PUERTO LIMÓN, OKTOBER 1955

BYEN VED VANDET er mørk og støjende og stinker af ler og hundepis.

Nils Kant har vendt den ryggen. Han sidder ved stambordet på havneknejpen Casa Grandes veranda med en flaske vin foran sig, og han har blikket rettet mod havet, mod Det Caribiske Hav ud for Costa Rica. Selv om duften af dynd og rådden tang ikke er meget bedre end den stank der hænger over byens smalle gader, så er vandet i hvert fald en vej væk.

Om dagen står han tit på en eller anden kaj og stirrer ud over det solglitrende hav.

Vejen hjem. Havet er vejen til Sverige. Med tilstrækkelig mange penge er det for Nils bare at rejse hjemad.

Skål på det.

Han løfter sit krus med lunken rødvin og drikker en dyb slurk for at glemme den store vanskelighed med sin hjemrejse. For sandheden er at han ikke har tilstrækkelig mange penge mere. De er næsten brugt. Han laster bananer og olietønder nede ved havnen et par dage om ugen, men det er kun lige akkurat nok til mad og husleje. Han havde brug for at arbejde mere, men han har det ikke rigtig godt.

»Estoy enfermo,« mumler han mod natten.

Han har tit ondt i maven og hovedpine, og hænderne er begyndt at ryste.

Hvor mange skåler for Sverige har han ikke drukket på Casa Grandes barveranda? For Øland? For Stenvik? Og for sin mor Vera?

De skåler og flasker han har tømt, kan ikke tælles. Denne aften er som alle andre i baren, bortset fra at Nils fejrer sin trediveårs fødselsdag i aften. Men i grunden er der ikke noget at fejre – han ved det, og det får ham til at have det endnu dårligere.

»Quiero regresar a casa,« hvisker han i mørket.

Langsomt har han lært at tale spansk og en hel del engelsk, men stadig føles svensk mest levende i ham.

I over ti år har han været på flugt nu, lige siden han sneg sig om bord på fragtskibet Celeste Horizon i Göteborgs havn sommeren efter krigen.

På Celeste Horizon blev han anbragt i en kahyt der var trang som en kiste, en ligkiste af stål.

Han har rejst med flere gamle skibe langs de sydamerikanske kyster siden dengang, men Celeste var det absolut værste. Der var ikke én tør plet om bord; fugten fra havet trængte ind overalt, og det, der ikke var vådt og muggent, var enten slidt eller rustet i stykker. Vandet løb eller dryppede overalt. Lyset nåede ikke igennem hans koøje i over en måned fordi den lå på bagbords side, og den permanente lækage fik hele skibet til at hælde den vej.

Motorerne dunkede døgnet rundt. Nils lå halvdød af søsyge på en køje i mørket, og tit stod sognefoged Henriksson tavs ved siden af ham med sort blod løbende ud af brystet, og så lukkede Nils øjnene og ville ønske at skibet stødte på en mine. Havene var fulde af dem selv om krigen var forbi – det havde det svin til kaptajn Petri mindet Nils om flere gange. Han havde også gjort det klart at hvis Celeste Horizon blev sprængt, var Nils den sidste der kom i redningsbåden.

Under omlastningen i England måtte han blive i sin kahyt døgnet rundt i to uger og var nær blevet tosset af isoleringen, før de til sidst begav sig vestpå over Atlanterhavet.

I havet ud for Brasilien havde han set en albatros: en kæmpestor fugl som fri og sorgløs gled rundt over bølgetoppene med udspændte vinger i den varme luft omkring skibet. Nils tog det som et godt tegn og besluttede sig for at blive i Brasilien en tid. Han forlod Celeste Horizon og galningen Petri uden savn.

Men i Santos’ havn havde han set bumser for første gang, og de havde fyldt ham med skræk. Ynkelige skabninger der kom stolprende hen ad kajen allerede inden Celeste Horizon havde lagt til, med tomme blikke og laset tøj.

»Bumser,« sagde en svensk sømand foragteligt ved rælingen ved siden af Nils og gav ham det råd: »Smid kulstykker efter dem hvis de kommer for tæt på.«

Bumser var de glemte mænd, alkoholikerne, dem der ikke hørte hjemme hverken på land eller til søs. Sømænd fra Europa der havde taget sig en barrunde for meget og var blevet sejlet agterud da deres skibe lagde fra.

