kørestolen bagud og begyndte at rulle den af sted.

Selv om Sjögren bed til i hans nakke, strakte Gerlof sig ud til siden og så tværs over kirkegården, mod en gammel gravsten ved vestmuren.

Nils Kants grav.

Hvem lå i den, i grunden?