Nils var ikke nogen bums, han havde råd til at bo på hotel hver nat, og han blev i Santos nogle måneder. Han drak vin på barer som bumser ikke havde råd til at besøge, han strejfede rundt på de kalkhvide strande uden for byen, lærte lidt spansk og portugisisk, men snakkede ikke mere med nogen end han var nødt til. Han blev en del tyndere, men var stadig høj og bred og blev aldrig udsat for tyveriforsøg, og han længtes hele tiden hjem til Øland. Hver måned sendte han et postkort uden afsender til sin mor for at vise at han levede.

Han rejste videre med et spansk skib til Rio hvor der var flere mennesker, fattigere mennesker, rigere mennesker, federe kakerlakker og flere bumser i havnen og på strandene. Og det hele gentog sig: vandringer uden mål, vindrikkeri, hjemlængsel og til sidst et nyt skib væk fra det hele. Han fik sine penge til at række længere ved at gøre rent og vaske op om bord.

Nils besøgte en lang række havnebyer: Buenaventura, La Plata, Valparaiso, Chañaral, Panama, Saint Martin i Caribien som var fuld af franskmænd og hollændere, Havana på Cuba som var fuld af amerikanere. Og ingen af byerne var en døjt bedre end dem han havde ladt bag sig.

Han sendte postkort til sin mor så snart han kom i land et nyt sted. Uden hilsen eller afsender, hun ville alligevel forstå at Nils levede og tænkte på hende. Han holdt orden på sig selv, smed ikke penge ud på kvinder og sloges næsten aldrig.

Han ville til USA og fik plads på en fransk båd nordpå over golfen til det fugtige Louisiana. Lysene fra New Orleans’ barer var varme og guldgule – men han blev ikke lukket ind i USA uden svensk pas, sådan var det bare. Han havde ikke længere råd til at bestikke nogen og måtte tage båden tilbage sydpå.

Han kunne ikke udholde tanken om at vende tilbage til Sydamerika, og det var alligevel stadig sværere at komme over grænserne dér også. Så han gik i land i Costa Rica, i havnebyen Limón. Og blev der.

I over seks år har han boet i Limón, mellem havet og junglen. I den dampende skov bag byen er der bananplanter og azaleaer så store som æbletræer, men han går aldrig derud. Han savner alvaret. Den tropiske jungle dufter som en muggen kompostbunke og kvæler ham. Ved hvert skybrud bliver Limóns lige gader til lange mudderstrøg, og kloakkerne svømmer over.

Dagene, ugerne og månederne er bare strøget af sted.

Efter et års tid i Limón skrev han for første gang et rigtigt brev til sin mor, fortalte en del om hvad han havde oplevet og gav hende sin adresse i byen.

Der kom svar med lidt penge, og han skrev igen. Han bad sin mor om hjælp med at få kontakt med morbror August. Nils vil hjem nu. Han har været væk fra Øland i over et årti, og det må være tilstrækkeligt som straf.

Hvis nogen kan få Nils hjem, er det morbror August. Hans mor Vera har viljen, men ville aldrig kunne ordne en hjemrejse på egen hånd.

Det tog tid, men nu sidder Nils med en kuvert foran sig på bordet ved siden af vinkruset, med hans adresse i Limón skrevet med blæk på kuverten og et fyrreøres svensk frimærke. Brevet er kommet fra Sverige for tre uger siden, med en vedlagt check på to hundrede dollar, og han har læst det om og om igen.

Det er fra hans morbror August i Ramneby i Småland. Han har fået at vide af sin søster Vera at Nils er i Latinamerika og at han vil hjem.

Du kan aldrig komme hjem, Nils.

Sådan skriver morbror August. Brevet er kun på én side og består næsten udelukkende af alvorlige formaninger, men den korte sætning er den som Nils læser om og om igen.

Du kan aldrig komme hjem.

Nils forsøger at glemme de ord, men det lykkes ikke.

Han læser sætningen gang på gang, og det føles som om den døde sognefoged Henriksson står smilende bag ham og læser over hans skulder.

Aldrig, Nils.

Han hælder mere rødvin op fra flasken. Myg så store som svenske enkroner summer over stranden, og en blank kakerlak kryber forbi på trægelænderet.

Høj latter lyder i mørket inde fra baren, knaldende motorcykler kører gennem byens lergader. Der er aldrig stille i Limón.

Nils drikker og lukker øjnene. Verden drejer rundt, han er syg.

»Quiero regresar a casa,« mumler han i mørket.

Aldrig.

Nils er kun tredive år – han er stadig ung.

Han vil ikke lytte til morbror August. Han vil blive ved med at skrive til sin mor i stedet. Bede hende, bønfalde hende. Hun vil tage sig af ham.

Nu kan du komme hjem, Nils.

Det er de ord han venter på i et brev fra hende.

Og de må komme, snart.